Breathtaking - Justin Bieber

Jeg er ikke en Justin fan, men jeg er blevet inspireret af min veninde som er en meget stor fan. Jeg kender ikke så meget til ham, så det her bliver min version. Justin er ikke kendt i denne her movella - endnu. Han laver musik i sin fritid, men ellers er det ikke den "rigtige" Justin. Men hvem er den rigtige Justin egentlig?


Rose er 17 år og har boet flere steder i løbet af sit liv. Hun er lige flyttet til et nyt sted med hendes lillebror og far, hvor de har tænkt sig at blive noget tid. Rose skal til at begynde på sit andet år i High School, men helt let er det ikke at være den nye pige. Især ikke når man ikke kender nogen som helst. Hurtigt får hun dog stiftet nye bekendtskaber, men er det gode eller dårlige?

12Likes
18Kommentarer
959Visninger
AA

1. Mareridt

Det første kapitel handler ikke om Justin, men om Rose' baggrund. Derfor vil i først hører om Justin i andet kapitel, men håber det er ok. ;-) I må meget gerne smide en kommentar!

____________________________________________________________________________

”Du er bare så pisse hamrende irriterende. Jeg kan ikke holde dig ud, din dumme idiot.” Mit blik er fast placeret på spejlet foran mig, med et dømmende blik. Men det er ikke mig, eller det er vel mig, men ikke rigtig mig. Jeg er tom. De blå, mandelformede øjne der kigger tilbage på mig, er ikke mine. Det mørkebrune, lettere krøllede hår der blødt falder til lige under mine skuldre, er heller ikke mit. De lettere fyldige læber, tjaeh, ikke mine.
En lyd i døren fjerner straks min opmærksomhed fra den fremmede person i spejlet, og jeg vender rundt på hælen.
”Rose?” Det er en velkendt, skrøbelig stemme som i et kort øjeblik får den rigtige mig op til overfladen.
”Hvad er der, Jas?” Jeg sætter mig ned på knæ foran ham, så jeg er i øjenhøjde med ham. Han gnider sig i øjet med den ene hånd, mens han med den anden holder krampe agtigt fast i hans tøjdyr. Han er træt, ingen tvivl om det. Og bange. Let stryger jeg hans lyse lokker væk fra hans ansigt, så man tydeligt kan se hans blå øjne, der er næsten ligesom mine. Hans har bare stadig den glød, som jeg aldrig vil få tilbage igen. ”Jeg havde mareridt” hans stemme er tæt på at knække over, så jeg tager forsigtigt fat i hans hånd. ”Kom” min stemme er unaturlig blid, men sådan er det når jeg snakker med ham. Min seksårige lillebror, er mit eneste lys i mørket.
”Hvad drømte du?” hvisker jeg, og tager min dyne over hans spinkle krop, hvorefter jeg sætter mig på sengekanten.
”Vi flygtede igennem huset, dig og mig” gaber han, mens han trækker sin bamse indtil sig. Jeg gav ham den bamse, da han fyldte et år. Jeg havde ikke særligt mange penge på det tidspunkt, så jeg købte den ved genbrug. En pingvin med et forvokset næb – ikke specielt køn, men siden hans et års fødselsdag, har han aldrig givet slip på den. Så lidt har jeg da gjort rigtigt.
”Der var et skud..” Hans stemme forsvinder langsomt ind, også er han faldet i søvn. Et svagt smil breder sig ud på mine læber, da jeg kysser ham på panden.
”Godnat”

Jeg vågner brat ved vækkeurets høje toner, der næsten vælter mig ned fra stolen.
”Av forhelvede.” Min ryg er ekstremt øm efter at have faldet i søvn indover mit skrivebord. Jeg ville have været gået ind på Jaspers – mine kære lillebror – værelse, men jeg kunne ikke holde ud at efterlade ham efter at have set ham så skrøbelig i går aftes. Kort kigger jeg over mod min seng, men han er der ikke længere. Langsomt trækker jeg i mine sorte jeans, blå tank top og sort cardigan.  
”Rose? Du skal i skole nu” min far. Charles Harbor, meget anerkendt forretningsmand, der skulle siges at være en perfekt far, mand og chef. Men i så fald, hvorfor kom min lillebror indtil mig og ikke min far i går? Der er mange ting han har gjort forkert, som verdenen aldrig vil få at vide. Hans job er det eneste der betyder noget for ham. Det begyndte det i hvert fald at gøre efter mor døde. Jeg husker tydeligt dengang min far løftede mig op på armen, og sagde ”Når først jeg bliver forfremmet, og tjener en masse penge, vil jeg gøre dig og din mor lykkelige.” Min mor rystede på hovedet, smilte og svarede ”lykken kan ikke købes for penge, Charles. Det er noget du gør dig fortjent til.” hans ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændig, og svarede med undren i stemmen, at han da ikke havde gjort sig fortjent til os. Alle elskede min mor. Når vi gik på gaden, smilte alle folk til hende. Det var som om de ikke havde noget andet valg. De var i hypnose tilstand, når de så hende.  
”Det er nu, Rose! Jeg skal på arbejde!” hans stemme runger i hele huset, men jeg går langsomt ned af trappen. Også lidt langsommere. Som ventet står han ved foden af trappen, men det gør jeg mig ikke hurtigere af. Jeg tager blot et skridt af gangen.

”Det overrasker mig faktisk lidt, at du står her”, siger jeg roligt.

”Hvad mener du?” Hans stemme lyder irriteret, og man kan hører han bare gerne vil af sted.

”Jeg troede du havde glemt os.” min tone er pirrende. Jeg prøver at irritere ham, så han vil gå amok. Få ham til at indse hvilken far han er for os.

”Jeg har ikke tid Rose, vi skal af sted nu.” hans stemme er hård, og hans blik er fast. Han er stædig, men det er jeg også. Jeg bliver stående.

”Du tænker ikke på andet end dit arbejde.”  Siger jeg, fuldstændig upåvirket af hans ord.

”Det er ikke sandt, Rose! Jeg tager på arbejde hver eneste dag, for at kunne tjene penge til at I kan have det godt. Men ligegyldig hvad jeg gør, er det ikke godt nok, er det?” Han er begyndt at blive ophidset. Jeg nyder det.

”Jeg har aldrig bedt dig om at tjene penge! Det eneste jeg fucking forventer af dig, er at du er en far for os. Ikke en arbejdsnarkoman, der tager hjemmefra når tingene bliver lidt for hårde!” Min puls stiger og min stemme er hævet. Jeg har ventet en evighed med at komme ud med det. Jeg har prøvet før, men der har han bare vendt ryggen til. Nu kan han ikke slippe væk.

”Jeg er ikke gået nogle steder. Det er noget du bilder dig selv ind..” Men han når ikke at sige mere, før jeg afbryder ham.

”Hvor var du da mor døde? Måske var du der ikke for mig, men var det virkelig for meget forlangt at du var der for Jas? Vi havde brug for dig på det tidspunkt, og ikke dine penge! Mor ville være så skuffet over dig, hvis hun så dig nu.” Mit greb strammer sig om gelænderet, og jeg tager et skridt ned af trappen, så jeg kun er tre trappetrin fra ham.

”Hvor vover du at bringe din mor ind i det her, hun har overhovedet ikke noget at gøre med det her!” Hans næsebor begynder at vibrere, og han hæver stemmen lidt mere. Jeg er så tæt på.

”Det er mor der er grunden til det her, for hvis hun stadig var i live, ville du ikke være sådan her. Du er et monster. Jas ved ikke engang om han skal kalde dig far mere!” Han tager fat i mit håndled, og river mig det sidste stykke ned af trappen. Jeg er tæt på at falde, men hans greb om mit håndled er så fast, at det ikke kan ske. Jeg kigger ham dybt i øjnene, og ligesom ham, viser jeg ingen tegn på svaghed. 
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...