When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4773Visninger
AA

10. I need your help

Da jeg vågnede lå Niall stadig med sine arme om mig.

Han gjorde mig tryg, og for første gang i noget tid havde jeg ikke drømt om Isabella.

Enligt var det ret underligt, for noget sagde mig at hun ikke bare gav op på den måde. Han gav aldrig op, så hvorfor skulle hun gøre det nu?

Det er ikke løgn når jeg siger at jeg var bange for at lægge mig til at sove, for det var jeg. Jeg var så bange for at hun var begyndt at hade mig igen efter det jeg havde gjort.

Men jeg var ikke kun bange for at sove, nej jeg var bange næsten hvert eneste øjeblik af dagen. Hun havde fået mig til at skærer i mig selv, men alligevel blev jeg ved med at lytte til hende.

Jeg kan ikke fortælle Niall eller nogen af de andre hvad jeg har gjort mod mig selv. Det kan jeg bare ikke, jeg er for flov over det men samtidig også bange for hvordan de vil reagere.

Hvad nu hvis de blev helt frastødt af mig? Eller hvis de slet ikke gad at snakke med mig mere? 

Der kunne jeg ikke klare. Jeg troede at jeg kunne klare mig selv, men det kan jeg jo tydeligvis ikke. Den måde jeg har mistet mig selv på de sidste par dage fortæller det jo.

Hvis ikke Niall var kommet ind til mig i går ved jeg ikke hvad der var sket. Måske havde jeg mistet mig selv fuldstændig, eller måske havde jeg skåret i mig selv.

Niall begyndte at rykke lidt på sig, han var sikkert ved at vågne. det var næsten synd, for han så ret sød ud når han sov.

Han kiggede ned på mig med de der fantastiske blå øjne, der kunne se lige igennem mig. De øjne der gjorde mig så rolig og tryg.

"Godmorgen" Sagde han med en træt morgenstemme.

"Godmorgen" Mumlede jeg. 

For en gangs skyld var det næsten en god morgen, det havde det ikke været i lang tid. Forhåbentligt ville det forsætte med at være en god morgen.

"Sovet godt?" Spurgte han med et lille smil.

Han kendte vidst allerede svaret, men jeg var jo heller ikke vågnet grædende op ligesom de sidste par nætter. Hans smil smittede af på mig, og for første gang i næsten to år nåede smilet mine øjne.

"Ja, jeg har sovet fantastisk" Sagde jeg og undertrykte et lille grin.

Niall kyssede mig forsigtigt på panden, hvilket bare fik mig til at smile endnu mere. Isabella havde haft ret i en ting: Jeg var vild med Niall.

Han fik min mave til at slå knuder, og han gjorde mig glad. Det bedste af det hele var at han kom tilbage selvom at jeg prøvede at få ham ud af mit liv.

"Jeg tror at jeg vil gå bad" sagde jeg lavt for ikke at ødelægge den vidunderlige stemning der var lige nu.

Niall blik blev pludseligt trist, og han så ret bekymret ud. Han troede sikkert at jeg ville forsøge igen, men det kunne jeg godt love ham at jeg ikke ville.

Nu havde jeg en grund til at leve, og det havde jeg ikke før. Det er utroligt hvor meget tingene kan ændre sig på bare én nat.

"Bare rolig, så nemt komme du ikke af med mig" Sagde jeg beroligende til ham.

Han grinte en smule inden han slap mig. Jeg havde ikke regnet med at han ville lade mig være alene efter i går, men han måtte jo stole på mig.

**

Jeg stod i undertøj og kiggede chokeret på mit spejlbillede. Jeg så jo forfærdelig ud!

Sårene på min hofte var tydelige, og man kunne se mine ribben lige så tydeligt. Hvordan helvede var jeg blevet så tynd?

Det kunne ikke passe at det var mig inde i spejlet. Jeg var ikke så tynd! Det kunne jeg ikke være.

Jeg var ikke engang flot tynd, nej jeg var kvalmende tynd. Nu forstod jeg bedre hvorfor Zayn hele tiden havde været så insisterende på at jeg skulle spise.

Det kunne jo umuligt være sundt at se sådan her ud! Hvordan kunne jeg undgå at se det? Jeg var jo det rene skind og ben!

Gad vide hvad jeg vejer, for det kan godt nok ikke være særlig meget! Liam måtte have en badevægt er eller andet sted herinde.

Det måtte jeg lige huske at spørge ham om når vi spiste, for jeg skulle i hvert fald spise noget! Men der er bare et problem: Jeg er aldrig sulten.

Jeg tog mig sammen og gik ind i badet. Det varme vand sveg i sårene på min hofte, men lige nu var det mit mindste problem.

Det blev kun et hurtigt bad for det sveg alt for meget i min hofte til at tage længere tid. Duften af pandekager fyldte badeværelset, og sikkert også resten af huset.

Hurtigt fik jeg tørret mig krop og taget tøj på. Grunden til at det gik så hurtigt var sikkert at der ikke var så meget krop at tørrer.

Da jeg kom ud i køkkenet sad alle drengene der stadig, og jeg kunne ikke lade vær med at blive lidt irriteret på dem. De havde jo trods alt læst min dagbog.

"Liam, har du badevægt?" Spurgte jeg usikkert.

De kiggede alle sammen underligt på mig, men det kunne jeg godt forstå. Det var nok ikke lige hver dag de fik det spørgsmål.

"Øhh ja. Hvorfor?" Spurgte han undrende.

Ville det virke underligt hvis jeg sagde at jeg gerne ville vide hvor lidt jeg vejede? Det ville det sikkert, men jeg kunne ikke rigtigt finde på et andet svar.

"Jeg vil gerne vide hvor lidt jeg vejer" Mumlede jeg flovt.

Ja du hørte rigtigt, jeg er flov over at jeg er så tynd, det er jo ikke normalt. Jeg er jo for helvede tyndere end de modeller man ser i alle modeblade.

"Kom med, så finder jeg den til dig" Sagde Liam og gjorde tegn til at jeg skulle gå med ham.

Han tog badevægten ud af et skab inde i badeværelset. Han kiggede nervøst på mig inden han satte den foran mig på gulvet.

Da den var tændt gik jeg med rystende skridt op på den. Lige meget hvad ville jeg sikkert få et chok når min vægt kom frem.

Tallet kom endelig frem efter det der føltes som flere timer. Liam kiggede lige så chokeret på tallet som mig.

42 kilo. Jeg vejede ikke mere end 42 kilo! Hvordan kan man være næsten 18 år gammel og veje 42 kilo? Det giver jo ingen mening.

Jeg havde ærlig talt troet at jeg vejede mere, for det er jo helt  urealistisk at veje 42 kilo. Det er der jo ingen normale mennesker i min alder det vejer.

Liam og jeg gik tavst ind i køkkenet igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg tror at Liam havde det på samme måde.

De andre kiggede afventende på os da vi kom ind til dem, men ingen af sagde noget. Hvad var der at sige? At jeg var ekstremt undervægtig? Det vidste de vidst allerede.

"Så hvad vejer du?" Spurgte Harry uroligt.

"42 kilo" Mumlede jeg.

Ingen af dem sagde mere efter det, jeg tror ikke de vidste hvad de skulle sige. Men hvad siger man også i sådan en situation?

"De fleste piger ville ønske at de havde en krop som dig, og hvis du spiser nu ødelægger du det" Løs Isabella's stemme i mit hoved.

Den lille smule lyst jeg havde haft til at spise var fuldstændig forsvundet nu. Hvorfor var det at hun gjorde det her i mod mig?

Jeg blev nød til at spise, det kunne jeg jo selv se. Men hun ødelagde alt for mig. Jeg havde ikke lyst til at spise, for jeg ville jo gerne have en flot krop.

Når hun sagde at jeg ødelagde min krop hvis jeg spiste noget troede jeg på hende. Men hun løj jo for mig hele tiden, så hvorfor blev jeg ved med at lytte til hende?

Jeg er ikke stærk nok til at blive ved med at kæmpe i mod, det er blevet bevist i løbet af de sidste par dage. Men hvis jeg ikke kan få mig selv til at spise, hvordan skal jeg så nogensinde tage på?

Det er jo ikke fordi at jeg kan få nogen til at tvinge mig til at spise. Eller det kan jeg måske. 

"Niall, må jeg lige snakke med dig?" Spurgte jeg forsigtigt.

Det gik hurtigt op for ham at de andre ikke skulle høre det, så derfor gik vi ind på det nærmeste værelse. Nu måtte jeg bare håbe at han ville hjælpe mig med at spise.

"Hva' så?" Spurgte han uroligt.

"Niall jeg.. Jeg ved godt at jeg bliver nødt til at spise, det kan jeg godt selv se nu. Men Isabella.." Jeg kunne ikke finde ordene, men det så ud som om at han havde forstået hvad jeg mente.

"Jeg er ikke sikker på hvad du mener" sagde han forvirret.

Hvordan skal man lige forklare at man bliver ved med at lytte til ens døde tvillingesøster, selvom at hun faktisk bare skader en? Det er ikke lige det aller nemmeste.

"Jeg kan ikke forklare det, men du bliver nødt til at hjælpe mig. Jeg bliver nødt til at spise, og jeg er ligeglad med om i bliver nødt til at tvinge maden i mig" sagde jeg og prøvede at få ham til at forstå.

Jeg blev nødt til at være på den sikre side hvis jeg mistede kontrollen fuldstændig over mig selv. Noget sagde mig at jeg kunne være ret sikker på at jeg ville miste mig selv.

"Så det du siger, er at hvis du ikke selv spiser, så skal vi tvinge dig til det?" Spurgte han for at være på den sikre side.

"Ja. Niall jeg kan ikke mere, jeg kan ikke tvinge mig selv til det længere" Forklarede jeg ham, selvom at det nok ikke gav nogen mening.

Han nikkede tavst for at vise at han havde forstået det. Eller jeg håbede da at han havde forstået det.

Jeg var fuldstændig sikker på at Isabella ikke havde tænkt sig at give op, og jeg er ikke stærk nok til at blive ved med at kæmpe i mod. 

Hun får mig til at gøre nogle dumme ting, hun får mig til at miste kontrollen over mig selv. Det skræmmer mig at hun kan gøre det ved mig, men hvad kan jeg gøre ved det?

"Og det er du sikker på at du vil have os til?" Spurgte han og kiggede mig dybt i øjne.

Jeg nikkede svagt.

"Jeg har brug for at i gør det. Selv hvis jeg råber af jer at i skal lade mig være, så må du aldrig forlade mig" sagde jeg bedende.

Jeg havde brug for Niall, han var noget af det eneste der holdte mig oppe. Han var min støttepæl i gennem alt det her.

"Det ville jeg aldrig gøre" Hviskede han og trak mig ind i et kram.

**

Niall var ved at snakke med de andre drenge, så jeg lå på sofaen og så TV. Disney Channel for at være helt præcis.

Heldigvis for mig viste de mit yndlings program. Det eneste grund til at det er mit yndlings program er at Ross Lynch er ret lækker.

Hvis du ikke ved det er Ross Lynch ham der spiller Austin. Jeg har måske stalket ham en lille smule, men han er altså ret lækker.

Han er med i et familie band kaldet R5. Så blev man så meget klogere.

Men gud hvor jeg keder mig! Der er ingenting man kan lave, eller det er der men det er ikke noget jeg gider at lave.

Jeg kan jo ikke bare tage ud og løbe en tur, eller spille Wii for jeg må ikke lave for meget fysisk. Det er helt vildt irriterende for jeg føler mig så doven.

Gad vide om Liam ikke noget papir så jeg kunne tegne et eller andet. Der var ikke så meget andet jeg kunne lave, så jeg kunne jo ligeså godt være lidt kreativ.

Da jeg var mindre elskede jeg at tegne, og jeg var faktisk også ret god til det. Overraskende nok var jeg god til noget engang.

Det kunne man ikke rigtigt sige at jeg var nu, for det var i hvert fald ikke noget der gik særlig godt for mig for tiden. Men det var måske ikke min egen skyld.

Døren til stuen gik op og drengene kom ind.

"Hvad ser du?" Spurgte Niall, og smed dig ned ved siden af mig. Forsigtigt lagde han armen om mig.

"Skal han bare have lov til at sidde med armen om dig på den måde? Han leger jo bare med dine følelser" Lød Isabella's stemme, som jeg ihærdigt prøvede at ignorere.

"Disney Chanel" Svarede jeg og kiggede optaget på skærmen.

"Spænende" Mumlede han ved siden af mig.

"Liam, har du noget papir og måske også en blyant?" Spurgte jeg og fjernede blikket fra TVet.

Liam gik hurtigt igen, nok for at finde tingene. Gid det var mig der måtte gå hurtigt, eller løbe for den sags skyld.

Louis kastede sig ned på den anden side af mig og sendte mig et kæmpe smil. Han var altid så skræmmende glad.

"Isabelle, du må undskylde det med din dagbog" Sagde han alvorligt.

Wow, Louis Tomlinson kan være alvorlig. Den havde jeg sgu ikke lige set komme.

Jeg havde næsten glemt at de havde læst den, men måske var det ikke så slemt. Altså det var jo ikke verdens undergang.

"Overvej det lige: De stjæler din dagbog, og får endda en til at oversætte den for dem. Har du virkelig bare tænkt dig at tilgive dem?" Isabella var blevet sværere at ignorer.

 Nej Isabelle, bare tilgiv dem. Lad vær med at lytte til hende!

"De løj for dig, hvordan kan du få dig selv til at stole på dem?" Sagde hun bekymret.

Måske havde hun ret, de havde jo løjet for mig. Jeg burde jo ikke stole på dem.

Liam kom ind og afbrød mine tanker. Han lagde papiret og blyanten foran mig på bordet.

Måske burde jeg tegne lidt, bare for at tænke på noget andet. Ja, det lød som en god ide.

Jeg lænede mig langsomt ind over bordet, og begyndte forsigtigt at tegne. Det her var noget jeg kunne bruge lang tid på.

Fordi at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle tegne, begyndte jeg at tegne drengene. Det var altid sjovt at tegne personer, nogen gange blev de så realistiske.

Louis's synsvinkel:

Isabelle sad fuldstændig tavst og tegnede. Når man tænker over det var hun faktisk meget stille.

Hun havde ikke sagt noget da jeg undskyldt, hvilket var ret underligt. Ville man ikke normalt sige et eller andet hvis en person undskyldte overfor dig?

Eller det kun mig der har det på den måde? Det er det sikkert.

Det er ret synd at hun er så tynd, for det ødelægger lidt hendes udsende.

Ikke fordi at hun er grim, nej tværtimod. Hun er en meget pæn pige, men hun er bare alt for tynd.

Men det kan man heldigvis ændre, det ville være værre hvis hun cuttede. Det er jeg sikker på at hun ikke gør.

Jeg tror at Niall ville blive ret ked af det hvis hun gjorde.

Han har godt nok ikke selv sagt det, men jeg er ret sikker på at han er vild med hende. De andre kan også se det, så det er ikke kun mig.

Den måde han kigger på hende på fortæller det hele, det er ret sødt. Jeg har aldrig set Niall kigge på en pige på den måde før.

Kort kiggede jeg ned på hendes tegning.

"Wow" Sagde jeg ubevidst.

Hun kiggede kort op på mig, men jeg var fuldt optaget af hendes tegning.

Indtil videre var det kun en skitse, men man kunne sagtens se at det var Niall. Jeg vidste ikke at hun var så god til at tegne.

Niall kiggede hende hurtigt over skulderen, og spærrede øjne op da han så tegningen. 

"Isabelle, jeg vidste ikke at du var så god til at tegne" Sagde han overrasket.

"Det er bare en skitse" Mumlede hun lavt.

Da ingen af os sagde noget, tegnede hun koncentreret videre.

Gad vide om det var fordi at hun godt kunne lide at tegne, eller om hun bare ikke ville snakke med os?

Hun var sikkert hemmelig fan af os, ellers ville hun jo nok ikke have en One Direction hættetrøje. Jeg blev altså nødt til at spørge hende.

"Isabelle jeg tænkte på, du sagde jo at du ikke var fan af os men du har en hættetrøje med os. Er du hemmelig fan?" Spurgte jeg undrende.

"Isabella var fan af jer" Mumlede hun meget lavt.

Oh, det havde jeg ikke lige tænkt på.

Hvordan døde hun enligt?

"Hvordan døde hun?" Ville jeg vide.

Isabelle stivnede, og Niall sendte mig et hårdt blik.

Måske var det ikke lige det bedste spørgsmål at stille hende, men det var lidt for sent nu.

"Bilulykke" Sagde Harry kort.

Hvorfor vidste han det, når jeg ikke gjorde? Det så faktisk ud som om at de alle sammen vidste det.

De havde sikkert glemt at fortælle mig det. Det ville ikke undre mig, hvis de havde.

"Gud, vi glemte at fortælle dig det" Udbrød Liam.

Se, jeg havde ret. De glemte at fortælle mig det.

"Jeg er sulten!" Kom det fra Niall.

Om det var rigtigt, eller for at skifte emne vidste jeg ikke. Det var sikkert rigtigt.

Niall's synsvinkel:

Louis, Liam, Zayn og Harry var kørt hen til Nandos for at hente mad til os. Det betød at jeg nu var alene med Isabelle.

Jeg kiggede på hendes tegning, og blev igen helt overrasket.

"Du er altså god til at tegne" Sagde jeg smilende til hende.

Hun var lige blevet færdig med at tegne med, og det er nok den pæneste tegning jeg nogensinde har set.

Hun kiggede lidt genert på mig, og jeg lænede mig langsomt ind mod hende.

Mine øjne var som limet fast til hendes vidunderlige brune øjne. Afstanden mellem os blev langsomt mindre.

Jeg vidste godt at det var risikabelt at gøre det jeg var i gang med, men jeg kunne ikke holde mig fra det. Mine læber lægtes efter hendes.

Vores læber ramte hinanden, og sommerfuglene i min mave gik fuldstændig amok.

Hendes læber var som skabt til mine. Jeg kan ikke beskrive den lykke jeg følte da jeg kyssede hende.

Pludselig skubbede hun mig hårdt væk og kiggede på mig med et helt andet blik end hun havde gjort før.

"Hvad fanden har du gang i?! Du kan sgu da ikke bare kysse mig!" Råbte hun vredt.

Hun virkede ikke som sig selv, og det skræmte mig at se hende på den måde.

<><><><>

Hey alle sammen.

I det næste stykke tid ved jeg ikke lige hvor meget tid jeg har til at skrive, da der er en masse ting der skal gøres klar til min konfirmation, og så får jeg også lige min bøjle af på fredag :D

Men jeg vil selvfølgelig skrive så tit jeg kan.

Jeg har skerevet det her kapitel på en lidt anden måde ende de andre, og ville enligt bare høre om i bedst kan lide denne her måde, eller den "gamle" måde?

Men ja, det var vidst det <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...