Engaged – One Direction

En glæde springer igennem den 18-årige Blair Lopez's krop, da hendes verdens berømte kæreste, Niall Horan frier til hende på deres års dag, - lige inden han tager afsted på turné til USA. Blair savner Niall som en gal, i de tre måneder han er væk. men er heldigvis i godt selvskab med hendes to gode veninder, Eleanor og Perrie, som også savner deres kærester.
Da Eleanor får et opkald fra Louis om, at pigerne kan tage til USA og besøge dem et par dage, bliver de alle glade, og ser virkelig frem til at skulle besøge dem.. Men hvad sker der, når Niall pludselig er på forsiden med Demi, hvor de kysser? Hvordan reagere Blair? Og hvad sker der når der pludselig opstår en helt masse mistillid? Og hvad sker der, når Blair i fuldskab kysser med en af de andre drenge? Og når Nialls eks kæreste dukker op to uger før brylluppet? Deres forhold svinger drastisk, - det ene øjeblik er de lykkeligt forelsket, og det næste er der problemer. Men vigtigst af alt: Bliver der overhovedet noget bryllup?

83Likes
47Kommentarer
20907Visninger
AA

6. Something unexpected

Jeg gik ind i opgangen, og begyndte ellers at gå op af de mange trapper - på vej op til min mor og far som boede på øverste etage. Idag var det en dag siden jeg havde snakket i telefon med Niall, og havde tænkt på ham lige siden - og grædt nærmest uafbrudt.

Jeg savnede ham, og det gjorde virkelig ondt. Jeg havde ikke lyst til at savne ham. Han havde ikke engang givet mig en grund til hvorfor han gjorde som han gjorde, udover at ham og drengene var til fest, og det var han også. Ja, hans 'grund' havde egentlig bare gjort det hele værre..

Men samtidigt, var der en anden side i mig, der mest af alt bare havde lyst til at tilgive ham, tage hen til ham, hoppe ind i hans favn, og mærke hans læber mod mine igen. Det savnede jeg.

Jeg røg ud af mine tanker, da jeg endelig var nået op på øverste etage og så bankede på et par gange, før jeg gik ind.

"Hej," sagde jeg, og straks kunne en gø høres, hvorefter Penny kom susende hen til mig. Det skal lige siges, at Penny er min mor og fars chihuahua. Jeg satte mig på hug og kørte en hånd henover dens hvide og bløde pels. Jeg tog den op i mine arme, hvorefter min mor kom ud i gangen også.

"Blair min skat, hvor har jeg savnet dig," sagde hun, og jeg satte stille Penny ned igen, for at give min mor et kram. "Orgh, mor, jeg savner også dig," sagde jeg, hvorefter jeg trak mig lidt ud af krammet igen.

"Sker der noget for tiden?" spurgte hun, imens vi var på vej ind i stuen for at sidte os i sofaen.

"Det kan man vidst roligt sige," sagde jeg og kiggede ned i gulvet. "Hvad så skat?" Sagde hun med en rolig stemme og lage en hånd på min ryg.

"Det er bare Niall," sagde jeg, og hun kiggede forstående på mig. "Hvad er der sket?" hendes stemme var blid og varm - og som altid følte jeg at jeg kunne fortælle hende om mine ting. Hun havde altid været der for mig i de svære tider, jeg tror bare at min mor og jeg har haft sådan et forhold, som mange andre teenage piger ville ønske de havde til sin mor. En man kan fortælle alt til, og en der forstår en.

"Har du ikke set forsiden af avisen? Det plejer du altid," min stemme var lille og skrøbelig, og tårene trangte sig virkelig på. "Ikke for denne her uge, jeg har været syg. Hvad er det?" spurgte hun igen, hvilket fik mig til at sukke og så kigge på hende.

"Niall og Demi Lovato som danser tæt. Og Niall som kysser hende.." Og da jeg sagde det, røg en tåre ned af mine kinder. Godt at det kun var min mor som var her, ellers havde jeg virkelig kunne slå mig selv i hovedet for at græde.

"Orgh, skat, det kan da ikke være rigtigt!" Sagde hun og strøg mig over ryggen, og gav mig derefter et hurtigt klem. Jeg nikkede bare, imens jeg bare følte mig lille og skrøbelig.

"Det er jeg virkelig ked af, det havde jeg slet ikke troet om Niall. Han er simpelhen sådan en sød dreng, og i har altid set så lykkelige ud sammen," sagde hun, og jeg nikkede bare igen. Det var rigtigt. Vi var lykkelige sammen. Eller rettere sagt: Jeg var lykkelig med ham - men åbenbart var det ikke gengælt.

Jeg tørrede mine øjne med mine ærmer, og snøftede en enkelt gang. "Det kan også være ligemeget.." Mumlede jeg, og prøvede desperart at holde mine tårer inde.

"Jeg har bare brug for at være lidt alene," sagde jeg, og brugte alle mine kræfter på at finde et smil frem. Min mor nikkede forstående, hvorefter jeg gik ind på mit værelse. Jeg søgte hen mod min bunke at film - jeg skulle finde mig en rigtig tudefilm, og kom nok også til at spise en hel del is.

Da jeg endelig havde fundet en, smed jeg mig i sengen, og havde fundet mig et bøtte is, jeg begyndte at spise af.

***

Hele dagen havde jeg fået til at gå med, at ligge her i min seng og spise is og tude til forskellige film. Lige nu var det "Dear John" jeg lå og græd til.

Men hurtigt og desperat tørrede jeg mine tårer væk da døren gik op. Perrie kom ind og sendte mig et opmuntrende, men bekymrende smil før hun var ovre hos mig. Hun trak mig ind i et kram, hvilket gjorde at en tryggende følelse lagde sig om mig. Stille vuggede hun mig frem og tilbage, og i det øjeblik følte jeg en hvis behagelighed. 

"Søde mus da, du kan ikke bare ligge her og være ynkelig. Og da slet ikke give tankerne lov til overtage." Sagde hun da hun kort trak sig væk fra mig for at se mig i øjnene. 

"Perrie, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, han betød alt.. Betyder alt," hviskede jeg og kiggede hende i øjnene, som straks viste forståelse og omsorg.

Perrie rakte sin hånd frem mod mig, som et tegn til at jeg skulle tage imod den. "Tag med mig på starbucks - afled tankerne lidt," smilede hun, og jeg tog svagt imod den.

Jeg rejste mig op og fik mig bevæget hen foran mit sminke bord. Jeg fik et chok da jeg så mig selv i spejlet med al den mascara under øjnene - jeg så forfærdelig ud.

Jeg fik fjernet mascara'en under øjnene med noget make-up fjerner, hvorefter jeg rakte ud efter min mascara. "Blair skynd dig lidt," sagde Perrie og kiggede på klokken hvorefter jeg kiggede på hende med et forvirret blik. "Du ved godt at Starbucks har sent åbent idag, ikke?" sagde jeg og hun nikkede hurtigt.

"Jeg er bare utålmodig," grinede hun hvilket fik mig til at ryste på hovedet af hende.

Jeg lage et nyt lag mascara på mine øjenvipper, imens Perrie utålmodigt javede med mig. "Er du snart færdig?" Spurgte hun endnu engang inden for det sidste minut, og jeg nikkede bare. "Lige om lidt," sagde jeg og færdiggjorde det.

"Sådanne," mumlede jeg og lage mascara'en fra mig og rejste mig, hvorefter Perrie tog min arm og trak mig ud i gangen, hvor jeg hurtigt hoppede i mine sko og videre ud i opgangen.

"Er du tørstig, eller?" spurgte jeg og hun nikkede bare. Et lille grin slap ud af mine læber, men Perrie var stadig hel seriøs og desperat efter at få mig med. 

"Okay Perrie, er du okay?" spurgte jeg nervøst imens hun åbnede døren ud til gaden. "Ja, hel fint Blair," sagde hun og smilte hendes ellers så søde smil som altid kunne få ens mørke dage til at skinne.

Jeg små grinte bare lidt af hende imens vi gik i et ret hurtigt tempo på vej hen til starbucks. Da vi kom derind ånede Perrie lettet ud hvilket fik mig til at fnise igen. "Ja, så nåede vi da starbucks," sagde jeg og gik op til disken for at bestille. "Blair, jeg gir," smilede Perrie hvorefter jeg taknemmeligt smilede tilbage.

"Tak søde, men det behøves..." "-JEG betaler" afbrød hun med en bestemt stemme hvilket fik mig til at kigge forvirret på hende, men igen kunne jeg ikke holde mit grin inde. "Du trænger helt klart til noget at drikke søtte," hviskede jeg og strøg hende hen over ryggen.

"Jeg kunne godt bruge en karamel frappuchino," sagde jeg, og Perrie nikkede. "Bare find et bord," sagde hun smilende, og jeg gjorde som hun sagde - som om jeg nærmest turede andet, haha.

Jeg satte mig ved et rundt bord, og der gik ikke længe før Perrie kom og satte sig ved siden af og satte min frappuchino foran mig. "Tak skal du have," sagde jeg og tog en slurk af den. Den velkendte smag kunne smages, og den var perfekt. Dog stadig med Niall i bagtankerne, men ham prøvede jeg virkelig for alt i verden at lade vær med at tænke på.

Jeg kiggede rundt på starbucks og undrede mig ret meget over, hvorfor der ikke var flere - der plejede altid at være helt proppet. "Er det ikke underligt at der ikke er flere?" spurgte jeg og Perrie trak bare lidt på skuldrene imens hun drak noget af sin frappuchino.

Jeg lænede mig til mere tilbage på den stol jeg sad på, og sad og faldt lidt i staver, før døren herind til åbnede, hvilket tiltrak min opmærksomhed. 

Ind kom en hvis person, som jeg havde prøvet at undgå at både snakke med, men også tænke på. I et øjeblik var det som om at jeg var frosset fast, og bare sad og anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Vidste Perrie det her? Det var det værste der kunne ske!

Jeg kiggede hurtigt hen på Perrie som afslørede med sit blik, at hun vidste det hele. Jeg rystede hurtigt på hovedet og rejste mig op hvorefter Perrie råbte på mig. Hun var hurtigt henne hos mig, og hurtigt kiggede jeg hen på den person jeg havde fået øje på før. Niall. Han stod der med sin guitar, og før jeg nåede at blinke eller gør noget som helst, begyndte han at spille.

"You're insecure, don't know what for," begyndte han at synge, og fortsatte med tonerne på guitaren og sangen.

Hvad skulle det her forestille? Hvad prøvede han overhovedet på? Han havde såret mig så fucking meget.

Jeg trak mig fri fra Perrie's greb ved min arm da tårene pressede sig på. Jeg fortsatte mod udgangen, men der stoppede Niall sit spilleri og trak mig ind i et kram. Desperat prøvede jeg at rive mig løs hvorefter tårene løb.

"Hvad fanden skal det her forstille Niall?" råbte jeg imellem mine hulk og for første gang gav jeg mig selv lov til at kigge ham lige direkte i øjnene. Hans øjne var blanke og viste sorg, men lige nu var jeg ligeglad. 

"Blair, tilgiv mig," sagde han hurtigt men jeg rystede bare på hovedet. "Jeg troede virkelig det var os, Niall.. Da du friede til mig følte jeg mig som verdens lykkeligste pige. Imens du har været i USA har jeg savnet dig mere end noget som helst andet, og troede du gjorde det samme, men ved du hvad så? Så ser jeg dig på forsiden med en anden tøs," sagde jeg og gjorde tegn til at jeg ville fortsætte: "DU friede til mig, og SÅ fandt du dig lige pludselig en anden. Eller hvad? Hvordan vil du lige have mig til at forstå det?!" Udbrød jeg hvorefter min tåre løb ned af mine kinder igen. 

Niall kom nærmere hen til mig, og jeg havde efterhånden ikke kræfter til at gøre noget. Jeg var kort sagt grædefærdig.

Han tårede mine tåre væk fra mine kinder, før han lage sine arme omkring mig igen. Jeg hadede at indrømme at jeg rent faktisk nød at stå sådan, men jeg savnede ham SÅ meget. "Niall, stop," mumlede jeg bare, stadig helt opløst af tårer. 

"Blair," hviskede han i mit øre imens han vuggede mig frem og tilbage. "Du ved ikke hvor meget jeg har fortrudt, hvor mange gange jeg har bandet over mig selv," hviskede han før han fortsatte: "Det er det værste og dummeste jeg nogensinde har gjort. Alt begyndte at stige mig til hovedet. Koncerterne, fans der var over det hele - jeg havde brug for en aften hvor jeg kunne slå mig løs," han trak vejret tungt, men der fik jeg revet mig løs og tog nogen skridt væk fra ham. Jeg kiggede ind i hans blanke øjne, som så sårede på mig. "Og jeg gjorde det dummeste. Men da det skete.. Var det eneste jeg tænkte på dig. Jeg.." Hans stemme knækkede, og hurtigt tørrede jeg mine tårer væk fra mit ansigt og fik orden på mine vejrtrækninger.

"Blair, du er min prinsesse. Min eneste ene. Det er dig jeg vil dele mit liv med. Ingen andre. Du er den eneste jeg vil have," sagde han, og jeg kunne se på ham at han var tæt på at knække sammen. "Jeg er så ked af det. Jeg kan godt se det jeg har gjort er utilgiveligt. Jeg vil fortryde det resten af mit liv. Undskyld Blair, und-" sagde han men blev afbrudt af at jeg løb hen i hans favn og gav ham et kys lige på munden, som han udviklede. Jeg kunne slet ikke beskrive hvad jeg følte i det øjeblik. Det var som om, at den sorg jeg havde følt blev erstattet af kærlighed. Jeg havde savnet ham så meget. Og selvom jeg stadig var dybt ulykkelig over det der var sket mellem Niall og hende, så måtte jeg ligge det fra mig. Jeg vidste slet ikke, at han var så ked af det. Han havde sagt alle ordende så oprigtige.

"Jeg elsker dig Blair," sagde Niall og lage hans pande mod min. "Jeg elsker også dig," mumlede jeg  hvorefter han trak mig ind til sig. En tryghed lage sig over mig, og gav mig en følelse af et øjeblik at være hel fuldendt. 

Jeg ved ikke om jeg overhovedet havde troet, at jeg ville få den følelse igen. For det var kun Niall der kunne give mig den, og de sidste par dage havde jeg været så ulykkelig og slet ikke troet at tingene ville blive som de var lige nu.

 

--------------------------------------------------------------------

Hej allesammen! Håber i nyder jeres efterårsferie. :-)

Undskyld x 1000 fordi ventetiden har været så lang men tusind tak x 10000 for at have ventet!

Som i måske kan tyde bliver det her en lille fanfiction. Det vil sige kortere end en roman, men længere end en novelle. Hvad siger i til det? Er det meget træls? For jeg synes nemlig, at det ville passe godt til movella'en. Kom gerne med jeres meninger! Og kom også gerne med ris og ros - det ville hjælpe mig meget. :)

Fejl er ikke rettet igennem, det vil jeg gøre her i løbet af ferien!

 

Ps, i må meget gerne tjekke mine andre movella'er også. Har en masse One shot's, andre fan fictions og så har jeg næsten lige udgivet en ny movella "Fall To Pieces" med min dejlige LineGlintborg - tjek den meget gerne ud. ♥

- xoxo <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...