Kærlighed til rejsen

Igen en stil.
Denne gang om kærlighed. Zoëy lever et dejligt liv i Californien. Alt ved hendes liv er nogenlunde perfekt, indtil hun får at vide, at hende og hendes familie skal flytte til England.
Nyd den :)

1Likes
0Kommentarer
464Visninger
AA

1. Kærlighed til rejsen

 

Zoëy var lidt af en nørd på sin gamle skole, og nu da hun endelig skulle skifte skole, så måtte hun selvfølgelig ændre stil.

   Det var jo fantastisk, det med at ingen kendte hende i den nye skole. Hun kunne starte på en frisk. Og hun ville jo selvfølgelig være populær. Hun fik et helt nyt look; ny frisure, nyt tøj og en helt ny personlighed. Nu var hun så fin, og så kunne hun tage i skole, mens hun følte sig rigtig sej.

   Ih altså, så blev hun vel rigtigt nok kigget på. Drengene syntes hun var lækker, og pigerne blev misundelige. Hun kom til at sidde ved de populæres bord, og blev allerede den første dag inviteret til en sej pool-party fest.

   Til festen lærte hun den populæreste dreng i skolen at kende. De faldt pladask for hinanden og blev kærester. Alle de populære piger blev hendes veninder bortset fra den snobbede pige, der bare synes, hun var dum, sådan at komme og tro hun kunne overtage hendes plads i hierarkiet.

   Men selvfølgelig vandt hun magtkampen mellem dem, og alle hyldede hende som en dronning.

   Så levede hun lykkelig til sine dages ende.

 

Sådan en historie ville vel være rar at læse, synes I ikke?

   En typisk teenagepiges store drøm bliver til virkelighed.

   Bliv nu ikke skuffet når I læser det her. Hvis jeg selv skal sige det, er den meget bedre end alle de tøsefnidder historier, som alle, i mine øjne, er ens. Den er helt sikkert også sandere!

 

Jeg har aldrig været en nørd, men jeg bliver heller aldrig nogensinde ”populær”, som man kalder det, og det har jeg det fint med. Helt ærligt! I skolen havde jeg det godt. Jeg scorede gode karakterer, var vellidt og havde da et helt ordinært og yderst tilfredsstilende liv.

   Så besluttede mine forældre, at vi skulle flytte og mit medfødte, ekstremt positive sind, fik mig til at tro det værste!

   Hvad skulle en flytning nu gøre godt for? Havde vi det ikke helt fint her?

   Jeg havde lyst til at slå på noget, og som sædvanligt blev det min lillebror, der, irriterende som han er, selvfølgelig begyndte at skrige op.

   Hold på hat og briller for det der skete nu, ville klart få dig til at ryge af stolen! Min lillebror råbte til min mor, som råbte af mig, der råbte tilbage af hende, og så min far, der skreg, at vi skulle tie stille, så han kunne se sit football.

   Hele episoden var så hverdagsagtig, at den helt fik mig tilbage til min gamle teenageverden, inden den krakkelerede. Jeg spænede ind på mit værelse og smækkede døren efter mig, som jeg har gjort det mindst tusind gange før. Det var først da min mor kom ind og prøvede at trøste mig med, at en flytning ikke betød, at jeg skulle sige farvel til alle mine venner, at jeg kom til mig selv igen.

   Nu vil I, mine kære læsere, sikkert tro, at det umuligt kan blive værre. Der tager I fejl.

   Ser I, mit raserianfald var så småt begyndt at gå over, men min mor plaprede videre om, hvor dejligt jeg ville få det i – vent på det – ENGLAND!

   Skulle jeg virkelig flytte fra mit dejlige, solrige Californien, til et land hvor det regner 200 dage om året? Ikke på vilkår! Hvad så med alle mine venner? Hvad med min k … eller jeg mener jo selvfølgelig Anthony. Søde, rare Anthony, som altid har passet på mig og været min bedste ven. Ham jeg altid har kunnet stole på, ham jeg har delt mine bekymringer med, mine slagsmål og selvfølgelig mit første kys. I kan nok se hvor dette bærer hen. Ja, jeg var begyndt at få lidt følelser for ham.

   Jeg snøftede.

   Min mor strøg akavet sin hånd over mit hår, hun har aldrig været god til det med kærtegn.

   Hun forstod ikke mine bekymringer. Nu til dags havde man jo mobiltelefoner og facebook og den slags. Jeg kunne også ringe til mine venner og besøge dem, mente hun. Det blev nok ikke så galt.

   Jeg tog mig teatralsk til hovedet. Havde hun tænkt sig, at vi selv skulle gøre noget for at holde kontakten? Jeg kunne ikke lade være med at le. Havde hun aldrig været ung?

   Så gik hun ned i køkkenet for at lave aftensmad.

   Nu var jeg overladt til mig selv og mine bekymringer. Hvordan skulle jeg få forklaret dette til Anthony?

 

Han tog det pænere end jeg havde forventet. Faktisk for pænt hvis jeg skulle sige det! Han trak på skuldrene, det skulle jo ske på et eller andet tidspunkt, at vi blev skilt ad. Man kan ikke beholde sin barndomsven for altid.

   Jeg kunne have gjort alting, da han sagde det; jeg kunne have slået ham, skreget af ham, grædt, endda kysset ham. Det ville alt sammen have vist, hvor meget jeg holdt af ham. Desværre havde jeg aldrig haft sans for dramatik, og jeg ville ikke lave en scene. Derfor valgte jeg at gå derfra i vrede.

   Han fulgte ikke efter mig.

 

Resten af min dag foregik i en døs. Jeg talte ikke med Anthony, og han talte ikke til mig. Jeg havde regnet med, alle ville finde det mistænkeligt, for der var ikke gået en dag siden 1. klasse, uden vi havde hængt sammen som ærtehalm.

   Alligevel havde ingen kommenteret det, og da jeg nævnte det til min bedste veninde, Rachel, smilede hun blot bedrevidende.

   Så havde jeg opgivet. Får man ikke Rachel til at svare første gang, så kan man fortsætte til man får hvidt skæg, uden det ville gøre nogen forskel.

   Jaja, nu skal jeg nok komme videre i min korte historie.

   Anthony ventede i porten, da jeg blev færdig med sidste time. Jeg lod som om, jeg ikke så ham, men til det kendte han mig for godt.

   Noget af det mest irriterende ved Anthony er, at han kender alt ved mig, og det medfører altså, at han også ved præcis hvordan han kan gå mig allermest på nerverne. Han blev ved med at følge efter mig, til jeg til sidst ikke kunne holde det ud mere.

 

Her vil jeg skrive det præcis som det foregik. Ingen omskrivninger. Det bliver nødt til at være den helt sandfærdige historie, ellers vil I føle jer snydt. Tro mig!

 

Jeg vendte mig vredt om. Jeg ville gerne have sagt en eller anden smart kommentar, men da jeg så hans dybe irgrønne øjne, kigge intenst ind i mine, kunne jeg ikke få et ord frem.

   Hvor havde jeg dog bare lyst til at være sur på ham. Men jeg kunne ikke.

   I et par sekunder skete der ikke noget. Så trak han mig ind til sig. Sådan stod vi lidt. Vi havde gjort det så mange gange før, men alligevel var der noget ved denne gang, der fik mig til at tabe pusten. Jeg trak mig fri af krammet.

   ”Du har gået og været sur på mig hele dagen, og så tror du, et kram kan gøre det hele bedre!” hvæsede jeg. Han sagde ikke noget, smilede bare sit skæve, charmerende smil. Mit blik lynede nu. Hvordan kunne han bare stå der og smile og tro, det hele ville blive godt igen ved at sende mig et smil? Det var et kært smil men alligevel!

   ”Hele dagen har du opført dig som en idiot, og så tror du …”

   Mere nåede jeg ikke at sige, for i det samme kyssede han mig. Et langt, og helt klart længe ventet, kys.

   Da han slap mig igen, kunne jeg ikke få et ord frem. Alt det jeg ville have råbt, og alt det jeg ville have skældt ham ud for, forsvandt som dug for solen.

   ”Det var ikke min mening at ignorere dig,” begyndte han. ”Det er bare det, at det er svært for mig. At du sådan skal flytte mener jeg. Jeg havde ligesom håbet …”

   ”Ja?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

   ”Bare lov mig at du skriver!” sagde han, og kyssede mig igen.

 

Selvom jeg ikke skriver mere nu, betyder det ikke, at min historie er slut. Måske bliver det vanskeligt, at bo i to forskellige lande, og stadig holde kontakten. Men hvem ved? Måske gør det det, som vi har stærkere. Hvis kærligheden kan overleve på tværs af verden, så kan den overleve alt!

 

Slut fra Zoëy. Håber I finder den rette engang. Det ved jeg, jeg gjorde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...