A Neverending Christmas Fairytale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2012
  • Opdateret: 17 jan. 2013
  • Status: Færdig
**Har skiftet navn fra Mistletoe til A Neverending Christmas Fairytale** Marilyn Malik er navnet på den verdenskendte Zayn Malik lillesøster, som er sytten år gammel. Marilyn er en indelukket pige, og har svært ved at åbne sig for folk, men ændre det sig mon? Zayn og hende har et tæt søskende forhold, og har dette år tænkt sig at holde jul sammen - dog ikke alene. Resten af One Direction drengene og Zayns kæreste Perrie Edwards, skal holde jul med dem. De har besluttet at tage ud i en hytte og holde jul alle syv. Julegaverne er købt, hytten er klar, og tøjet er pakket, og de er alle klar til at tage afsted og få en uforglemmelig december måned sammen. Men hvad sker der mon når Marilyn en dag står under mistelten sammen med en af de andre drenge? Og hvad sker der når Zayn finder ud af det?
~ Zayn er den eneste med kæreste på i denne Movella. ~
Læsning er på eget ansvar.

322Likes
223Kommentarer
35094Visninger
AA

12. 11. This was a bad idea. ~ Party time, part 2. †

Fortsættelse på 14. december

 

Jeg er ude af stand til at bevæge mig. Det kan ikke være rigtigt at jeg skal møde hende nu. Jeg kan jo nok ikke slippe for at se hende igen, men jeg kan virkelig ikke forstå hvorfor det skal være nu. Hun ligner sig selv, i forholdet til mig, og man kan godt se på hende at hun er overrasket. Men jeg vil skide på hende nu. Jeg kan ikke klare det. Bare det at hun vendte sig imod mig dengang, for at redde sin egen røv, giver mig kvalme. 

"Marilyn. Er det virkelig dig?" spørger Amy pludselig, efter at havde studeret mig noget så meget. Jeg undslipper et trist suk, hvilket Louis godt opdager, for han ligger stille en arm om mig, hvilket for Amy til at se overrasket på mig. 

"Ja, Amy." mumler jeg, men højt nok til at hun kan høre det i denne her larm. Amy ser pludselig meget overrasket på, og hendes øjne begynder at blive våde. Wait a minut... græder hun? Well, I don't give a fuck. Jeg ved godt at jeg er ond, men i ville nok have det ligesom mig, hvis i har oplevet det samme. For det var virkelig forfærdeligt dengang. 

Tænk på, hvis din bedsteveninde, som du laver alt med, deler alt med, gør alt med, og holder virkelig meget af, og hun er den eneste du har, går imod dig, fordi at du bliver mobbet. Og hun gør det kun for at redde sin egen røv, fordi hun ikke gider at ende som dig. Det er altså virkelig forfærdeligt. 

"Kender i hinanden?" kommer det forvirret fra Harry, hvilket får mig til at dreje hovedet og se på ham som om at han er fuldkommen dum, hvilket han også er lige nu. Vi står og nævner hinandens navne, og så spørger han fandme om vi kender hinanden. Så bliver man sgu da ikke dummere. 

"Ja" siger jeg bare, og vender min opmærksomhed mod Amy igen, som står med tårende i øjnene. Men jeg har ikke en skid ondt af hende. Jeg er så vred, og så ubeskriveligt skuffet over hende, og jeg vil ikke have noget at gøre med hende. "Mari-", "Spar mig Amy" siger jeg bare, og kan mærke at jeg pludselig bliver meget ked af det. Men det kommer vist ikke bag på nogen. 

"Jeg er ked af det okay!" når hun nærmest at råbe, inden jeg kan når at afbryde hende, hvilket får mig til at se en smule chokeret på hende, inden jeg går over til min kolde facade igen. "Over hvad? At du gik imod mig, bare fordi du ikke vil ende som mig? At du gik imod mig, og forladte mig, selvom du vidste at du var den eneste jeg havde? At du råbte grimme ting efter mig, og gjorde som alle de andre, bare fordi at du ville redde din egen røv?" spytter jeg nærmest ud, og ser såret på hende. Bare det at jeg kommer til at tænke på det, gør mig vildt ked af det. 

Louis greb om livet på mig, strammer sig en smule, fordi han nok godt kan regne ud at jeg er ret så ked af det lige nu. Men jeg har det virkelig som om at jeg får stukket knive i maven, bare af at se på hende. 

En tåre forlader hendes øje, men jeg har stadig ikke ondt af hende. Det kan jeg bare ikke. Hun gjorde alt det der mod mig dengang. Hun var virkelig ond, råbte ting efter mig, som hun vidste sårede mig så dybt, fordi det meste var mit ømme punkt. Hun slog mig fandme også, når hun blev bedt om det. Jeg fatter det ikke. 

"Jeg håber fandme, at det var det hele værd" hvæser jeg, og kan pludselig mærke smagen af salt i min mund, og det er der det går op for mig, at jeg faktisk er begyndt at græde. 

Jeg vrider mig ud af Louis' greb, inden jeg med lange hurtigt skridt for banet mig vej igennem alle menneskerne, og går hen mod udgangen. Jeg skal virkelig bare have noget luft, og det kan ikke gå hurtigt nok. 

Før jeg ved af det, står jeg udenfor og den kolde luft omfavner mig hurtigt, hvilket får mig til at skælve, og uheldigvis er der mange paparazzier stadig, men det skulle ikke undre mig. Jeg kigger midt lidt omkring, og for så lige øje på et hjørne hvor jeg han sidde, hvor paparazzierne næsten ikke kan se mig. 

Jeg går hurtigt over til hjørnet, og kan mærke lidt blitzer bag mig, men jeg er lidt lige glad lige nu. Jeg er godt og grundigt knust, og jeg kan simpelthen ikke fatte, at jeg skal støde på hende der faktisk ødelagde mit liv. Det var fandme hendes skyld at jeg er blevet så fucking indelukket, og har svært ved at møde nye mennesker, fordi jeg ikke kan åbne mig så hurtigt, som jeg kunne dengang. Hun har virkelig ødelagt så meget. 

Jeg læner mig stille op af væggen, og lader så derefter tårende få frit løb. Der er næsten ingen der kan se mig, så jeg er lidt ligeglad med, at jeg har mascara ud over det hele. 

Min krop ryster ret så meget, fordi det er så koldt, men jeg er lidt ligeglad lige nu. Men måske er det heller ikke det smarteste at stå i kjole, eller top og nederdel, udenfor i december måned. 

Kulden for mig til at slå armene om mig selv, men det hjælper ikke så meget. Men jeg nægter simpelthen at gå ind efter min jakke, hvis jeg nu skulle støde på Amy igen, og det vil jeg ikke kunne holde til. Ikke efter alt det hun har gjort, så kan jeg simpelthen ikke holde ud at se på hende igen. 

"Marilyn" siger en stemme højt lige pludselig, hvilket får mig til at se forvirret op, og der får jeg så øje på Louis der er på vej hen imod mig. Han har et bekymret ansigtsudtryk, og han skynder sig at løbe over til mig. 

Hulk begynder pludselig at undslippe min mund, hvilket får Louis til at hive mig ind til sig, og jeg kan mærke en varme brede sig i min krop. Det er kun en effekt Louis har på mig, og spørg mig ikke hvorfor. 
"Shh" tysser Louis sødt, og stryger mig stille over ryggen, hvilket underligt nok, får mig til at slappe lidt mere af. 

"Vi snakker om det her på et andet tidspunkt. Nu skal vi bare have dig hjem" mumler Louis, og trækker sig lidt fra mig, hvilket får kulden til at omfavne mig igen. Louis tåre forsigtigt tårende væk fra mine kinder, hvilket får et svagt smil til at glide over mine læber. 

"Jeg skal nok tage med dig hjem" mumler Louis, og trækker mig ind til sig igen. Jeg kigger op på ham, og ligger forsigtigt en hånd på hans kind. "Tak Louis" mumler jeg, og nusser forsigtigt hans kind. Jeg smiler stille til mig, inden han bukker sig ned mod mig. 

Jeg kan svagt mærke Louis ånde på mine læber, hvilket får mine knæ til at virke som gelé. Jeg tager stille det sidste skidt, og fjerner derfor den sidste afstand imellem os, og presser mine læber mod hans. En varm følelse breder sig hurtigt i min krop, og jeg er helt sikker på at der der fyrværkerishow i mit bryst, er sat igang igen. 

Mine læber bliver blidt masseret mod hans, og han kysser lystigt med. Jeg glemmer næsten alt omkring mig, og der er kun Louis og jeg i verden lige nu. 

Louis skiller blidt mine læber ad med sin tunge, og jeg lader ham gøre det. Min tunge begynder med sin intense leg med Louis' tunge, og vores læber bliver masseret godt mod hinandens. 

Jeg kysser ham lidt mere ivrigt, og Louis holder sig slet ikke tilbage, da han gengælder det mindst lige så ivrigt. 

Louis trækker sig pludselig fra mig, og jeg kan mærke at jeg bliver en smule skuffet, og kulden er hurtigt til at omfavne mig endnu engang. "Vi må hellere tage hjem. Jeg går ind og henter vores jakker" mumler Louis mod mine læber, inden han kort presser dem mod mine, og går indenfor for at hente vores jakker, og nok sige til drengene at vi tager hjem. 

Et lille smil glider over mine læber, da jeg kommer til at tænke på Louis. Jeg kan virkelig godt lide ham. 

 

 

En brændende fornemmelse breder sig på min kind, og kort tid efter min pande, og min anden kind. Min hage, næse og alle mulige andre steder begynder også at brænde, hvilket får mig til at slå mine øjne en smule op, og det går hurtigt op for mig at det er Louis der kysser mig i hele ansigtet. 

Jeg fniser lidt af ham, men jeg får ikke lov til at fnise i lang tid, før Louis presser sine læber hårdt mod mine.  "Der" mumler han, og presser sine læber mod mine endnu en gang, "er" mumler han så derefter, og kysser mig endnu engang, "morgenmad" mumler han så som det sidste, og presser sine læber ekstra hårdt mod mine. 

Jeg smiler stort af ham, inden jeg strækker mig og sætter mig op i sengen. "Sikke en dejlig måde at blive vækket på" mumler jeg med et smil på læberne, og kysser Louis kind, inden jeg rejser mig fra min seng, og trasker stille over mod mit skab. 

"Det må jeg måske godt gøre igen, eller hvad?" spørger Louis charmerende, hvilket får mig til at se over på ham. "Gerne" fniser jeg, inden jeg hiver en vinrød sweater ud af mit skab, og trækker den over mit hoved. Jeg har en smule tømmermænd, men ikke specielt meget, for jeg fik jo ikke drukket specielt meget i går. Og jeg har kun en lille hovedpine. 

Jeg trækker mine sorte sweatpants på, og tager derefter nogle sorte hyggestrømper på. Jeg trasker over mod mit spejl, og får lidt af et chok da jeg ser mit hår. Det er ret så filtret. 

"Kommer om to" mumler jeg, inden jeg tøffer ud på mit badeværelse. Jeg griber min hårbørste som ligger på hen hylde, og begynder rede mit hår igennem. 

Mit hår er stadig en smule krøllet efter igår, så jeg sætter det op i en høj hestehale. Min makeup nåede jeg at fjerne igår inden jeg faldt i søvn, så jeg skal jeg ikke tænke på, heldigvis. 

"Skal vi gå ned?" spørger jeg, Louis som sidder på min seng. Jeg begynder at gå hen mod min dør, og Louis nikker på hovedet, inden han går efter mig ud af døren. 

Jeg nærmest hopper ned af trapperne, hvilket jeg ikke kan forstå at jeg har energi til, men det har jeg åbenbart. Da der kun er tre trin tilbage hopper jeg ned, hvilket får Louis til at slå et højt grin op. 

Jeg fniser lidt selv, og tager Louis hånd, og hiver ham hurtigere ind i stuen, hvor de andre sidder. Lige i det jeg træder ind, kan jeg mærke at stemningen er anspændt, hvilket får mig til at slippe Louis' hånd. 
Mit blik glider over på Zayn, og han er umenneskelig vred ud, hvilket får nervøsiteten til at vokse. Hvad der foregår, ved jeg ikke, men jeg skal nok finde ud af det. 

"Hvad så?" spørger jeg forsigtigt, og sætter mig ned på den ene sofa ved siden af Perrie. Perries læber bliver smedet sammen til en streg, hvilket får mig til at se underligt på hende. Helt seriøst, hvad foregår der her?

"Hvad sker der her?" spørger jeg så bagefter, hvilket får Zayn til at se chokeret på mig, hvilket gør mig lidt nervøs. "Det kunne du måske spørge dig selv om" hvæser han, og sender mig et ondt blik, hvilket får mig til at krympe en smule sammen. 

Jeg kan mærke både vrede, nervøsitet, og tristhed skylde over mig, hvilket får mig til at krympe lidt mere sammen. Det har noget at gøre med mig, har jeg fundet ud af, men hvad det er ved jeg ikke, og jeg bliver mere og mere nervøs for hvert sekund der går. 

"Hv-hvad mener du?" stammer jeg nervøst, og ser spørgende på mig. Zayn slår opgivende ud med armene, og ser strengt på mig, inden han fisker sin iPhone op fra hans lomme. Okay, så han opgiver at fortælle mig det, og sætter sig til at sidde med sin telefon? Ej, helt ærligt. 

Zayn begynder at trykke på sin telefon, hvilket irritere mig grænseløst. Jeg ser irriteret på ham, og klasker hårdt min hånd på mit eget lår, "Hvad fuck sker de-", "KIG HER FORHELVEDE" råber Zayn, og rækker sin iPhone over til mig. Jeg ser chokeret på ham, inden jeg tager imod hans iPhone, og kigger på skærmen. Alt fryser indeni mig, og jeg ser chokeret på skærmen. 

Fuck fucking i fucking fuck i fuck helvede!

Et billede viser sig på skærmen, men det er ikke hvilket som helst billede. Et billede af mig, og Louis. Der kysser. Fuck. Jeg havde sgu da fuldkommen glemt, at paparazzierne faktisk kunne se os. 

Men det er ikke bare et uskyldigt tantekys. Fandme nej. Det er er fandme der hvor vi står med tungen i halsen på hinanden. Jeg er så død. Jeg kan godt finde den flotte plads på kirkegården nu. 

"Zayn-", "SPAR MIG. Hvad fanden tænker i på? Nu tror alle fandme at i er sammen! Og sagde jeg ikke til jer at i skulle holde jer fra hinanden?" hvæser Zayn, og ser vredt på os. Jeg ser rundt på de andre, som ser en smule chokeret på Zayn, og jeg kan også mærke et par blikke på mig. 

"ZAYN NU HØRE DU FANDME EFTER!" råber jeg, og rejser mig med et sæt fra sofaen. Jeg kan mærke de andres chokerede blikke på mig, men jeg ignorere dem fuldstendigt. Jeg er så vred, at det ikke kan beskrives. 

"Zayn, for god sake! Du kan fucking ikke forbyde os at være sammen, du ejer os ikke! Du tænker kun på hvad fuck der er godt for dig selv, og slet ikke på hvor glad jeg egentlig er med Louis! Du er fandme så fucking egoistisk du er" hvæser jeg, og sender ham et ondt blik. Jeg er egentlig ret overrasket over min styrke i stemmen, men det er vreden der har skabt den. 

"Nu holder du fandme kæft med det der Marilyn. Hvis han fucking knuser dit hjerte, så vil jeg aldrig kunne tilgive ham, og det vil jeg fucking ikke risikere" hvæser Zayn igen, og det er kun egoistiske ting der vælter ud af hans mund. Jeg kan ikke beskrive den vrede han har fået frem i mig, men den er slem. Slem er ikke engang ordet. 

"Sådan er Louis fucking ikke. Det kan godt være at jeg ikke kender ham ligeså godt som dig, men jeg kender ham, og sådan er han ikke. Han knuser ikke bare folk, præcis som du gør med mig lige nu" hvæser jeg hårdt, og ser skuffet på ham. Jeg kigger Zayn dybt i øjnene, og hans øjne lyser af vrede, præcis som mine. Hans øjne lyser også af noget andet. Han er såret og ked af det, hvilket giver et stik indeni mig. Jeg kan virkelig ikke lide at vi er så meget uvenner som vi er, det har vi aldrig prøvet før. 

"Nu holder du fucking kæft! Jeg gider ikke høre på dit pis Marilyn. Hvem siger overhovedet at Louis kan lide dig, så meget som du kan lide ham, hva-", "Hvad fuck ved du egentlig om det Zayn?" bryder Louis ind, hvilket får mig til at se en smule overrasket på ham. En varme breder sig hurtigt i min krop, og jeg kan mærke en glæde poppe rundt i mig. Det at Louis går imod Zayn på den måde, gør mig faktisk glad, men jeg synes stadig at det er sørgeligt at vi er uvenner, og at det er min skyld at de er uvenner. Det kan jeg næsten ikke holde til. 

"Så du er forelsket i min lillesøster?" vrisser Zayn, og ser på Louis med et gennemborende blik. Jeg krymper en smule sammen ved hans tone, og ser over på Louis, som står med et koldt blik, og et skævt smil. Jeg ved ikke hvorfor han smiler skævt, men det passer måske ikke ligeså godt til situationen. 

"Hvad så hvis jeg er, hvad vil du så gøre ve-", "Nu holder i fandme kæft alle sammen!" råber Niall pludselig, hvilket får os allesammen til at se chokeret over på ham. Det ligner bare slet ikke Niall at gøre sådan, og det kommer også helt bag på mig, da jeg ser hans ansigtsudtryk. Han ser mega vred, og skuffet ud, hvilket gør mig trist. 

"Skal vi virkelig bruge denne her ferie på at skændes, om noget så latterligt? Jeg gider ikke havde ødelagt min ferie på det her, og det er jeg sikker på at i andre heller ikke vil!" lyder det vredt fra Niall, hvilket får mig til at sende ham et undskyldende blik. Han ser over på mig, og sender mig et lille smil, som tegn på at han ikke er sur på mig, hvilket får en lettelse til at skylde over mig. 

Jeg ser over på Louis som også ser undskyldende på Niall, "Sorry mate" mumler Louis, og ser undskyldende på Niall. Niall sender Louis et smil, hvilket får Louis til at puste en smule lettet ud, hvilket får et lille smil på mine læber. "Jeg er der ikke for dig, når han knuser dit hjerte" og med de ord forlader Zayn stuen, og kort tid efter høre man hoveddøren blive åbnet, og smækket i igen. 

"Undskyld. Jeg er virkelig ked af at jeg ødelægger jeres ferie" mumler jeg, inden jeg sætter i løb op på mit værelse. Jeg har den største skyldfølelse nogensinde. Det er jo min skyld det hele. Jeg kunne bare lade være med at forelske mig i Louis, og så ville det hele ikke være endt sådan her. Men på den anden side, kan du jo ikke vælge hvem du bliver forelsket i. 

Med et smæk lukker jeg min dør efter mig, og kaster mig med det samme i min seng, og lader tankerne og tårene få frit løb. 

 

 

Nialls synsvinkel.

Jeg har det slet ikke godt med, at jeg brudte sådan ind i deres skænderi, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud længere. - Grunden til at jeg fortryder, er at jeg ved at Marilyn har skyldfølelse, hvilket jeg ikke ønsker hun skal have. 

Stemningen er fuldkommen ødelagt, og selvom jeg hader at gå imod min bro' på den måde, så er det altså Zayns skyld, og jeg fatter ikke kan kan lade sig selv gøre det. Han så hvor glad Marilyn var da hun kom ned i stuen, og jeg ved at det kun kan være Louis der har været skyld i det, for jeg ved hvilket effekt Louis har på hende, og hun kan ikke være andet end glad i hans selskab. 

Jeg må give Marilyn en smule ret i, at han faktisk er en smule egoistisk, men på den anden side, kan jeg godt forstå ham. Det hele må være ret forvirrende og stressende for begge parter, men det er jo også deres egen skyld, og jeg synes at det er synd at de skal ødelægge deres gode forhold til hinanden, bare på grund af en enkelt forelskelse. 

"Lads, jeg går op og snakker med hende" mumler jeg, og sætter med det samme kurs mod gangen. "Ey.. sorry mates" mumler Louis bag mig, og kan derefter høre et blødt bump, hvilket tyder på at han har sat sig i sofaen. 

Jeg forsætter op af de mange trapper, og før jeg ved af det står jeg ude foran Marilyns værelse. Jeg kan høre svage snøft derinde, hvilket får mig til at krympe en smule sammen, da jeg ikke kan lide at høre hende græde. Selvom sidst jeg hørte hende græde var for et år siden, så gør det mig stadig ked af det. 

"Mussi?" mumler jeg svagt, da jeg åbner døren til Marilyns værelse. Et trist syn kommer mig i møde, hvilket får mig til at se bedrøvet på hende. Hun sidder op i sin seng med en pude i skødet, og tårende står ned af kinderne på hende. Hendes høje hestehale har allerede sat sig en smule skævt, og hendes øjne er røde og opsvulmede. 

"Niall" snøfter hun, og ser trist på mig. Jeg lukker døren bag mig, inden jeg går over til hende på hendes seng, og sætter mig på kanten. "Undskyld Niall" hulker hun lavt, inden hun ser på mig med et blik fyldt med skyldfølelse. "Det hele er min skyld, jeg skulle bar-", "Nej Marilyn. Det er ikke din skyld, overhovedet" mumler jeg, og trækker hende ind til mig. Hun ligger med det samme armene omkring mig, og begynder at græde ned i min skulder. 

Jeg stryger hende blidt over ryggen, og vipper lidt frem og tilbage, som en lille baby. Jeg kysser hende blidt i håret, inden jeg ligger min hage mod hendes hoved. Hun strammer grebet om mig en smule, og et snøft lyder svagt fra hende. 

"Tak Niall, du er virkelig den bedste" mumler hun lavt mod mit bryst, hvilket får mig til at smile svagt. "I lige måde" mumler jeg mod hendes hår, og trækker mig stille fra hende, for at se hende i øjnene. Jeg planter et kys på hendes pande, hvilket får hende til at smile en smule. 

"Skal vi ikke tage på café bare os to, og få noget morgenmad, når nu du ikke fik noget?" spørger jeg, og stryger hende venskablig over kinden, og sender hende et stort smil, hvilket får hende til at grine. "Det lyder perfekt" siger hun taknemmeligt, hvilket får mit smil til at vokse. "Jeg tager lige hurtigt nogle jeans på, i stedet for sweatpants" mumler hun, inden hun rejser sig fra sengen og går over til sit skab. 

"Jeg venter nedenunder Mussi" siger jeg, og hun griner lavt over mit kælenavn til hende, hvilket får min smil til at brede sig på mine læber. Jeg hiver ned i håndtaget til hendes dør, og går derefter ud af hendes værelse, og lukker døren efter mig. 

Jeg forsætter hurtigt ned af de mange trapper, med et stort smil om mine læber, inden jeg hopper ned af de sidste tre trin, og fortsætter ind i stuen, og uheldigvis ligger den triste stemning stadig tykt i luften. 

"Jeg tager med Marilyn ud og spiser morgenmad på café" siger jeg glad, inden jeg slår mig ned i sofaen ved siden af en frustreret Louis. "Hygge" mumler Louis en smule nedtrykt, hvilket får mig til at se en smule underligt og spørgende på ham. Han sender mig et lille smil, og sender mig et blik, "jeg kan ikke fatte at jeg er uvenner med Zayn" mumler han så, hvilket får mig til at se medfølende på ham. 

"Ey, vil du med ud og spise morgenmad? Du har jo heller ikke rigtigt fået noget" mumler jeg, og giver ham et klap på skulderen. Han sender mig et taknemmeligt smil, inden han nikker svagt på hovedet, og køre en hånd igennem hans forreste hår, der ikke er gemt under hans grå beanie. 

"Det skal nok gå, bro" mumler jeg, og sender ham et stort smil, inden jeg ligger opmærksomheden mod Marylin der kommer gående ind i stuen, iført sin vinrøde sweater, og et par lyse stramme jeans, og et par hyggestrømper, og hendes hår sidder i en ny høj hestehale, stadig med krøller i. Man kan også se, at hun har lagt en smule mascara. 

"Skal vi smutte?" spørger Marilyn, og sender mig et stort smil, som jeg hurtigt gengælder. "Jup" siger jeg glad, og rejser mig fra sofaen i en fart, hvilket får Marilyn og de andre til at fnise en smule. 

God start på at få løftet stemingen. 

 

†††

Undskyld for det korte kapitel, men jeg synes at det skulle slutte der. Hvad siger i til deres skænderi? Tror i de vil blive gode venner igen? Hvad kommer der til at ske imellem Marilyn og Zayn? Og hvad med hende og Louis? Hvad synes i om Niall?

Skriv gerne jeres meninger og bud i kommentar, da det vil gøre mig så ufattelig glad. 

Og..må jeg lige fangirle, eller noget lignende? I kan ikke svare nej..for nu kommer det... lige om lidt.. OH MY FUCKING CUPCAKE, JEG HAR FÅET 101 FAVORITLISTER MAN! OH MY GOOOD, JEG ER LYKKELIG OG ALT DET DER. MANGE TUSINDE TAK! DET BETYDER SÅ MEGET, JEG ELSKER JER VIRKELIG, I ER DE BEDSTE LÆSERE NOGENSINDE! OMG!

Fangirling, eller det der er lignende, er nu hermed slut. Haha. 

Når nu i er så fantastiske og alt det der.. vil i så PLEASE ikke være søde at tjekke min nye novelle ud? Den hedder "Let me in  ~ Justin Bieber +12"

Det vil betyde så meget! 

Annesophie xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...