A Neverending Christmas Fairytale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2013
  • Status: Færdig
**Har skiftet navn fra Mistletoe til A Neverending Christmas Fairytale** Marilyn Malik er navnet på den verdenskendte Zayn Malik lillesøster, som er sytten år gammel. Marilyn er en indelukket pige, og har svært ved at åbne sig for folk, men ændre det sig mon? Zayn og hende har et tæt søskende forhold, og har dette år tænkt sig at holde jul sammen - dog ikke alene. Resten af One Direction drengene og Zayns kæreste Perrie Edwards, skal holde jul med dem. De har besluttet at tage ud i en hytte og holde jul alle syv. Julegaverne er købt, hytten er klar, og tøjet er pakket, og de er alle klar til at tage afsted og få en uforglemmelig december måned sammen. Men hvad sker der mon når Marilyn en dag står under mistelten sammen med en af de andre drenge? Og hvad sker der når Zayn finder ud af det?
~ Zayn er den eneste med kæreste på i denne Movella. ~
Læsning er på eget ansvar.

322Likes
223Kommentarer
34175Visninger
AA

4. 3. Akward shopping. †

1. December.

 

Jeg er faktisk lidt stolt af drengene. De kastede ikke med aftensmaden i går aftes, men til gengæld kastede de med slikket da vi så film bagefter. Der røg den stolthed. Haha. 

I dag er det faktisk første december, og vi har aftalt at vi vil gå ud og juleshoppe i dag. Og jeg mangler også noget tøj jeg skal have på juleaften, og så mangler jeg også en kjole til nytårsaften. Det eneste dårlige ved den shoppingtur i dag, er at drengene skal med, og hvis de skal kigge på tøj med mig, så går jeg da først lige ned med irritation. 

Jeg er igang med at gøre mig klar, da vi lige har spist morgenmad, og der havde jeg ikke fået tøj på endnu. Eller jo, jeg havde jo tøj på, men ikke rigtig tøj, jeg havde nattøj på. Forstod i det? Det håber jeg for jer. 
Men i dag, er jeg trukket i en lys strik sweater, hvor der er en mistelten på, og så står der Kiss Me. Men det er ikke ligefrem fordi at jeg har tænkt mig at kysse nogen her, nej tak du!
På mine ben, har jeg et par mørke slim jeans, og det er faktisk nogle af mine ynglings jeans. 

Mit mørkebrune hår hænger lang og glat ned over mine skuldre, og så har jeg lagt en fin makeup som passer til dagens påklædning. Af smykker har jeg stadig de sølv rose øreringe i, og så har jeg en ring jeg har fået af Zayn, som er en sølvring med en sølvsløjfe på. Det er min ynglings ring, og den betyder meget fordi jeg fik den af Zayn, før han blev rigtig berømt. 
Jeg har igen mine ynglings armbånd på, og så har jeg også en anden sølvring, hvor at der står 'Love' på. Den fik jeg af min mor og far til min fødselsdag for lang tid siden. 

"Er du klar? Vi køre om 5 minutter" siger Perrie som lige har stukket sit smukke ansigt ind på mit værelse. Jeg smiler til hende, og nikker dog blot på hovedet. Jeg går efter hende ud af døren, og sammen går vi ned af trapperne, og drengenes stemmer fylder mine øre, hvilket får mig til at undslippe et lydløst suk. Jeg finder dem bare så irriterende. Undtaget Zayn selvfølgelig, men det tror jeg ved godt at i ved.

Jeg ved ikke om jeg har fortalt jer, hvorfor jeg finder dem så irriterende. Men jeg tror bare at min irritation fra den gang, stadig sidder i mig. Og så synes jeg også at de er yderst flabede nogle gange, og det kan jeg bare ikke tage. Jeg kan godt selv lide at være flabet, men når det kommer fra de drenge, er det bare ekstra irriterende. 
Jeg kan heller ikke åbne mig for dem, da jeg ikke helt føler mig hundrede procent tryg i deres selskab, men jeg håber det kommer. Jeg har ikke lyst til at rende rundt med en irritation, og en trang til at løbe min vej når de snakker til mig, jeg vil hellere kunne snakke med dem uden at have lyst til at løbe væk. Men først skal jeg føle mig tryg, og det tror jeg kommer til at tage et par dage. Jeg håber det vil ændre sig, men hvis der er noget der ikke kan ændre sig, så er det den irritation de får frem i mig. Uanset hvad, vil de bare være så irriterende, hvilket jeg ville ønske at de ikke vil være. 

Jeg ved ikke engang hvorfor de opfører sig så fjollet foran mig. De er begyndt at snakke rigtig meget med mig, og det gør mig utilpas. I går aftes snakkede de alle sammen til mig, og kiggede på mig som om at jeg var et eller andet interessant objekt, hvilket jeg ikke ligefrem er. 
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv igår, men jeg håber virkelig at jeg kan blive bedre til at snakke med dem. 

Jeg vil sige at de faktisk har ændret sig en del. De driller mig ikke længere, de er i stedet begyndt at give mig komplimenter. De er også blevet langt sødere, og deres udseende er blevet en del bedre. De ser alle godt ud, det vil jeg godt indrømme, men jeg finder dem ikke interessant på den måde, som de finder mig interessant. 

"Skal vi gå?" spørger Harry og ser rundt på os allesammen. Jeg nikker stille på hovedet og går efter Perrie ud i gangen for at tage mit overtøj på. Jeg får hurtigt hoppet i mine sorte bamsestøvler, og lynet min jakke. Denne her gang tager jeg kun mine vanter på. Vi skal alligevel være meget indenfor i butikker, så jeg orker ikke tage min hue og mit halstørklæde på. 

Jeg kigger lidt på dem allesammen som også er igang med at tage deres overtøj på. Mit blik glider rundt på dem alle sammen, men stopper da jeg opdager at der også er en der kigger på mig. Louis. Jeg ser lidt spørgende på ham, men han fjerner hurtigt sit blik fra mig, hvilket får mig til at ryste forvirret på hovedet. 

Hvis det ikke er Louis der kigger på mig, så er det en af de andre drenge, og det gør mig sindsyg. Jeg har bare lyst til at spørge om hvad deres problem er, og så alligevel ikke. 

"Let's goo" siger Louis højt da vi alle er klar, og Zayn åbner døren, og træder til siden så vi andre kan komme ud. Jeg smiler til Zayn da jeg går forbi ham ud af døren, og han er hurtig til at gengælde det. Kulden ligger sig med det samme omkring mig, men min dejlige jakke og mine varme sko holder mig stadig lidt varm. Jeg begynder at gå efter Perrie og Liam hen til bilen, og jeg kan høre at resten af drengene er lige bag os, da de snakker ret så højlydt. 

Perrie er hurtig til at sætte sig ind på forsædet, da Zayn nok skal køre bilen igen, imens jeg bare sætter mig helt bag i bilen. Altså helt nede bagers i bilen, da jeg ikke rigtig har lyst til at der skal blive snakket omkring mig, så jeg gider ikke sidde i midten. Og by the way, for at jeg skulle komme helt om bag i, skal jeg komme ind af bagagerumsdøren, eller hvad det nu hedder.  

Altså bilen er ganske normal, det er en bil hvor der kan sidde syv personer. Der kan sidde to forrest, og tre i midten, og så er der et mega bagagerum, hvor at der er to sæder der står overfor hinanden, så der er en af drengene der kommer til at sidde foran mig, og vores knæ kommer muligvis til at sidde mod hinanden. Altså bagagerummet er ret langt, så det var derfor der var plads til vores kufferter. 

Jeg sidder lidt i mine egne tanker, da der er en der sætter sig foran, og det kan jeg mærke da personens knæ støder ind i mine. Jeg kigger hurtigt op, og ser Louis sidder og kigger på mig med et smil på læben, hvilket jeg finder en smule irriterede. Jeg kigger hurtigt væk fra ham, og kigger rundt i bilen, og jeg kan se at de andre også har fået sat sig ind i bilen, og Zayn er gang med at bakke ud af garagen. 

Jeg læner mig godt tilbage i sædet, selvom det betyder at mine knæ bliver mast mod Louis' knæ. Jeg kigger lidt ud af bagagerummets vindue, og ser at vi er godt på vej hen til shoppingcenteret. Der skulle ligge et shopping center ti minutter væk herfra, hvilket jo er ret så fedt. 

Jeg skal seriøst have noget nyt tøj, og jeg skal have Perries hjælp. Det er helt hundrede. Men hvis drengene skal rende rundt i bagenden på os hele tiden, så kommer jeg sgu nok til at miste lysten til at shoppe, hvilket ikke må ske da jeg elsker at shoppe, hvilket næsten alle piger gør. Det ligger bare til piger, at elske at shoppe. For at shoppe betyder jo; nyt tøj, nyt makeup, nye sko og en masse andre ting, hvilket vi piger elsker. 

"Tænd lige for musikken Zayn" siger Niall og kigger bedende på Zayn. Zayn ruller grinende med øjnene, hvilket får et smil til at poppe på mine svagt separeret læber. Zayn for tændt på musikken, og jeg smiler stort ved sangen der spiller i radioen. Det er en meget festlig sang, men alligevel synes jeg at den er rigtig god. Det er Your Body med Christina Aguilera. Jeg har altid synes at den er god, og hver gang jeg høre den, kan jeg ikke lade være med at synge lavt med. 

Jeg begynder at synge lavt med, lavt nok til at drengene sikkert ikke kan høre det. Jeg kigger lidt ud af det samme vindue som før, og synger stadig lavt med. Louis bevæger lidt sine knæ, som om at han vil have min opmærksomhed, så jeg kigger med det samme på ham, og han mærke min indre irritation vokse. Kan han ikke bare lade mig værre?

"Du synger godt" siger Louis, og sender mig et stort smil, hvilket jeg finder ret så irriterende. Jeg har bare lyst til at råbe at han bare skal droppe det der klamme smil, men så ond er jeg dog ikke. Jeg smiler bare falsk til ham, og kigger derefter ud af vinduet igen, og nynner med på sangen i stedet for at synge. 

 

 

"Denne her er da flot" siger Perrie begejstret og holder en kjole op i luften. Den er sort, og det er en low-high kjole. Den er mega fed, og jeg smiler stort og nikker ivrigt til Perrie som rækker mig kjolen. Hun har hjulpet mig med at finde en kjole til nytårsaften, og en til juleaften. Denne her hun har fundet nu, ved jeg ikke rigtig hvad den skal være til. 

Vi delte os op i grupper da vi ankom her i centeret. Harry og Louis går sammen, imens Zayn, Liam og Niall går sammen, og så er der mig og Perrie. Perrie og jeg har fået købt en masse tøj, og nu mangler vi bare de der kjoler til mig, og Perrie tilbød straks sin hjælp, hvilket fik et stort smil frem på mine læber. 

Man kan vist roligt sige at jeg har brugt mange penge. Men jeg har mange penge, mest fordi at vi er pænt rige i min familie, og jeg får mange lommepenge af min mor og far, så jeg har råd til at storshoppe. 
Jeg har købt indtilvidere tre bluser, to trøjer, to par jeans, to par leggins, tre par stilletter, to Obey caps, og en kjole, og nu mangler jeg kun to kjoler mere. Den kjole jeg har købt er en sort enkel stropløs kjole, der går helt ned til fødderne. Den er rigtig pæn, og jeg kunne altså ikke stå for den.  - Og by the way, så ja, jeg har købt caps. Jeg går med cap, og det har jeg gjort siden jeg prøvede Zayns cap, og han sagde at det klædte mig, og så har jeg gået med cap af og til.

"Uh og denne her!" siger Perrie stolt, og holder en rød low-high kjole frem som den sorte hun fandt, men denne her er med et andet design, og denne her er stropløs, hvilket den sorte ikke er, og ja, så har den som sagt et andet design. Den er faktisk super smuk, så hvorfor ikke? "Ja - skal jeg gå ind og prøve dem?" spørger jeg, og tager imod kjolen som Perrie rækker mig. Hun nikker ivrigt, og tager hendes iPhone op ad lommen, da hun sikkert nok har fået en besked. "Bare gå ind og prøv dem, men Louis og Harry kommer herhen om lidt, da de har fundet hvad de ledte efter" siger Perrie da jeg er på vej ind i prøverummet. Jeg stopper brat op og ser tilbage på Perrie, som bare står og smiler uskyldigt. 

"Perrie, du ved hvordan jeg har det med dem" mumler jeg og laver sad face. Hun fniser stille af mig, "Du skal være sammen med dem i lang tid, det er nød til at ændre dig" siger hun, og vifter med hænderne som tegn til at jeg skal gå ind i prøverummet. Perrie sætter sig på den sorte lædersofa der udenfor prøverummet, og finder endnu engang sin iPhone frem. 

Jeg ruller med øjnene for mig selv inden jeg hover forhænget for, og hænger kjolerne op på knagen. 
Mit tøj begynder jeg at tage af, dog ret hurtigt, da jeg hader at stå i prøverum. Der er så indelukket og varmt, og jeg hader det. Det eneste gode ved prøverum, er at man kan prøve tøj, det siger vel også sig selv. 

Jeg starter med den sorte kjole, som har en lynlås foran, så den får jeg lynet ned. Jeg begynder at hive kjolen op omkring min krop, og den er overraskende nem at få på. Det bløde stof kilder let på bagsiden af mine ben, hvilket er en rar følelse. Jeg får lynet kjolen, og den ser overraskende godt ud på mig. "Jeg har den sorte kjole på nu" mumler jeg, og står lidt og betragter mig selv i spejlet. Kjolen sidder perfekt, og den klæder mig faktisk ret godt. "Lad mig se" siger Perrie begejstret hvilket får mig til at fnise lavt. 

Jeg ser mig en sidste gang i spejlet, inden jeg beslutter mig for at hive forhænget fra, hvilket jeg ville ønske jeg ikke havde gjort. For nu er det ikke kun Perrie der sidder i den sorte lædersofa. Nu er det også Louis og Harry, hvilket irritere mig grænseløst. Jeg får hurtigt elevatorblikket af både Harry og Louis, hvilket virkelig får mig til at føle mig utilpas. Hvad hvis de synes at jeg ser fed ud i den, eller at jeg ser grim ud? 

"Shit du er smuk" mumler Louis meget lavt, og det var nok ikke meningen at jeg skulle høre det, men det gjorde jeg, og det irritere mig grænseløst, for jeg begynder at rødme. Jeg skal ikke rødme! Sådan er jeg ikke, jeg rødmer næsten aldrig. "Du så pisse lækker ud! Den skal du have!" siger Perrie, nærmest stolt, hvilket får et fnis til at undslippe mine læber, og derefter et lille smil til at bredde sig på mine læber. 

"Hvad synes i drenge?" spørger Perrie, og jeg har bare lyst til at slå hende ned. Det var lige præcis det hun ikke skulle spørge om. Det er simpelthen for pinligt. Drengene skal ikke bedømme mig i en kjole, for sidst de gjorde det, var det ikke ligefrem de sødeste ord der kom ud af deres munde. Og jeg kan ligeså godt sige, at jeg ikke gider have kritik igen. Selvom Louis hviskede for sig selv, at jeg er smuk, så kan han da godt finde på at sige et eller andet crap. Det skulle ikke undre mig hvis han gør, det ville bare være så typisk, og det samme med Harry. 

"Du ser helt vildt godt ud, det er sikkert" siger Harry med et charmerende smil om læberne, hvilket får mig til at rulle med øjnene. Han er simpelthen for meget! Jeg kan ikke tage ham, han er så irriterende. "Du er smuk" siger Louis, og sender mig et smil, som jeg gengælder med et falsk et. Jeg kan ikke engang smile et ægte smil til dem endnu. Alle mine smil til dem indtilvidere, har været pivfalske, men det tror jeg ikke de har lagt mærke til. 

"Jeg går ind og prøver den røde nu" mumler jeg bare, og går ind i prøverummet igen, og forhænget bliver hurtigt trukket for. Jeg tager mig fustreret til hovedet, og lukker øjnene i. Jeg bliver simpelthen nød til at være sødere mod de drenge, men jeg kan ikke. De er simpelthen for irriterende, og så når de giver mig komplimenter, så har jeg bare lyst til at slå dem ned. De plejer bare aldrig at opfører sig sådan overfor mig, aldrig. Det er helt underligt, og man kan godt se at de prøver at være søde overfor mig, og det er de også, men jeg har bare svært ved at gengælde det. Jeg tør næsten heller ikke åbne mig for dem, da jeg er bange for at de ikke kan lide den hundrede procent rigtige mig, men før at kunne åbne mig, skal jeg jo lige være tryg i deres selskab først. 

Jeg får hurtigt den røde kjole på, men da jeg skal have lynet den bagved har jeg lidt af et problem. Jeg sukker irriteret, og skal lige til at råbe på Perrie, men jeg har ikke lyst til at råbe, så jeg beslutter mig for at stikke mit hoved frem i siden af forhænget i stedet for. 

Jeg stikker mit hoved frem, men bliver lidt chokeret da Perrie ikke længere sidder i sofaen, og at Louis og Harry kun sidder der. "Hvor er Perrie?" spørger jeg forvirret, og løfter svagt mit øjenbryn. Louis og Harry sender mig begge et smil, "Resten af drengene vidste ikke hvor denne her butik er henne, så hun ville lige mødes med dem, og så tage dem med herned" svare Harry, og trækker lidt på skulderende. Jeg sukker irriteret, og ser spørgende på dem, "Og en af jer kunne ikke gøre det istedet for Perrie?" spørger jeg med forvirring i stemmen. 

De ryster begge på hovedet, "Perrie insisterede" siger Louis og trækker på skulderende, hvilket irritere mig grænseløst. Så nu skal jeg få en af dem, til at lyne min kjole? Helt seriøst? Hvor er det bare typisk. Jeg ville bare ønske at Perrie havde sagt en af dem skulle gøre det, istedet for hende. 

"Vil en af jer så lige lyne min kjole op bagi?" spørger jeg opgivende, og ser på dem. Jeg synes virkelig at det her er nederen. Louis rejser sig med det samme fra sofaen og går hen imod prøverummet hvor jeg står. 
Jeg går helt ind i prøverummet igen, og vender mig om. Nu mangler Louis bare at komme ind, og lyne min kjole op. Og der kommer han jo.
Louis placere en kold hånd på min ryg hvilket giver mig kuldegysninger, og med den anden hånd tager han fat i lynlåsen og begynder at lyne min kjole. 

Han får lynet min kjole, og jeg smiler taknemmeligt til ham - dog falsk - og Louis gengælder med et smil inden han går ud at prøverummet og går ud til Harry igen. 
Jeg ånder lettet ud da han er gået, og lader en fustreret hånd køre igennem mit hår. 

En masse drenge stemmer fylder gangen ved prøverummene, hvilket får mig til at sukke irriteret. Hvor typisk. Lige når jeg skal til at gå ud for at vise kjolen, kommer alle drengene selvfølgelig. Det er så typisk. 
"Har du den røde på?" spørger Perrie på den anden side af forhænget, hvilket får et lille smil frem på mine læber. Jeg nikker på hovedet, men da det går op for mig at hun ikke kan se det, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt dum. Det er sgu da lidt dumt at man står og nikker, og personen ikke kan se det. 

"Ja" svare jeg endelig, og Perrie undslipper et lille hvin og hiver forhænget fra. Jeg ser chokeret på hende. Hun hiver bare forhænget fra? Det kan jeg sgu da godt selv. Perrie-tøsen er vist lidt ivrig for at ses kjolen. Haha, typisk Perrie alligevel. 

"Oh god du er smuk" siger Perrie og ser måbende på mig. Jeg kan ikke lade være med at fnise tøset, og sende hende et taknemmeligt smil. Det betyder altså ret meget da hun siger det, Perrie er jo smukheden selv, så det betyder meget at hun siger det. Jeg føler mig faktisk smuk, fordi hun sagde det. "Du ser godt ud, søs" kommer det fra Zayn, hvilkt får mig til at sende ham et stort taknemmeligt smil. 

Et pift kommer fra Niall, hvilket får mig til at se underligt over på ham. Jeg kan ikke lade være med at lade en fnis undslippe mine læber, men da jeg retter min opmærksomhed mod Zayn, som ikke ser helt glad ud, får jeg hurtigt stoppet min fnisen. Jeg tror godt jeg ved hvorfor han ikke ser helt glad ud. Det er det samme med alle storebrødre. De vil ikke have deres venner til at nærme sig deres søstre. Sådan er det med alle, og hvis du spørger mig om hvor jeg ved det fra, så har jeg svaret. 
Min veninde oplevede det engang, hvor hendes storebrors ven blev forelsket i hende, og det blev hendes storebror mega sur over. 

"Den skal du også have" hviner Perrie, og smiler stort til mig. Jeg fniser af hende inden jeg smutter bag forhænget igen for at skrifte tilbage til mit rigtige tøj. 

Zayns synsvinkel. 

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at blive lidt småsur over at Niall piftede af hende. Jeg ved godt at de alle sammen synes at Marilyn er ret så interessant, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt nervøs omkring det. Da de sidst så hende for et år siden, drillede de hende bare, og synes ikke hun var specielt smuk - hvilket jeg synes. Hun er verdens smukkeste søster uanset hvad. - og nu savler de nærmest efter hende alle sammen. Hun har ændret sig meget på udseendet, og hun har tabt sig en del. Hun er blevet en del smukkere, end den gang for et år siden. For et år siden var hun smuk, nu er hun meget mere end smuk. Jeg har uden tvivl verdens smukkeste søster, som jeg elsker rigtig højt. Ingen skal få lov til at knuse mit søsters hjerte, eller knuser jeg deres ansigt. 

Hendes gamle bedsteveninde knuste hende synder og sammen, og siden der har hun været meget indelukket og har svært ved at åbne sig for folk. Jeg er stadig mega sur på hendes gamle bedsteveninde, og det er alt sammen hendes skyld at Marilyn er blevet sådan. Marilyns personlighed er ikke blevet ændret, det er bare hendes måde at være over for andre. Før var hun den glade, meget imødekommende pige, nu er hun den generte indelukkede pige. 

Jeg har godt lagt mærke til at drengene godt vil snakke med hende, og høre noget om hende, men det kan de ligeså godt glemme. Hun vil ikke åbne sig før hun er tryg i deres selskab, og hvis de fortsætter sådan, så kommer det aldrig til at ske. Jeg ved ikke hvornår det går op for dem, men jeg tror nok jeg snart bliver nød til at sige det til dem. 

Jeg snakkede med drengene igår, efter at Marilyn var gået op på sit værelse, efter at have scoret et mål i fifa mod Harry, og der spurgte jeg dem om hvad de synes om Marilyn. De sagde alle sammen at hun var blevet ubeskrivelig smuk, hvilket fik en nervøsitet frem i mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror alle storebrødre har det på samme måde som mig. Jeg vil ikke have at nogle af mine bedstevenner skal nærme sig hende, og sådan er det bare. Hvis en af mine bedstevenner knuser mit lillesøsters hjerte, ville jeg aldrig kunne tilgive ham. Aldrig. Ingen skal knuse hendes hjerte. 

Jeg har godt opdaget at drengene kigger efter Marilyn, og de synes alle at hun er ret sød, og at hun har et sødt smil. Det de bare ikke ved, er at hendes smil er falsk når hun smiler til dem. Jeg kan godt kende forskel på hendes ægte og falske smil. Men hvis de synes at hendes falske smil er sødt, så vil jeg da slet ikke høre deres mening om hendes ægte smil. 

De har også sagt at hun har nogle utroligt smukke brune øjne, og en god krop. Det vil jeg ikke modsige, men det vil bare være ret klamt hvis jeg, som hendes storebror, sidder og siger alle de der ting. Men hun er en smuk pige, med en god krop og nogle smukke øjne, og selvom jeg er hendes storebror, så kan jeg ikke lade være med at give dem ret. 

"Hun er altså blevet vildt smuk" hvisker en stemme, og jeg kunne ikke rigtigt høre hvem af drengene der hviskede det, men det fik en indre vrede til at boble indeni mig. Jeg rømmede mig højt, hvilket for dem alle til at se nervøst over på mig, fordi at de sikkert er bange for at jeg hørte det, hvilket jeg gjorde. "Det hørte jeg godt" siger jeg halvkoldt, men sender dem alligevel et lille smil, så de ikke tror at jeg er vildt sur. Og det er jeg heller ikke, jeg er bare irriteret. Men jeg gider ikke rende rundt og spilde julen på at være sur. Jeg ved at december måned og jul betyder en del for Marilyn, og jeg vil ikke ødelægge det for hende. Hvis jeg render rundt og er sur og trist, vil det påvirke hende, og smitte af på hende, og det skal ikke ske. Jeg vil ikke ødelægge julen for hende.

 

 

Marilyns synsvinkel.

Så er vi endelig hjemme fra shoppeturen, og jeg var nød til at bede Zayn om at holde nogle af mine poser. Jeg hade jo både poser med sko og tøj, og det er altså ret svært at bære det hele.

Lige nu sidder jeg oppe på mit værelse, og pakker mit tøj og sko ud af poserne, og det ret kedeligt, men det skal jo gøres. Vi skal snart spise aftensmad, hvilket jeg glæder mig til, da jeg faktisk er ret sulten. 
Jeg har lagt mærke til at Zayn nærmest holder øje med drengene når de er i nærheden af mig, men som sagt, så tror jeg jo godt jeg ved hvad det er, som jeg også har forklaret. 

Jeg hænger den sidste kjole på en bøjle i skabet, og lukker derefter skabet i. Poserne tøjet har været i ligger jeg på en stol der står over i hjørnet, og går derefter over til min store glasvæg og kigger ud i haven, og jeg får mig lidt af en overraskelse, eller noget. 

Harry, Niall og Louis render rundt ude i haven og kaster snebolde på hinanden, og det ser faktisk ret sjovt ud. Jeg elsker sneboldkamp. Det er noget af det sjoveste. På en måde har jeg lyst til at gå ud og joine dem, men på en måde ikke. Jeg føler mig stadig ikke hundrede procent tryg i deres selvskab, men på den anden side skal det da ikke ødelægge en god omgang sneboldkamp. 

Jeg betragter dem lidt, og det går op for mig at Louis står og kigger op på mig. Jeg går på en måde lidt i panik, da han sikkert tror at jeg stalker dem, eller noget. Han sender dog bare et smil til mig, og vinker mig ned, og gør tegn til at jeg skal komme. Jeg nikker stille, og laver tegn med fingrene om at jeg kommer om to minutter. Jeg fatter ikke jeg gør det her. Men jeg elsker simpelthen sneboldkamp, og så får jeg da lov til at kaste noget på dem. 

Selvom jeg har gjort tegn til at jeg kommer om to minutter, står jeg alligevel og kigger ned i haven på dem. Louis står også stadig og kigger på mig, og ligger ikke mærke til den snebold der kommer flyvende igennem luften. Han opdager den først da den rammer ham lige i ansigtet, og han vender hurtigt opmærksomheden mod Harry som kastede den. Han laver en snebold og løber med det samme efter Harry. 

Jeg fniser lidt for mig selv, inden jeg går nedenunder for at tage mit overtøj på. 
"Hvad skal du?" spørger Zayn, og sender mig et stort smil. Jeg hopper i mine bamsestøvler, og gengælder hans smil, "ud til Harry, Niall og Louis for at være med til sneboldkamp" siger jeg, og tager min jakke på. 
Mit halstørklæde får jeg hurtigt viklet om halsen, og min hue ryger hurtigt ned omkring mit hoved. "Hygge" siger Zayn og smiler stort til mig. Jeg gengælder hans smil igen, og tager hurtigt mine vanter på. 

"Bare kald når der er mad" siger jeg inden jeg smutter ud af hoveddøren, og lukker den med et smæk efter mig. Jeg sætter med det samme kursen om i haven, og jeg kan høre at de griner højt hvilket får et smil på mine læber til at poppe frem. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig er blevet sådan her, men jeg tror det er fordi at det er december og jul. Jeg bliver altid så glad, uanset hvad, når det er december måned. 

"Der kommer hun jooo" siger Louis, hvilket får Harry og Niall til at se chokeret over på mig. "Hey Marilyn" siger Niall og sender mig et stort smil. "Hey" svare jeg bare, og bukker mig ned for at tage noget sne i mine hænder. Jeg får noget at det kolde sne i mine hænder, og begynder at forme det til en snebold. 

"Jeg troede ikke du var typen der var til sneboldkampe" siger Harry og ser på mig med et stort smil. Jeg ruller med øjnene, og ser ned på den snebold jeg har i hænderne. "Der er så meget du ikke ved om mig" mumler jeg, og kaster snebolden efter ham - og jeg kan ikke lade være med at fryde mig over hans ansigt, da min bold rammer lige plet i hans pande. 

"Owwww" kommer det fra Louis, som tager hånden op for munden. Jeg fniser lavt, inden jeg giver mig til at lave en ny snebold. Imens jeg former min snebold, ser jeg over på Niall som er ved at dør af grin. Er jeg den eneste der synes at Niall er mega kær når han griner? Han rynker på næsen, og det er altså ret kært. 

Hvad sker der lige for alle mine positive tanker? Jeg synes at de er irriterende og sådan er det. Men jeg må indrømme, at for hvert minut der går, føler jeg mig mere og mere tilpas, men der er stadig lang vej endnu. 

Jeg vågner hurtigt op fra min trance, og mine tanker, og ser at Harry er i gang med at kaste en snebold over på mig. Jeg ser snebolden kommer flyvende igennem luften, og det er som om at det hele går i slowmotion. Jeg når dog at rykke mig, så den ikke rammer mig, og jeg kan igen fryde mig over Harrys ansigt. 

Jeg er en pige - piger kan også godt være god til at kaste, ramme, undvige, game, spille fodbold og en masse andet. Det tror drenge åbenbart ikke, men jeg håber lidt de ændre deres mening, ellers skal jeg nok vise lidt flere af mine skills. Zayn har altid set mig som den drengede lillesøster. Måske er jeg også lidt drenget, men what so ever?

Det er sjovt. 

"Du er fandme god til alt" mumler Harry irriteret, hvilket får mig til at fnise en smule. "Kan du spille fodbold?" hvordan vidste jeg bare at den ville komme?

 

†††

 

Så kom kapitel tre. Håber i kunne lide det. Hun er allerede begyndt at få lidt mere positive tanker, men kan stadig ikke åbne sig helt - hun mangler trygheden. 

I næste kapitel, kan jeg ligeså godt afsløre, at der kommer noget af en fodboldkamp. - men det tror jeg også at i har regnet ud. Haha. 

Tak til mine allerede 39 favoritlister. Jeg synes selv at det er meget, så mange mange tak. - i er verdens bedste læsere.

VIGTIGT!!

JEG TAGER TIL ENGLAND IMORGEN, OG KOMMER FØRST HJEM PÅ MANDAG, OG DERFOR HAR JEG IKKE MULIGHED FOR AT SKRIVE. DER KOMMER MÅSKE ET KAPITEL SENERE TIL JER, SÅ I IKKE BLIVER HELT SNYDT. MEN JEG HÅBER I KAN VENTE TIL JEG KOMMER HJEM FRA ENGLAND.

ELSKER JER.

Annesophie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...