When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4827Visninger
AA

8. Push them away

Isabelle's synsvinkel:

Zayn lå stadig med armene om mig da jeg faldt i søvn.

Det var rart at vide at han var der, hvis jeg havde brug for ham. Eller det tror jeg at han er.

Jeg faldt langsomt i søvn til lyden af hans rolige hjerterytme

"Hvad fanden har du gang i?!" Råbte Isabella vredt ad mig.

"Hvad snakker du om?" Spurgte jeg forvirret.

"Du kan da for helvede da ikke bare tage Zayn fra mig!" Hendes øjne lyste af vrede.

Jeg havde aldrig set hende på denne her måde før, det skræmte mig.

"Det var ikke min mening, jeg ville aldrig gøre de med vilje!" Forsvarede jeg mig selv.

"Det skal du jo sige, bare hold dig væk fra ham!" Snerrede hun ud gennem sammenbidte tænder.

Hun trådte truende et skridt tættere på mig, så der næsten ikke var noget luft i mellem os.

"Og hvad hvis jeg ikke gør?" Spurgte jeg udfordrende.

"Hvis ikke bliver det værst for dig selv!" Truede hun inden at hun skubbede mig hårdt i maven.

Med et sæt vågnede jeg.

Zayn havde stadig sine arme om mig.

For helvede!

Isabella ville flippe fuldstændig ud på mig hvis jeg havde noget med ham, og på den måde vi lå på skulle man tro at vi havde noget.

Der var ingenting i mellem os!

Eller det tror jeg da ikke at der var, men selv hvis der var, kunne jeg ikke tillade det.

Han var Isabella's, og det ville være forkert.

For slet ikke at tale om deres fans, de ville jo hade mig med det samme!

Det her er spild af tanker, hvorfor skulle en som Zayn nogensinde ville være sammen med en som mig?

Zayn var den slags fyr jeg altid har drømt om, han pressede på og fik mig til at fortælle ham det hele. Han trøstede mig, og var der for mig.

Jeg kunne godt forstå hvorfor Isabella var så vild med ham.

"Mareridt?" Spurgte han uroligt.

Jeg nikkede svagt.

Med lidt held ville han ikke bekymre sig om mig, men jeg regner ikke med at jeg var særlig heldig.

"Hvad skete der i drømmen?" Jeg kunne ikke tyde tonen i hans stemme.

"Det er ligegyldigt" Mumlede jeg.

Jeg blev nødt til at skubbe ham væk fra mig, ellers ville Isabella nok ikke ligefrem blive gladere.

"Nej det er ej, du kan godt stole på mig" Hviskede han prøvende ind i mit øre.

Jeg havde virkelig lyst til at fortælle ham det, men så ville han komme for tæt på.

"Jeg kender dig ikke godt nok til at kunne fortælle dig det" Mumlede jeg, da de var det eneste svar jeg kunne finde på.

Han sukkede opgivende.

Døren gik stille op og Liam stak hovedet ind.

"Vi har hentet pizza, så vi skal spise" Sagde han og kiggede undersøgende på mig, eller os.

Jeg er ret sikker på at det var os han kiggede på, eller måden vi lå på.

Hvilket minder mig om at jeg ikke kan ligge sådan her med ham. Det er bare forkert.

"Vi kommer" Sagde Zayn smilende.

"Jeg er ikke sulten" Mumlede jeg da Liam var gået.

Igen sukkede Zayn af mig.

Med lidt held var han ved at blive træt af mig.

Liam's synsvinkel:

Jeg var lidt overraket over at Zayn havde lagt med armene om Isabelle.

Hende og Zayn havde ikke ligefrem snakket helt vildt meget sammen de sidste par dage, faktisk havde hun mere givet udtryk for at hun ikke kunne lide ham.

Da jeg kiggede på hende så det ikke ud som om at hun havde opdaget det med dagbogen, hvilket kun var godt.

Hun kunne ikke få noget at vide om at vi havde læst i den. Noget sagde mig at hun ikke ville blive særlig glad for det, men det tror jeg ikke at der er nogen der ville blive.

Zayn og Isabelle kom gående ind i køkkenet sammen.

Zayn gik med et lille, men stadig bekymret smil. Isabelle derimod så ud som om at hun virkelig tænkte over et eller andet.

De satte sig ned ved siden af hinanden. Gad vide om der var et eller andet i mellem dem?

Bag ved dem kunne jeg se at Niall gik ind på hendes værelse.

Heldigvis opdagede de det ikke, hvis de gjorde ville vores plan gå i vasken.

Lidt efter kom Niall hen og satte sig ned ved siden af mig.

I stilhed begyndte vi at spise.

"Så Isabelle, kan du ikke fortælle lidt om din familie?" Spurgte Niall for at bryde tavsheden, som var begyndt at blive akavet.

Jeg kiggede undersøgende på hende da Niall spurgte hende.

Hun fik et skræmt, men samtidig såret udtryk i øjne. Men det var der kun et kort sekund, inden det blev skiftet ud med et hårdt blik.

"Mine forældre arbejder meget, så de var ikke særlig tit hjemme" Sagde hun og tog endnu en lille bid af hendes pizza.

"Har du ingen søstre?" Spurgte jeg, og det sårede blik kom hurtigt i hendes øjne igen. Det forsvandt dog ligeså hurtigt som det var kommet.

Hun bed sig i læben mens hun overvejede hendes svar.

"Ja, kan du ikke fortælle os noget om din tvillingesøster?" Pressede Niall på.

Zayn kiggede uroligt på hende, og trak hende kort ind til sig.

"Kan i ikke se at hun ikke har lyst til at tale om hende?" Sagde han en smule hårdt.

"Jeg kan altså godt tale selv" Vrissede hun af ham, og skubbede ham væk.

Zayn kiggede forvirret på hende, det samme gjorde jeg.

Da de lå inde på hendes værelse havde de da set ud som om at de var blevet meget gode venner, og nu skubbede hun ham væk.

Hun var ret svær at blive klog på.

Med hurtige skridt var hun væk.

Lyden af en dør der smækkede kom.

"Det var underligt" Mumlede Niall.

"I skal bare ikke spørger ind til hendes familie" Fortalte Zayn os med en lettere vred undertone.

"Siden hvornår er du blevet så overbeskyttende over for hende?" Spurgte jeg undrende.

"Det har jeg da hele tiden været!" Forsvarede han sig.

"Zayn, jeg så hvordan du lå med hende. Du skal ikke prøve at fortælle mig at der ikke er noget i mellem jer" Sagde jeg med et lille grin.

"Det troede jeg også at der var" Sukkede han.

Hoveddøren gik ud, og man kunne høre to stemmer der talte sammen.

"Vi er her!" Råbte Louis.

Nej virkelig? Det kunne vi slet ikke høre.

Harry og Louis kom gående ind i køkkenet til os andre.

"Hvor er Isabelle?" Spurgte Harry forvirret.

"Hun gik da vi de spurgte ind til hendes familie" Sagde Zayn og kiggede anklagende på mig og Niall.

"Nej, hun gik da du trak hende ind til dig" Forsvarede Niall os.

"Zayn, jeg troede at det var gået op for dig at hun ikke kan lide dig" Kom det drillende fra Louis.

"Luk røven Lou" Sagde Zayn muggent.

"Men hvad var det vi skulle tale om?" Spurgte Harry.

Zayn kiggede forvirret rundt på os.

Vi havde nok glemt at fortælle ham at vi skulle tale med dem alle sammen om noget. Hov.

"Inde i stuen" Mumlede jeg og nikkede mod stuen.

Zayn's synsvinkel:

Vi gik alle sammen ind i stuen.

Hvad var det de ikke havde fortalt mig?

Liam lukkede døren, mens vi satte os i sofaerne.

"Okay, i ved det vi snakkede om med at tage hendes dagbog? Altså Niall fik fat i den, og siden at det hele stod på dansk fik vi Helene til at oversætte det for os" Startede Liam ud.

"I gjorde hvad?!" Råbte jeg.

Det kunne de jo ikke bare gøre!

De havde ingen ret til at læse i hendes dagbog, ikke når vi stadig havde andre muligheder.

"Tror du at vi var glade for at gøre det?" Spurgte Niall i et roligt tonefald.

Niall er altid rolig, eller i hvert fald for det meste.

Han kan godt blive vred, der skal bare meget til.

Niall er den mest følsomme af os alle sammen, men stadig den mest rolige.

"Nej selvfølgelig ikke, jeg mener bare at vi ikke har prøvet alt endnu" Mumlede jeg.

"Det er lidt for sent at sige nu" Kommenterede Harry.

"Men hvad fandt i ud af?" Ville Louis vide.

"Hun har, eller havde, en tvillingesøster. Isabella. Hun døde for to år siden i dag" Fortalte Liam.

"Hvad døde hun af?" Spurgte Harry nysgerrigt.

Et eller andet sted håbede jeg på at de ikke havde fundet ud af det.

Eller, jeg håbede for Isabelle at de ikke vidste det. Det virkede som om at det havde været svært for hende at fortælle det til mig, og jeg tror ærlig talt ikke at hun vil have at de andre skal vide det.

Ikke før at hun selv er klar til at fortælle dem det.

"Det stod der ikke noget om" Sukkede Niall.

Jeg måtte stoppe mig selv for ikke at smile.

De vidste det ikke, men det gjorde jeg.

Jeg vidste hvor bange hun var for at miste sig selv, og nu kunne jeg være der for hende.

Det kunne de andre drenge ikke, for de vidste det ikke.

Men hvorfor havde hun bare skubbet mig væk før?

Jeg troede virkeligt at der var noget mellem os, jeg var ikke sikker på hvad, men der var noget. Og så skubber hun mig bare væk?

Hun forvirrede mig.

Først vil hun slet ikke have noget med mig at gøre, så fortælle hun mig stort set hele hendes historie, og så skubber hun mig væk.

Jeg forstår det ikke!

Isabelle's synsvinkel:

Efter at have smækket døren, smed jeg mig i sengen.

Nu håbede jeg bare at han ville lade mig være.

Lige meget hvor lidt jeg havde lyst til at skubbe ham væk, blev jeg nødt til det.

Med en knyttet hånd slog jeg mig selv i maven.

Lige efter slaget kunne jeg ikke mærke det, men efter lidt tid kom smerten.

Det gjorde ondt, men jeg havde fortjent det.

Hvordan kunne jeg være så dum at fortælle det hele til Zayn?

Igen slog jeg min hånd hårdt imod huden på min mave.

Det hele ville være så meget nemmere hvis jeg bare var død.

Det ville være nemmere for alle, der var jo alligevel ingen der elskede mig.

Og selv hvis en af drengene holdt af mig, så ville de være de eneste. Det er der problemet ligger, de eneste der måske holder af mig, bliver jeg nødt til at skubbe væk.

Min ene finger kradsede et langt mærke i min underarm.

En lille tynd, let hævet, rødt mærke kom frem på min arm der hvor min finger havde kradset.

Lidt efter gjorde jeg det igen.

Smerten var der aldrig særlig længe, så derfor gjorde jeg det altid flere gange.

"Brug dog en kniv. Stol på mig, det hjælper" Lød Isabella's stemme inde i mit hoved.

Skulle jeg stole på hende?

Hun var jo min søster så hun havde sikkert ret.

Ja selvfølgelig skulle jeg stole på hende. Hvordan kan jeg overhovedet finde på at spørger om det?

Men jeg havde jo ikke en kniv herinde.

"Tag en fra køkkenet" Sagde hun.

Hvis jeg nu bare sagde at jeg gerne ville have et æble, og ville skærer det ud på mit værelse, så kunne jeg jo godt få en kniv herind.

Hurtigt fik jeg rejst mig og var på vej ud i køkkenet.

Jeg fandt hurtigt et æble og en kniv frem. Man kunne se at drengene sad og snakkede sammen inde i stuen.

Hvad de snakkede om kunne jeg ikke høre, men jeg var også ret ligeglad.

Med sikre skridt gik jeg ind på mit værelse igen og lukkede døren.

Jeg satte mig i sengen og skar æblet ud.

Kernehuset lod jeg ligge på mit natbord, så det så ud som om at jeg havde spist æblet.

Selve æblet smed jeg ud i den skraldespand der stod uden for mit vindue.

Jeg lagde mig ned på sengen, og tog fat i kniven med et fast greb.

Jeg kørte kniven over min hofte, og kunne med det samme mærke den store smerte der kom.

Et lille klynk kom fra mig på grund af smerten.

Det gik lige pludselig op for mig hvad jeg havde gjort.

Jeg havde skåret i mig selv!

Hvordan kunne jeg gøre det?

Det var det eneste jeg havde lovet mig selv aldrig at gøre, og det kunne jeg ikke engang overholde.

Smerten i min hofte blev ikke mindre som den plejede når jeg havde kradset, eller slået mig selv.

Den blev ved med at være der.

Jeg havde ikke noget i mod at jeg havde gjort det, jeg havde jo fortjent smerten.

Hvorfor havde jeg ikke gjort det for lang tid siden?

Jeg var godt klar over at det ville give mig ar, men jeg var jo allerede ødelagt inden i, så det ville ikke gøre den store forskel hvis jeg også var ødelagt udenpå.

Det hele var jo også lige meget, om tre uger var jeg væk herfra.

Når jeg blev 18 kunne de ikke holde mig her.

Når jeg blev 18 var der ingen der kunne stoppe mig, og hvis de prøvede blev det værst for dem selv.

De har stoppet mig en gang, og de får ikke lov til at gøre det igen.

Med de tanker, og en stor smerte i min hofte faldt jeg i søvn.

**

"Hvem ville nogensinde have troet at du kunne finde ud af at gøre noget rigtigt?" Spurgte Isabella drillende.

Jeg kiggede smilende på hende.

"Bare bliv ved med at skubbe dem væk fra dig, så skal det hele nok gå" Sagde hun glad.

Hun var altid så pæn når hun var glad.

Man kunne altid se smilet i hendes øjne, og det gjorde mig glad hver gang.

"Og du skal bare blive ved med at stole på mig, jeg vil jo kun hjælpe dig" Forsatte hun smilende.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Mit hoved var fuldstændigt tomt.

"Og lige en sidste ting: Jeg el.." Hun kiggede skræmt til siden, og nåede ikke at sige sætningen færdig inden en bil ramte hende.

Alting var lige blevet godt i mellem os, og så sker det her?

Jeg vågnede med et sæt.

I det mindste var hun holdt op med at råbe af mig.

"Er du okay?" Spurgte en søvnig stemme, som kun kunne tilhører Niall.

Jeg kiggede forskrækket ned over på ham.

Han lå lige ved siden af mig, hvilket jeg overhovedet ikke kunne få til at give mening.

"Skub ham væk fra dig!" Hviskede Isabella til mig.

"Hvad fanden laver du herinde?!" Hviske råbte jeg.

"Jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne ligge mig til at sove herinde, når jeg alligevel sikkert ville gå herind midt om natten" Forklarede han med den tydelige irske accent.

"Og det tror du at jeg har det fint med?" Spurgte jeg irriteret.

"Altså, jeg har jo sovet herinde de sidste par nætter" Mumlede han forvirret.

"Smut, jeg har ikke brug for dig!" Snerrede jeg vredt af ham.

"M-men jeg ville jo bare.." Begyndte han.

"Jeg er da ligeglad med hvad du ville!" Afbrød jeg ham.

Mine øjne havde vænnet sig til mørket, så jeg kunne nu se ham ordentligt.

Han så forvirret, men samtidigt såret på mig.

"M-men.." Stammede han.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre ham ked af det, men det var den eneste måde at holde ham væk.

Niall's synsvinkel:

M-men.." Stammede jeg.

Jeg var forvirret.

Hvorfor var hun lige pludselig så sur på mig?

Jeg troede at vi var venner, og det gjorde ondt den måde hun havde vrisset af mig.

"Gå!" Snerrede hun ud gennem sammenbidte tænder.

Jeg ville sige noget, men ordene sad fast i min hals.

Da jeg ikke gjorde noget, skubbede hun mig ned af sengen.

Dét sårede mig.

Da mine øjne begyndte at blive våde gik jeg.

Jeg endte på en stol i køkkenet.

Zayn, Louis og Harry var blevet for at sove, da det var blevet ret sent da vi blev færdige med at snakke.

Jeg begyndte stille at græde.

Hvorfor opførte hun sig pludseligt sådan overfor mig?

Hvad havde jeg gjort hende, siden at hun ikke ville lade mig hjælpe hende?

De andre nætter havde hun virket næsten glad for at jeg trøstede hende, men nu var det helt anderledes.

Jeg kunne høre stille fortrin fra gangen af, men tog mig ikke af det.

Harry's synsvinkel:

Jeg kunne høre nogen der græd inde i køkkenet, så jeg gik selvfølgelig derind.

I mørket kunne jeg svagt skimte en skikkelse der sad på den ene stol.

Jeg kunne ikke se hvem det var, men det var i hvert fald ikke Isabelle.

Hurtigt fik jeg sat mig overfor personen som viste sig at være Niall.

Åh nej. Jeg hader når han græder.

"Niall, hvad er der galt?" Spurgte jeg bekymret.

Det gjorde altid så ondt når han græd.

Han rystede svagt på hovedet, som om at han ikke ville sige det.

Det ville han sikkert heller ikke.

"Niall, fortæl mig det" Sagde jeg insisterende.

Han kiggede op på mig med blanke øjne.

Er du godt klar over hvor forfærdeligt det er når han græder?

Det gør ondt på alle, selv dem der der ikke kender ham.

"Isabelle" Mumlede han grådkvalt.

"Hvad er der med hende?" Spurgte jeg bekymret.

Der var forhåbentligt ikke sket noget med hende.

"Hun ville ikke give mig lov til at trøste hende. Jeg kunne se på hende at der var noget glat, men hun sagde at jeg skulle gå. Hun skubbede mig endda ned fra sengen" Sagde han knust.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var alt for forvirret.

Hvorfor ville hun lade ham trøste hende?

Den pige forvirrede meget alt for meget.

Først havde hun snerret af Zayn fordi at han prøvede at hjælpe hende, og nu havde hun nægtet Niall at lade ham trøste hende?

Der var et eller andet helt glat med hende.

<><><><>

*OM EN MÅNED ER DET STORE BEDEDAG*

Og lige nu har vi påskeferie!!

Jeg elsker at have ferie.

Men Isabelle har skåret i sig selv, og fået Niall til at græde!!

Kan drengene overhovedet hjælpe hende, eller gør de bare alting værre?

Prøver Isabella virklig på at hjælpe Isabelle, eller prøver hun at få hende til at sårer alle drengene?

Og et helt andet spørgsmål: Skal i lave noget spænende i ferien??? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...