The world around me (1D)

Hvis du var en pige på en ø, uden bekømringer for resten af verden og uden den helt stor betydning for nogen, ville du så kunne klare at blive hevet ind i en helt ny verden? Elina er en 18-årrige skønhed, som er gemt væk på øen Ærø.( mener hun selv) Hun går i skole i Marstal og arbejder i Superbrugsen. Hun har brunt hår der går hende til lige over brystet. Hun har briller. Hun syntes de ødelægger hendes udre. En normal arbejds dag kommer der en mystisk fyr ind i butiken sammen med hans fire bedstevenner. De støder på hinanden og hun falder lidt for hans mystiske og hotte udre. hvad sker der når hun finder ud af hvem han er og hvad hun gør ved ham?

5Likes
5Kommentarer
761Visninger
AA

9. Mean Girls

 

Elinas synsvinkel

 

Jeg løb alt, hvad jeg kunne, da Zayns lejlighed var udenfor min synsvinkel.

Hvordan kunne jeg glemme tiden på den måde?

Jeg håber ikke, at de er ved at dø af bekymring?

Henne ad vejen kunne jeg se Michaels lejlighed nærme sig. Min hjerne blev gennem rodet efter en undskylding for at komme forsent.

Jeg løb ind i fru. Andersen. Nej.

Jeg købte en kop kaffe. Nej.

Jeg..Jeg skulle aflevere en opgave til hr. Madsen. Ja, det kunne gå.

Jeg løb op ad havegangen. Bankede på døren, men ventede ikke på, at nogen skulle komme og lukke op. Jeg gik bare ind. Jakken og skoene smed jeg på gulvet og gik med hurtige skridt ind i stuen. De sad alle fem rundt om Michaels glas stuebord.

Alle blikke var vendt mod mig, da jeg kom ind i stuen. Alle deres blikke var bekymrede. Alles undtaget Jakes. Han sad med stoneface. Men var der lidt følelse gemt i hans øjne.

"Hvor fanden har du være? Ved du godt, hvor bekymret vi var!" skældte Andreas ud. Han så ud til at være på ranken af et vredt sammenbrud.

Jeg havde kun være væk i 40 minutter. Ej come on, jeg var ikke et lille barn, der stadig var dopet med kinderæg.

"Jeg har kun været væk i 40 minutter" forsvarede jeg mig selv. "Hvor har du været?" spurgte han vredt igen.

"Kan det ikke være ligemeget?" spurgte jeg. Jeg prøvede virkelig, at styre min stemme. Kunne han ikke være ligeglad? Jeg var her jo nu.

"Nej, det kan ej. Hvorfor kan du ikke fortælle mig det?" sagde han lidt højere. Der var min grænse. Hvorfor skulle han bliver sur over sådan en lille ting? Det fik mit pis i kog, når han var sådan. Vi var forfanden venner, ikke i et rigtigt forhold. Hvis vi var i et kæresteforhold kunne jeg godt forstå, at han blev vred over, at jeg ikke ville fortælle, hvor jeg havde været.

"Fordi det ikke rager dig! Hvorfor vil du så forfærdelig gerne vide det?" spurgte jeg vredt. Vreden var ikke til at holde tilbage nu, da jeg havde udløst det første ord. Vi havde aldrig været i sådan et skænderig før, men det ville jo komme.

"Var du hos Ham?" snerrede han af mig. Jeg havde aldrig drømt om, at han ville bruge den tone over for mig. Jeg havde hørt den før, men ikke rettet mod mig. Det gjorde mig ked af det. Jeg glemte at om vreden, da jeg kunne mærke en prikkende følelse i mine øjne.

"I det mindste kan han finde ud af, at fortælle mig, hvad der sker i hans hoved" sagde jeg med så lille stemme, at kun Andreas kunne høre den.

Da en tåre slap ud, lagde jeg min hånd foran brilleglasset og lod tåren tørre ind. Jeg kunne ikke klare, at han var sur på mig. Jeg måtte væk, så jeg forlod han midt på gulvet i stuen. Hurtigt var jeg ude af døren. Jeg havde ikke bundet mine sko eller lukket min jakke. Jeg skulle bare væk og det kunne kun gå for langsomt.

Halv vejs hjemme kunne jeg ikke holde tårene tilbage. De kom en efter en og trillede ned af mine kinder.

Jeg havde det som om jeg blev betragtet, så kunne jeg høre noget, der puslede. En mand kom frem med et kampe kamera og en notesblok. Selvom jeg ikke så en journalist hver dag, så kunne jeg genkende en når jeg så en. Det er ikke så svært, de har et kamera og en blok eller en båndoptager.

"Hallo, are you Elina McCattle?" spurgte han på engelsk. Hvorfor snakkede han engelsk?

Jeg nikkede og lagde hoved lidt på skrå. Hvad ville han mig? Måske havde jeg vundet en million? Det kunne jeg godt bruge, så ville jeg sende Andreas med den første raket til månen.

"Hey I am from Star News and I would like to ask you some questions" sagde han og smilede stort til mig og lignede en, der havde sagt det alt for mange gange. Men jeg havde alt andet i hoved end nogen dumme spørgsmål. Der var Zayn, Andreas, fodbold, lektier og...FODBOLD!! Jeg skulle jo til fodbold, nu, hvordan kunne jeg glemme det!?

"No, I don't have time" sagde jeg hastigt og skyndte mig videre. Der var ret langt fra Michael til min lejlighed, men jeg løb hurtigt afsted. Jeg varmer bare ikke op når jeg kommer, for den her løbetur ender med at tage meget af min energi.

Jeg styrtede gennem byen og prøvede at undgå folk, hunde og gadesælgere. Min lejlighed kom til syne og mine ben jublede og løb hurtiger hen ad vejen. At mine ben var ved, at tage styringen gjorde mig intet. Lige nu havde jeg bare ikke brug for mere modgang.

Andreas var sur og jeg viste ikke, hvorfor. Zayn's og mine følelser gik ALT for hurtigt igang med, at udvikle sig. Og nu er jeg forsent til fodbold, så kan det jo ikke blive værre, vel?

Men det kunne det så alligevel.

Fodbold var godt i gang, da jeg kom frem. Forpustet kom jeg frem til min træner. Han så ikke glad ud.

"Elina, hvorfor kommer du først nu?" Spurgte han med armene krydset. Han var for det meste rimelig flik, men når det kommer til mødetidspunkter skulle man komme til tiden, og jeg var sent på den.

"Undskyld træner, men der kom noget i vejen" svarede jeg forpustet. Jeg satte mine hænder på mine knæ, for ikke at falde sammen. Mine øjne søgte hans og prøvede at virke så troværdig, at han ikke ville give mig løbestraf.

"Skynd dig, at klæde om og komme ud på banen" sagde han lidt opgivende og slog ud med armen.

Som han sagde, så skynde jeg mig at klæde om og komme ud på banen. Han havde givet de andre piger instruktioner til en kamp. Der er 14 piger i alt på holdet, så det gik op med 7 på hvert hold.

Da kampen blev fløjtet i gang løb jeg frem ad og gjorde mig fri til, at modtage bolden. Linette, som havde bolden, kiggede sig omkring efter en at aflevere til. Hendes blik gled over mig et par gange, men hun afleverede ikke bolden til mig. Hun skød i stedet den over til Emilie, der var længere væk. mens bolden var i luften fik en modspiller fat i den og sendte den i mål.

Under hele kampen fik jeg ikke en eneste boldberøring. Da træner fløjtede at havde vi tabt 7-2.

Og hvorfor jeg kalder træner for træner er, fordi jeg faktisk ikke ved, hvad han hedder.

Der fik i forklaringen på det.

Han bad os om, at klæder om og sagde tak for i dag.

Og jeg siger bare Tak For Lort.

Tilbage i omklædnings rummet, var alle i gang med at klæde om. Jeg kunne mærke blikke på mig og ikke den rare måde at få opmærksomhed, men direkte skræmmende. Jeg kiggede over min skuldre og så, at alle pigerne var stoppet med det de var i gang med.

"Hvad er der?" spurgte jeg dem med bange anelser. Deres øjne var kolde og hårde. De lignede ikke dem jeg plejede, at spille med. Bare deres opførelse ude på banen var mærkelig. Min ryg var blevet fugtig af den uro deres blikke bragte fra i mig.

"Hvad ser de i dig?" kom det fra Maria som var lidt af en snob, men som jeg plejede, at komme fint ud af det med. Mit forvirrede ansigt gav dem mere mod og fik mig til at krympe mig sammen.

"Hvad ser de i dig? Andreas, Jake o.s.v.? og hvad ser Zayn?" sagde Olivia med kold stemme. Det var mere en ond bemærkning end et spørgsmål.

Men, hvordan kunne de vide det med Zayn?

"Hvordan kunne...Hvordan?" stammede jeg mig frem. Det fik dem alle til at grine.

"Hvordan kunne vi vide det? Hvorfor skulle vi fortælle dig det? Du er ingenting og Zayn fortjener en, der er smuk og talentfuld. Du er ingen af delene." sagde Linette leende og trak de andre med ind i grinet. "Du er svag og dum. De er kun sammen med dig for, at du skal føle du er noget, at du har venner, men du er og har ingenting." fortsatte hun sin hån.

De sætninger fik tårene til at flyde ned af mine kinder. Mine hænder rystede, da jeg tog fat i min trøje og trak den over hoved. Rummet fyldtes med latter, da de så mine tåre

"Nååårh nu græder den lille dumme pige" grinede Linette og det fik de andre til, at grine højere. Hurtigt smuttede jeg ud af døren med min taske og sko i hænderne.

Kan i huske da jeg sagde, at de ikke kunne røre mig?

Ja?

Men det er forkert, for de har ikke bare rørt mig, de har slået og sparket mig.

Jeg troede, jeg var stærkere. Var mere vær, men jeg er nok kun det de sagde, jeg var.

 En svag, lille, dum pige.

__________________________________

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...