Engaged – One Direction

En glæde springer igennem den 18-årige Blair Lopez's krop, da hendes verdens berømte kæreste, Niall Horan frier til hende på deres års dag, - lige inden han tager afsted på turné til USA. Blair savner Niall som en gal, i de tre måneder han er væk. men er heldigvis i godt selvskab med hendes to gode veninder, Eleanor og Perrie, som også savner deres kærester.
Da Eleanor får et opkald fra Louis om, at pigerne kan tage til USA og besøge dem et par dage, bliver de alle glade, og ser virkelig frem til at skulle besøge dem.. Men hvad sker der, når Niall pludselig er på forsiden med Demi, hvor de kysser? Hvordan reagere Blair? Og hvad sker der når der pludselig opstår en helt masse mistillid? Og hvad sker der, når Blair i fuldskab kysser med en af de andre drenge? Og når Nialls eks kæreste dukker op to uger før brylluppet? Deres forhold svinger drastisk, - det ene øjeblik er de lykkeligt forelsket, og det næste er der problemer. Men vigtigst af alt: Bliver der overhovedet noget bryllup?

83Likes
47Kommentarer
20672Visninger
AA

5. Love sometimes really hurts..

Jeg stod et sted. Hvor aner jeg ikke. Men her var helt hvidt, og det føltes slet ikke levende. "Hallo?" Min stemme gav ekko, men der var kun mig. "Hvor er jeg.." Mumlede jeg stille for mig selv, men hvad hjalp det overhovedet? Jeg satte mig ned og krøb sammen. Jeg trak mine ben op til mig, og lagde så mit hoved på mine knæ, hvor mine arme holdte rundt om. "Love.." En alt for velkendt stemme lød bag mig, og jeg farede straks op og kiggede desperat efter stemmen. "Ja?" Svarede jeg ivrigt. Selvom jeg var så indebrændt.. Savnede jeg ham stadig .. ?

"Niall?" Sagde jeg, men ingen var der. Jeg var alene. "Det her er til dig" jeg vendte mig om, og lidt længere fra mig, stod Niall og Demi tæt. Alt for tæt hvis i spørger mig.. Niall bukkede sig lidt, og rakte hende så en ring, "vil du gifte dig med mig?" Hans stemme gav genlød i mit hoved, og det var som om mit hjerte blev revet i stykker. Straks kyssede hun ham intenst, og der rendte tårene.

"Hvad fanden?!" Råbte jeg, mens tårene strømmede ned langs mine kinder. Jeg gik tættere på, faktisk løb og råbte, men jeg kom ikke tættere på, og der lød stadig et ekko. "Niall, hvad med mig?" Hviskede jeg, og faldt ned på knæ. Jeg kunne stadig se dem, men med ét var de væk, som var de luft, hvor vinden blæste dem væk.

"Niall..." Tårene løb med af mine kinder, og hulkene blev til flere og flere.

 

_________

 

"BLAIR!" Jeg vågnede ved at Perrie ruskede i mig, og straks satte jeg mig op. "Hvad?!" Mit blik flakkede rundt i værelset, og så på Perrie. Og først da Perrie tørrede et par tåre væk fra mine kinder, gik det op for mig at jeg græd. "Du havde mareridt…" hviskede Eleanor som stod ved siden af Perrie. Hun buggede sig ned, og trak mig ind i et kram. Et kram fuld af omsorg og kærlighed.

Og det var gået op for mig. Det havde bare været et mareridt. Måske var det kun fordi, at det var det jeg frygtede allermest?

"Hvad er klokken?" Mumlede jeg efter jeg havde trukket mig ud af krammet igen. "11," "har drengene ikke ringet?" Spurgte jeg undrende, og Perrie nikkede. "Jo, Louis har.." Din telefon har nok ringet omkring 10 gange, og Louis sagde at Niall prøvede at få fat i dig, men jeg sagde så at du sov.." Sagde Eleanor en smule nervøst, og jeg nikkede langsomt og kort. Jeg rakte ud efter min mobil - og rigtigt nok havde jeg fået en hel del opkald fra Niall.

"Hvorfor så mange gange?" Spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. Bare de dog ikke havde fortalt Louis noget som så skulle have fortalt det videre.

"Jeg ved det ikke. Det sagde Louis ikke noget om," Lød det fra Eleanor, og jeg sukkede stille. Jeg lage min mobil fra mig, og rejste mig.

"Jeg har nogen film vi kan se idag," sagde Eleanor da jeg lige havde fundet noget tøj frem. Nok også for at få opmærksomheden hen på noget andet.

Mit outfit bestod af: Et par lyse cowboy shorts som så slidte ud med et par huller, plus en ekstra detalje; Der var nitter på forrest - og jeg elsker nitter. Også en simpel løs grå T-shirt.

Jeg nikkede, "hvilke?" spurgte jeg og kiggede på hende. "Letters to juliet," svarede hun og smilte, og jeg smilede tilbage. "Så lad os se den," sagde jeg, og Perrie erklærede sig enig.

 

*

 

Bare et par timer efter, havde vi sat os til at se Letters To Juliet, og nået dertil hvor Sophie kommer til Claire og Lorenzo's bryllup, i håbet om at finde sammen med Charlie.

Jeg elskede virkelig den film, jeg havde set den en del gange - og hver gang fik jeg de samme følelser igennem filmen.

"Aww," Sagde jeg, da Sophie og Charlie kyssede, og filmen lidt efter sluttede. Jeg kiggede hen på Eleanor, som havde våde øjne, og det fik mig til at smile. "Eleanor da," sagde jeg og hun fniste imellem sine tårer.

Vi blev afbrudt af en ringene telefon, hvilket var Perrie's.

"Hallo?" Sagde Perrie, og bevægede sig lidt væk fra os andre, så vi kun svagt kunne høre hende.

"Det der, er så meget en af mine yndlings film," sagde Eleanor, og jeg nikkede, "samme her, den bliver jeg bare aldrig træt af,"

"Jeg tror ikke det er en så god idé lige nu.." Perrie satte sig i sofaen, og jeg kunne svagt høre Nialls stemme der lød utrolig frustreret.

"Niall, det er ikke så godt lige.." "-Det er okay Perrie," hviskede jeg ved siden af hende og tog min hånd frem som tegn på, at jeg gerne ville snakke med ham. Jeg blev nød til det før eller siden, jeg kunne vel heller ikke sidde og være så pokkers mut hele tiden?

"Okay fint, du får hende," sukkede Perrie og rakte mig telefonen.

"Blair? Hvor har jeg savnet dig," sagde Niall, og jeg rystede bare på hovedet - selvom han ikke kunne se det alligevel. "Hvad sker der?" Forsatte han, og der steg vreden i mig. Hvad der skete?! Ja, det spurgte jeg da godt nok også om!

"Ja, det spørger jeg også om," Sukkede jeg, og rømmede mig. "Hvad mener du?" Spurgte han, og igen sukkede jeg.

"Tror du ikke jeg har læst forsiderne? Tror du ikke jeg er på nettet?" Jeg hævede min stemme en smule, den vrede jeg havde gået inde med var ved at gå i udbrød. Et øjeblik var der stille, som om det var gået op for ham, hvad det var.

"Blair..." Den måde han sagde mit navn på, fik mig til at blive sur. Det gjorde alt næsten lige nu. Som sagt, var den vrede jeg havde gået inde med ved at gå i udbrød.

"Jeg er så ked af det. Drengene og jeg var i byen, og Demi var der så også.." Sagde han, men det hele gjorde mig bare endnu mere sur. "Det er sku da ikke nogen undskyldning! Du plejer aldrig at være sådan når du er fuld eller hvad fanden du nu var.." Nærmest skreg jeg, og jeg prøvede virkelig at anstrenge mig, men jeg havde en smule svært ved det. "Blair, der var ikke noget i det, det var der virkelig ikke! Det lover jeg," Prøvede han at sige i en rolig tone, men hvad snakkede han om? Skulle jeg være rolig?

"Det er altså bare for meget, Niall. Jeg har savnet dig som en sindsyg, og går med troen om at du gør det samme. Glæder mig til vores bryllup, og igen, det troede jeg da også du gjorde, men efter det her.." Min stemme knækkede over, og jeg nev mig hårdt i armen for ikke at græde.

"Blair, hvad mener du? Jeg savner dig virkelig, og kan slet ikke vente til at vi bliver gift, jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig.. Midt i kysset var alt jeg tænkte på dig" sagde han, men ordene trængte ikke ind, de røg bare ud igen, af det andet øre.

"Hvordan kunne du.." Hviskede jeg, mere som en konstatering om, hvor dum han havde været og ikke som et spøgsmål. "Blair du ved at jeg aldrig kommer til at elske en højere end jeg elsker dig," Sagde han, men det kunne han jo let sige. Hvordan skulle jeg være sikker på, om det var sandt? "Bevis det.." Og med det ord løb tårene, og pigerne kom ind af døren. Jeg fortrød mit ordvalg totalt - bevis det?

*

Niall's synsvinkel:

Blair var sur på mig, og jeg forstod hende faktisk godt - jeg havde virkelig dummet mig.

Jeg kunne bare ikke holde tanken ud. Hvad fanden havde jeg lavet? Det var jo Blair, og kun Blair jeg ville have. Og hun bad mig bevise det, og det skulle jeg også nok.

Jeg smed telefonen på sengen, og gik ud fra værelset. De andre drenge var samlet inde hos Zayn og Harrys hotelværelse, så jeg gik hen mod deres dør. 

Jeg åbnede døren, og lukkede den efter, og gik derefter ind i stuen, hvor stemmerne også kom fra.

"Hvad så bro?" Spurgte Louis om, som lå i en af sofaerne. "Hun er sur på mig.." Jeg tiltrak alles opmærksomhed, og de kiggede ærligt på mig.

"Men jeg er selv udenom det. Det er min egen skyld," indrømmede jeg, for det vidste jeg. Jeg havde virkelig dummet mig. 

"Hun bad mig bevise aldrig kommer til at elske en højere end jeg elsker hende." Jeg slog mig ned ved siden af Louis, som satte sig ordenligt op.

Al den energi jeg plejede at havde, var der langt fra lige nu. Bare tanken om at Blair var sur på mig. Og et eller andet sted, var frygten for at miste hende der også. 

Det måtte bare ikke ske.

 

----------------------------------------------------------------------------------------

Okay, jeg er en smule nervøs for at publicere dette kapitel, da min erfaring på kærestesorger ikke er den største. Men jeg håber at det ikke bare var lort det jeg skrev har gjort mit bedste! hehe. :-D

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har skrevet noget i alt for lang tid.. Jeg har bare ikke rigtig overskud til det

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...