A Neverending Christmas Fairytale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2013
  • Status: Færdig
**Har skiftet navn fra Mistletoe til A Neverending Christmas Fairytale** Marilyn Malik er navnet på den verdenskendte Zayn Malik lillesøster, som er sytten år gammel. Marilyn er en indelukket pige, og har svært ved at åbne sig for folk, men ændre det sig mon? Zayn og hende har et tæt søskende forhold, og har dette år tænkt sig at holde jul sammen - dog ikke alene. Resten af One Direction drengene og Zayns kæreste Perrie Edwards, skal holde jul med dem. De har besluttet at tage ud i en hytte og holde jul alle syv. Julegaverne er købt, hytten er klar, og tøjet er pakket, og de er alle klar til at tage afsted og få en uforglemmelig december måned sammen. Men hvad sker der mon når Marilyn en dag står under mistelten sammen med en af de andre drenge? Og hvad sker der når Zayn finder ud af det?
~ Zayn er den eneste med kæreste på i denne Movella. ~
Læsning er på eget ansvar.

322Likes
223Kommentarer
35209Visninger
AA

5. 4. They see me rollin', they hatin'. †

2. December.

 

Sneboldkampen igår, gik vældig fint. Jeg fik kun en vasker, og et par få snebolde ramte mig på jakken, men ellers ikke så meget. Vaskeren fik jeg af Niall, fordi jeg gav ham en vasker, og jeg elskede seriøst hans ansigt da jeg hav ham vaskeren - det så ud som om at han slet ikke havde regnet med at jeg vil give ham den, og så kom han med en lyd der lød lidt som en ko der bliver slagtet. 

Jeg kunne stadig ikke grine i går, jeg fniste kun, men det går da frem af. Det må jeg sige. De har fået en eller anden underlig effekt på mig, og det gør mig nervøs Dog, ved jeg ikke hvorfor. 

I dag står det på en fodbold kamp, fordi at Harry vil se om jeg kan spille fodbold. Wee - not. 
Jeg har gået til fodbold i tretten år, og stoppede for ikke så lang tid siden. Jeg startede med at spille fodbold da jeg var fire. Der gik jeg på tumlinge-pigeholdet, det var gode tider. Haha. 
Men fodbold kan jeg godt spille. Jeg har jo ikke lært ingenting ved at gå til fodbold i tretten år. 
Grunden til at jeg ikke gør det længere, er fordi at jeg skal begynde at studere og så har jeg ikke tid til at spille fodbold. Men jeg elsker stadig at spille fodbold i haven. Jeg kan godt finde på, hvis jeg keder mig, at gå ud i vores have og skyde på mål alene. Nogle gange får jeg lokket min far med ud, og det er pisse sjovt. Mine forældre købte fodboldmål til mig da jeg stoppede til fodbold, fordi de ville have at jeg bliver ved med at spille det, fordi at de synes jeg er god. 

Oh well, jeg er igen med at gøre mig helt klar, da vi snart smutter udenfor for at spille fodbold. I dag er jeg hoppet i min nye lyserøde hættetrøje på, hvor der står 'Jack Wills' på - den købte jeg i går. 
Så har jeg taget et par slim jeans i blå, som sidder godt på min bagdel. Hehe.
Af smykker, har jeg min guldring på med en guld pyramide-nitte, og min lyserøde moustache ring på, og et par sorte moustache øreringe. Ja - jeg elsker moustache. Jeg har også en sweater med moustache på, jeg har faktisk to. Jeg har nemlig også en hvor der står 'Keep calm, and love moustache'. Den måtte jeg eje, og det gør jeg også. Haha.
Jeg har igen taget mine ynglings armbånd på, dem har jeg nemlig på hver dag, næsten. Og så har jeg som altid min batman navlepiercing i, men det behøver jeg vel ikke fortælle. 
Og så har jeg lagt en meget simpel makeup, og mit hår hænger som altid glat ned over mine skuldre. 

Så er jeg også klar. Vi har spist morgenmad, så nu mangler de andre bare at gøre sig klar. Jeg er næsten altid en af de første der er klar, hvilket er ret awesome. Eller noget. 

Jeg ser mig en sidste gang i det store spejl, og trasker derefter ud i gangen. Lige i dét jeg går ud i gangen, går den trædør op, der er lige overfor min dør, og Louis kommer ud. "Oh, hej Marilyn" siger Louis og sender mig et stort smil. Jeg gengælder det med mit bedste falske, og går ned af trappen for at gå ned i stuen. 

"Awesome trøje" siger en hæs stemme, og jeg ved med det samme at det er Harry. Fed velkomst når man kommer ind i stuen. Wee - mærk ironien tak. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg finder Harry mere irriterende end de andre, men det er nok fordi han skal kommenterer alt, og være skide selvsikker hele tiden. 

Og der går det så lige op for mig at Harry har en på magen til, bare i lilla. Akavet alligevel, hvis du spørger mig. "HAHA, i matcher" siger Louis og bare på os med et stort grin. Jeg ruller øjne af ham, og sætter mig ned i den sofa overfor Harry. Nu kan det bare ikke blive mere akavet. 

"Er du klar til at tabe stort i fodbold?" spørger Harry, og blinker med det ene øje. Jeg ruller irriteret øjne af ham, og kigger på Louis som sætter sig ned ved siden af mig. Burde han ikke sætte sig over ved siden af Harry? De drenge forvirre mig så meget, at det næsten ikke er til at holde ud. 

"Skulle til at spørge dig om det samme" mumler jeg bare flabet, og sætter mig tilbage i sofaen. Og det går langsomt op for mig at Louis har en arm på ryglænet bag mig, hvilket jeg finder meget akavet. Han har vist også opdaget det akavede, for han fjerner sin arm langsomt, og rykker sig en tand fra mig. Underligt alligevel, men jeg tror også Zayn vil blive lidt sur på ham, hvis han sidder med armen om mig.

Zayn er den mest overbeskyttende storebror nogensinde, men det er rart. Jeg ved han passer på mig, og vil mig det bedste, og han vil ikke have at nogen skal rører mig. Men til tider kan det også være irriterende at han er så overbeskyttende. 
Da jeg var seksten, havde jeg en kæreste, som meget gerne vil i seng med mig, men det gad jeg ikke. Jeg fortalte det til Zayn imens min kæreste sad på mit værelse, og Zayn blev mega sur og smed min kæreste ud af huset, og så slog han op med mig, fordi han blev bange for Zayn. På en måde er jeg glad for at han slog op, for jeg havde selv planlagt at gøre det, men jeg blev da stadig ked af det, og jeg blev lidt sur på Zayn, men jeg tilgav ham hurtigt. Og det så også ud til at Zayn vidste at jeg ikke var forelsket i min kæreste længere, ellers ville han ikke havde gjort det, han gjorde. 

Og til jeres information, så er jeg stadig jomfru. Jeg er faktisk stolt af mig selv, over at jeg ikke har haft sex endnu. Jeg er stolt over, at jeg ikke gik ud og mistede min mødom på min femtenårs fødselsdag, bare fordi jeg var blevet buksermyndig. Jeg har ventet, ventet på at der en jeg har lyst til at gøre det med. Jeg venter på at den rette, den jeg føler er den rette, skal gøre det. Jeg vil ikke bare miste min mødom til en klam stodder i et kosteskab, fordi at jeg bare vil have første gang overstået. Jeg vil miste min mødom til en jeg virkelig holder af. 

"Skal vi smutte?" spørger Liam og kigger på os, med et stort smil om læberne, da ham og de andre er kommet ned til Harry, Louis og jeg. Jeg smiler falsk igen, og nikker på hovedet, og drengene er hurtig til at bakke mig op. Jeg går ud i gangen efter de andre, men kommer i tanke om at jeg ikke kan spille fodbold i bamsestøvler. "Vent lige, jeg skal lige op os hente mine sneakers med uld i" mumler jeg, og løber hurtigt op på mit værelse. 

Ja, jeg har nogle sneakers med uld i, og for at være helt præcis, så er det sorte supras med uld i. De kostede mega mange penge, men jeg måtte have dem, og de er gået hen og blevet mine ynglings sneakers. Og det smarte er at der er uld i, så jeg kan rende med gummisko om vinteren. 
Jeg har pakket tre par sko i min kuffert, det ene par er mine sneakers, det andet er et par stilletter, og det tredje er faktisk ikke sko, det er sutsko - nogle der ligner bamsesko. Og så har jeg mine bamsesko der står nede i gangen, så jeg har fire par sko med i alt. 

Jeg finder hurtigt mine sneakers i bunden af skabet, og løber derefter nedenunder igen til de andre som allerede står nogenlunde klar. Jeg får hurtigt mine sneakers på, og hiver hurtigt min jakke ned fra min knage, og får den på. Jeg lyner den hurtigt op, og får derefter snoet mit halstørklæde omkring min hals. Min hue hiver jeg over mit mørkebrune hår, og mine hvide varme strikluffer ryger på mine hænder. Jeg smiler stort - men falsk - til dem alle sammen, som tegn på at jeg er færdig. 

"Der ligger vist en fodboldbane der er ryddet for sne, længere nede af den vej til højre" siger Zayn, og tager fodbolden under armen. Vi går alle ud af hoveddøren, og Zayn låser efter sig, og vi sætter med det samme kurs mod fodboldbanen. 

 

 

"Louis er første-vælger, og Harry er anden-vælger" siger Liam bestemt, da vi er kommet hen til fodboldbanen. Og rigtigt nok er den blevet ryddet for sne, så det er let at spille. Det er nemlig pisse svært at spille fodbold i sne, og så fordi at bolden også bliver koldt, så gør den pisse ondt at få på sig, så det er super at der er ryddet.   "Ej jeg vil være før-", "Nu klapper du i Harry, du er anden-vælger" griner Liam, og peger på Harry som tegn til at han skal holde mund. Harry har klaget en del, så nu er det vel på tide han skal holde mund.
Louis smiler stort og flabet til Harry, hvilket får Harry til at se fornærmet på ham, og daske Louis på skulderen. De er så barnlige, at det næsten er ulovligt i den alder.
"Jeg vælger Marilyn" siger Louis, og det kommer lidt som et chok, at jeg bliver valgt først. Jeg ser lidt på ham med et løftet øjenbryn, inden jeg stille trasker over til ham, og stiller mig ved siden af ham. 

"Zayn"

"Niall"

"Liam"

"Perrie"

Okay, det gik hurtigt. Jeg er på hold med Louis, Niall og Perrie, og så er vi mod Zayn, Liam og Harry. Vi er en i overtal, men what so ever. De er sikkert mega gode. Men jeg har også hørt at Louis spiller fodbold, og det gør jeg jo også, og det kan Niall vist også. "Jeg vil være dommer i stedet" siger Perrie, "jeg er bange for bolde" fortsætter hun derefter og begynder at grine af sig selv. "Så er Perrie dommer. Så er holdene også lige" siger Liam, og sender os alle et smil. 

Vi bliver hurtigt enige om at Harrys hold på starte med at give bolden op, da han jo ikke fik lov til at være første-vælger. Jeg står lidt og tripper på midten, og venter på at de begynder at skyde til bolden, hvilket de er lang tid som, da de nærmest aftaler med øjnene, hvilket forvirre mig. De forvirre mig helt vildt, til tider. 

"Vi er igang" råber Harry da han skyder bolden over til Liam, som begynder at løbe lidt med bolden op mod vores mål. Det er Niall der står på mål, til jeres information, og han ser meget koncentreret ud, hvilket får et smil til at brede sig på mine læber. De ser allesammen mega koncentrerede ud, hvilket jeg på en måde slet ikke forstår. Det er bare et forsjov spil fodbold, intet seriøst der. 

Liam skyder bolden over mod Harry igen, men jeg løber op, og når lige at få bolden inden Harry for den, og jeg kan høre Harry komme med en underlig lyd, hvilket får mit smil til at vokse. Jeg elsker seriøst nogle gange deres ansigter når de bliver chokerede. 
Liam kommer løbende mod mig hvilket er pænt skæmmende, men jeg når lige at skyde den over til Louis, som tæmmer den godt med foden, og begynder derefter at løbe op mod deres mål, hvor Zayn står. Zayn ser også meget koncentreret ud, men står alligevel med et stort smil om læberne.

Jeg løber med Louis op, og sørger for at der altid er et hul hvor han kan skyde til mig, hvis han nu kommer i problemer. 
Liam løber hen til ham, og prøver at få bolden, men Louis dribler udenom ham og fortsætter mod deres mål. Harry løber derefter over mod Louis, men Louis skynder sig at skyde bolden over til mig. 
I stedet for at tæmme den inden jeg skyder,så jeg tager chancen og losser jeg bare så hårdt til den jeg kan, og til mit held rammer den lige i krydset på Zayns mål, og Zayn ligger nede på jorden efter et forsøg på at hoppe op og redde bolden, hvilket mislykkes lidt. 

"SÅDAN MARILYN!" skriger Niall nede fra vores mål, hvilket får mig til at fnise. Han er altså vildt kær. Han er mere kær når han råber efter mad, når han er sulten, hvilket han gør tit. Niall er generelt en mega nuttet dreng, men også irriterende ligesom de andre. 

Jeg løber tilbage mod vores mål igen, og Louis kommer luntende efter mig, "den sad sgu godt, det må jeg give dig" siger Louis, da han kommer op på siden af mig. Jeg smiler taknemmeligt, og det går op for mig at det ikke var en falsk smil. Det var faktisk et ægte. Og jeg tror godt at Louis lagde mærke til, at der var noget anderledes ved mit smil, for han begyndte at smile vildt stort. 

Jeg vender koncentrationen mod spillet igen, og ser at Zayn lige har skudt bolden op i luften. Det var nok meningen at den skulle skydes til Harry som står et par meter foran mig, men det flyver altså længere tilbage hen mod mig, så jeg ser hurtigt muligheden til at lave hoved til den. 
Bolden kommer tættere og tættere på, og til sidst er den så tæt på, at jeg hopper og i luftet, og lader den ramme toppen af min pande, hvilket giver et dunk i hele mit hoved, dog gør det ikke specielt ondt, da jeg ramte den rigtigt. 

Bolden flyver igen op i luften, og til mit held, så flyver den hen imod Louis, som står med et stort smil om læberne, og får hurtigt tæmmet til bolden, som lander ved hans ben. Han begynder at løbe op imod Zayns mål igen, og jeg skynder mig hurtigt at løbe op mod målet så han kan skyde til mig. 
Louis der muligheden til at skyde til mig, hvilket han gør. Jeg får tæmmet den med foden, og overvejer lidt om jeg skal skyde på mål igen, men beslutter mig hurtigt for at jeg ikke kan, fordi Harry kommer løbende mod mig. Jeg skynder mig at skyde bolden over til Louis, som står i den ene side foran målet, men min bold var alt for høj til at han kunne ramme den med foden, så han hopper op i luften og header den ind. 

"OOOOH YEAH" skriger Niall med en meget skinger stemme, og denne her gang kan jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Læg lige mærke til, at det her er første gang jeg griner. Jeg griner helt voldsomt. Jeg kan ikke stoppe med at grine, fordi det lød altså virkelig sjovt. Jeg er nød til at holde mig for maven, fordi at det gør helt ondt i min mave at grine så meget. 
"Hun griner" måber Harry, selv det kan ikke få mig til at stoppe. 

Kort tid efter bakker Louis og Zayn mig op, og begynder også at grine. Jeg griner så meget, at man tror at det er umuligt. Jeg har aldrig grinet så meget før, og jeg kan ikke stoppe. Jeg har det sygeste grineflip. Jeg ved ikke hvordan jeg bare lige pludselig kan begynde at grine så meget, men jeg er i ufattelig godt humør.
"Hvad griner vi overhovedet af?" spørger Zayn, hvilket bare får mig til at grine endnu mere. Når jeg først er igang, så kan jeg ikke stoppe. Det gør helt ondt i maven, men på en rar måde, fordi at jeg ved at det er fordi jeg griner, og når jeg griner, så har jeg det godt. 

Lidt til efter stilner mit grin af, og jeg kan så småt begynde at snakke igen - heldigvis. Det var begyndt at blive lidt pinligt at stå og grine foran dem alle sammen. "Det var bare den måde Niall sagde Oh Yeah på" fniser jeg, og begynder at gå tilbage mod vores mål igen, og Louis lunter efter mig ligesom før dog lidt langsommere, da jeg går ret langsomt lige nu. "Sødt grin du har dig" siger han og blinker charmerende med øjet. Jeg ruller fjollet med øjnene og ser underligt på ham, "man må ikke lyve, Tomlinson" fniser jeg, og prikker ham på maven, så han kommer med en sjov lyd. Han griner hæst, og går så lidt væk fra mig da Zayn endnu engang skyder bolden i luften, og det nytter jo ikke noget hvis vi står det samme sted, for så får vi svært ved at få bolden. 

Louis får hurtigt bolden, og løber overraskende stille op mod deres mål igen. Jeg løber med det samme efter så han kan skyde til mig, og løber ind i Zayns målmands-felt, og stiller mig så jeg kan skyde på mål, hvis jeg kan. Men da bolden kommer mod mig, og jeg skal til at skyde til den, hiver Harry grinende fat i min jakke og hiver mig væk, og tager bolden i stedet for mig, og jeg kommer med en underligt grynt. 
"DER ER STRAFFE!" skriger Perrie, "man må ikke hive i hinanden" fortsætter Perrie, og prøver at være seriøst, men det går sgu ikke lige så godt, hvis i spørger mig. 

Harry stønner irriteret, og ligger bolden på midten af stegen på feltet, og sætter en arm på hoften, hvilket får ham til at se rimelig feminin ud. Harry er god til at se feminin ud, at det faktisk er ret så skræmmende. Det er lige før at han er mere feminin end jeg er. "Jeg tager" mumler jeg, og stiller mig klar til at skyde bolden. Zayn stiller sig klar, og sender mig et ondt - dog sjovt - blik, og jeg gengælder det, med et magen til. Når mig og Zayn spiller mod hinanden i noget, sender vi altid hinanden underlige blikke. Men det er nu meget sjovt. Jeg elsker virkelig Zayn, han er seriøst den bedste storebror.
"GO MARILYN!" råber Niall fra målet af, hvilket får et fnis til at undslippe mine læber. Niall er altså bare for kær. Haha. Han råber altid, og det lyder altid ret sjovt. Men det kan til tider godt blive irriterende. 

Har i lagt mærke til mine positive tanker i dag? Det håber jeg for jer, for jeg er blevet meget positiv, og jeg overrasker totalt mig selv. Men jeg er stadig ikke helt tryg, og jeg er stadig bange for at åbne mig. Jeg er bare bange for at de ser på mig anderledes, hvis jeg åbner mig. Men jeg kan vel også få et eller andet godt ud ad det. 

Jeg tager et par skridt tilbage, og kigger over på Louis, som står og kigger på mig med et smil på læben, som jeg gengælder. - Dog med et falsk, da jeg ikke lige kunne frembringe et ægte et. Jeg ved ikke hvorfor at jeg ikke kunne få det til at være ægte, men det kunne jeg altså ikke lige, men det ser ikke ud til at han bed mærke i det. 

Jeg løber frem mod bolden, og losser så, så hårdt til den som jeg overhovedet kan, men da den ryger for langt til højre, kan jeg ikke lade være med at tvivle på om den ryger ind. 
Bolden skruer en smule og ændre kurs til målet igen. Det er som om at det hele går i slowmotion, da bolden ryger ind i højre stolpe, og Zayn der prøver at redde den, men det ryger lige ind i målet. 

"Owwwwwww" kommer det fra Louis, hvilket får mig til at smile stolt. Og denne her gang var det ægte. De har fået en meget bedre effekt på mig, de kan både få mig til at smile ægte, og grine. De har fået mig til at grine, og det er altså noget der tager sin tid for at få mig til det. Jeg ved ikke hvilken effekt det er de har på mig, men det gør mig nervøs. Jeg er begyndt at synes mere om dem, men de er stadig irriterende på nogle punkter. Tænk engang at det kan ændre sig på knap og nap to dage.

"You go girl" siger Louis, og rækker hånden i luften, fordi han vil have mig til at give ham high-five, hvilket jeg hurtigt gør. Jeg lader hurtigt min lille hånd ramme hans overraskende store hånd. Men den er ikke større end Harrys. Seriøst. Harrys hænder er enorme.

Det her er edermanme hyggeligt. Det vil jeg godt indrømme. Alle er i godt humør, og der god stemning, og vi kan fjolle rundt, og det er så rart.

 

 

"LOUIS" skriger jeg med en skinger stemme, og løber så hurtigt jeg kan. Mine fødder løber hurtigt over det hvide kolde sne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg ikke skal glide, for det vil simpelthen være for pinligt. Bare lige ryge på røven, det er så pinligt. Jeg har prøvet det masse gange før, og jeg vil helst ikke prøve det igen, nej tak du!

Vi er allesammen kommet hjem, og render nu allesammen ude i haven, og leger sneboldkamp, hvilket er pisse sjovt. Vi har gjort det i en halv time nu, og jeg har fået ramt dem nogle gange, og jeg er dog også blevet ramt. Der var på et tidspunkt hvor de alle gik mod mig, så mit hår er fyldt med sne, men det gør ikke så meget. Mit hår er ikke det eneste der er fyldt med sne. Det er drengenes og Perries også. 

Jeg kastede en snebold i hovedet på Louis lige før, og nu render Louis efter mig med hånden fuld af sne, hvilket skræmmer mig en del, da han sikkert vil give mig en vasker, hvilket jeg ikke lige gider have. Noget af det værste, er altså at få en kold våd klam snebold tværet ud i ansigtet.
Men Louis løber ret så hurtigt, men jeg løber faktisk også hurtigt, men Louis er faktisk hurtigere, men til mit held fik jeg et forspring, og nu løber jeg rundt om alle mulige træer i haven, og jeg kan bare mærke og høre at han er lige bag mig, og det får mig til at gå i panik. 

Jeg løber rundt om et stort træ der står placeret ude i kanten af haven, men Louis tog den modsatte vej rundt om træet, så vi løber selvfølgelig direkte ind i hinanden, hvilket er ret akavet hvis du spørger mig, og selvfølgelig skal det medfører at Louis vælter bagud, og jeg lander oven på ham, hvilket er endnu mere akavet. Hvad nu hvis han synes at jeg vejer vildt meget? Det er så typisk, det er. Det er så freaking typisk, og det er så typisk at jeg altid er indblandet i det. Doh.

Det er ligesom en latterlig kærlighedsroman, eller noget, hvilket er lidt smålatterligt. 
Ej okay, der er ikke noget kærlighed indblandet i det her, men det kunne man godt tro. Jeg ligger forhelvede da, oven på Louis imens sneen daler ned fra den svagt lyseblå himmel. Men det kan jo ikke være romantisk når Louis er der.. helt ærligt, det er jo Louis. Ej okay, ondt tænkt alligevel. Jeg har ikke ligefrem set Louis' romantiske side, og jeg kommer nok heller ikke til det. Men det har jeg det helt fint med. 

"Ehm.. av" griner Louis hæst og kigger mig ind i øjnene, og der begynder at det der kærlighedbras. Fy forsatan. Jeg har aldrig kunne lide kærlighedfilm, eller kærlighedromaner. Jeg har altid synes at de har været kedelige, og latterlige, så jeg gider ikke ligefrem selv prøve noget af det de beskriver, i de der kærlighedromaner og bøger, og sådan noget.
Og det var altså ironi, det jeg tænkte efter Louis kigger mig i øjnene. Men han kigger mig altså i øjnene. 

Det der er lidt mere akavet, er den måde vi ligger på. Jeg ligger med hænderne på hans bryst, med et ben på her side af ham, og hans hænder ligger ved siden af mine lår. Det er altså en ret akavet stilling.

"Undskyld" mumler jeg flovt, og kan mærke mine kinder blusse op. Ej helt seriøst, hvad sker der lige her? Sådan plejer jeg aldrig at reagere, eller gøre. Det er edermanme for underligt, og for akavet. Louis har denne her underlige effekt på mig, og det irritere mig grænseløst. Der dukker også en ukendt følelse op når han er i nærheden af mig, og jeg kan ikke lide den, fordi den er så ukendt. 

"Nej, det er mig der undskylder" griner han hæst, og smiler undskyldende til mig. Jeg smiler skævt til ham, men jeg rykker mig ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke rykke mig. Min krop gider ikke rykke sig ud af flækken, og det irritere mig så meget. Der er som om at min krop er helt låst fast, selv mine øjne, da de er låst fast til Louis' øjne. Han har godt nok de smukkeste grå-blå øjne. De lyser helt op, som to julelys.

"Vi går ind og spiser nu" råber en alt for velkendt stemme til os, og jeg løsriver mit blik fra Louis' og kigger op og ser at de allesammen står og kigger på os længere væk. Den irriterende rødme kommer til mig igen, og jeg rejser mig hurtigt op, og børster sneen af mine ben. Louis er hurtig til at følge mit eksempel, og vi går langsomt op mod de andre. 

Mit blik lander på Zayn, som ikke ligefrem ser super glad ud, hvilket giver et lille stik i mig. Jeg vil ikke have at han er sur, men jeg har vel lov til at lave sjov med hans venner? Eller, det kan jeg nok ikke, fordi så vil han tro at der er et eller andet, hvilket der ikke er, og det kommer der nok heller ikke til. 
Mit blik køre også rundt på de andre, hvor der sidder et frækt smil klasket på dem næsten allesammen, undtaget Liam, som bare ser en smule bekymret ud, hvilket løber koldt ned af ryggen på mig. Jeg forstår ikke hvorfor han er bekymret, men jeg har på en måde heller ikke lyst til at vide det. 
Det her er også en af de øjeblikke hvor jeg bare har lyst til at løbe skrigende væk.

Vi begynder allesammen at gå ind, og jeg kan bare mærke den akavet stemning hænge tykt i luften, og det gør mig utilpas. Jeg hader akavede situationer, men det er så typisk at jeg skal sættet ud for dem. Det er altid mig der skal ende i de akavede situationer, og det er simpelthen for trist. Jeg hader det. Jeg hader det ligeså meget som jeg hader pesten, eller noget. Pesten er jo udryddet, så det kan jeg ikke sige...
Jeg hader det lige så meget som jeg hader.. edderkopper! Fy forsatan, jeg hader seriøst edderkopper. 

"Hvad skal vi have?" spørger jeg forsigtigt, for at bryde den akavet stemning, men uanset hvad vil den sikkert stadig være der. Jeg er begyndt at gå lidt langsommere så næsten allesammen går foran mig hen til hoveddøren, men Perrie går i mit tempo, hvilket jeg er ret så taknemmelig for, ellers vil jeg bare føle mig lonely. 

Jeg tror ikke jeg kan føle mig meget mere lonely, for jeg er en ret ensom person. Jeg har næsten ingen venner. Jeg har kun Perrie og min storebror, og så kan man da også kalde de andre drenge for mine venner, eller noget. Men grunden til at jeg ingen andre venner eller veninder har, at jeg blev mobbet meget i skolen, og der havde jeg kun min gamle bedsteveninde, men hun begyndte også at mobbe mig, fordi at hun var bange for at hun også ville blive mobbet lige så meget som mig, bare fordi at hun rent faktisk synes om mig. Det var sådan hun knuste mig. Hun knuste mig synder og sammen, ved at gå imod mig, for at redde hendes egen røv. Jeg havde gjort så meget for hende, og det var hvad jeg fik som tak. 
Jeg blev mobbet så groft, og hun var en af dem der var bedst til det, fordi hun kendte alle mine svage punkter. 
Men så kom Perrie ind i mit storebrors liv, og jeg begyndte at se glæde igen. Perrie og min storebror har fået glæden frem i mig igen, og jeg er så taknemmelig. Jeg skylder dem så meget. De har gjort så meget for mig, og støttet mig hundrede procent gennem alt. 

"Vi ringer efter pizza" mumler Zayn og sender mig et smil. Okay, så det er ikke mig han er sur på, men Louis, men det giver jo på ingen måde mening? Jeg må måske tage en snak med ham på et tidspunkt, og sige at han ikke behøver være sur på Louis, da det var min skyld. 

Mit blik glider langsomt over på Louis, og til min overraskelse så kigger han allerede på mig. Han sender mig et lille skævt smil, hvilket får den alt for ukendte følelse frem i mig igen. Jeg sender et lille smil igen, og kigger derefter ned på mine fødder. 

Jeg vil så gerne vide hvad den ukendte følelse er, for den driver mig til vanvid. Den ukendte følelse, er så anderledes i forhold til alle de andre følelser jeg har haft i min lille krop. Det er som om at den ukendte følelse på en måde får magten over min krop, når det kommer frem i mig, og den får mig til at føle underlige ting. Men det er kun Louis der får den frem i mig, og det er det der gør mig så forvirret. 

"Lås op Zayn, jeg skal tisse" jamre Niall, da vi står udenfor hoveddøren. Jeg ved godt at jeg har sagt det før, men Niall er altså mega kær, og det må alle og enhver synes. Han er den mest nuttede skabning på jorden. Men han er stadig irriterende, ligesom alle de andre. Uanset hvad, så vil de alle være irriterende, og det kan de ikke komme udenom. Jeg er sikkert også irriterende, men jeg er ligeglad. Sådan er jeg bare. Indelukket, irriterende og svær ved at åbne sig.

Zayn får hurtigt låst døren op, og Niall er vildt hurtig til at smide sine sko og spurte ud på toilettet, hvilket får et smil til at poppe på mine sammenpressede læber. 
Vi andre trasker stille indenfor, og får alle smit vores sko. Min jakke lyner jeg langsomt ned, da jeg har lidt svært ved det med mine frosne fingre. Mine fingre er blevet så kolde, det er vildt ubehageligt. 

Jeg får endelig lynet min jakke ned og hængt den på knagen. Min hue, halstørklæde og mine vanter får jeg hurtigt af og ligger det på hylden som jeg plejer. Jeg trasker derefter videre ind i stuen, "jeg går lige op og tager et bad" mumler jeg, inden jeg trasker videre op på mit værelse. Jeg har jo mit eget badeværelse, hvilket er så rart. 

 

 

Doh, jeg kan ikke finde den bluse jeg vil have på, og det irritere mig grænseløst. Jeg render rundt i mit skrigende gule-grønne sæt undertøj, og leder efter noget afslappet tøj. Vi spiser snart, da de har ringet efter pizza, men jeg går altså ikke ned i undertøj, selvom at mit undertøj er mega awesome. 

Jeg sukker irriteret, og finder i stedet for en anden bluse som er meget rar, men den er en smule gennemsigtig, men det går nok. Man kan kun se lidt af min skrigende bh, men whatever. Vi skal jo være indenfor. Men så er der bare lige det, at huset er fuldt med fem drenge, så måske er det ikke så smart at tage den på? Nej, jeg finder en anden bluse. Jeg vil ikke gå og vise dem for meget, når jeg ikke engang er helt tryg i deres selskab endnu. 

Det med at være tryg i deres selskab går frem af, selvom der stadig er lang vej endnu, og jeg synes stadig at de er vildt irriterende, som jeg har nævnt et par gange nu, men whatever.

Jeg hiver min sorte top, som er ret løs, så man kan se min bh ude i siderne men det gør ikke så meget. Bare man ikke kan se skålene, så går det nok. Men den er ret nedringet, og en smule kort, men jeg kan godt lide den, og vi skal jo kun være indenfor resten af dagen, eller aften. Men whatever. 
Mine elskede store grå jogginbukser hiver jeg også ud, samt mine dejlige mørkelilla hyggestrømper. 

Jeg tager først mine hyggestrømper på, og den dejlige bløde følelse når man får dem på, breder sig på mine fødder. De er så bløde, og helt klart mine ynglings strømper. 
Mine jogginbukser får jeg hurtigt på mine ben, og sætter dem så de sidder ordenligt, og derefter ryger min top over hovedet og bliver sat ordenligt. 

Mit lange mørkebrune fugtige hår, sætter jeg op i en rodet knold, og lader mit ansigt være frit for makeup. Jeg orker ikke tage makeup på igen, og dagen er jo næsten slut, så hvorfor skal jeg tage det på? Jeg behøver det ikke, men det er min skyld hvis drengene falder døde om, fordi jeg ligner et lig uden makeup. 
Men, jeg er lige glad, så jeg lader være med at tage makeup på. Rest in peace, drenge. 

Mit humør er blevet langt bedre på de her to dage, men den indre irritation er der stadig, og jeg kommer nok ikke af med den. Hver gang jeg tænker på at jeg er så indelukket, kan jeg ikke lade være med at blive vred og give min gamle bedsteveninde skylden. Det er hendes skyld at jeg er blevet sådan, og det hendes skyld at jeg har svært ved at åbne mig. Jeg har svært ved at åbne mig, fordi jeg er bange for hvad folk vil synes om mig. Om de vil synes det alle dem der mobbede mig, skreg efter mig. At jeg var dum, et misfoster, grim, billig, og en klam bitch, og at jeg ikke fortjener at leve. Det dumme var bare at kalde mig billig, for jeg er jomfru, hvilket nogle af dem der mobbede mig, ikke var. Men de havde ikke en grund til at mobbe mig, de gjorde det bare. Jeg synes selvfølgelig at det var typisk at det var mig det skulle gå ud over, men så da jeg blev færdig og kig ud af skolen, fik jeg det meget bedre. Men det var kun fordi at Zayn og Perrie hjalp mig, som jeg har nævnt. 

Jeg kigger mig en sidste gang i spejlet inden jeg langsomt trasker ud af mit værelse, og sætter med det samme kurs mod stuen, hvor de allesammen sidder samlet om det store spisebord der står i den anden ende af rummet, og duften af pizza fylder med det samme mine næsebor. 

"Der kommer du" siger Zayn med et smil på læben, og gør tegn til at jeg skal sætte mig ned. Der er en ledig plads ved siden af Perrie, så der sætter jeg mig. Så sidder jeg ved siden af Perrie, som sidder ved siden af Zayn. Og så sidder Niall ved bordenden, og så sidder Liam på den anden side af bordenden overfor Zayn, og ved siden af Liam sidder Harry, og så sidder Louis ved siden af Harry og overfor mig. Håber i kunne forstå det, for jeg synes selv at det var ret godt forklaret. Haha. Men jeg sidder overfor Louis og ved siden af Perrie, så er i informeret. 

Jeg kigger lidt rundt, inden jeg tager et stykke pizza over på min tallerken, og kigger igen rundt, men finder ikke det jeg kigger efter. "Har vi ikke cola?" spørger jeg mut, og stikker underlæben ud. Et par grin lyder rundt om bordet, men det er bestemt ikke sjovt. Jeg elsker cola, og jeg skal have et glas hver dag - det er et must! Jeg ved det lyder underligt, men jeg er bare underlig, og det er meget vigtigt for mig at der er cola. 

"Undskyld søs, men det er der ikke" - "ej, det er simpelthen for dårligt" afbryder jeg i et strengt tonefald, og ser mut på dem allesammen. Grinende begynder igen, hvilket får et suk til at undslippe mine let separeret læber. Jeg tager en bid af mit stykke pizza, og tygger langsomt på det, og ser rundt på dem allesammen som stadig griner en smule. 

"Hey, skal vi ikke bage imorgen?" spørger Niall og ser med store øjne rundt på os allesammen. Jeg ruller på øjnene, og tager endnu en bid af mit pizzastykke. "Vi har ikke ting til det" siger Liam, og sender Niall et lille smil. Niall laver sadface, men lyser pludselig op igen som om at han har fået en god idé. Nu mangler den blinkende pære bare over hans hoved. 

"Nogle af os kan jo bare tage ud og handle imorgen - jeg kan godt" siger Niall og smiler stort, og nærmest stolt over sin idé. Men forhelvede, den kunne alle sgu da gætte sig til, og selvfølgelig kan vi da bare tage ud og handle. Men whatever, så lad dog drengen være stolt. Haha.

"Jeg kan godt tage med" siger Louis, og sender et stort smil til Niall. Niall lyser med det samme op, og smiler stort tilbage til Louis. Jeg fniser lidt af dem, og tænker lidt på om jeg burde tage med. "Jeg tager også med - så kan jeg også få mit cola" mumler jeg, og tager et bid mere at min pizza. Niall smiler med det samme stort til mig, og hans øjne lyser som julelys. Den dreng, vil virkelig gerne bage, men det er jo Niall. Han er så madglad, så det skulle ikke undre mig. 

Mit blik glider over på Louis der sidder overfor mig, og lige i dét jeg kigger på ham, kigger han også på mig, og den alt for ukendte følelse popper frem i mig. 
Mine øjne bliver nærmest suget ind i hans, hvilket får mig til at bide mig selv i læben, og jeg kunne begynde at råbe og skrige af mig selv. Det er simpelthen så dumt af mig at bide mig i læben, fordi at det viser usikkerhed fra min side af, og det må det ikke, selvom jeg er en smule usikker. 

En irriterende varme stiger i mine kinder, og det tror jeg godt at Louis har set, for han begynder at fnise lavt. Jeg ruller med øjnene, og fniser selv lavt. Jeg ved ikke hvordan han kan få mig til at være sådan her, men det er irriterende, og jeg vil have det væk, men i stedet bliver det værre og værre. 

Harry rømmer sig med siden af Louis, hvilket får mig til at se over på ham, og hans øjne siger alt. Han har set at Louis og jeg har siddet og kigget på hinanden og det hele, hvilket får mig til at kigge ned i bordet. Det her er en smule pinligt, da jeg slet ikke er vant til de her situationer. 

Jeg kigger flovt over på Louis igen, og han sidder bare med et lille smil om læberne. Han blinker hurtigt med det ene øje til mig, hvilket får den irriterende rødme til at krybe tilbage i mine kinder som lige var blevet normale igen, og Louis har lagt mærke til det igen, for han begynder at grine hæst, og det samme med Harry. Hvordan fanden i helvede kan han have den der irriterende effekt på mig? Det pisser mig faktisk af, fordi jeg ikke ved hvad det er.

"Hvad griner i af?" spørger Niall og ser spørgende på dem. Jeg kigger flovt over på ham, og gemmer derefter mit hoved i mine hænder. Pokkers Louis, og pokkers effekt han har på mig. Doh. 

 

†††

 

Det var fjerde kapitel. Håber i kunne lide det. Hendes to sæt tøj hun har på i dette kapitel er der et link til i kommentar, og i er velkommen til at tjekke det ud. 

Jeg tager jo til England i aften, så der kommer ikke noget kapitel før på mandag, eller tirsdag, for det er der omkring jeg kommer hjem. Jeg undskylder meget, og håber i kan vente på at jeg kommer hjem,

Mange tak til mine allerede 50 favoritlister. Det betyder meget, og det er super fedt. Jeg er dybt taknemmelig, og jeg håber i vil blive ved med at læse den. 

Mange tusinde tak - elsker jer. 

Annesophie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...