When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4777Visninger
AA

9. I'm gonna try one more time

Jeg blev nødt til at snakke med hende i morgen, men lige nu skulle jeg have Niall i seng.

Han var ved at falde i søvn over spisebordet.

Jeg tror ikke at Liam ville blive særlig glad for at finde Niall liggende i hans eget savl, når han står op. 

Så jeg må nok hellere få ham ind i seng, inden at han falder helt i søvn.

Med lidt besvær fik jeg rejst ham op, og ind på hans værelse.

Han vejede ikke særlig meget taget i betragtning af hvor meget han spiser.

Det er enligt ret underligt når man tænker over det.

Jeg listede stille ud af Niall's værelse og gik ind i min egen seng.

Eller, det er jo rent faktisk Liam's men det er den jeg bruger når jeg sover her.

Måske havde Isabelle et eller andet psykisk?

Jeg mener hun har jo trods alt mistet sin søster, og hun var der sammen med hende da hun døde.

Hvis det var mig så ville jeg da sikkert også blive meget ked af det.

**

Isabelle's synsvinkel:

Jeg havde ikke lyst til at stå op, ikke efter det jeg havde gjort mod Niall i nat.

Han havde jo slet ikke fortjent det.

Jeg vendte mig om på den anden side, hvis jeg var heldig faldt jeg i søvn igen.

Men nej, døren gik selvfølgelig op. Det betyder enten at de vil have mig til at spise, eller at en af dem vil snakke med mig.

Jeg krydser mentalt finger for det første.

"Isabelle?" Lød en hæs stemme som kun kunne tilhører Harry.

Hvad ville han?

Han var en af dem jeg havde snakket mindst med, så hvorfor kom herind nu?

"Hvad er der?" Spurgte jeg toneløst.

"Jeg vil gerne snakke med dig" Sagde han med en tone jeg ikke kunne tyde.

"Om hvad?" Spurgte jeg lidt hårdt.

Han lukkede døren, go satte sig ned i sengen.

"Om det der skete i nat" Svarede han toneløst.

Fedt, han vidste det altså.

"Der er ikke noget at tale om" Sagde jeg koldt.

"Er der ikke? Jeg fandt min bedste ven grædende ude i køkkenet i nat. Er du godt klar over hvor forfærdeligt det er når Niall græder?" Spurgte han hårdt.

Sig mig troede han at jeg var glad for at jeg havde såret ham?

Troede han at det havde været let?

"Få ham til at tro at du hader dem alle sammen" Hviskede Isabella til mig inde i mit hoved.

"Jeg er da ligeglad. Det er ikke min skyld at han er en tudeprinsesse" Svarede jeg ham hårdt.

Det var en kæmpe løgn.

Jeg var ikke ligeglad, jeg hadede mig selv for at have såret ham.

Men der var ikke noget jeg kunne gøre ved det, eller jo det var der.

Problemet er bare hvis jeg ikke sårede ham ville han komme alt for tæt på, og det kunne jeg ikke lade ske.

Hvis det skete ville Isabella begynde at hade mig igen, og hun er vigtigere for mig end han er.

"Og hvad med Zayn? Ham skubbede du også bare væk i går, da han prøvede at hjælpe dig" Blev han ved.

"Jeg har ikke brug for jeres hjælp!" Nærmest råbte jeg.

"Jo Isabelle, det har du" Sagde han roligt.

"Jeg har da klaret mig fint uden jer de sidste to år!" Vrissede jeg.

"Se lige på dig selv! Du har anoreksi og har været ved at begå selvmord, hvor godt synes du selv at det går?" Spurgte han bedrevidende.

"Ja, og på grund af jer idioter er jeg her stadig!" Råbte jeg vredt.

"Tænk lige på din søster, tror du ikke at hun ville blive ked af det hvis du døde?" Spurgte han medfølende.

Nå ja, han vidste jo ikke at hun var død.

"Jeg har ikke nogen søster" Mumlede jeg lavt for at han ikke skulle hører det.

"Når nej, hun er allerede død" Sagde han hårdt.

Hvordan vidste han det?

Altså Niall havde set mit billede af os, men han vidste ikke at hun var død.

Zayn.

Jeg havde fortalt det hele til Zayn.

Hvor følte jeg mig dum, selvfølgelig havde han fortalt dem det.

"Hvor meget har Zayn fortalt jer?" Spurgte jeg.

Hvid jeg var heldig havde han kun fortalt dem at hun var død.

"Hvad snakker du om? Zayn har ikke fortalt os noget" Kom det forvirret fra Harry.

"Men hvordan ved du så at hun er.." Jeg afbrød mig selv. Jeg havde ikke lyst til at sige det.

Harry's synsvinkel:

Fuck, had gør jeg nu?

Jeg kan jo ikke ligefrem fortælle hende at vi har læst hendes dagbog.

"Jeg gættede" Svarede jeg endelig.

Det var nok det dummeste svar nogensinde!

Men hvorfor havde hun troet at Zayn havde fortalt os noget?

Han vidste jo ikke mere end vi andre gjorde, eller gjorde han?

Jeg blev nødt til at snakke med ham, Isabelle var alligevel umulig at finde ud af.

Hun sagde at hun var ligeglad med Niall, men det troede jeg ærlig talt ikke på.

Hurtigt gik jeg ud af hendes værelse for at finde Zayn.

Selvfølgelig vidste han noget, det var derfor at han lige pludselig var blevet så ekstrem beskyttende over for hende.

Hun havde fortalt ham et eller andet.

Jeg fandt Zayn siddende i den ene sofa sammen med Niall og Liam.

"Zayn, du ved noget" Sagde jeg hurtigt og satte mig ned i den anden sofa.

Zayn kiggede undvigende rundt i hele stuen, mens Liam og Niall kiggede forvirret på ham.

"Jeg ved ikke noget" Mumlede han med blikket placeret på hans fødder.

"Jo du gør, du kan ligeså godt fortælle det" Pressede jeg på.

"Zayn, ved noget?" Spurgte Niall forsigtigt.

Zayn nikkede svagt.

"Det var en bilulykke. Bilen ramte dem begge, men det var kun Isabella der døde" Sagde han lavt.

Ingen af sagde noget, der var helt stille.

Måske havde hun rent faktisk noget glat med hende.

Altså når hun selv var med i den bilulykke der var skyld i at hendes søster er død, så kan jeg da godt forstå hvis der er et eller andet galt i hendes hoved.

"Hvorfor fortalte du det ikke?" Spurgte Liam efter lidt tid.

Vi kiggede alle afventende på Zayn.

"Jeg lovede hende ikke at fortælle jer det" Mumlede han.

Isabelle's synsvinkel:

Harry var gået, og det virkede ikke som om at han kom tilbage lige foreløbig.

Jeg fandt kniven frem og skar en lang rift på min hofte.

Blodet begyndte langsomt at komme frem der hvor kniven havde skåret.

Det gjorde ondt, men på en god måde.

Det var som om at det fjernede smerten fra det hul jeg havde inden i.

Jeg sukkede lavt.

Hvorfor gjorde jeg det her mod mig selv?

Hvad havde jeg gjort siden at jeg fortjente at få så meget smerte i mit liv?

Jeg var efterhånden holdt op med at tro på karma.

Hvis det virkelig fandtes så må jeg virkelig have gjort noget galt da jeg var mindre.

Eller også ville jeg få et helt vildt godt liv om nogle år, men det har jeg bare ret svært ved at tro på.

Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne få et godt liv.

Er der en mening med livet, eller er det hele bare tilfældigheder?

Er det forudbestemt hvad der skal ske med vores liv allerede når vi bliver født?

Hvis det er, hvad skal der så ske med mit liv?

Er jeg blevet født bare for at leve i smerte?

En lydløs tåre løb ned ad min kind.

Jeg kunne ikke klarer det her længere.

Hurtigt fik jeg rejst mig op, og gik direkte ud på badeværelset.

Det måtte være her de havde deres piller, nu skulle jeg bare finde dem.

Det kunne da ikke være så svært.

Jeg kiggede rundt i hele badeværelset i håb om at finde nogle piller.

Der.

Et helt glas fuld af piller.

Det burde være nok.

Hurtigt fik jeg låst døren.

Jeg ville jo nødig forstyrres en gang til.

De får sig nok et chok når de finder mig, men til den tid er det ikke mit problem længere.

Med rystende hænder fik jeg låget af glasset.

Hvad er det jeg har gang i?

Jeg kan jo ikke bare give op på den måde.

"Hvad vil du helst, leve med en masse smerte, eller være sammen med mig?" Spurgte Isabella.

Være sammen med dig selvfølgelig.

Der er jo ingen der gider at leve med så meget smerte som jeg gør.

"Så gør det, der er ingen der dømmer dig for det" Sagde hun beroligende.

Hun havde sikkert ret.

Sidste gang havde hun jo også haft ret, så hvorfor skulle hun ikke have det nu?

Denne her gang ville jeg ikke tage pillerne en af gangen.

For det første havde jeg nok ikke så meget tid, og for det andet kunne det være at jeg blev kvalt i pillerne.

Med rolige hænder tog jeg en håndfuld piller i munden.

Med en smule besvær fik jeg dem sunket.

En banken lød på døren.

"Isabelle?" Sagde en bekymret stemme.

Jeg tror at det var Zayn, men jeg er ikke sikker.

Mit blik var allerede blevet en smule sløret.

Jeg tog lidt flere piller og sank dem.

De kommer for sent, der er ingen der kan stoppe mig nu.

De begyndte at banke hårdere, men jeg var ligeglad.

"Isabelle luk op!" Råbte en hæs stemme.

Hvorfor var de ikke ligeglade?

Det burde de være.

Med rystende hænder fik jeg taget flere piller.

Zayn's synsvinkel:

Hvad fanden lavede hun inde på badeværelset?

Hun havde ikke svaret os, og jeg var ved at blive ret bange for hvad der var sket.

Jeg forstår ikke hvordan vi kunne glemme hende.

"Drenge vi skal der ind nu!" Kom det panisk fra Harry.

Isabelle havde selvfølgelig låst døren, så vi ikke kunne komme ind.

Den eneste grund til at hun ville gøre det var hvis..

Fuck.

Hvordan kan hun være dum nok til at gøre det to gange?!

"Undskyld Liam, men det her kommer til at gå ud over din dør" Undskyldte jeg hurtigt inden at jeg sparkede til døren.

Det hjalp ikke overhovedet.

"På tre" Sagde Harry og kiggede bestem på mig.

"En" Vi blev nødt til at komme ind til hende.

"To" Hvem ved hvad hun er i gang med.

"TRE!" Sagde han højt.

Vi sparkede samtidig til døren, og den gik op.

Isabelle sad på gulvet med et pille glas foran hende.

Hun kiggede vredt op på os, da vi kom ind.

Hurtigt var jeg henne ved hende, og fik hende løftet op i mine arme.

"Isabelle, hvad har du lavet?" Hviskede jeg uroligt til hende.

"Sæt mig ned! Jeg har ikke brug for jer!" Råbte hun vredt.

"Jo du har" Mumlede jeg lavt for at hun ikke skulle høre det.

Jeg satte hende ned ved siden af toilettet.

Hun vred sig for at komme væk, men jeg holdte hende nede.

Harry satte sig ned på den anden side af hende, for at hjælpe.

Jeg sukkede irriteret inden jeg stak fignerne i halsen på hende.

Hvorfor er det lige at det her bliver ved med at ske?

Hun vendte hovedet væk fra toilettet, for at vise at hun ikke ville have pillerne op.

Uheldigvis vendte hun hovedet om mod mig.

Bare fordi at hun vendte hovedet væk betyder det altså ikke at piller ikke kom op, for det gjorde de.

Hun brækkede sig ud over mig.

Det er pænt ulækkert kan jeg fortælle dig.

Hun kiggede vredt på mig.

Hvorfor var det lige at hun så gerne ville dø?

Var hun ikke klar over hvor mange der ville blive kede af det hvis hun døde?

Vidste hun ikke hvor meget vi rent faktisk bekymrede os om hende?

Liam løftede hende, og bar hende ind i stuen.

Det var ikke fordi at hun virkede fjern eller noget, nej jeg er ret sikker på at hun var ved fuld bevidsthed.

Isabelle's synsvinkel:

Hvorfor skal de stoppe mig hver gang?!

Det er jo helt vildt så dårlig timing de har.

Liam lagde mig ned i sofaen og lagde et tæppe over mig.

Han kiggede på mig med et ulæseligt blik.

Eller det var sikkert læseligt, men pillerne havde nået at påvirke mig en lille smule.

De andre drenge kom ind lidt efter og kiggede på mig med det samme blik.

Med de andre drenge mener jeg Harry, Niall og Zayn.

Louis var der ikke af en eller anden underlig grund.

Zayn havde ingen T-shirt på da det var den jeg havde brækket mig over.

"Hvorfor Isabelle?" Sukkede Zayn.

Han lød næsten såret?

Nej, det kunne ikke passe.

Han kunne jo ikke være såret over at jeg havde prøvet en gang til, kunne han?

Jeg betød jo ikke noget for dem, så hvorfor skulle han være såret?

"Hvorfor er det du så gerne vil dø?" Spurgte han hårdt.

Jeg havde hverken lyst til at svare eller se på ham, så jeg kiggede væk.

En hånd tog fat om min kæbe, og tvang mig til at kigge på Zayn.

Hvordan var han kommet så tæt på mig så hurtigt?

"Slå ham" kommanderede Isabella.

Jeg gjorde som hun sagde, og min hånd røg over hans kind.

Zayn ømmede sig, og trak hurtigt sin hånd til sig.

De andre drenge kiggede overrasket på mig.

Hvad fanden har jeg gang i?

Jeg kan jo ikke bare slå ham.

Han havde jo ikke fortjent det.

Det kan godt være at jeg ikke ville være i nærheden af dem, men ligefrem at slå ham?

Han prøvede jo bare at hjælpe mig, og så slår jeg ham.

Hvad er der galt med mig?

"Så er vi her!" Råbte Louis ude fra gangen.

Lidt efter kom Louis ind i stuen med en lidt ældre kvinde.

Altså ikke ældre som i gammel, men hun var ældre end os.

Jeg tror at jeg har set hende før.

Ja, det er hende fra flyet!

"Hey, det er dig jeg snakkede med på flyet" Sagde hun smilende på dansk.

"Ja, det er det" Hvor underligt at hun skulle komme nu.

"Vent, er det hendes dagbog i fik mig til at oversætte?" Spurgte hun og kiggede afventende på drengene.

Vent HVAD?!

Dagbog?

Min dagbog stod på dansk, havde hun oversat min dagbog for dem?!

Det forklarer hvorfor at Harry vidste at Isabella var.. Ja, du ved.

Alle drengene fandt lige pludselig gulvet meget interessant.

"Har i læst i min dagbog?!" Råbte jeg vredt.

Det var fandme for meget!

Glem det med at Zayn ikke havde fortjent at jeg slog ham.

Der var ingen af dem der sagde noget.

Zayn kiggede flovt på mig, men det havde han også god grund til!

Jeg havde for helvede fortalt ham det hele. Jeg stolede på ham, og hvad får jeg ud af det?

Fem idioter der læser min dagbog.

De har fandme alle sammen fortjent at blive slået!

"Jeg stolede på dig" Hviskede jeg såret til ham.

"Isabelle jeg.." Begyndte han undskyldende.

"Nej, jeg gider ikke at høre det!" Afbrød jeg ham.

Hurtigt var jeg inde på mit værelse.

Jeg var godt klar over at jeg ikke skulle være i samme rum som dem lige nu, jeg ville sikkert ende med at slå en af dem.

Mit temperament kan godt være lidt voldsomt en gang i mellem.

Grædende lagde jeg mig på senge og gemte ansigtet væk i puden.

Hvorfor skulle mit liv også være et levende helvede?

Det var ikke fair.

Jeg hørte døren gå op og at der kom nogen ind, men jeg gad ikke vende mig om for at se hvem der var.

Personene satte sig ned på sengen, og vendte mig om så han kunne se på mig.

Niall.

Jeg kiggede forvirret på ham.

Hvad lavede han her?

Hvorfor ville han gå ind til mig, når jeg sårede han sidst jeg snakkede med ham?

Jeg forstod det ikke.

Han sagde ikke noget, men lagde sig ned ved siden af mig og holdte om mig.

"Skub ham væk! Du betyder alligevel ingenting for ham!" Hvæsede Isabella inde i mit hoved.

Mine hænder rystede da jeg lagde dem på hans brystkasse.

Jeg kiggede trist op i hans øjne.

De fantastiske blå øjne.

"Han elsker dig ikke! Skub ham væk!" Skreg hun inde i mit hoved.

Jeg stolede på hende, hun havde jo haft ret alle andre gange.

Lige da jeg skulle til at skubbe stivnede jeg.

Isabella sagde en ting, men hans øjne sagde noget andet.

Hans øjne sagde det stik modsatte af hvad Isabella sagde.

"Han hader dig jo! Sår ham før han gør det ved dig!" Skreg hun.

Hader han mig?

Er jeg virkelig så forfærdelig?

"J-jeg kan ikke" Hviskede jeg til hende.

Jeg kunne ikke skubbe ham ned, jeg havde ikke lyst til at sårer ham.

"Hvad kan du ikke?" Spurgte Niall lavt.

"Du fortæller ham det ikke!" Advarede hun vredt.

Niall's bedende øjne fik mig til at gøre det jeg ikke selv troede var muligt.

"Jeg kan ikke skubbe dig væk" Hviskede jeg stille.

"Hvorfor skulle du ville det?" Spurgte han undrende.

Skulle jeg fortælle ham det?

Kunne jeg stole på ham, eller var han ligesom Zayn?

Hvordan vidste jeg at Isabella ikke havde ret, og han rent faktisk hadede mig?

"H-hun tvinger mig til det. Hun hjemsøger mig" Hviskede jeg skærmt.

"Bare rolig, der sker dig ikke noget" Hviskede han beroligende i mit øre, samtidigt med at han nussede mig ryg.

"Hader du mig?" Spurgte jeg lavt.

Jeg blev nødt til at vide det.

Hvis han hadede mig, hvorfor lå han s sådan her med mig?

"Hader dig? Isabelle, du aner ikke hvor meget du betyder for mig" Svarede han.

Betød jeg virkelig noget for ham?

"Isabelle, jeg elsker dig" Hviskede han lavt i mit øre.

I de sidste to år er der ingen der har sagt det.

"E-elsker du mig?" Spurgte jeg usikkert.

"Ja" Sukkede han og trak mit tættere ind til sig.

<><><><>

Awww, Niall elsker hende <3

Så, drengenes hemmelighed om dagbogen er ude og Isabelle er vidst ret vred på dem (undtagen Niall)

Er Isabelle liv endelig ved at blive bedre, eller er hendes private helvede først lige begyndt??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...