Engaged – One Direction

En glæde springer igennem den 18-årige Blair Lopez's krop, da hendes verdens berømte kæreste, Niall Horan frier til hende på deres års dag, - lige inden han tager afsted på turné til USA. Blair savner Niall som en gal, i de tre måneder han er væk. men er heldigvis i godt selvskab med hendes to gode veninder, Eleanor og Perrie, som også savner deres kærester.
Da Eleanor får et opkald fra Louis om, at pigerne kan tage til USA og besøge dem et par dage, bliver de alle glade, og ser virkelig frem til at skulle besøge dem.. Men hvad sker der, når Niall pludselig er på forsiden med Demi, hvor de kysser? Hvordan reagere Blair? Og hvad sker der når der pludselig opstår en helt masse mistillid? Og hvad sker der, når Blair i fuldskab kysser med en af de andre drenge? Og når Nialls eks kæreste dukker op to uger før brylluppet? Deres forhold svinger drastisk, - det ene øjeblik er de lykkeligt forelsket, og det næste er der problemer. Men vigtigst af alt: Bliver der overhovedet noget bryllup?

83Likes
47Kommentarer
20868Visninger
AA

4. Disappointed

Det var sen aften, og vi var igen hjemme hos Perrie – og til jeres information, skal i bare vide at det var i morgen vi skulle flyve til USA, New York. For at se drengene. Og vi alle glædede os helt enormt.

Men Perrie, Eleanor og jeg havde brugt rigtig meget tid sammen, imens de havde været væk, og jeg kan roligt sige, at de to er mine bedste veninder. Ikke blot efter de her måneder, hvor drengene har været i USA, men også mange andre gange. Vi er der altid for hinanden, og kan grine og græde sammen – være useriøse og seriøse.

Min telefon vibrerede i lommen på mig, og jeg tog den ivrigt op, og havde allerede forudset at det var Niall, som ringede.

Jeg trykkede på den grønne knap, og førte røret op til mit øre. ”Hey babe,” sagde han, og allerede der blev jeg helt blød i knæene. Det var omkring et døgn siden, vi sidst havde snakket sammen, og jeg havde haft ham i tankerne, lige siden.

”Hej Nialler," sagde jeg, og satte mig ned i sofaen i Perrie's hyggelige lille stue. "Hvordan var koncerten?" Spurgte jeg, og tillod mig at lægge på siden i sofaen, og bare stirre ud i luften, imens Nialls søde accent lød i mit øre. "Fantastisk! Det var virkelig fedt," hans overbevisende stemme fik smilet til at glide hen over min mund, og længslen til at blive holdt om af ham, var virkelig stor. Jeg savnede ham som aldrig før, og det var som om, at der var evigheder til imorgen.

"Hvor er det dejligt at høre! Og hvor jeg dog bare savner dig," jeg mumlede den sidste sætning, og vend mig om i sofaen, så jeg nu lå på ryggen.

"Jeg savner også dig min skat." Nialls stemme var kærlig, og det gjorde kun savnet større. Og før jeg vidste af det, sad jeg med et helt vådt ansigt. Jeg snøftede kort, hvilket fik Niall til at reagere. "Hvad er der, søde?" Hans blide stemme fik smilet til at brede sig endnu mere, og jeg satte mig nu op i sofaen.

"Jeg savner dig bare," mumlede jeg, i dét Eleanor og Perrie kom gående ind. De snakkede højlydt sammen, og en gang imellem kunne et grin med.

Jeg begyndte at små grine - men kun fordi jeg var så glad, da Nialler begyndte at synge What Makes You Beautiful for mig. Eleanor og Perrie's opmærksomhed lå lige pludselig på mig, hvilket fik mig til at sende dem et smil, "Niall," hviskede jeg, og der kom et 'aw' fra dem begge, for de havde nok set mit kæmpe smil og mit halv våde ansigt.

Niall blev færdig med sin sang, og inden jeg overhovedet kunne nå at takke, lød en anden stemme i telefonen. "BLAIIIIIIIIIIR!" ... Og uden tvivl, var det Louis! "Louis!" Men ham havde jeg skam også savnet, og jeg glædede mig godt nok også til at se de andre drenge. "Er Eleanor der?" Spurgte han bagefter, og jeg grinte bare lidt, før jeg smilende rakte Eleanor røret. Jeg regnede ihvertfald med, at det var det, han ville.

***

Taskerne var pakket, morgenmaden var spist, badet var taget, håret var sadt, og make-uppen var lagt. Derfor havde vi valgt at gå os en tur, da vi egentlig allesammen bare ville have, at det skulle blive aften. Og ja, det var først ved en enogtyvende tiden vi tog afsted. Og vi ville bare have tiden til at gå indtil da.

Perrie var gået ind i en smykke forretning og Eleanor en tøj forretning. Derfor stod jeg nu, inde i en kiosk, egentlig bare for sjovs skyld, og til at de andre kom.

Jeg kiggede hen på hylderne, men da det bare var en del slik, gik jeg videre. Mit blik gled hen over et stort udsalg af aviser og magasiner, og jeg startede bare fra en ende af. En hel del af modemagasiner, sportsmagasiner, sunhed og motions magasiner stod på hylderne, men pludselig fik jeg øje på aviserne. Mon der var sket noget nyt?

Jeg kiggede grundigt overskrifterne på hver avis, men intet spændende. Jeg skulle til at gå videre, da jeg netop fik øje på den sidste avis, da Niall var på forsiden. Hurtigt tog jeg fat i avisen, og da jeg så overskriften og billedet boblede vreden inde i mig. Billedet var af Niall og Demi Lovato som dansede tæt. Alt for tæt, imens Niall kyssede hende. NIALL + DEMI = NEMI?

Det var netop overskriften på avisen, og jeg tyrede avisen ned i gulvet, og selvom at jeg kunne føle en masse som stirrede på mig var det ligegyldigt. Jeg tørrede tårene væk, der allerede havde fundet sin vej ned af mine kinder, og gik ud af forretningen. Jeg ville hjem, og det skulle være nu. Der var ikke tid til at vente på de andre eller noget. Desuden kunne folk kende mig. De vidste jeg var forlovet med Niall.

Det var som en kniv der bliev stukket direkte ind i mit hjerte. Jeg kunne se Perrie og Eleanor ud af øjenkrogen, men jeg var ligeglad. Det var så skuffende. Hvordan kunne han? Har han holdt mig for nar? Jeg vidste udmærket at folk lavede en del historier om Niall og Demi, fordi Demi har udtalt sig om hvor cute han synes Niall er. Og Niall synes også om Demi, det vidste jeg, men han har altid fortalt mig, at han aldrig kunne finde på at være sammen med hende.

Men han løj. Billeder siger mere end hundrede ord.

"BLAIR?" Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var Eleanor og Perrie der havde opdaget jeg var på vej væk, men hvis de ville mig noget, måtte de selv løbe hen til mig.

"Stop, Blair!" Lød det fra Perrie da hun lage en hånd på min skulder, og de var nået op ved siden af mig. Jeg stoppede brat op, men holdte ikke mit blik ved dem. Jeg stirrede bare tomt.

Jeg mener... Niall og jeg er forlovet? Hvordan kan han så danse så tæt med en anden? Og endda kysse hende? Hvad fanden tænker drengen på? Han fortalte mig så sent som igår, at han elskede mig. Åbenbart ikke.

"Hvad sker der?" Spurgte Perrie, og prøvede at få øjenkontakt, hvilket lykkedes. "Kom her," sagde Eleanor og trak mig ind i et kram. "Lad os tage den derhjemme," mumlede Eleanor, og tårene løb straks ned af mine kinder igen. Det var så flovt at græde i offentlighed. Jeg hadede at græde overfor andre. Det overskred mine grænser.

*

Vi var kommet hjem, og jeg havde fortalt dem om forsiden. De havde prøvet at trøste mig, og fået mig til at falde til ro - men det hjalp ikke. For anden gang: Vi er forlovede!

Niall havde prøvet at ringe to gange, men jeg havde lagt på. Jeg gad slet ikke snakke med ham.

"Jeg gider slet ikke se ham," mumlede jeg, imens Perrie sad ved min side og holdte om mig. "Sch, det skal nok gå pus. Det er ikke okay det han har gjort." Hviskede hun beroligende i mit øre, og det havde hun gjort den sidste halve time nu.

"Her søde," Eleanor kom ind i stuen og rakte mig noget te, og satte sig i stolen.

"Men hvad gør vi?" Spurgte Eleanor, og så medfølende på mig. "Jeg forstår det ikke, det ligner slet ikke Niall," lød det skuffende fra Perrie, og Eleanor erklærede sig enig. Og det var jeg også - det lignede på ingen måder Niall.

"Måske at vi skulle prøve at høre ham ad, hvad fanden han lavede?" Kom det fra Perrie, men nej. Bare nej. Jeg ville ikke snakke med ham, jeg var gal, skuffede og så ked af det.

"Mus, skal vi høre ham ad?" Spurgte Perrie, men jeg nåede ikke at svare, før hendes mobil ringede, og hendes arme holdte ikke længere rundt om mig. "Det er Niall," mumlede hun, og bare det, at høre hans navn endnu en gang, gjorde alt værre.

Perrie lage på, da hun kunne tyde på mit ansigt, at hun bestemt ikke skulle tage den. Hun sukkede og smed telefonen på bordet. "Så usmart Nialler," mumlede Perrie lavt for sig selv - men højt nok til at jeg kunne høre det. Og ja, gu' var det usmart. Jeg var så indebrændt på ham. Jeg kunne ødelægge et eller andet. Virkelig ødelægge noget, men samtidigt havde jeg også bare lyst til at falde om på gulvet og bare græde ud.

Jeg rystede kort på hovedet og rejste mig. "Jeg er ked af det, men jeg tager ikke til USA," og det var ikke svært at høre gråden i min stemme. De sagde ikke noget, men kiggede bare på hinanden, som om de havde en samtale kørende med øjenene. "Vi tager ikke med, uden dig," sagde Eleanor lidt efter, og selvom det var vildt sødt, kunne jeg ikke lade dem gøre det.

"Selvfølgelig gør i det. Jeg ved hvor meget i glæder jer til at se Louis og Zayn, og ikke mindst.. De andre drenge," svarede jeg, og kiggede så på Perrie for at få accepteret at hun mente det samme som Eleanor. Hun rystede bare på hovedet, men jeg ville ikke have det! De savnede deres kærester, og det var forståeligt. Jeg savnede også Niall som helvede, men jeg kunne bare ikke se ham, når han havde gjort det er. Jeg.. Havde brug for at tænke. Og selvom jeg brændte for at høre hans grund, havde jeg på en anden måde heller ikke lyst til at vide den.

"Jeg ringer og aflyser flyet og bilen der skulle have køret os," sagde Perrie, men jeg prøvede stadig at protostere. "Lad nu vær. Jeg ved jo gerne, hvor meget i vil se dem, jeg skal ikke ødelægge det.." Sagde jeg, men igen rystede hun på hovedet. "Det er vores egen beslutning," og med de ord, greb Perrie sin mobil og begyndte ellers at ringe.

Jeg havde gået i alle de dage... Savnede ham mere end noget andet, og han valgte bare... At skuffe. Og ikke mindst, at knuse mig.

"Jeg har brug for at være alene," sagde jeg, og jeg kendte vejen ind til Perrie's soveværelse. Jeg følte mig hjemme her, og derfor også tryg.

Jeg tog mine bukser og min bluse af, og lage mig i sengen. Og så kom tårene. Væltende ud af øjnene, en efter en. Jeg trak bare dynen hen over mig, og stirrede op i loftet. Men det forhindrede skam ikke tårene, og nu begyndte små hulk også at finde sin vej ud igennem mine læber.

Og ja sådan gik det, indtil jeg grædende faldt i søvn.

 

-------------------------------------------------------------------------------------

Stakkels Blair, altså. :(

Ingen USA tur alligevel. Men hvad mon der sker nu? Hvordan reagere drengene, når de bliver nød til at aflyse? Og mon Niall har set avisens forside?

PS! Grunden til, at Danielle ikke er indblandt er fordi jeg fandt på historien + udgav den, da Liam og Danielle var slået op. Men det skal nok komme senere inde i historien, det var bare så jeg ikke blev beskyldt for at være directionator eller noget.

 

Tak til jeg som læser!! :-) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...