Breathtaking - Justin Bieber

Jeg er ikke en Justin fan, men jeg er blevet inspireret af min veninde som er en meget stor fan. Jeg kender ikke så meget til ham, så det her bliver min version. Justin er ikke kendt i denne her movella - endnu. Han laver musik i sin fritid, men ellers er det ikke den "rigtige" Justin. Men hvem er den rigtige Justin egentlig?


Rose er 17 år og har boet flere steder i løbet af sit liv. Hun er lige flyttet til et nyt sted med hendes lillebror og far, hvor de har tænkt sig at blive noget tid. Rose skal til at begynde på sit andet år i High School, men helt let er det ikke at være den nye pige. Især ikke når man ikke kender nogen som helst. Hurtigt får hun dog stiftet nye bekendtskaber, men er det gode eller dårlige?

12Likes
18Kommentarer
958Visninger
AA

3. Hvorfor mig?

 

Det er virkelig akavet. I hvert fald for mig - jeg tror bare Justin han nyder det.

"Hvad er dit navn, frøken?" Han lyder som en adelig, hvilket får de fleste af pigerne omkring mig til at grine. Men ikke mig.

"Rose." Hvis jeg siger mere end det, kommer jeg bare til at indfører en masse grimme ord. Derfor er jeg meget taknemlig da træneren råber

"Flot,  Bieber. Du har lige scoret en ekstra times eftersidning!"  Først dér udstøder jeg et lille fnys, hvilket gør at jeg tiltrækker en masse dræber blikke. Not funny.
Efter det råber træneren noget med hvad vi skal lave, men jeg hører ikke rigtig efter. Først da de allesammen begynder at løbe, følger jeg med.
Jeg sætter farten en lille smugle ned, så jeg løber ved siden af Noelle. Hun snakker med en af sine andre veninder, men efter lidt tid får hun øje på mig. Med det samme lyser hun op i et smil, så man kan se hendes enormt søde smilehuller. 
"Hvilken type er Justin?" Ikke specielt henkastet, og jeg kunne sagtens have spurgt om noget andet, der ikke ville vække det mystiske smil der kommer på hendes ansigt.
"Den populære. Han har været sammen med næsten alle fra cheerleaderholdet, og opfører sig som en idiot til tider. Han har såret mange." Hun kigger kort ned mens hun løber, men herefter fortsætter hun med at snakke. "Bare hold dig væk fra ham, han er ikke det værd, Rosie." Siger hun.
Hvilket kommer fuldstændig bag på mig. Det kommer faktisk så meget bag på mig, at jeg snubler over mine egne ben og lander på jorden. Jeg lander på håndfladerne, hvilket gør pisse nas. Men ellers skynder jeg mig bare at rejse mig op og løbe videre. Noelle løber chokeret ved siden af mig. Jeg kan mærke blikkene på mig. Plus nogle grin - Justins er et af dem, og hende den anden  er den dumme blonde pige der kaldte Justin hen før. Bitch.
"Er du okay, Rosie?" Noelle lyder helt chokeret, og har tydeligvist glemt vores lille samtale før. Vorherre bevares.

"Jeg har det fint." Hvilket er næsten sandt.
"Hvad hedder den blonde pige, der grinte lige før?" Man kunne virkelig ikke undgå at hører grinet. Det var lige før der lød et ekko.
"Julie Campbell. Hun er med på cheerleaderholdet, og går rundt og påstår hende og Justin har noget sammen. Hun gør alt for at han lægger mærke til hende." Et fnis undslipper hendes læber. Jeg kigger kort tilbage, og ser straks hende og Justin sammen. Stakkels pige, hun vil aldrig nogensinde forstå hvad han har gang i.  


Efter idræt er jeg sluppet afsted med hudafskrabninger på håndfladerne, knæene og albuerne. Egentlig ret godt taget i betragtning af hvordan det kunne have gået. Resten af dagen går egentlig ret godt - Noelle og jeg har haft de samme timer, hvilket er et mirakel. Undtagen i sidste time, hvor jeg alene må gå afsted til fysik. Jeg finder hurtigt en plads ved siden af en pige, der ser ud til ikke at have noget i mod det. Jeg siger til mig selv jeg godt kan komme igennem det her, det er bare to timer. Og jeg tror rent faktisk på det, lige indtil Justin træder ind i lokalet.
"Ryan, hende den nye fra cheerleaderholdet, hvad var det nu hun hed?" Ingen tvivl om at det er Justins stemme. Jeg havde håbet han havde en flink tvilling i nogle få sekunder.
"Christine, dude. Piger kan ikke lide når du glemmer deres navne." Og det måtte så være Ryan.
"Jeg forstår ikke hvorfor det betyder så meget for dem. For min skyld behøver de ikke huske mit  navn." Også griner de. Og slår hinanden. Der er ingen andre i lokalet end dem der snakker. Og læreren har bare stået tålmodigt bagved skrivebordet og betragtet dem. 
"Hr. Bieber og Hr. Butler, i år får i ikke lov til at være fysik partnere. Plus i har begge fået eftersidning de næste tre dage for at komme forsent til fysik, og forstyrrer de andre. Butler, du er partner med frøken Watson. Bieber, din fysikpatner er frøken Harbor."
Det må være en spøg. En virkelig dårlig spøg, som næsten får mig til at bryde grædene sammen. 
"Men, jeg kan altså ikke være sammen med ham!" Udbryder jeg, og de kigger allesammen forbløffet på mig. 
"Og hvorfor så ikke det, frøken Harbor?" Hendes øjenbryn hæver sig en smugle, og hun kigger ventende på mig.
"Han er - det er bare - jeg ved ikke -" Min stemme dør langsomt ud. Jeg kan da ikke bare stå og sige foran alle at jeg ikke kan klare at indånde samme luft som ham. Det er bare som om at han bringer ulykker hvor end han går. Og det sidste jeg har brug for er ulykker ulykker, for jeg skal virkelig koncentrere mig om skole. I år skal jeg have god karakterer, og det kan jeg ikke hvis han skal være min fysikmakker. 
"Så er der vidst ikke mere at sige om det. Hr. Bieber, du sætter dig ved siden af frøken Harbor.. Fart på."  Er det sådan her jeg dør?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...