When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4825Visninger
AA

3. The first day

Kære dagbog

Du ved at jeg altid har ønsket mig at komme til London, og nu sidder jeg så i et fly. På vej til London. Man skulle tro at jeg var glad, men det er jeg ikke. 

Grunden til at jeg overhovedet er på vej til London er forfærdelig. Jeg kan ikke en gang få mig selv til at skrive den.

Men vi ved vidst godt begge to hvorfor jeg er her. Det eneste gode ved det er at jeg kommer væk fra det hele, og det har jeg nok brug for.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis Hun stadig var her, så ville jeg ikke skulle forlade Danmark. I hvert fald ikke af den her grund.

Da hun døde, ændrede jeg mig. Jeg trak mig væk fra mine venner, så jeg kan ikke bebrejde dem for at de ikke opdagede det. Det er min egen skyld, jeg vidste jo godt at der var noget galt med mig, at jeg havde brug for hjælp.

Men jeg var altid for bange til at fortælle nogle det. Jeg var bange for at de ville hade mig for det jeg gjorde, og nu hvor de har fundet ud af det sender de mig væk.

Jeg ved godt at det er for mit eget bedste, men det føltes bare som om at de hade mig. Hader mig for det jeg gør ved mig selv, men jeg kan ikke lade vær. Det er det eneste der kan tage smerten indeni.

Jeg ved godt at den hjælp man kan få i Danmark ikke er nok, og at det er den eneste grund til at de sender mig væk.

Jeg har nok også brug for at komme væk fra det hele, de sidste to år er der ikke gået en dag hvor jeg ikke har tænkt på hende. Alt hvad jeg gør, minder mig om hende, alt jeg går forbi, minder mig om hende.

Hver gang jeg kigger mig i spejlet, får jeg tårer i øjne. Jeg ligner hende så meget, men vi var jo også tvillinger.

Du ved at jeg godt kunne skrive meget mere, men der er begyndt at komme flere mennesker ind i flyet. Og hvis jeg skriver mere, begynder jeg at græde. Det ville være pænt akavet.

Så jeg skriver noget mere når jeg kommer til London. Jeg kan ikke sige at jeg glæder mig, for hvis jeg gjorde ville jeg lyve.

Jeg lukkede min dagbog sammen, og lagde den ned i min håndtaske. Hvorfor skulle den bil også ramme os? Hvorfor overlevede jeg, når hun ikke gjorde? Hvorfor var jeg den eneste overlevende fra ulykken? 

"Hej" Sagde en stemme ved siden af mig. Jeg kiggede på hende der havde sagt noget, hun var nok omkring 30, men jeg har altid været dårlig til at gætte folks alder.

"Hej" Jeg svarede hende, men prøvede at undgå at få øjenkontakt hende. Jeg kan ikke lide at se folk i øjne, det er ubehageligt. Hun kiggede en smule undersøgende på mig, og smilte så.

"Er du directioner?" Spurgte hun venligt. "Nej" Svarede jeg, mens jeg rystede på hovedet. Hun kiggede en smule underligt på mig, og kiggede så på min hættetrøje. Hvorfor troede hun at jeg var fan af dem, altså jeg skylder dem alt, men jeg er ikke fan af dem.

"Der står bare One Direction på din trøje" Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde taget en af Isabellas gamle hættetrøjer på, det var den hun havde på, da bilen ramte os, så derfor betød den meget for mig.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, jeg savnede hende. Jeg havde brug for hende, jeg tror ikke at jeg kan klarer det her alene. Damen kiggede lidt bekymret på mig, så jeg måtte hellere sige et eller andet.

"Det var min søsters, hun var stor fan af dem" Min stemme knækkede over da jeg snakkede om hende. Jeg var ikke van til at fortæller andre om hende, det gjorde for ondt.

"Undskyld. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" Hun lød lidt trist over at hun havde gjort mig ked af det, men det var jo ikke hendes skyld.

"Det er okay, det er ikke din skyld" Jeg sendte hende et tøvende smil, som hun gengældte. "Jeg er Helene" Hun rakte hånden frem mod mig, og jeg tog imod den.

"Isabelle" Jeg slap hendes hånd. Flyet begyndte at køre, og en tanke slog mig. Jeg vidste ikke hvornår jeg kom tilbage, jeg vidste kun at jeg skulle bo på en slags skole. Hvad hvis jeg aldrig kom tilbage til Danmark, hvis de ikke kunne hjælpe mig? 

"Hvad skal du London?" Spurgte Helene nysgerrigt om. "Jeg skal bo på en slags skole. Hvad skal du?" Svarede jeg hende. Hun var virkelig flink, det håbede jeg også at de mennesker jeg skulle bo sammen med også var.

"Jeg bor der. Jeg er One Direction's vocal coach, så jeg skal arbejde med drengene" Hvis Isabella var her nu, ville hun flippe ud over at var i samme fly som en, der var så tæt på One Direction. 

Jeg snakkede med Helene under hele turen til London. Hun fortalte mig en masse om One Direction, og om hvad for nogle ting jeg skulle se i London.

Jeg fortalte hende ikke så meget om mig selv, jeg ville ikke have at folk skulle vide at jeg var "syg"

**

Jeg stod i lufthavnen, og prøvede at finde hende fra skolen der skulle hente mig. Jeg fik øje på en dame der stod med et skilt hvor der stod mit navn på.

Hun sendte mig et smil fuld af mildlidenhed da hun så mig. Det var derfor at jeg ikke ville have at folk skulle vide at jeg var "syg" Jeg ville ikke have deres mildlidenhed. 

"Isabelle, rart at møde dig, jeg er Alexandra" Hun kiggede mig i øjne, men som sædvanlig kunne jeg ikke holde det ud, så jeg kiggede væk.

"Hej" Sagde jeg stille, og fulgte tavst med hende hen til en bil. Jeg lagde mine ting om i bagagerummet, og satte mig ind.

 **

Jeg var blevet vist rundt på skolen, og sad nu på mit værelse som jeg delte med en anden pige. Alle andre på skolen havde undervisning nu, men fordi at jeg først var kommet i dag havde jeg fri, resten af ugen.

Så nu lå jeg bare i min seng, og hørte musik. Jeg var træt efter turen herover, så jeg lukkede øjne. Efter lidt tid faldt jeg i søvn.

 **

Jeg vågnede ved at en eller anden tog fat i min skulder. Jeg åbnede øjne og så en pige. Hun havde brun-grønne øjne, og sort hår. Hendes mund bevægede sig, så jeg tog mit headsæt ud af ørene. 

"Godmorgen Tornerose" Sagde hun med et smil. Jeg satte mig op, og kom til at gabe. Pigen der stod foran mig, var spinkel.

Hun havde sikkert været her i noget tid, hun var i hvert fald ikke så tynd som nogle af de andre piger jeg havde set her.

"Jeg er Sophie, din værelses kammerat" Hun smilede venligt til mig.

"Jeg er Isabelle" Jeg gengældte hendes smil.

"Det ved jeg, du er fra Danmark ik'?" Sagde hun.

 

"Jo, og hvor er du fra?" Spurgte jeg hende om. 

"Jeg er fra Spanien. Er du fan af One Direction?" Spurgte hun smilende.

"Nej, men det var min søster" Fortalte jeg, mens jeg kiggede ned i jorden.

Hun satte sig ned ved siden af mig på sengen.

"Hvad skete der?" Hun så nervøst på mig.

 

Efter ulykken har jeg haft svært ved at stole på folk, jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke lide at være tæt på folk længere. 

"Jeg har ikke lyst til at tale om det" Sagde jeg med rystende stemme.

Jeg talte ikke med nogen om Isabella, hvis nogen nævnte hende fik jeg tåre i øjne.

Sophie havde vidst set at det gjorde mig ked af det, for hun prøvede at trøste mig. 

Hun fortalte mig hvor bange hun havde været da hun var startet her for et år siden, og at hun godt kunne forstå hvis jeg var bange.

Hun fortalte mig også at hvis hun var heldig, var hun væk herfra om nogle uger.

**

Klokken 18 var der aftensmad.

Men jeg var ikke sulten, det var jeg aldrig.

Jeg havde ikke lyst til at sidde og spise sammen med en masse andre, jeg kan ikke lide at være i et rum med så mange mennesker.

Jeg havde heldigvis fået lov til at spise på mit værelse.

Det var nemmere for mig at være alene.

Inden ulykken, havde jeg altid været sammen med en masse mennesker.

Men det var som om at jeg havde mistet min bedre halvdel.

Inden havde jeg været en af de mest selvsikre på vores skole, men nu var jeg så usikker på mig selv.

Jeg følte mig anderledes end alle andre, og derfor var jeg begyndt at gemme mig væk i hættetrøjer.

Jeg følte også at jeg var tykkere end alle andre, hvilket jeg jo også var.

Hver gang en af pigerne havde kigget på mig, kunne jeg mærke det dømmende blik de havde.

Jeg var blevet færdig med at spise, eller det vil sige at jeg havde spist halvdelen af det jeg havde fået. Den eneste grund til at jeg havde spist det, var at jeg ikke ville skuffe mine forældre mere end jeg allerede havde gjort.

Jeg fandt min dagbog frem, og åbnede den.

Det ville nok komme til at tage lidt tid at skulle vænne sig til at snakke engelsk hele tiden, især når jeg ikke snakkede særlig meget.

Kære dagbog

Så er jeg kommet hen på skolen, jeg har faktisk lige spist aftensmad. Jeg kunne ikke holde ud at sidde inde i spisesalen, sammen med alle de andre piger, så jeg har bare spist på mit værelse. 

Denne her gang var det ikke kun fordi at der var mange mennesker, men også fordi at alle pigerne, og jeg mener virkelig alle talte om One Direction. Det er altså ikke nemt, hele tiden at blive mindet om hvor meget pigerne elsker dem, hvor meget hun elskede dem.

Hver gang One Direction bliver nævnt, tænker jeg på hende. Hvor er det underligt, i de sidste to år har jeg næsten ikke skrevet hendes navn, og jeg tror ikke at jeg har nævnt hendes navn. 

Det er så underligt at tænkte på hvor hurtigt det hele skete, det ene øjeblik var vi så glade, og alt var godt. Det næste vågner jeg op på hospitalet, og kigger ind i hendes øjne, mens hun snakker til mig. Og så var hun væk, hun brugte sin sidste energi på at sige farvel til mig.

Tanken om at give op har været der, så ufattelig mange gange. Men hver gang kom jeg til at tænke på hende, og det hun sagde. En dag tager jeg mig sammen til at skrive vores samtale ned, den samtale der stadig står så klar i min hukommelse.

Og lige en sidste ting, i dag er der kun en måned til min fødselsdag. Det er anden gang at det er min fødselsdag, og ikke Vores, det er underligt at tænke på. Hun nåede aldrig vores 16 års fødselsdag, og nu bliver jeg snart 18.

Jeg lukkede dagbogen sammen, og gemte den væk under puden.

Ikke fordi at jeg var bange for at nogen skulle finde den, for de kunne jo alligevel ikke læse hvad jeg havde skrevet.

Men fordi at jeg havde det bedst med at have den tæt på mig.

En tåre gled ned af min kind, men jeg lod den være.

Jeg havde ikke energi nok til at fjerne den, så jeg lagde mig bare ned under dynen.

Mine øjne var lukkede, og der gik ikke lang tid inden at jeg faldt i søvn.

 

"Isabelle" Hviskede en stemme ved siden af mig.

Jeg åbnede øjne, og mærkede en smerte igennem hele min højre arm. Hele min krop gjorde ondt, og det fik mig til at huske hvad der var sket.

Jeg kiggede over med Isabella, der lå med forbindinger over det meste af kroppen. Hendes ene øje var blåt, og hævet.

"Isabelle, da bilen ramte os burde jeg være død. Lægerne siger at det var et mirakel at jeg overlevede, men det ved jeg at det ikke var. Jeg kæmpede videre for din skyld, jeg ville aldrig forlade sig uden at sige farvel"

En tåre gled ned af hendes kind, og jeg lagde mærke til at hun stadig havde sit headsæt i ørene.

"Det var så svært at finde styrken til at kæmpe videre, men jeg fandt den. Jeg fandt den i musikken, One Direction's musik. Isabelle, du må ikke ødelægge dit liv på grund af mig, du har fortjent et godt liv. Lov mig at uanset hvad der sker, så giver du aldrig op" Hun kiggede indgående på mig.

Tårerne løb ned af mine kinder, jeg var jo godt klar over hvad der var ved at ske. Men jeg vidste også at jeg intet kunne gøre for at stoppe det.

"Farvel Isabelle. Lov mig at du ikke vil glemme mig" Hviskede hun lavt, og lukkede øjne for sidst gang.

Hulkende satte jeg mig op i sengen.

Jeg havde drømt det så mange gange før, men det gjorde stadig lige så ondt.

Jeg skyldte One Direction alt, de havde givet mig den sidste tid sammen med min søster, og det var jeg dem evigt taknemmelig for.

Men jeg ved ikke om jeg ville kunne klare at møde dem, ikke at jeg regner med at det kommer til at ske, for det ville være ret usandsynligt.

Jeg tørrede mine øjne, og kiggede over på Sophie. Hun sov heldigvis stadig, jeg havde ikke lyst til at skulle forklare hende hvorfor jeg græd.

Det gjorde ondt inden i, og jeg vidste godt at der kun var en måde at få smerten væk på.

Derfor tog jeg min hånd over til min arm, satte neglene i, og lavede et lang kradse mærke ned af min arm.

Min arm sveg, der hvor mine negle havde efterladt et langt rødt mærke, men jeg var efterhånden blevet van til det. Når først smerten var inde i mig, var det her den eneste måde at få den væk på.

<><><><>

*Lang intro jeg ikke gider at skrive*

Det er meget meget meget kort kapitel, jeg ved det godt. De næste bliver længere, skal bare lige ind i historien først.

Meeeeennnn, hvad synes i???

For at gøre noget, som jeg ikke tror andre har gjort før, giver jeg jer et ord som har noget med næste kapitel at gøre. I får bare ikke hele ordet, kun noget af det. I må selv gætte resten ;)

S_ _ _ _ _ _D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...