The Mysterious Boy ~ One Direction ~

16-årige Louises liv har været gået ned af bakke i en længere periode. 2. Juledag ændre alt sig pludselig da en blond mystisk dreng, dukker op for hendes dørtrin.
Uden videre går hun med ham. Det viser sig at han gemmer på mere end bare en almindelig dreng. Før hun overhovedet for øjende op fra omverdenen, er hun trukket ind i en hel ny verden med den mystiske Niall.

15Likes
12Kommentarer
613Visninger
AA

3. Kapitel 2

Sneen begyndte efterhånden at gå igennem mine sko, da vi var noget et godt stykke væk fra farfars lejlighed. Mine fødder føltes kolde, men også næsten følesløse.
Jeg havde sagt at jeg frøs, men Niall ignorerede det og trak mig videre.

Han havde endnu ikke ville sige hvor vi skulle hen. Det eneste jeg havde fået bekræftet, var at jeg skulle løbe hurtigere.

”Niall” Mumlede jeg forpustet endnu engang og prøvede at stå fast, men det glatte fortov lod ikke mine fødder stå fast og det gjorde Niall så sandelig heller ikke.

”Vi er der om lidt” Sagde han tonløst og trak forsigtigt i mundvigene.

Et eller andet ved ham virkede bekendt, som om jeg havde set ham før. Der var noget over hans blå øjne som mindede mig om noget. Jeg rystede tanken ud af hovedet og befalede mine ben at bevæge sig.

Vi kom hen til en stor bygning, hvor Niall hurtigt fik trykket på et navn, jeg ikke nåede at se.
En høj skrabende lyd lød pludselig ud af højtalerne, før nogen hostede.

”Niall. Er det dig?” Sagde en hæs stemme.

”Ja” Svarede Niall beslutsomt og ventede på personen som havde snakket, ville låse døren til lejlighedskomplekset op.

Dørens låst slog klik og blev straks åbnet af Niall. Han holdte et øjeblik døren og kiggede fra mig til den. Han lagde sin ene hånd nederst på mine ryg og skubbede mig ind.

Jeg havde tænkt mig at sige noget, men kunne ikke få mig selv til det. Niall virkede meget flink, trods det, at han næsten ikke sagde noget og han kort sagt, havde sneget mig væk fra min familie.

Vi gik ind i en elevator og blev kørt op til en af de øverste etager. Vi gik langsomt hen af en smal gang og stoppede op foran et værelse. Jeg fik øjenkontakt med Niall og følte et ubehageligt sug i maven. Han trak ned i håndtaget og gik ind. Jeg fulgte efter og kiggede mig varsomt omkring.

 ’’Bor du her?’’ Spurgte jeg. ’’Ja men kun nogen dage’’ .
’’Nå okay?’’ svarede jeg. På en måde var jeg bange for at komme til at sige noget forkert.
Jeg stod og kiggede på ham, det var et eller andet over ham, jeg havde set før, men jeg ved ikke hvad det var.
’’Hvorfor kigger du sådan på mig?’’ spurgte han.
’’Det ved jeg ikke? Jeg synes jeg har set dig før?’’ svarede jeg tilbage og tænkte, men hvor fra?!..
Han sagde ikke noget. Så vi tog sko og jakke af og gik ind i stuen. Hvad havde jeg egentlig gang i?
’’ Vil du ikke sidde ned? Så henter jeg lige noget at drikke.’’ Sagde han.
’’Jo det vil jeg da godt’’ Mumlede jeg usikkert og satte mig yderst på en beigefarvet sofa. Han forsvandt hurtigt fra stuen, højest sandsynligt ud i køkkenet.

Jeg satte mig godt tilbage og kiggede rundt. Hvor fanden var jeg egentlig? Jeg kunne høre nogle tunge skridt komme tæt på og forventede at se Niall dukke op, men det var ikke ham. Langt fra!

En sorthåret dreng iklædt en blå baseball trøje og sorte designer jeans ind i stuen. HVAD? Tænkte jeg. Han lod sine chokolade brune øjne lande på mig og smilede skævt, som om han slet ikke synes det var mærkeligt, at der sad en fremmed i sofaen.

Han så ligeså bekendt ud som Niall. Jeg vidste det. Jeg var hundred på at jeg kendte dem begge, eller i hvert fald havde set dem før.
Niall kom ind i stuen, med to glas med vand i og stillede dem på borget.

’’Er det kun jer to som bor her?’’ spurgte jeg.
’’ Nej, det er det ikke, vi bor også med Louis, Liam og Harry’’ svarede han neutralt.
’’ OMG! Nu kan jeg huske det, i er fra One Direction!’’ råbte jeg og slog mig selv i panden.
Hvordan kunne jeg være så dum? Selveste Niall havde stået uden for min farfars hus, spist min mors risalamande, taget mig med hånd i hånd ud i mørket til hans lejlighed og nu stod han bare og kiggede på mig som alt var normalt.

’’Rigtigt” Lo ham den sorthårede, eller Zayn tror jeg han hed. Han havde det mest bedårende smil. Jeg elskede det allerede. Hans smil var så ægte.


Jeg kiggede med store øjne fra Niall til Zayn. Var dette virkelighed? Sad jeg i One Directions stue for real? Min mave knurrede sig straks sammen, trods de begge så søde ud, brød jeg mig bestemt ikke om dette.

Hvorfor skulle et boyband tage mig med hjem?

”Men…” Jeg stoppede midt i den sætning jeg havde tænkt mig at sige, fordi ordene ikke gad ud.
Niall og Zayn vekslede blikke og nikkede så. Zayn lagde hovedet på skrå, samtidig med Niall satte sig ved siden af mig og rakte mig et af glassene.

Jeg holdte det stramt i mine hænder og bed tænderne hårdt sammen. Jeg måtte vide sandheden.

”Hvorfor tog du mig med?” Spurgte jeg bestemt og kiggede direkte på Niall. Han kørte en hånd igennem det blonde hår, uden at vise det mindste tegn på nervøshed.

”Louise, vi er bare interesserede i at lære dig at kende” Endte han med at sige. Zayn nikkede og satte sig i lænestolen overfor mig. De kiggede begge afventede på mig.

Det kunne de ikke mene. For en time siden vidste de ikke hvem jeg var.

”Vent.. I ved jo ikke engang hvem jeg er?” Hvæsede jeg. Jeg følte mig faktisk direkte sur. Det her var næsten kidnapning. Zayn slog en høj latter op, som Niall hurtigt deltog i.

”Louise” Lo Niall og rystede på hovedet.

”Vi er ikke ude på noget, din familie ved udmærket hvor du er” Forsatte han. ”Vi kender dine forældre, dette er en del af en overraskelse, vi gjorde det bare mystisk for at drille dig” Tilføjede Zayn.

Jeg forstod virkelig ikke noget. Det kunne ikke være rigtigt.

”Hvad er det helt præcis i mener? Hvad for en overraskelse?” Spurgte jeg.

”Dine forældre synes du burde komme lidt væk hjemmefra” Svarede Zayn og Niall i munden på hinanden. Det føltes som et stik i min mave. Jeg havde haft lidt problemer i årenes løb, alt gik bare ned af bakke. Men jeg troede ikke ligefrem at mine forældre vil sige det videre til et verdenskendt boyband. Hvorfra i alverden kendte de også hinanden?

”Du skal være sammen med os, de næste tre uger” Smilede Zayn stort. ”Det bliver da sjovt!” Jublede Niall, da mit ansigtsudtryk ikke ændrede sig.

Hvad fanden havde mine forældre dog gjort?

”Men mine ting? Mit tøj?” Måbede jeg uforstående. Jeg kunne da ikke klare tre uger uden mit tøj!
Og da især ikke med en flok verdenskendte drenge som blev forfulgt af fans og paparazzier konstant.

”Dine forældre kommer med det senere, indtil da, kan du låne af Eleanor, når hende og resten af drengene kommer” Svarede Niall hurtigt.

”Men hvis mine forældre alligevel kommer med mine ting, hvorfor de så bare ikke køre mig herud? Eller i kunne da idet mindste have hentet mig på en almindelig måde uden at få mig til at tro jeg er blevet kidnappet!” Mukkede jeg, tvær over at de gjorde det mere forvirrende.

Zayn grinte igen. ”Som vi også sagde før, vi ville bare drille dig. Det var så sjovt, vi kunne ikke lade være” Lo han.

Jeg tog en tår af vandet og prøvede at lade være med at surmule over jeg blev narret.

Nu var jeg så tvunget til at være sammen med fem kendte drenge i tre uger, uden at have fået det af vide på forhånd. Plus jeg ikke engang var fan. Jeg kendte kun dem på grund af udseendet.

Hvem var Eleanor egentlig?


                               


                                                           

 

 


”Værsgo” Smilede Eleanor og rakte mig en lille bunke tøj jeg kunne sove.
Resten af drengene og Eleanor kom for et par timer siden. De virkede alle sammen rigtig venlige, især Louis kæreste Eleanor.

”Tak, Eleanor. Det er rigtig venligt af dig” Takkede jeg og trak stropperne på min røde kjole, ned over skuldrene.

Drengene havde lånt mig et stort dejligt gæsteværelse, hvor en stor dobbeltseng stod med sort silke sengetøj og et kæmpe skab til det tøj jeg ikke havde med.

”Det var så lidt, Louise. Sov godt” Svarede hun med et varmt smil og gik hen til døren. ”Godnat” Mumlede jeg og satte et lille smil op.

Hun forsvandt ud af døren og lukkede den straks. Jeg sukkede kort og tog min kjole af. Uden at kigge mig selv i spejlet, tog jeg nogle pink natshorts på og en hvid uldtrøje.

Jeg lagde mig ned under dynen og slukkede for natlampen. Jeg kunne høre en hæs stemme grine ude på gangen, min første tanke var at det nok var Harry. Han havde været helt tæt op af mig, siden han ankom med de andre.
Hans bedårende krøller og de smukke grønne stod klart i mine tanker. Han var skøn, ligesom de andre. De alle havde noget specielt over sig, som gjorde dem smukke hver især.


Trods Harrys hæse grin, var der dog en af dem jeg ikke kunne få ud af tankerne.


Niall…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...