When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4781Visninger
AA

5. Now i'm stuck with them

 

Jeg åbnede mine øjne.

Det havde jeg næsten glemt, jeg er på hospitalet.

Niall sad ikke længere ved mig, heldigvis.

Ikke at jeg havde noget i mod ham, men nærkontakt er bare ikke lige mig.

Og så har jeg det ikke særlig godt med at være sammen med dem.

Når vi nu snakke om Niall, hvor var han så enlig?

"Du er vågen" Sagde Zayn.

"Ja" Svarede jeg koldt.

"Hvor gammel er du?" Hvor ville jeg ønske at jeg stadig var 15.

"17" Noget Isabella aldrig nåede.

"Hvor er Niall" Spurgte jeg med en usikker stemme.

Zayn var den jeg havde mindst lyst til at være alene med.

Han havde været Isabella's yndlings.

"Han henter morgenmad til os" Svarede han.

"Når du siger os?" Jeg var ikke ligefrem særlig sulten.

"Så er det også dig" Han kiggede undersøgende på mig.

"Jeg er ikke sulten" Sagde jeg, og kiggede væk fra ham.

"Det havde jeg heller ikke regnet med, men du skal spise alligevel" Fortalte han en smule hårdt.

"Du bestemmer ikke over mig" Jeg kiggede igen over på ham.

"Du har anoreksi, du skal spise" Sagde han med den hårde tone igen.

"Jeg har ikke anoreksi" Mumlede jeg stille.

"Jo du har! Kan du ikke se at du er ekstremt tynd? Come on, selv vi kan se det gennem din hættetrøje" Mine øjne blev våde, men jeg nægtede at græde foran ham.

Jeg vendte ansigtet væk fra ham.

Døren gik op, og Niall kom ind.

Han havde to bakker med mad i hænderne.

"Så er der morgenmad!" Sagde han glad.

"Jeg er ikke sulten" Svarede jeg koldt.

"Du bliver altså nødt til at spise" Sagde Niall prøvende.

"Hvorfor?" Ville jeg vide.

"Fordi at du er alt for tynd" Sagde han forsigtigt.

"Kan i ikke bare blande jer udenom?!" Spurgte jeg hårdt.

"Nej, det kan vi ikke. Ikke for noget, men en 17årig pige burde ikke være ved at begå selvmord" Svarede Zayn ligeså hårdt tilbage.

Det er sikkert rigtigt, men en 15årig pige burde heller ikke dø i en bilulykke.

"Der er mange der dør hver dag, hvorfor skulle jeg ikke være en af dem?" Jeg kiggede ham i øjne, og sendte ham et hårdt blik.

"Fordi at selvmord ikke er løsningen!" Sagde han vredt.

Hvad vidste han om det? Han vidste jo slet ikke hvad jeg har været igennem.

"Du kender mig ikke" Svarede jeg neutralt tilbage.

"Spis nu bare" Sagde han opgivende.

"Jeg spiser hvis du holder mund" Forslog jeg.

"Fint. Jeg skal nok holde mund" Sagde han, og begyndte at spise.

**

Der havde været en akavet stilhed mens vi spiste.

Jeg rejste mig op.

"Hvor skal du hen?" Spurgte Niall hurtigt.

"På WC" Var det ikke lidt indlysende.

Zayn sukkede tungt, mens Niall fik et underligt blik i øjne.

Man skulle næsten tro at de troede, at jeg havde bulimi.

"Jeg har altså ikke bulimi, hvis det er det i tror" Fortalte jeg dem.

"Du sagde også at du ikke havde anoreksi" Mumlede Zayn.

Jeg rullede øjne af ham, og gik ind på det lille badeværelse.

Ærmerne på hættetrøjen trak jeg op til albuerne. 

Jeg trykkede min pegefinger negl ned i armen, lige under albuen.

Jeg trak hårdt min hånd ned til håndleddet, så min negl lavede et langt rødt mærke.

Smerten var der med det samme, og fjernede mine tanker fra Niall og Zayn.

Det var som om at alle mine bekymringer forsvandt.

Jeg sukkede lettet, og gjorde det et par gange mere.

Smerten var det eneste der kunne fjerne mine tanket om Isabella.

Jeg trak ærmerne ned igen, og skyllede ud i toilettet.

Ikke fordi at jeg havde brugt det, men for at Niall og Zayn ikke opdagede noget.

Jeg gik ud til dem igen, og satte mig på sengen ved siden af Niall.

"Hvornår kan jeg komme ud herfra?" Spurgte jeg for at lette den akavede stemning.

"Vi kører nu" Sagde Niall og rejste sig op.

Zayn og jeg gjorde det samme.

**

Zayn's synsvinkel:

Niall sad sammen med Isabelle inde på hendes værelse.

Jeg stod ude på gangen, og var ved at ringe til Liam.

"Hvad så, Zayn?" Spurgte han, da han tog den.

"Liam, jeg tror ikke at det er en særlig god idé at lade hende være alene" Forklarede jeg ham.

"Hvorfor ikke?" Spurgte han undrende.

"Hun virkede ikke ligefrem begejstret for at vi havde stoppet hende i går" Fortalte jeg ham.

"Så du tror at hun har tænkt sig at prøve igen?" Liam lød ikke glad ved tanken om det.

"Hvis jeg skal være ærlig, så ja" Sukkede jeg.

Der var et eller andet over hende, jeg kan ikke beskrive det.

Det var som om at hun skjulte et eller andet, som om at anoreksi var hendes mindste problem.

Men jeg ved ikke lige hvad der kunne være et større problem end anoreksi.

"Zayn, tror du at vi kan holde hende fra at gøre det?" Noget sagde mig at vi kunne hjælpe hende mere, end de mennesker der var her kunne.

"Vi kan jo prøve" Svarede jeg ham.

"Snak med inspektøren, hvis hun giver os lov så kommer i bare hjem til mig. De andre er her allerede" Sagde han, inden han lagde på.

**

Jeg bankede på inspektørens dør.

"Kom ind" Lød hendes stemme fra den anden side af døren.

Jeg gik ind og satte mig overfor hende.

"Hvordan har Isabelle det?" Spurgte hun bekymret.

"Lige nu har hun det fint, men jeg tror at hun har tænkt sig at prøve at begå selvmord igen" Fortalte jeg hende ærligt.

"Forsæt" Sagde hun kort.

"Jeg tror ikke at hun kan få den hjælp hun har brug for her" Startede jeg forsigtigt ud.

Isabelle's synsvinkel:

Jeg sad inde på mit værelse sammen med Niall.

Hvorfor han stadig var her, aner jeg ikke.

For min skyld måtte han godt bare gå.

Jo før, jo bedre.

Der var ingen af os der sagde noget.

Der var faktisk en meget akavet stilhed.

"Hvornår tager i af sted?" Spurgte jeg følelsesløs.

"Når Zayn kommer tilbage" Svarede han, og kløede sig akavet i nakken.

Jeg svarede ikke, men lagde mig bare ned.

Det var vel også det man havde en seng til.

Døren gik op, og Zayn kom ind.

"Du kan godt begynde at pakke" Sagde han til mig.

Jeg kiggede forvirret op på ham.

"Hvorfor" Spurgte jeg koldt.

"Du skal bo hos os, i det næste stykke tid" Svarede han roligt.

"Fandme nej! Jeg gider sgu ikke at bo sammen med jer!" Svarede jeg ham vredt.

Hvis jeg skulle bo sammen med dem, så kunne jeg nok ikke ligefrem komme til at være sammen med Isabella igen.

"Bare ærgerligt. Hvis du ikke pakker, så gør vi det for dig" Svarede han, og begyndte at kigge rundt efter mine ting.

"Det kommer nok ikke til at tage så lang tid, for jeg har ikke engang pakket ud endnu" Mumlede jeg.

"Jamen det er jo super, så kan vi bare tage af sted nu" Sagde Zayn glad.

"Jeg nægter at gå med jer!" Sagde jeg hårdt.

Jeg kiggede stift op i loftet, men jeg kunne tydeligt høre Zayn sukke.

"Niall, tag hendes taske" Sagde han træt.

Jeg ville ikke være i nærheden af dem.

Der var millioner af piger der ville dø for at møde dem, hvorfor brugte de ikke deres tid med dem?

Hvorfor kunne de ikke bare have ladet mig dø?

Så ville alting være meget bedre.

Zayn tog om mig, og løftede mig op.

"Sæt mig ned!" Skreg jeg af ham.

"Nej, når ikke selv går med, bliver jeg jo nødt til at løfte dig" Nej, når jeg ikke selv går med, skal du bare lade mig være.

Han begyndte at gå ud af værelset.

"Vent!" Råbte jeg, og han stoppede heldigvis op.

"Hvad nu?" Spurgte han opgivende.

"Min dagbog" Svarede jeg hurtigt.

"Hvor ligger den?" Spurgte Niall, der var bag ved os.

"Under min pude" Det var lige meget om han læste i den, han kunne jo ikke forstå det alligevel.

"Jeg henter den" Sagde han, og gik ind på værelset igen.

Zayn begyndte igen at gå, og jeg havde lidt opgivet at kæmpe imod.

Da vi kom ud til bilen, satte han mig ind på bagsædet.

Lidt efter kom Niall med min taske i hånden, og min dagbog i den anden.

**

Jeg fulgte tavst efter Zayn og Niall ind i huset.

Turen herhen havde ikke været så forfærdelig lang, hvilket jeg var glad for.

De åbnede døren og gik ind.

"Så er vi her, drenge!" Råbte Niall, med hans irske accent.

Jeg fik taget mine sko af, og fulgte efter Niall og Zayn ind i stuen.

"Hey" Kom det fra de tre andre drenge der sad i stuen.

Selvfølgelig var de der alle sammen.

"Jeg fik ikke fat i dit navn i går" Sagde ham med krøllerne.

"Isabelle" Svarede jeg ham kort.

"Isabella, det er et flot navn" Sagde han venligt.

Mine øjne blev varme, og jeg var godt klar over at mine øjne var blevet blanke.

At de sagde hendes navn, gjorde det ikke ligefrem nemmere for mig.

Det var jo hårdt nok at være i samme rum som dem.

Jeg kunne mærke at noget vådt løb ned af min kind.

Forbandede tårer, de kommer altid på det forkerte tidspunkt.

"Hvad er der galt?" Spurgte ham med krøllerne.

Jeg var ret sikker på at han var en af dem, der holdt mig ved toilettet i går.

"Det er Isabelle" Hviskede jeg.

Jeg var bange for min stemme ville knække, hvis jeg talte højere.

"Har i spist?" Afbrød ham med det korte brune hår.

Ham havde jeg ikke set i går.

"Ja" Svarede jeg af ren refleks.

"Nej" Svarede Niall, i mens Zayn kiggede undersøgende på mig.

"Jeg orker ikke at lave noget" Sagde den sidste dreng.

"Du kan jo heller ikke lave mad" Kom det fra ham med krøllerne.

Det er enligt lidt forvirrende når jeg ikke kan deres navne.

"Hvad er det lige i hedder?" Spurgte jeg med en lav stemme.

"Ved du det ikke?" Spurgte ham med det korte hår forvirret, mens han kiggede ned på min trøje.

Det er jo også rigtigt, jeg har en One Direction hættetrøje på.

"Nej" Svarede jeg koldt.

"Men.. Jeg troede at du var en fan" Lød det forvirret fra ham med krøllerne.

"Det er jeg ikke" Bare fordi at man havde en hættetrøje med deres bandnavn på, behøvede man jo ikke være fan.

De fortalte hurtigt deres navne, hvilket jeg var meget glad for.

"Jeg er sulten" Sagde Niall midt i det hele.

"Så ring til Nandos, jeg orker ikke at lave mad" Svarede Harry, mens Niall lyste op i et smil.

"Hvad skal du have, Isabelle?" Spurgte Louis og kiggede afventende på mig.

"Jeg ved ikke hvad Nandos er" Fortalte jeg dem, hvilket medførte at Niall fik et chokeret ansigts udtryk.

"Du er i England. Hvordan kan man ikke vide hvad Nandos er?" Spurgte Niall, og lød fornærmet.

"Det er min 3. dag i England" Indrømmede jeg.

"Så vælger jeg for dig!" Sagde Niall glad, og løb ud i det jeg regner med er køkkenet.

Jeg sukkede tungt.

Jeg var jo ikke sulten.

"Hva så?" Spurgte Harry.

"Jeg er ikke sulten" Mumlede jeg, og håbede at han ikke havde hørt det.

Nu var det Zayn der sukkede.

Hvad var der lige med ham?

Hvorfor var det så vigtigt for ham at jeg spiste, han kunne jo være ligeglad.

Han kendte mig jo ikke.

"Er du nogensinde sulten?" Spurgte Zayn træt.

Det var sikkert mig han var træt af.

Måske var han begyndt at fortryde at de ikke bare lod mig dø.

"Nej" Svarede jeg ham ærligt.

Jeg havde ikke været sulten i de sidste to år.

Hvilket minder mig om at i overmorgen er det præcis to år siden.

Hun døde 3 uger og 2 dagen inden vores 16 års fødselsdag.

"Maden kommer om 20 minutter" Sagde Niall da han kom ind til os igen.

Når jeg tænkte over det, så var jeg faktisk ret træt.

"Hvor skal jeg sove?" Spurgte jeg og kiggede rundt på alle drengene. Alle undtagen Zayn.

"Øhh, så langt har vi ikke lige tænkt endnu" Indrømmede Liam.

Jamen det var jo bare super, nu kunne jeg ikke sove.

"Har i tænkt jer at finde ud af det?" Spurgte jeg træt.

"Hvem sover hun hos?" Spurgte Louis.

Vent hvad, sove hos?

Jeg skal ikke dele seng med nogen af dem!

"Hvad mener i med, hvem jeg skal sove hos?" Spurgte jeg forvirret,

"Vi mener hvem du skal bo hos" Svarede Louis.

Jeg troede at de alle sammen boede her.

"Hun kan bo hos mig" Sagde Zayn.

Jeg skal fandme ikke bo hos Zayn, så hellere en af de andre.

Faktisk, så vil jeg hellere bo hos en morder!

"Nej, det nægter jeg!" Sagde jeg, og kiggede hårdt på Zayn.

"Du nægtede også at tage med herhen, se hvordan det gik" Svarede han, med et drillende smil.

Hvad fanden var der galt med ham?

Kunne han ikke bare fatte at jeg ikke kunne lide ham?

"Hvis jeg skal bo hos dig, så nægter jeg at spise noget" Truede jeg.

Nu måtte jeg bare krydse mentalt fingre for at det virkede.

"Så hvis du bor hos en af os andre, så vil du godt spise?" Spurgte Harry.

"Jeg vil bare ikke bo sammen med Zayn!" Sagde jeg hårdt.

"Så lad os lave en aftale. Du bor ikke hos mig, jeg holder mund når du beder mig om det, og jeg holder mig væk fra dig hvis der er det du vil have" Startede Zayn ud.

Indtil videre lød det da meget godt.

"Men kun hvis du spiser noget, morgen, middag og aften" Han kiggede ned på mig med løftede øjenbryn, for at se om jeg havde forstået det.

Morgen middag og aften?

Men det var jo tre gange om dagen!

Så meget kunne jeg jo ikke spise! 

Ikke på en dag i hvert fald.

"Jeg kan jo ikke spise så meget" Indrømmede jeg.

"Du kan starte med små portioner" Indskød Liam.

Det lød som en okay idé.

Det kunne jo ikke skade at prøve.

Eller lade som om at jeg prøvede.

Når jeg fik chancen, så skulle jeg væk herfra!

Og jeg mener ikke kun væk fra dem. Jeg skal helt væk.

"Aftale" Sagde jeg kort.

**

20 minutter senere var maden kommet.

Det lugtede som kylling, men jeg var ikke sikker.

Jeg har aldrig været så godt til det med mad.

Vi sad alle sammen inde i stuen, undtagen Niall.

Der var en ret akavet stilhed.

Niall kom ind med maden, og lignede en femårig der skulle til at åbne sine fødselsdags gaver.

Han gav os alle sammen en tallerken med mad på.

Det var alle sammen store portioner.

Jeg kiggede håbløst på tallerkenen.

Det ville jeg jo aldrig få spist!

"Du behøver ikke at spise det hele. Det er ret store portioner" Sagde Liam, og sendte mig et lille smil.

"Liam, det skal du jo ikke sige til hende" Kom det opgivende fra Zayn.

"Zayn" Sagde jeg, og kiggede over på ham.

Han fattede det hurtigt, og holdte mund.

Jeg sad helt stille og kæmpede med at spise, mens drengene (minus Zayn) sad og snakkede med hinanden.

Hvorfor skulle det også være så svært at spise?

Det var jo ikke fordi at det ikke smagte godt, for det gjorde det.

Men jeg var bare ikke sulten, det var jeg aldrig.

Jeg tror at jeg havde spist omkring en fjerde del af det der var på tallerkenen.

Hvis jeg spiste mere, tror jeg at det ville komme op igen.

Jeg kunne mærke at maden sad helt oppe i halsen på mig, hvilket gav mig kvalme.

Min mave trak sig en lille smule sammen, men det var ikke fordi at jeg skulle kaste op eller noget.

Jeg havde bare dårlig samvittighed over at jeg havde spist så meget.

Det havde jeg altid efter at have spist noget.

Jeg sukkede, og lænede mig tilbage i sofaen.

"Kan du ikke have mere?" Spurgte Niall.

Han var for længst blevet færdig med at spise.

Jeg rystede forsigtigt på hovedet.

"Jamen det skal i hvert fald ikke gå til spilde" Sagde han hurtigt, og tog tallerkenen.

Han begyndte at spise resten af min mad også.

Hvordan kan man spise så meget?

Og stadig se ud som han gør?

Det er jo ikke menneskeligt muligt!

Harry tog en af Niall's pomfritter. Eller det var jo mine, men du ved hvad jeg mener.

Niall kiggede ondt på Harry.

Han så faktisk ud til at ville slå ham.

Men det tror jeg ikke at Niall kunne finde på, men hvad ved jeg?

Jeg har jo næsten lige mødt dem.

Niall satte munden ned til Harry's håndled, og Harry begyndte at skrige.

"Av for satan Niall!" Skreg Harry.

"Ingen stjæler mit mad!" Advarede Niall og kiggede rundt på os alle sammen.

Aldrig tag Niall's mad, det tror jeg at jeg har forstået.

"Niall deler aldrig når det gælder mad" Forklarede Liam mig.

"Det kan jeg se" Sagde jeg, og gabte kort efter.

"Træt?" Spurgte Louis.

Jeg nikkede træt.

"Hvor sover hun? For hun kan jo ikke være hos mig" Kom det fra Zayn.

"Kan hun ikke bare være her? Vi er jo alligevel altid sammen, så det er vel ret ligegyldigt" Sagde Harry.

Jeg hader når folk snakker om mig, som om at jeg ikke her.

Det er så irriterende.

"Jeg er her altså stadig" Mumlede jeg.

De hørte mig ikke.

Hvor er det typisk.

"Jo, hun bliver her" Sagde Liam nikkende.

"Okay Isabelle, du kommer til at bo her" Sagde Louis, og kiggede på mig.

Nå, nu ligger de mærke til mig?

"Det hørte jeg godt første gang i sagde det" Mumlede jeg.

Jeg kan godt lide at mumle.

Det var ikke særlig tit at jeg var i humør til at snakke helt vildt.

"Jeg viser dig hvor du kan sove" Sagde Liam, rejste sig op, og gjorde tegn til at jeg skulle følge efter.

Så det gjorde.

Liam gik ind i et stort værelse, der lignede et gæsteværelse.

Det første jeg lagde mærke til var sengen.

Den så blød ud.

"Er det her okay?" Spurgte Liam.

"Ja, det er helt fint" Sagde jeg, uden at mumle.

**

Jeg havde lige skiftet til nattøj, og var på vej i seng.

Drengene var taget hjem, men Niall havde bestemt sig for at blive og sove.

Jeg er bare glad for at det ikke var Zayn der blev.

Med tunge skridt gik jeg ind på mit værelse.

Jeg smed mig i sengen, og faldt hurtigt i søvn.

**

Jeg sad på en stor sten, på en varm strand.

Hvis jeg ikke tog meget fejl, så sad jeg på Rømø strand.

Det var altid har vi tog hen om sommeren.

Det eneste problem med denne her strand er at der altid er mange tyskere.

Jeg kan ikke lide tyskere.

Men det gode er at der ligger en Ben & Jerry's tæt på.

En dag om året kan få gratis Ben & Jerry's is.

Det var altid mig og Isabella's yndlings dag.

"Nå, så du har ikke prøvet igen?" Spurgte en stemme, som jeg straks genkendte.

"De vil ikke lade mig være alene" Forklarede jeg hende.

"Det ville jo også være dumt" Hun kiggede hårdt på mig.

"Hvorfor? Jeg har jo intet at leve for!" Mine øjne begyndte langsomt at løbe i vand.

"Du er sammen med de fem lækreste drenge på jorden! Fortæl mig lige hvorfor du gerne vil væk" Hun kiggede på mig med nogle hårde brune øjne.

"Du aner ikke hvor ondt det gør at være sammen med dem! Alt hvad de gør minder mig om dig!" En tåre løb ned ad min kind.

"Du er så ynkelig!"Råbte hun vredt af mig.

Jeg satte mig skrigende op i sengen.

Drømmen havde været så realistisk.

Hulkende gemte jeg ansigtet væk i mine hænder.

Det er tredje gang at hun besøger mig i mine drømme!

Der har ikke været én nat mens jeg har været i England, hvor jeg ikke har drømt om hende.

Jeg kunne høre døren gå, men jeg kiggede ikke op for at se hvem det var.

Personen satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm om mig.

"Mareridt?" Spurgte Niall's irske stemme.

Jeg nikkede svagt.

Selvom at jeg ikke havde lyst, kiggede jeg alligevel op på ham.

Hans klare blå øjne var så beroligende at kigge ind i.

Han fik mig til at ligge mig ned igen, og lagde sig også selv ned.

Mit hoved lå ved hans brystkasse, og han havde lagt begge sine arme om mig.

Han aede mit hår, og hviskede beroligende ting i mit øre.

Jeg faldt langsomt i søvn til lyden af hans irske stemme.

<><><><>

*PANDEKAGER MED NUTELLA!!*

Du må undskylde hvis jeg lige gjorde dig sulten, for det var ikke meningen.

Men jeg har lige fundet ud at der er en grænse for hvor meget man kan skrive på et kapitel.

Men 13 på favoritlisten!! Det er jo vildt!!

Men skriv hvad i synes, for jeg ELSKER kommentarer!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...