A Neverending Christmas Fairytale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2013
  • Status: Færdig
**Har skiftet navn fra Mistletoe til A Neverending Christmas Fairytale** Marilyn Malik er navnet på den verdenskendte Zayn Malik lillesøster, som er sytten år gammel. Marilyn er en indelukket pige, og har svært ved at åbne sig for folk, men ændre det sig mon? Zayn og hende har et tæt søskende forhold, og har dette år tænkt sig at holde jul sammen - dog ikke alene. Resten af One Direction drengene og Zayns kæreste Perrie Edwards, skal holde jul med dem. De har besluttet at tage ud i en hytte og holde jul alle syv. Julegaverne er købt, hytten er klar, og tøjet er pakket, og de er alle klar til at tage afsted og få en uforglemmelig december måned sammen. Men hvad sker der mon når Marilyn en dag står under mistelten sammen med en af de andre drenge? Og hvad sker der når Zayn finder ud af det?
~ Zayn er den eneste med kæreste på i denne Movella. ~
Læsning er på eget ansvar.

322Likes
223Kommentarer
34172Visninger
AA

3. 2. Champion. †

Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve at være sammen med de drenge i over en måned. De er fuldkommen umulige, og jeg har ikke engang været sammen med dem i en hel dag endnu. 

Da vi spiste frokost for tredive minutter siden, der sad de og kastede med maden. Hvor barnligt er det lige? Meget barnligt. Ikke nok med at jeg finder dem irriterende, men det får mig til at føle at jeg bare har lyst til at slå dem og sige de skal tage hjem, fordi de er så belastende. Undtaget min storebror, selvom han også var indblandet.

Vi har besluttet at vi vil pynte op til jul nu, da der ikke er særlig julet. Det eneste der er julet, er den store smukke brændeovn, hvor vi har tændt ild i, så de smukke store flammer lyser rummet op på en speciel måde. 

"Jeg henter kassen med julepynt. Der står nok en kasse med julepynt på loftet. Det gjorde der da i hver faldet da jeg var her fra et halvt år siden, i sommers" fniser Zayn og trasker ud i gangen for at gå op på loftet. 
Et suk undslipper mine let separeret læber, og jeg sætter mig med et bump ned på den dejlige sofa. Et fnis lyder ved siden af mig, hvilket for mig til at vende hovedet og se på Perrie der sidder med et stort smil klasket på sine fine lyserøde læber, og ser på mig. "Det skal da nok blive hyggeligt" siger hun, og ser rundt på de andre drenge, som hurtigt nikker sig enige. Jeg smiler til hende som et 'ja', og sætter mig ordenligt i sofaen.

"Nu er det jo så lang tid siden vi har set hinanden, så fortæl mig lidt om hvad du går og laver" siger Liam venligt og sætter sig overfor mig i den anden sofa. Jeg smiler et lille falsk smil til ham, og ryster svagt på hovedet, "Der er ikke noget specielt at sige" mumler jeg, og trækker mine ben op under mig. 

Sandheden er at der er en masse at sige, men jeg har ikke lyst til at åbne mig for dem. Det er ikke fordi at jeg ikke kender dem, for det gør jeg, men jeg føler mig ikke hundrede procent tryg i deres selskab, hvilket jeg skal før jeg kan åbne mig. Det var det fuldkommen samme med Perrie.

Perrie kender mig ret godt, og kender godt til mine problemer. Jeg føler mig tryg med Perrie og min storebror, og jeg synes virkelig at min storebror fortjener sådan en skøn pige. For hun er virkelig en helt speciel smuk pige, som jeg er gået hen og holde af. Jeg kan godt lide at hun har min bror, og de holder meget af hinanden, hvilket gør det endnu bedre.

"Du har godt nok forandet dig en del, især på dit udseende" siger Harry med et charmerende smil om læberne. Han giver mig et elevatorblikket hvilket for mig til at føle mig utilpas, da jeg ikke bryder mig om det. Han har jo sagt at jeg ser godt ud, men når nu han bringer emnet på banen igen, kan jeg ikke lade være med at føle mig utilpas igen. 

"Må man være ærlig?" spørger Louis lidt halv dumt, og ser spørgende på mig. Selvfølgelig skal man sgu da være ærlig? Er han komplet idiot, og plejer han måske at rende rundt og lyve for alle? Sikkert. Men det rager heller ikke mig, og jeg har ikke lyst til at blande mig. "Helst" mumler jeg bare, og ser afventende på ham. Han ser lidt forsigtigt på mig, og udslipper derefter et langtrukket suk inden han åbner sin mund, "Du er blevet meget pænere- du er smuk." siger Louis derefter, hvilket får en indre irritation til at boble inden i mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver irriteret, men bare det han hentyder til at jeg var grim dengang, det får mig til at føle mig utilpas. Jeg føler lidt at jeg er for grim til at være sammen med dem, da de alle ser veldig godt ud, og Perrie ligner bare selve skønhedsgudinden. Men sammen med min irritation kan jeg ikke lade være med at føle mig smigret, da han lige har sagt at jeg er smuk, men min irritation er langt større end min smigrede del. 

"Tak, tror jeg" mumler jeg bare,og finder pludselig Louis vildt irriterende, men ser derefter bare over på Zayn som kommer gående ind i stuen med en mellemstor kasse, hvor noget glimmer-værk og noget hænger ud over kassen. "Så" siger Zayn og stiller kassen på sofabordet, og vi samler os alle omkring dem, som om at det er et yderst interessant objekt, hvilket det ligefrem ikke er. Det er bare en kasse med julepynt.

"Ej se!" siger Perrie, og begraver sin ene hånd i kassen, hvilket for mig til at se underligt på hende, da det så ret så komisk ud. 
Kort tid efter hiver sin hånd op, men denne gang er der noget i hendes hånd. Hun holder en grøn lille ting, med et rødt bånd rundt om, som laver en sløjfe, og det går hurtigt op for mig at det er mistelten. Det lille objekt der kan få kærlighed til at opstå mellem folk. Den lille ting, som får folk til at smelte sammen. "Det er mistelten" siger Perrie, og holder den op i luften, og viser den til os allesammen. Jeg fniser lidt af hendes stolthed, da hun ser ud som om at hun er stolt over at have fundet den. 

Zayn sender et frækt smil til Perrie, inden han tager mistelten ud af hendes hånd, og holder den over hendes hoved. Jeg ruller automatisk øjne af ham, men kan alligevel ikke lade være med at smile da han presser sine læber mod Perries. De er så søde sammen, at det næsten gør helt ondt. 
"Nånå turdelduer, skal vi ikke pynte op?" siger Niall og gnider sine hænder mod hinanden, og lader sit blik glide rundt på os alle sammen. Jeg nikker dog blot på hovedet, imens de andre råber op, og på det punkt har de heller ikke ændret sig. 

"Zayn og jeg hænger mistelten op" siger Louis, og trækker i Zayn. Zayn ruller opgivende med øjnene og ser over på mig, og bryder derefter ud i grin. Jeg fniser kort af ham, og betragter ham gå efter Louis, med mistelten i hånden. 

Har i lagt mærke til at jeg ikke har grinet endnu? 

Jo ser i, nu skal i få en forklaring. 
Jeg griner kun med folk, jeg har det godt med, og selvom nogle jeg ikke har det godt med siger noget sjovt, så kan jeg bare ikke grine. Jeg kan højest fnise. Når jeg griner, så er det ægte. Når jeg griner, så griner jeg med folk jeg holder af, og folk jeg godt kan lide. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men det er det, og det er ret så underligt. - Og som i kan høre, så griner jeg sjældent. 

"Mig og Marilyn pynter her i stuen, så kan i tage de andre steder" siger Perrie bestemt, og tager en arm under min, hvilket får mig til at smile stort og fjollet til Perrie. Resten af drengene, som er Harry, Liam og Niall, nikker på hovedet, og begynder at finde ting frem i kassen de vil pynte med. 

Perrie og jeg begynder straks også at finde noget at pynte med, og jeg finder med det samme to små nisser, som jeg har besluttet skal sidde sammen på den lille hylde over brændeovnen, da det faktisk vil se mega sødt ud. 
Jeg rejser mig beslutsomt, og går med det samme over til brændeovnen, og placere de to nisser på den lille hylde, og smiler tilfreds til Perrie, som kigger opmærksomt på det jeg har gang i. "Det ser godt ud" siger hun, og sender mig et stort smil, som jeg gengælder. Hun begynder at finde nogle ting frem, og begynder så småt at pynte lidt op hist og pist i stuen, og jeg hjælper glad med. 

 

 † 

 

"HAHA, jeg vinder igen!" siger jeg stolt, og slår Zayn blidt på armen inden jeg smider min controller fra mig og rejser mig for at danse min lille sejrs-dans. Vi har siddet og gamet Call Of Duty mod hinanden på PlayStation3, og jeg har nørdet det rimelig groft, så jeg vandt stort over Zayn - Ja, jeg gamer. De andre drenge er på deres værelser for a få pakket resten af deres ting ud, imens Perrie sidder og griner af mig og Zayn, som sidder og laver lyde og siger random ting, imens vi gamer. 

"Vi prøver igen" siger Zayn mut, og gør klar til at starte et nye spil. Jeg fniser af ham inden jeg sætter mig ned på gulvet ved siden af ham igen, og tager min controller i hånden igen. 
Han ser mut på mig, og starter så spillet som han har gjort klar til. "Tænk engang du vil blive ved, når du har tabt til mig flere gange. Er det ikke ydmygende at tabe til en pige i et skydespil?" siger jeg, og smiler drillende til ham. Han fnyser fornærmet, og begynder at taste på hans controller, og det går op for mig at vi er starten igen.

Jeg vender min fulde opmærksomhed mod spillet og begynder at løbe lidt rundt på banen, for at finde Zayn så jeg kan skyde ham. 
Jeg gemmer mig bag en stor container i spillet, da jeg ved at Zayn vil komme gående forbi her lige om lidt, og så kan jeg nemt skyde ham. 
"Got ya" siger jeg frydende, og skyder Zayn i ryggen da han er gået forbi mig. "Forhelvede da også, søs! Hvordan kan du være så god til at game?" spørger han surt, men begynder at spille igen da hans mand er klar igen. Jeg smiler skævt og begynder at gå et andet sted hen for at gemme mig, da jeg har fået øje på Zayn allerede. "Jeg er bare en gamer - that's it" siger jeg, og sigter så jeg kan ramme Zayn rigtigt. Zayn laver en underlig lyd, hvilket får et fnis til at undslippe mine læber. "Min søster er en bedre gamer end jeg er, og jeg har gamet længere tid. Doh" siger han irriteret, og begynder at løbe lidt rundt i spillet, hvilket han ikke skulle havet gjort, da jeg nu har ham perfekt i sigtekortnet. "Hvor er du dårlig, bro" fniser jeg, da jeg skyder ham lige plet i hovedet, og Zayn udstøder et højt irriteret suk. 

"Hvad sker der?" lyden af den hæse stemme fik mit smil til at falme en smule, dog uden at miste koncentrationen på spillet. "De gamer, som de kalder det, og Zayn får de syge tæsk af Marilyn" griner Perrie, og lyden af hendes stemme får mit smil til at vokse igen. Jeg holder virkelig af hende. 
"Det er Call Of Duty!" siger en begejstret stemme med irsk accent, og kort efter lyder en masse stemmer, hvilket betyder at de alle er begyndt at snakke. 

Jeg begynder at koncentrere mig hundrede procent på spillet, og ser at Zayn render rundt og leder efter mig, hvilket får et smil til at pynte mine læber. "Bum" mumler jeg da jeg skyder ham i maven, og Zayn laver en høj irriteret lyd og kaster sin controller fra sig. "Hvordan kan du være så god man?!" siger han og rejser sig op, og ser fustreret på mig. "Så god kan hun heller ikke være" siger Louis bag mig, hvilket får mig til at se underligt op på ham, "tro mig, det er hun - du kan da prøve mod hende?" spørger Zayn og går over og klapper Louis på skulderen. 

"Pff, please!" siger Louis, og laver et 'jeg-er-for-god' ansigt, og sætter sig ned ved siden af mig, og overtager Zayns plads. Jeg ruller hurtigt med øjnene for mig selv, og retter derefter opmærksomheden mod fjernsynet hvor spillet er igang. "Lad os se om du er så god, som Zayn siger" mumler Louis, og begynder at trykke lidt på sin controller. Jeg ruller irriteret med øjnene, inden jeg begynder at bevæge min mand rundt i spillet. 

Efter at have rendt rundt lidt, får jeg endelig øje på Louis, men jeg tror ikke han har set det endnu, så jeg sigter, og begynder at trykke på skydeknappen. Og til mit held rammer jeg vildt godt i ryggen og i baghovedet så han dør, og jeg kan fornemme at Louis kigger på mig, så jeg drejer hovedet for at se på hans irriterende ansigt. 
Louis sidder og ser måbende på mig, hvilket automatisk får mig til at rulle med øjnene. "Nogen der er bedre til at game end mig, som gerne vil prøve mod Marilyn?" spørger Louis og ser op på drengene, som også står og ser halv-måbende på mig. Hvad? Har de aldrig set en pige der er god til at game, eller hvad?

"Jeg er bedre end dig Lou" mumler Niall og overtager Louis' plads. Jeg har virkelig bare lyst til at rejse mig op og gå, fordi jeg føler mig slet ikke tilpas. Jeg vil meget heller game med Zayn, end jeg vil mod de andre. De kommer bare og ødelægger det hele. Vi havde faktisk lige så sjovt. 
"Hun er ret god" mumler Louis og sætter sig med et bump på sofaen, og følger interesseret med. 

Niall og jeg begynder at spille, og jeg har faktisk svært ved at finde ham, og jeg har på fornemmelsen at han godt ved hvor jeg er. Jeg begynder at gå hen imod en hule, og går langsomt ned af trappen der er i den, og jeg får øje på Niall som står dernede med ryggen til - så han ved faktisk ikke hvor jeg er. 
Jeg begynder at gå hen til ham, og stiller mig lige bag i ham, men han har stadig ikke opdaget mig, så jeg beslutter mig for at knife ham. 

Jeg smiler lidt for mig selv, og knifer ham så derefter i ryggen, og jeg kan høre at Niall kommer med et overrasket gisp, hvilket får et lydløst fnis til at undslippe mine læber. Selvom at jeg synes at drengene er ret så irriterende, så kan jeg ikke lade være med at finde det her ret så morsomt. 

"Du er sygt god" mumler Niall irriteret, og ligger controlleren fra sig. "Gamer du også fifa?" spørger Harry, hvilket får mig til at se underligt på ham. Hallo? Hvem gør ikke det? Idiot. "Ja" svare jeg bare koldt, og ser undrende på ham. Jeg har det som om at drengene synes at det er meget underligt at en pige som mig, er så god til at game. Men jeg synes personligt at det er fedt at game, og jeg vil ikke stoppe med det bare fordi at folk ikke synes at det er normalt af en pige som mig, eller hvis de synes at det er underligt. Jeg elsker at game, og det vil jeg altid gøre. 

"Så lad os game fifa 13, og se om du er lige så god til det, som du er til Mw3" siger Harry, og går over til vores PlayStation3 der står på en hylde under den store fladskærm. 
"Jeg smutter lige på toilettet - jeg kommer om lidt" mumler jeg, og ligger min controller fra mig, og rejser mig hurtigt op, og går hurtigt ud på toilettet. 

Jeg havde brug for at komme væk. Bare lidt, inden jeg åbenbart skal game fifa mod Harry. De har ødelagt mit humør. Jeg havde det ligeså sjovt med Zayn, og så kommer de bare og ødelægger det hele. 

Døren til toilettet lukker jeg og låser efter mig, og glider derefter ned af døren, og gemmer fustreret mine hænder i mit hår, og kigger ned på mine knæ. 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har mest lyst til bare grave mig selv ned i et hul, og bare være der, og gemme mig fra alt og alle. Bortset fra de klamme orme og muldvarper som bor under jorden.. ej ad. Så kan ormene jo kravle op alle mulige ste - EJ NU BLEV DET FOR KLAMT. 

Ja, jeg kan også være pervers. 

Jeg rejser mig langsomt op fra det varme gulv, og kigger mig hurtigt i spejlet for at se hvordan jeg ser ud. Jeg ser ganske normal ud, dog ser jeg lidt trist ud, hvilket jeg nok ikke burde, da Zayn med det samme vil spørge om der er noget i vejen. Ikke fordi der er noget i vejen, eller jo, drengene er der, men ellers ikke. 

Jeg retter hurtigt på min mascara inden jeg åbner døren til toilettet og går ind i stuen igen, hvor Harry sidder klar, og vælger sit hold. 
Jeg sukker lydløst, og har mest af alt bare lyst til at løbe op på mit værelse, men sætter mig alligevel modvilligt ned ved siden af ham, og tager min controller i hånden. 
"Du vælger bare hold" siger Harry, og laver en bevægelse med hånden, hvilket får ham til at se alt for feminin ud. "Okay" mumler jeg og ser op på fjernsynet for at vælge hold. Jeg tager det hold jeg altid plejer at være, som er Spanien. Min ynglings spiller er Fernando Torres. Han er bare skøn, og han spiller pisse godt. Han scorede mål i EM finalen i sommers, hvis i ikke vidste det. Spanien vandt over Italien 4-0 i finalen, og jeg kan godt sige at jeg jublede. Jeg kastede også rundt med mit slik fordi jeg var så glad. Jeg ringede også til Zayn og jublede, da han var på tour. Så han skulle da vide hvem der vandt. 

"Okay, lad os begynde" siger Harry, og starter spillet. Jeg kigger koncentreret op skærmen, og prøver at lukke drengenes stemmer ude, da de sidder og råber til både mig og Harry, hvilket faktisk irritere mig grænseløst. 

Jeg får hurtigt bolden fra Harry, hvilket jeg bare fryder mig over, da jeg kan mærke at han måber. Jeg dribler udenom has spillere, og tager nu chancen til at score. Jeg trykker løs på knapperne, og skyder bolden lige i krydset på Harrys mål, "Og Torres scorer" mumler jeg, og kaster min controller fra mig. "En der vil tage over? Jeg går op og ligger mig lidt" mumler jeg, og rejser mig op. 

"Du syg til at game" mumler Harry, imens han venter på at der er en der gider overtage min plads så han kan spille videre. 

Jeg sender dem alle et lille smil - dog ikke helt ægte - og trasker derefter op på mit værelse. Jeg kaster mig med det samme i min store dejlige dobbeltseng, og kigger lidt ud af den store glasvæg på mit værelse, og ser at mørket at lagt sig. Klokken er også meget, men vi har ikke spist aftensmad endnu, men jeg orker det på en måde ikke. Så vil drengene sikker kaste med maden igen. 

Det her bliver en lang - forhåbelig god - december. 

 

 † † †

 

Det var andet kapitel. Jeg lover at den nok snart skal blive spændende, men jeg vil ikke have det til at gå for hurtigt. Tak for de allerede mange favoritlister. Jeg har uden tvivl de bedste læsere. 

Mange tak fordi i læser.

Annesophie xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...