Engaged – One Direction

En glæde springer igennem den 18-årige Blair Lopez's krop, da hendes verdens berømte kæreste, Niall Horan frier til hende på deres års dag, - lige inden han tager afsted på turné til USA. Blair savner Niall som en gal, i de tre måneder han er væk. men er heldigvis i godt selvskab med hendes to gode veninder, Eleanor og Perrie, som også savner deres kærester.
Da Eleanor får et opkald fra Louis om, at pigerne kan tage til USA og besøge dem et par dage, bliver de alle glade, og ser virkelig frem til at skulle besøge dem.. Men hvad sker der, når Niall pludselig er på forsiden med Demi, hvor de kysser? Hvordan reagere Blair? Og hvad sker der når der pludselig opstår en helt masse mistillid? Og hvad sker der, når Blair i fuldskab kysser med en af de andre drenge? Og når Nialls eks kæreste dukker op to uger før brylluppet? Deres forhold svinger drastisk, - det ene øjeblik er de lykkeligt forelsket, og det næste er der problemer. Men vigtigst af alt: Bliver der overhovedet noget bryllup?

83Likes
47Kommentarer
20673Visninger
AA

15. Against the odds

Jeg trak mig hurtigt væk fra Rose og kiggede forvirrende på hende. "Du kunne ikke lide det, vel?" sagde hun og jeg kunne se vandet samlede sig i hendes øjne.

"Rose, det er jo ikke fordi jeg ikke kunne lide det-" "Hvorfor så Niall? Hvorfor afviser du mig så?" Sagde hun og afbrød mig, hvilket fik mig til at kigge ned i jorden. Jeg kunne se hvor såret hun var. "Rose, jeg er sammen med Blair. Jeg skal giftes med hende om fem dage," sukkede jeg, men tårene begyndte blot at løbe ned af hendes kinder.

"Undskyld, jeg bliver nød til at gå.." Sagde jeg og gik i frustration. Jeg kunne ikke være der og se Rose i øjnene lige nu. Jeg kunne jo godt lide hende.. Men det var så forkert! Og desuden var det jo Blair som var min eneste ene, som jeg også havde sagt tidligere. Og det stod jeg ved og mente! 

Jeg nærmest løb hen mod min bil, satte mig ind og satte kurs mod min lejlighed.

 

Jeg var nået min lejlighed, og var nu ved at låse døren op. Jeg prøvede ihærdigt at låse den op, men lidt efter gik det op for mig den slet ikke var låst. Et sus gik igennem mig, - havde jeg forladt min lejlighed uden at låse? Jeg åbnede hurtigt døren og stormede ind, hvorefter Blair kom til syne. "Blair," sagde jeg overrasket, men hun gik bare hen til sine sko, og skulle til at tage dem på. Hvad lavede hun her? Skulle hun ikke være sammen med Perrie og Eleanor?

 

Blair's synsvinkel:

Jeg havde brugt formiddagen på at gøre Nialls lejlighed rent. Jeg havde egentlig gået og været glad og hygget mig med det, og da jeg var færdig ville jeg bare ligge mig i hans seng, og vente på at Niall kom hjem. Jeg havde ligget på twitter, og et billede af Rose og Niall som kyssede var kommet frem på min skærm, og havde ødelagt alt.

Jeg var så ked af det, og helt igennem ulykkelig. Det var en kamp at skulle holde tårene tilbage for Niall, som lige var kommet ind af døren.

"Blair hvad laver du her?" Spurgte Niall og lod bare som ingenting. "Jeg ville overraske dig ved at gøre din lejlighed ren, men jeg skal nok gå nu," sagde jeg hårdt og koldt, hvorefter han gik hen til mig og tog fat om min hofte. "Blair-" "Niall, stop!" Udbrød jeg og trådte et par skridt bag ud. Han skulle slet ikke røre mig lige nu.

"Hvad sker der Blair?" spurgte han hvilket fik det hele til at koge over. "Stop med at spille dum. Tror du ikke jeg er på twitter? Tror du ikke jeg HAR set det billede med dig og Rose?!" Udbrød jeg og der kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere. De begyndte at løbe ned af mine kinder, og hulkene stod i kø for at komme ud.

"Blair, jeg kan forklare," sagde han hvilket bare fik mig til at smile falsk til ham. "Forklare? Det er tredje gang, Niall. Der er ikke noget at forklare. Jeg er skredet, og så kan du godt glemme alt om det der skulle være sket om fem dage," sagde jeg og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger, før jeg gik forbi Niall og ud af hans dør. Han råbte på mig utallige af gange, men jeg fortsatte bare. Jeg var så såret og ulykkelig lige nu, at det slet ikke kunne beskrives. Hvor lang tid det mon havde stået på?

Jeg løb hen af gaden, imens tårene bare faldt, - én efter en.

Jeg pustede som en sindssyg hvilket fik mig til at stoppe med at løbe. 

Det var måske lidt barnligt den måde jeg reagerede på, og at jeg ikke engang gav Niall lov til at forklare sig. Men lige nu var jeg ærligtalt for såret til det. Jeg var så ked af det og ulykkelig, - jeg skulle bare væk. Være alene.

Jeg gik hen i en park, og satte mig på en bænk. Jeg trak mine ben op på bænken og holdte stramt om dem. Tårene begyndte at trille ned af mine kinder igen, og jeg sad og vuggede mig selv frem og tilbage. Lige nu havde jeg slet ikke lyst til, at snakke med nogen som helst.

"Blair?" Jeg kiggede op ved lyden af mit navn, og jeg kiggede på to piger der så omsorgsfuldt på mig. "Hej," mumlede jeg stille og tørrede tårene væk, men der kom bare nogle nye.

"Er du okay?" spurgte pigen med langt lyst hår og kiggede bekymrende på mig. "Hvem er i?" spurgte jeg og kiggede på hende pigen med det lyse hår, og derefter hende med det mørke krøllede hår. 

"Jeg er Cara, og det er Emilia," sagde hun og smilede, jeg nikkede blot og prøvede at smile igen.

"Hvor kender i mig fra?" spurgte jeg hvilket var et utroligt dumt spørgsmål. "Du er jo Nialls kæreste," sagde Emilia, og jeg nikkede. "Ja, det er jeg..." svarede jeg hvorefter der gik et sus igennem mig, da de sagde Nialls navn.

"Er du okay?" spurgte de igen hvorefter jeg kort lukkede øjnene. "Ja, tak," sagde jeg og åbnede dem igen, og sendte dem et falsk smil. "Er du sikker?" blev de ved, og jeg var virkelig tæt på at bryde sammen igen. "Ja," svarede jeg bestemt, og rejste mig for at gå hjem. 

***

Jeg havde ligget i min seng den sidste time og set film og spist is, som jeg nu plejer at gøre når jeg er nedtrykt. Niall havde prøvet at ringe hvert femte minut nærmest, men jeg havde bare lagt på. Jeg havde virkelig ikke brug for at blive mere såret.

Jeg blev revet ud af mine tanker ved lyden af min mobil som ringede, - igen. Jeg sukkede irriteret og skulle til at trykke 'afvis', men nåede dog lige at se Liams navn stå på skærmen. Jeg trykkede på den grønne knap, og førte mobilen op til mit øre. "Det Blair?" sagde jeg og satte mig op i sengen. "Hej  Blair, det er Liam," Sagde Liam med en hæs stemme, hvorefter han hostede. 

"Hør Blair, det er en misforståelse. Vil du ikke nok snakke med Niall? Han er så ked af det," sagde Liam og jeg sukkede. "En misforståelse? Hvordan skulle det være en misforståelse? Jeg så billedet Liam, det siger mere end rigeligt. Jeg behøver ikke Niall til at forklare det også," sagde jeg sårende og skovlede en ske fuld is ind i min mund.

"Lad ham forklare," sagde Liam igen, og igen sukkede jeg tungt. "Du får ham lige," sagde Liam som om han havde taget sukket som et ja.

"Hej Blair," Nialls stemme lød trist og fjern hvilket rørte mig. Selvom han havde skuffet mig så var det jo ikke fordi han ikke betød noget for mig mere.

Der var stilhed i lidt tid, før Niall begyndte at snakke. "Jeg var sammen med Rose, ja. Men jeg havde intet med kysset at gøre. Jeg skyndte mig at trække mig væk og sagde at det var dig jeg ville have, og at jeg ikke kunne være sammen med hende. Derefter gik jeg," sagde han overbevisende, og samvittigheden steg straks i mig. "Er det rigtigt?" spurgte jeg og bed mig i min læbe. "Ja det er Blair. Det lover jeg dig. Please ikke vær sur på mig," sagde han og jeg sukkede. "Undskyld Niall," sagde jeg og lage isen fra mig. "Men hvorfor ses du overhovedet med hende?" En lille vrede kom hurtig frem i mig igen, bare ved tanken. "Blair, hun er bare en veninde," sagde han og fortsatte: "Stol på mig,"

"Jeg stoler på dig.." Sagde jeg en smule tøvende. "Godt," svarede Niall, og jeg smilede kort for mig selv. "Undskyld jeg blev så vred," tilstod jeg og mente hvad jeg sagde. "Det var virkelig ikke min mening at blive så sur, jeg blev bare så ked af det billede, og var så bange for at det var noget du tillod," indrømmede jeg og rejste mig fra sengen, for at gå ud med isen i køkkenet.

"Det ved jeg godt babe. Men jeg lover dig at jeg ikke havde noget med det at gøre," sagde han, og jeg smilte. "Og tak fordi du gjorde rent i min lejlighed, den skinder nu," sagde Niall og grinte, hvorefter jeg grinte med. "Den trængte og Eleanor var syg og Perrie havde glemt hun skulle til interview med pigerne," svarede jeg og åbnede fryseren for at stille isen ind.

"Hvad er det?" spurgte han, - han hentydet sikkert til, at han kunne høre jeg åbnede noget. "Ikke noget," svarede jeg bare og lukkede den efter mig. "Du har ikke siddet i sengen igen og spist af en stor is bøtte og set tudefilm.. Vel?" spurgte Niall hvilket fik mig til at bryde ud i grin, - hvilket nok afslørede det hele. Niall kendte mig alt for godt. "Du kender mig alt for godt;" fniste jeg efterfulgt af ham.

"Skal du noget resten af dagen? Ellers kunne du jo komme over til Zayn, der er jeg og drengene," sagde han og jeg fik hurtigt svaret: "Jeg er der om 10 minutter,".

***

Jeg var nået over til Zayns lejlighed som lå nede midt i London, - en kilometer fra hvor jeg boede. Jeg bankede på, hvorefter der blev råbt: "kom ind".

Jeg gik ind af døren, og hørte straks en masse stemmer snakke. "Blair er det dig?" Kunne jeg høre Zayn sige hvorefter han kom til syne i gangen. "Det var heldigt var?" sagde jeg og blinkede med det ene øje. "Godt det ikke havde været en eller anden psykopat du havde råbt kom ind til," sagde jeg og fniste, hvorefter jeg tog mit overtøj af. "Frisk som altid," grinte Zayn, hvorefter vi gik ind til de andre. "Blair!" Udbrød Louis og trak mig ind i et kram. "Hvordan går det?" spurgte han og smilede. "Jamen det går godt.. Nu" sagde jeg hvorefter Louis grinte. Han vidste med garanti hvad jeg hentydede til. "Godt i fandt ud af det," sagde Liam som sad i sofaen. "Hvor er Niall?" Spurgte jeg og kiggede grundigt rundt i stuen, men ingen Niall.

"Han er lige på toilet," sagde Harry som sad og fulgte med i vores samtale. "Charmerende," mumlede jeg hvilket fik de andre til at grine.

En dør gik op, og lidt efter kom Niall ind i stuen til os andre. "Blaaaaair," sagde Niall og og rakte ud efter min hånd hvorefter han flettede vores fingre sammen og gav mig et kys på munden. De andre fløjtede, og det fik mig bare til at smile imellem kyssende. Som sagt var det jo ikke så ofte de så os kysse. Men det her var tiltrængt.

 

----------------------------------------------------

Nyt kapitel - og andet kapitel idag :D

Brylluppet nærmer sig mere og mere......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...