When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4767Visninger
AA

7. I need you

 

Da jeg vågnede sad Niall og holdte om mig.

Man kunne tydeligt høre at han sov.

Flot, nu kunne jeg ikke komme op uden at vække ham.

Pludseligt kom jeg i tanke om hvilket dag det var, og min underlæbe begyndte at bæve.

Tankerne om drømmen fra i nat dukkede op i mit hoved.

Jeg begyndte at hulke lavt.

Hun havde jo ret, det var ikke fair at jeg lavede det liv hun ønskede sig.

Niall begyndte at røre på sig, jeg havde sikkert vækket ham.

"Hey, hva så?" Spurgte han lidt træt om.

Han var sikkert træt af at jeg hele tiden græd, men det er ikke min skyld at jeg er så pisse svag!

"Det er i dag" Mumlede jeg ubevidst.

"Hvad er i dag?" Spurgte han forvirret.

Fuck, jeg kunne jo ikke fortælle ham det.

Han ville jo bare tro at jeg ikke kunne klare mig selv, hvilket jeg godt kunne.

Det er da gået meget godt de sidste to år.

Jeg ville så gerne fortælle ham det, men jeg kunne ikke.

De skal ikke se mig græde mere end højst nødvendigt, og jeg kan ikke fortælle nogen om hende uden at græde.

"Ikke noget" Mumlede jeg lavt.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen i dag, faktisk ville jeg helst være alene.

Hendes Ipod lå i min taske, og jeg skulle lytte til de sange hun hørte den dag.

Alle One Direction's sange fra deres første album lå på den, dem havde jeg lagt ned på den.

Hvorfor ved jeg ikke, men det virkede så rigtigt dengang.

Men i hvert fald ville jeg bruge hele dagen på at høre den musik hun plejede at høre.

Det gav på en eller anden måde mening for mig at jeg gjorde det.

Jeg kunne jo ligesom ikke besøge hendes gravsted, da det lå i Danmark.

"Hvorfor er du ked af det?" Spurgte Niall bekymret.

"Det er jeg ikke" Mumlede jeg lavt, og håbede et eller andet sted på at han ikke havde hørt mig.

Hele mit liv har jeg drømt om at være sammen med en fyr der var der for mig, hvis jeg var ked af det.

En det trøstede mig når jeg havde brug for det.

En der snakkede med mig, selvom at jeg ikke havde lyst til at tale.

Men hvem ville nogensinde være sammen med mig?

En grim småfed pige der bruger det meste af tiden på at være ked af det.

Et par forræderiske tårer løb ned af mine kinder.

"Isabelle, jeg kan se at du græder" Sagde han medfølende.

"Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad? Du burde ikke bekymre dig om mig, du kender mig jo ikke!" Min sorg blev hurtigt forvandlet til vrede.

Eller det gjorde den ikke, men sådan virkede det udadtil.

Niall var ved at komme for tæt på, så jeg var nød til at skubbe ham væk.

Lige meget hvor lidt jeg end havde lyst til det.

Hvis Isabella havde ret, og jeg rent faktisk var vild med Niall, hvilket jeg ikke er, så kunne jeg jo alligevel ikke være sammen med ham.

Han var jo verdens kendt, og jeg var bare en ubetydelig pige.

Det ville aldrig fungere.

Men ikke kun på grund af det.

Det her var det liv Isabella ønskede sig, og når hun ikke kan få det vil jeg heller ikke have det.

"Jeg kender dig ikke, fordi at du ikke åbner op over for mig" Sagde han lidt trist.

"Jeg går i bad" Mumlede jeg, og gik ud.

Med lidt held ville Niall være væk når jeg var færdig.

Niall's synsvinkel:

Isabelle gik ud og efterlod mig forvirret.

Jeg var blevet vækket af hendes hulk, og når jeg spørger hvad der er galt siger hun at der ikke er noget i vejen.

Da jeg sagde at jeg kunne se at hun græd, blev hun vred.

Jeg forstår det ikke.

Hvorfor vil hun ikke fortælle mig noget?

Det ville gøre det hele så meget nemmere.

Jeg kom i tanke om hendes dagbog.

Drengene og jeg havde jo aftalt at finde den.

Noget i mig sagde at jeg skulle lade vær, og det er nok også den bedste ide at vente på at hun åbner op.

Men jeg tro bare ikke at hun nogensinde gør det.

Jeg var så tæt på, og så bliver hun helt afvisende.

Hun forvirrer mig!

Det er tydeligt at der er noget der går hende på, men når man spørger ind til det lukker hun dig helt ude.

Jeg er bange for at hendes dagbog er en af vores sidste muligheder.

Hvis hun cutter, kan det hurtigt ende galt.

Jeg bliver nødt til at give Zayn ret, det ligner ar fra en kniv.

Niall tag sammen, det er for hendes eget bedste.

Jeg lagde mig ned, og lagde hænderne ind under puden for at ligge bedre.

Mine hænder ramte noget hårdt.

Hendes dagbog.

Selvfølgelig. Selvfølgelig ligger den under puden.

Det mest oplagte sted, og derfor også det sidste sted vi ville lede.

Hun var helt sikkert ikke dum.

Skulle jeg læse i den?

Det er jo forkert.

Jeg har ikke lyst til at gøre det.

Men hvad nu hvis hun rent faktisk cutter?

Så kunne jeg måske hjælpe hende, hvis der stod noget om det.

Men jeg tvivler stærk på at hun ville skrive noget om det så.

Det er nok ikke ligefrem det man skriver i en dagbog.

Men hvad nu hvis der stod noget om hvorfor hun var så ked af det.

Måske kunne vi gøre hende glad, hvis vi vidste hvorfor hun var ked af det.

Men bliver hun ikke sur på os når hun finder ud af det?

Hvad nu hvis hun ikke finder ud af det?

Hvis jeg nu bare er der for hende, så åbner hun måske op på et tidspunkt.

Jeg tog mig sammen, og greb fat i dagbogen.

Med rystende hænder åbnede jeg den.

Jeg skimtede hurtigt den første side igennem.

Der stod en dato på den.

24/12-10 Juleaften.

Det var sikkert en julegave.

En ting var sikkert, det stod ikke på engelsk.

Hvad havde jeg også regnet med?

Selvfølgelig stod det på dansk.

Vent lidt.

Helene var jo dansker.

Jeg bladrede om på en af de sidste sider der var skrevet på.

Det stod stadig på dansk.

Jeg kom i tanke om et af de ord der havde stået på den første side, men jeg var lidt i tvivl om jeg havde set rigtigt.

Hurtigt fandt jeg siden igen.

Så havde jeg ret.

Ordet, eller navnet, stod der.

Isabella.

Med a, så Isabelle kendte altså en der hed Isabella.

Det kunne være at det var derfor at hun blev ked af det hvis man kaldte hende Isabella.

Men hvad var der sket, siden at hun ikke kunne tåle at høre navnet?

Med hurtige skridt gik jeg ind på Liam's værelse med dagbogen.

Jeg var ligeglad om han sov, vi havde ikke så lang tid.

"Niall?" Spurgte han med en søvnig stemme.

"Jeg har hendes dagbog" Sagde jeg hurtigt.

Han vågnede pludselig helt op, og kiggede nervøst på mig.

Jeg tror heller ikke at han var særlig begejstret for at vi gjorde det her.

"Hvad står der?" Spurgte han usikkert.

"Jeg ved det ikke, det hele står på dansk" Forklarede eg ham.

"Helene" Nikkede han kort.

"Men vi kan jo ikke tage hele bogen med til hende. Isabelle vil nok opdage det" Sagde jeg eftertænksomt.

"Jeg har en kopi maskine" Mumlede Liam.

Jeg åbnede bogen igen, og et billede faldt ud.

Hurtigt bukkede jeg mig ned og samlede det op.

Jeg kiggede kort på det.

Der stod to piger ved siden af hinanden og smilede.

De stod med armene om hinanden.

Den ene pige var Isabelle, og men jeg var ikke sikker på hvem af dem det var.

De lignede hinanden på en prik.

Men det må jo betyde at Isabelle har en tvilling.

Så måtte det jo være Isabella.

"Liam tag bogen med hjem til Helene, jeg bliver her" Sagde jeg hurtigt.

Måske ville hun fortælle mig noget hvis hun så billedet.

Isabelle's synsvinkel:

Jeg stod med et håndklæde om håret, og havde lige fået tøj på.

Nervøst kiggede jeg på barberbladet der lå ved håndvasken.

Det ville jo være så nemt at gøre det, og det ville fjerne så meget af smerten.

Det eneste jeg skulle gøre var bare at kører den ned over armen.

Eller over hoften.

Med faste skridt var jeg henne ved håndvasken.

Jeg tog usikkert fat i barberbladet.

Min hånd rystede.

Jeg førte den langsomt op til min hofte.

Med rystende hænder placerede jeg den på min hofte.

Lige da jeg skulle til at kører den over hoften stivnede jeg.

Jeg kunne ikke gøre det.

Det var forkert.

Jeg var ikke så langt ude!

Det kunne jeg ikke være.

Det nægtede jeg at være!

Jeg kan ikke skære i mig selv.

Selvom at jeg har lyst til det, kan jeg ikke.

Det nægter jeg!

Hvis jeg skærer i mig selv har jeg jo brug for hjælp, og det har jeg ikke!

Jeg kan godt klare mig selv.

Det bliver jeg nødt til.

Men det ville jo fjerne smerten.

Hvorfor gjorde jeg det ikke bare?

Når jeg ikke kunne komme væk herfra, kunne jeg vel godt få det til at gøre så lidt ondt som muligt?

"Så gør det dog! Du vil jo gerne" Lød Isabella's stemme inde i mit hoved.

Nej, jeg kan ikke.

"Du er for svag til at gøre det!" Lød hendes hårde stemme igen.

Nej, jeg er ikke svag.

Det er jeg ikke.

Jeg vil ikke skære i mig selv, det kan jeg ikke.

Hvis jeg gjorde det, ville jeg fortryde det.

Det ville efterlade ar, og dem har jeg nok af.

Jeg har ikke brug for at have ar, jeg selv har lavet.

Med rystende hænder lagde jeg barberbladet ned igen.

Det kunne godt være at jeg var svag, men jeg var ikke svag nok til at skære i mig selv.

Ikke endnu i hvert fald.

**

Liam var kørt et eller andet sted hen, men jeg var ligeglad.

Jeg ledet frustreret inde på mit værelse.

Det måtte være her et eller andet sted.

Mit billede af mig og Isabella, det var ikke i min dagbog.

Jeg måtte have tabt det, men hvor?

"Hvad leder du efter?" Spurgte Niall venligt.

Jeg havde ledt over det hele, men det kunne være at han havde set det.

"Et billede" Svarede jeg og kiggede op i hans smukke blå øjne.

"Det her?" Han holdte et billede op i luften, så jeg kunne se det.

"Ja" Mumlede jeg.

Han gik hen til mig,  og trak mig med ned på sengen.

"Isabella er din tvillingesøster" Konstaterede han.

Jeg nikkede svagt, og kunne mærke tårerne der var begyndte at danne sig i mine øjne.

"I ligner hinanden" Mumlede han og studerede billedet.

Jeg kunne ikke sige noget.

"Hvor gammel er det her billede?" Spurgte han undrende.

"15 marts 2011" Sagde jeg med grådfyldt stemme.

Det var taget dagen inden ulykken.

"Har du et nyere billede af hende?" Han kiggede på mig med et ulæseligt blik.

Grædende rystede jeg på hovedet.

Det var det sidste billede af hende.

De billeder der blev taget efter det, var af hendes grav.

"Så ingen har taget billeder af hende i to år?" Spurgte han eftertænksomt.

Igen rystede jeg på hovedet.

"Du har ikke tænkt dig at fortælle mig noget" Konstaterede han.

Jeg kiggede ned i jorden.

Han havde jo ret, jeg havde ikke tænkt mig at fortælle ham noget.

"Du vil gerne være alene" Sagde han og gik ud.

Jeg var glad for at jeg ikke behøvede at sige at han skulle gå.

Med rystende hænder fandt jeg Isabella's Ipod frem.

Jeg gik ind på playlisten med trist musik.

Det var alt sammen med sangere jeg vidste at hun elskede.

1000 år med Ankerstjerne og Rasmus Seebach startede.

Jeg følte et eller andet for den sang.

Den beskrev på en måde hvordan jeg følte.

**

Liam's synsvinkel:

Helene sad og læste op fra dagbogen.

Hun var ikke meget for det, men det var jeg heller ikke.

Allerede ved de første sider fandt vi ud af at Isabelle havde en tvillingesøster der hed Isabella.

Helene stoppede med at læse.

"Hvad nu?" Spurgte jeg uroligt.

"Liam, det her er skrevet for to år siden" Hun kiggede usikkert på mig.

"Hvad står der?" Noget sagde at hun ikke havde den store lyst til at læse det højt.

"Kære dagbog.

I går var alt godt, og vi var begge glade.

Klokken er næsten 12 om natten nu, men jeg kan ikke sove.

Ikke efter det der lige er sket.

I dag da vi var ude og købe fødselsdags gaver til far gik det hele galt.

Da jeg vågnede lige før kiggede hun på mig.

Hun snakkede med mig, brugte sine sidste kræfter på at sige farvel.

Hun er væk.

Isabella er væk.

Jeg kommer ikke til at snakke med hende igen.

Kommer aldrig til at se ind i hendes dybe brune øjne der var identiske med mine.

Jeg er alene.

Hun er væk, min søster er væk."

"Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" Fik jeg frem.

"Jeg har så ondt af hende" Mumlede Helene.

"Nu giver det hele mening" Nu havde vi fundet ud af hvorfor at hun var så ked af det.

**

Isabelle's synsvinkel:

Jeg må snart have hørt playlisten igennem tre gange nu.

Måske skulle jeg bare fortælle det hele til Niall.

Hvorfor holdte jeg det overhovedet for mig selv?

Jeg havde været så tæt på at skære i mig selv.

I et kort øjeblik havde jeg mistet mig selv, og det er nok ikke sidste gang.

Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg bange.

Jeg er bange for at miste mig selv.

Måske kan jeg ikke klare det her selv.

Måske har jeg rent faktisk brug for hjælp.

Jeg er bange for at jeg skærer i mig selv hvis jeg mister kontrollen.

Nej, bange er ikke det rette ord.

Jeg er rædselsslagen.

Men hvad skulle Niall kunne gøre?

Han kan ikke gøre noget, som de andre ikke kunne.

Niall kan jo ikke fjerne smerten.

Der er et kæmpe hul inden i.

Det æder mig op inde fra.

Jeg kan ikke klare det længere.

Men hvis han vidste det, så kunne han måske holde mig fra at miste mig selv.

Eller i hvert fald stoppe mig, hvis jeg var ved at skærer i mig selv.

Nej, jeg kan ikke fortælle ham det.

Det vil bare blive alt for akavet hvis han ved det.

Min dør blev åbnet meget forsigtigt.

"Hey" Sagde Zayn's stemme lavt.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, eller nogen af de andre. Lige præcis i dag gjorde det alt for ondt, i sær når det var Zayn.

"Vil du ikke godt fortælle mig noget?" Spurgte han bedende.

"Det kan jeg ikke" Mumlede jeg lavt.

"Hvorfor ikke? Du vil gerne snakke med de andre, men du gider ikke engang at være i samme rum som mig. Hvad er det jeg har gjort?" Spurgte han forvirret.

Det var jo ikke fordi at jeg havde noget i mod ham, det gjorde bare alt for ondt at være sammen med ham. Isabella elskede jo den dreng så fandens meget!

"Du har ikke gjort noget" Mumlede jeg og håbede et eller andet sted på at han ikke havde hørt det.

"Men hvorfor hader du mig så?" Han lød helt håbløs.

"Jeg hader dig ikke" Fortalte jeg ham.

"Så fortæl mig hvad der er galt. Jeg kan ikke lide at du er så trist!" Indrømmede han.

"Der er ikke noget galt" Sagde jeg og prøvede at lyde stærk, men min stemme knækkede.

Zayn satte sig ned på sengen og holdte om mig.

Han sagde ingenting, men lod mig bare græde i hans arme.

Da jeg endelig løb tør for tårer, satte jeg mig ordentligt op.

"Vil du ikke nok fortælle mig det?" Han kiggede bedende på mig med nogle hundeøjne man bare ikke kunne sige nej til.

Jeg rystede svagt på hovedet.

"Please, de andre får ikke noget at vide. Det lover jeg" Sagde han troværdigt.

"For præcis to år siden blev Isabella og jeg kørt ned. Vi var ude for at købe fødselsdagsgaver til vores far, da bilen ramte os. Det hele skete meget hurtigt, og da jeg vågnede lå jeg på hospitalet.

Hun havde stadig sit headsæt i ørene da hun sagde farvel. I betød alt for hende, hun elskede jer. I sær dig, du aner ikke hvor mange gange jeg har hørt på at hun skulle giftes med dig.

Det er derfor at jeg ikke vil være sammen med jer. Jeg kan ikke leve det liv hun drømte om, det er ikke fair. På skolen da i fandt mig kunne jeg bare ikke klare det længere. 

Alle pigerne havde snakket om jer, og hver gang de sagde noget om jer ramte det mig. Der er et stort hul inde i mig, det æder mig op inde fra.

Det gør så fandens ondt hver dag, og jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan klare det. Jeg er bange for at miste mig selv, jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget jeg vil fortryde.

I morges var jeg så tæt på at skærer i mig selv. Jeg har ikke lyst til at gøre det, men jeg kan ikke stoppe det. Det ødelægger mig inde fra" Da jeg var færdig sad Zayn fuldstændig chokeret.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" Sagde han ærligt.

Jeg trak trist på skulderne.

"Hvordan har du kunne klare det i to år? Du har jo ikke haft nogen at snakke med om det" Sagde han undrende.

"Jeg lovede hende at jeg ikke ville give op" Mumlede jeg fraværende.

"Dine mareridt. Det var hende, var det ikke?" Spurgte han usikkert.

"Jo" Svarede jeg lavt.

Det gjorde så ondt inden i. At fortælle det hele til Zayn havde bare gjort det værre. Smerten var uudholdelig. 

Men jeg var glad for at jeg ikke var alene lige nu, hvis jeg havde været det ville jeg nemt kunne have mistet mig selv igen.

Noget inden i mig sagde at jeg skulle gøre det. Bare tag en kniv eller noget andet skarpt. Det ville være så nemt, og det ville fjerne smerten.

Hvorfor gjorde jeg det ikke bare, det hjalp jo ingenting at kæmpe i mod det.

"Zayn, jeg er bange" Hviskede jeg stille.

Zayn's synsvinkel:

"Zayn, jeg er bange" Hviskede hun lavt.

Jeg var stadig fuldstændig overvældet over hendes historie. Hun havde været igennem så meget, jeg forstod godt hvorfor hun virkede så ødelagt.

"Der sker ikke noget" Hviskede jeg beroligende ned i hendes øre.

Hun havde fortalt at hun var bange for at miste sig selv. Det virkede som om at hun i morges havde mistet sig selv i et kort øjeblik, efter hvad hun havde fortalt.

Der var noget over Isabelle. Noget der fik mig til at ville beskytte hende, holde om hende. Hun var så skrøbelig, men samtidig så stærk.

Hun havde været igennem alt for meget selv, hun var så tæt på at bryde fuldstændig sammen. Jeg ville ikke lade det ske, jeg havde tænkt mig at være der for hende.

Der var ingen der skulle få lov til at sårer hende igen. Det skulle jeg nok sørger for.

Men hendes søster hjemsøgere hende jo i hendes drømme, og jeg kan jo ikke beskytte hende i drømmene.

<><><><>

*KARINA HAVDE FØDSELSDAG I FREDAGS!!*

Meget vigtig info for hun er en af de mest fantastiske personer jeg kender!!

Men i hvert fald så er jeg på F****** 2. side over populære denne måned!!! :OO

Det er jo helt vildt!!

Isabelle fortæller Zayn det hele, er det godt eller skidt?

Kan Zayn klarer presset, eller fortæller han det til de andre?

Glædelig St. Patrick day!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...