The Mysterious Boy ~ One Direction ~

16-årige Louises liv har været gået ned af bakke i en længere periode. 2. Juledag ændre alt sig pludselig da en blond mystisk dreng, dukker op for hendes dørtrin.
Uden videre går hun med ham. Det viser sig at han gemmer på mere end bare en almindelig dreng. Før hun overhovedet for øjende op fra omverdenen, er hun trukket ind i en hel ny verden med den mystiske Niall.

15Likes
12Kommentarer
612Visninger
AA

2. Kapitel 1

                                
Det var 2.Juledag vi var lige gået fra bordet og vi var alle meget mætte.
Jeg havde taget mit fineste tøj på, men jeg var kommet til at spilde sovs ud over den.

Typisk.

Det var min røde kjole med hvide blomster på, den matchede nemlig mine grønne øjne og brune hår.

Der var også mange af gæsterne som sagde den passede til mine fregner, de gæster vi havde på besøg, var mormor og morfar og så selvfølgelig min mor og far.

Vi  var hjemme hos farfar, så han var jo også med.
Jeg havde sovet hjemme ved min farfar Benny, som var meget frisk af sin alder, han boede i egen lejlighed nr. 19, det var altid hyggeligt at være der og der duftede altid så godt af noget man aldrig kunne beskrive, det var der bare.

Jeg havde sovet der i 3. dage, så jeg havde masser af tøj med, der var lidt forskelligt, men ikke flere kjoler som jeg kunne tage på.

Der var vinter, så meget koldt, havde da ikke lige tænkt på at jeg kunne komme til at spilde.

Jeg sov altid inde hos min farfar når jeg var der, min farmor var der nemlig ikke, hun fik en blodprop i hjernen og døde for 2 år siden, det var meget trist.
Men nu sagde farfar jeg skulle gå ind og klæde om, fordi jeg jo havde spildt på min kjole, så mor kunne få den med hjem og vaske.

Jeg kiggede ud af vinduet, jeg så eller andet, først troede jeg det var julemanden, så jeg skyndte mig at løbe ud til døren og ned af trappen, men der var ingen.
Jeg kunne høre noget som var gemt bag busken, jeg gik langsomt hen for at se hvad det var, jeg rystede helt, ikke fordi jeg var specielt bange, men mere fordi jeg var nervøs for at se hvad det var.

Da jeg nåede derhen var der ikke noget, så jeg løb op til farfars lejlighed igen. Jeg løb ind på farfars soveværelse, for at kigge ud af vinduet, jeg kunne skimte en dreng, jeg kunne næsten ikke se ham, men kunne lige se han havde noget blåt på.

Jeg blev bange, så jeg løb ind i stuen, fordi vi skulle danse om juletræ og åbne gaver, det var altid det glædede mig mest til, men der var så mange gaver at man næsten ikke kunne være der, så jeg vidste godt det her kom til at tage lang tid.

Det jeg nu ventede mest på var risalamanden.
Yes, nu gælder det jo bare om at få mandlen, så jeg også kunne vinde den gave.

                                     


5. min. senere

 

”Nå, hvem fik så mandlen?” Spurgte jeg.

Der var ingen der svarede, så jeg spurgte dem alle sammen en for en.
Til sidst kunne mormor ikke holde sig mere,

”okay!, okay! Jeg fik mandlen” Sagde hun i mens hun rejste sig og vidste den til de andre.
Jeg sad trist tilbage på min stol,

’’ØV!’’ røg det ud af mig, da kom mormor hen og sagde, du må gerne få gaven, jeg behøvede ikke flere.

”Mener du virkelig det?” Jeg kiggede på hende med mine store grønne hundeøjne, ’’ja’’ sagde hun.

Jeg blev så glad at jeg rakte hen over bordet for at få fat i gaven, jeg rav papiret af for at se hvad der var inde bag det.

Jeg blev meget overrasket, det var nemlig en dagbog, jeg vidste den til min mor, hvortil hun svarede

’’ den er da fin, så kan du skrive hvad du har oplevet her til jul’’ jeg lød ind på farfars værelse, for at finde noget at skrive med, jeg ville begynde med det samme.

 

 

                         
En halv time senere

 

Jeg var næsten færdig med at skrive hvad jeg havde oplevet i dag, men nu blev jeg forstyrret af at der var noget som bankede på døren, jeg rykkede stolen ud og løb ud til døren.

I døråbningen stod der en dreng på nok 17 til 19 år med blond hår og isblå øjne. Han så ud til at fryse, men jeg vidste jo ikke om jeg måtte lukke ham ind.

Jeg trådte til sidst til side og lod ham træde ind i varmen med et svagt nik.
Drengen smed forsigtigt sine gennemblødte sko i hjørnet og kiggede kort på mig, før min mor dukkede frem fra døren ind til stuen.

Hun løftede spørgende et øjenbryn og kiggede fra ham til mig. Jeg trak forvirret på skuldrene og prøvede at se uskyldig ud.

Det lignede først at hun skulle til at bede ham om at gå igen, men da hendes øjne opdagede hans våde tøj, mumlede hun svagt at han var velkommen.

Vi forsatte alle tre ind i stuen, hvor min mor forklarede hvorfor drengen var her, til de andre som sad med undrende blikke.

”Hej” Mumlede han som det første, i de fem minutter han havde været her.
Min familie svarede hej i munden på hinanden og smilede blidt.

Drengen lod sine mundvige gå op i et charmerende, men dog også mystisk smil.
Der var lidt risalamande tilbage, så mor tilbød ham lidt. Han tog glad imod det og blev placeret på en af min farfars rød-beklædte stole.

’’Hvad hedder du så?’’ Spurgte jeg forsigtigt og satte mig ned overfor ham.

’’Niall, hvad med dig?’’ Svarede han.

Der var noget specielt over hans lyse stemme, en accent. Han var irsk. Uden tvivl.


’’Jeg hedder Louise’’ Sagde jeg.
Han sagde ikke rigtig noget, men der kom et lille okay. Han fik serveret lidt risalamande op i skålen kiggede han hen på mig.

Han havde sorte rander under og hans øjne, de var helt tætte, som om han ved at falde i søvn. På en måde fik jeg ondt af ham.

Der var noget mærkeligt ved ham, han lugtede som om han ikke havde været i bad i flere dage, og han sad bare stadig der og stirrede hen på mig, som om jeg var den første pige han nogensinde havde set.

Jeg tænkte inde i mig selv- det her er den mærkeligste jul jeg nogen sinde har været ude for.

Hver eneste bevægelse jeg tog, fulgte hans øjne med, som om jeg havde overvågning på hele tiden. Jeg pressede mig hårdt ned i stolen og knurrede min hænder sammen, for ikke at gøre noget dumt.

Jeg spurgte ham om en masse spørgsmål, men han besvarede ikke et eneste, da vi havde siddet lidt tavse, spurgte jeg ham igen, men denne gang om, hvor han boede.

Han pegede ud af vinduet, rykkede stolen tilbage og løb ud af døren, jeg vidste ikke rigtig hvad der skete, så jeg stillede mig selv det spørgsmål, om jeg skulle gå med eller blive?.
Jeg gik ud og jeg kunne ikke se ham, hvor var han?

’’NIALL HVOR ER DU!?’’ råbte jeg.

Han kom løbene og tog mig i armen. Allerførst havde jeg løst til at rive den snerrende til mig, men af en eller anden grund, følte jeg mig for nysgerrig. Jeg vil finde ud af hvad han havde tænkt sig.

Vi løb ud i gangen og nåede kun at få vores sko ubindte på. Han rev døren op og træk mig med.

Med ud i det kolde og kulsorte mørke.

 

                                                         ¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤


SÅ fik i første kapitel i novellen "Den Mystiske Dreng ~ One Direction"!!!:-D
Håber det var noget for DIG:-)
I må meget gerne skrive kritik og give respons + trykke på den fine grønne knap "Like"
Rigtig god dag allesammen!:-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...