When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4776Visninger
AA

11. I don't wanna hurt him

Jeg forstod ikke hvorfor hun havde skubbet mig væk på den måde. Hun havde lige pludselig ændret sig til en helt anden person.

Det gav bare ikke mening inde i mit hoved.

Hun kiggede vredt på mig, og jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var for flov over at hun havde afvist mig på den måde, til at kunne finde på et svar.

Nej, flov var ikke det rigtige ord. Jeg var såret. Men også flov, såret og flov.

"Er du for stort et skvat til at svare?" Spurgte hun hånligt, hvilket bare sårede mig endnu mere.

Flovt vendte jeg blikke mod gulvet. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge hende i øjne.

Hvorfor opførte hun sig pludseligt sådan her? Det havde hun aldrig gjort før.

"Så du er altså et skvat" Konstaterede hun ligeså hånligt som før.

Jeg er da ikke et skvat, er jeg? Måske er jeg ikke den mest selvsikre person, men jeg er da ikke et skvat.

"Jeg er ikke et skvat" Mumlede jeg flovt.

"Dumme dumme Niall. Selvfølgelig er du et skvat, jeg mener se på dig selv! Den eneste grund til at du overhovedet gik videre i X-factor er at du er nuttet" Sagde hun hårdt.

Hvad var der galt med hende? Hvorfor var hun på den måde?

Hendes ord sårede mig mere end andres nogensinde har gjort. Folk havde før sagt værre ting til mig, men det var som om at det blev 1000 gange når det kom fra hende.

Det er ikke særlig fedt når pigen man måske er lidt vild med fortæller dig at du er et skvat. Eller når hun fortæller dig at du er talentløs.

Jeg kunne mærke at tårerne var begyndt at danne sig i mine øjenkroge. Hvorfor var jeg også så fandens følsom?

"Jeg er ikke et skvat" Mumlede jeg til mig selv, stadig med blikket på gulvet.

Jeg tog mod til mig og kiggede op på hende. Hun åbnede munden og skulle lige til at sige noget, da hoveddøren gik op.

"Vi er her!! Og vi har mad med!" Råbte Louis stemme ud over hele huset. 

Jeg kan kun takke dem for at komme lige præcis nu! Hvis ikke de var kommet havde hun nok knækket min selvtillid endnu mere.

Mine øjne var stadig fugtigt, og jeg er ret sikker på at de også var blanke. Drengene skulle ikke se mig sådan her, det havde de ikke fortjent.

Jeg er godt klar over hvor meget de hader det når jeg er ked af det, så derfor vil jeg ikke have at de skal se at jeg er ked af det.

Det var slemt nok at Harry havde fundet mig inde i køkkenet den anden nat, han skulle ikke udsættes for det igen. Det skulle ingen af dem.

Hvis det stod til mig så ville jeg aldrig nogensinde græde, men jeg er følsom og det kan jeg ikke gøre noget ved. Så når jeg ikke kan lade vær med at græde, kan jeg i det mindst prøve at undgå at de finde ud af det.

Derfor havde jeg også tænkt mig at gå ud på badeværelset, og tage mig sammen. 

Hurtigt var jeg ude i køkkenet for at komme ind på badeværelset, men uheldigvis for mig greb en arm fat i mig inden jeg kunne nå væk.

Modvilligt vendte jeg mig om for at se hvem det var. Harry, hvem ellers?

Selvfølgelig vidste han at der var noget galt, ellers havde jeg nok hoppet lalleglad rundt indtil de gav mig noget mad. Det kan man ikke ligefrem sige at jeg gør nu.

"Niall, hvad er der i vejen?" Spurgte han bekymret.

"Ikke noget" Mumlede jeg afvisende.

De behøvede ikke at vide alt det Isabelle havde sagt til mig, men de ville nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt så jeg kunne jo ligeså godt fortælle dem det.

"Er det noget med Isabelle?" Spurgte han lavt så de andre ikke kunne høre det.

Jeg nikkede svagt, og han trak mig hurtigt med ind på det ene værelse. Isabelle's værelse for at være helt præcis.

"Hvad skete der?" Spurgte han, med stemmen fuld af bekymring.

"Jeg kyssede hende.." Startede jeg ud.

Harry kiggede overrasket på mig, hvilket jeg godt kunne forstå for det var ikke ligefrem noget jeg gjorde hver dag. Jeg plejede at være meget genert hvis jeg var vild med en pige.

"Du kyssede hende?" Kom det vantro fra Harry.

"Ja, og bagefter skubbede hun mig væk og kaldte mig et talentløs skvat" Sagde jeg, mens min underlæbe begyndte at bæve.

"Det lyder ikke som hende" Mumlede han lavt som svar.

"Nej, hun blev pludselig til en helt anden person" Gav jeg ham ret med tårer i øjne.

Zayn's synsvinkel:

Harry og Niall var gået ind på Isabelle's værelse for at snakke tror jeg. Niall virkede ikke helt som sig selv da vi kom, så jeg tror at det var det Harry ville snakke med ham om.

Inden vi tog af sted havde Niall fortalt os, at Isabelle havde sagt, at hvis det kom så langt skulle vi tvinge hende til at spise. Jeg håbede at det aldrig kom så langt ud.

Der er jo ingen der har lyst til at tvinge mad i en pige, eller bare et menneske for den sags skyld. 

"Isabelle, kom herud!" Råbte Louis, man kunne tydeligt høre smilet i hans stemme.

Det kunne man tit når han råbte, eller bare talte. Han var faktisk stort set altid glad, så måske var det bare hans normale stemme?

Isabelle kom frem i døren, og lignede en der havde en indre kamp med sig selv. Det havde hun måske også, men det ved vi jo ikke noget om.

Jeg er jo ikke tankelæser, så jeg ved ikke hvad der sker inde i hovedet på hende. Men det kunne være ret nice hvis jeg var!

Tavst gik hun hen og satte sig på den ene stol. Der var noget ved hendes øjne der ikke var som det plejede.

Jeg kan ikke forklare hvad det var, men de var anderledes. Hendes blik virkede så fraværende?

Louis satte sig på den ene side af hende, og jeg satte mig på den anden. Liam satte sig overfor og gav hende en tallerken.

Hun kiggede bare på maden, uden overhovedet at sige noget. Jeg skævede kort over til Louis, som kiggede nervøst på mig.

"Skal du ikke have noget?" Spurgte jeg, og prøvede at få det til at lyde henkastet.

"Jeg er ikke sulten" Sagde hun og kiggede på mig med et hårdt blik.

"Du skal spise noget" Kommenterede Louis.

Hun vendte vredt blikket over mod ham, mens jeg kort kiggede over mod Liam. Hvor fanden blev Harry og Niall af?

"Jeg sagde: Jeg er ikke sulten!" Sagde hun hårdt til ham.

"Og jeg sagde: Du skal spise noget" Gav han hende igen. Glæden der før havde været i hans stemme var fuldstændig væk.

Harry og Niall kom endelig ind i køkkenet til os andre. Man kunne svagt se at Niall havde grædt en smule, men det virkede som om at vi ikke skulle tage os af det lige nu.

"Du bestemmer ikke over mig!" Vrissede hun af Louis.

Louis blik søgte over mod mig for at få hjælp, men jeg tror ikke at jeg var til særlig meget hjælp. Hun var ret forvirrende.

"Kan du ikke bare spise det?" Spurgte Louis opgivende.

"Nej" Svarede hun stædigt.

Liam gav mig et blik der sagde at jeg skulle gøre noget, og jeg godt klar over han mente. Hvorfor var det lige mig der skulle gøre det?

Kunne Louis ikke gøre det i stedet for? Jeg havde ikke lyst til at gøre det!

Da Liam bare blev ved at kigge på mig, sukkede jeg lydløst. Jeg kunne ligeså godt bare få der overstået.

Jeg fik hurtigt noget mad på gaflen og skulle til at proppe det i munden på hende. Det gik hurtigt op for hende hvad jeg havde tænkt mig.

Hun slog hurtigt ud efter gaflen så den faldt ned på bordet. Jeg fik et vredt blik fra hende, inden hun begyndte at slå ud efter mig.

En knytnæve ramte mig i ansigtet. Jeg vidste ikke at hun kunne slå så hårdt! Det gjorde helt vildt ondt i min kæbe, hun havde ramt fuldstændig rigtig.

"Av" Sagde jeg lavt, chokeret over hende slag. Jeg tog mig sammen til at prøve igen. 

Louis tog fat i hendes arme, og vendte hende mod mig. Hun vred sig under hans greb for at komme væk, men Louis var meget stærkere end hende. 

Selvom hun også var stærk, for det gjorde stadig helt vildt i min kæbe. Hvordan kunne en så tynd pige slå så hårdt?

Jeg samlede gaflen op, og prøvede at få maden ind i hendes mund. Hun klemte stædigt læber sammen, så jeg kunne ikke noget ind i hendes mund. 

Min frie hånd tog jeg op til hendes kæbe og tvang hende til at åbne munden. Efter lidt tid åbnede hun endelig munden, så jeg kunne få maden derind.

Gud hvor jeg hadede det her! Det var så forfærdelig at sidde og tvinge en anden person til at spise.

Hun havde haft maden i munden i lidt tid da hun åbenbart bestemte sig få at spytte det ud over mig. Er det bare mig, eller er det altid mig det går ud over?

Jeg sukkede dybt inden at jeg kiggede træt på hende. Hvorfor skal hun være så pisse stædig?!

"Er du færdig?" Spurgte jeg træt.

Hun kneb øjne sammen da det gik op for hende at hun ikke fik noget ud af at kæmpe i mod. Det lyder underligt når man siger det på den måde, jeg ved ikke hvordan man ellers skal sige det.

Isabelle havde jo selv bedt os om at tvinge maden i hende, hvis hun ikke selv spiste og det var det vi gjorde. Der skete pludseligt et eller andet med hendes øjne.

Hendes blik blev undskyldende i et kort sekundet, inden det blev fuldstædigt ulæseligt. Hun lignede en der kæmpede med sig selv. 

Lidt efter kom det hårde, fraværende blik igen. Hun var helt sikkert ikke sig selv!

**

Efter alt for lang tid havde vi fået det meste af maden i hende. Det hun ikke spist havde hun spyttet ud over mig, så nu blev  jeg nødt til at skifte tøj.

Irriteret hev jeg min T-shirt over hovedet, og smed den ned på gulvet. Hvorfor var det lige mig det altid skulle få mad/bræk udover sig?

Jeg kunne høre døren gå op bag mig, men jeg gad ikke til at vende mig om. 

"Zayn?" Spurgte Isabelle med en rystende stemme.

Hurtigt vendte jeg mig om så jeg kunne se hende. Hun så skræmt ud.

"Ja?" Spurgte jeg uroligt.

"Undskyld" Hviskede hun lavt.

Hvad undskyldte hun for? At have spyttet mad ud over mig?

"Det er bare en T-shirt" Mumlede jeg og gik over til hende.

"Zayn, du bliver nødt til at holde mig væk fra Niall" Hviskede hun på kanten til gråd.

"Hvorfor, jeg troede at du kunne lide Niall?" Spurgte jeg forvirret.

"Det kan jeg også, og derfor gør det også bare så forbandet ondt når hun får mig til at såre ham" Sagde hun lavt og kom med et lille hulk.

Forsigtigt lagde jeg armene om hende, for at trøste hende. Hun kiggede mig i øjne, og man kunne tydeligt se hvor ødelagt hun var inden i.

"Jeg kan ikke styre mig selv længere" Hviskede hun grådkvalt.

"Men nu har du også os til at hjælpe dig" Sagde jeg og sendte hende et lille smil.

Hendes øjne fik en lille gnist, som jeg regner med var håb. Hun skulle nok klare det, det var jeg sikker på!

Jeg trak hende i et kram, og hun lagde hurtigt armene om mig. Vi stod på den måde i et stykke tid inden hun trak sig væk.

Hendes øjne var igen blevet hårde, og jeg vidste at hun lige havde ændret sig. Det er underligt at hun ændrede sig så hurtigt, men hvad kunne vi gøre ved det?

Louis's synsvinkel:

Jeg havde det forfærdeligt med den måde vi havde 'fodret' Isabelle. Hun gad heller ikke snakke med mig, eller nogen af de andre.

Jo, hun ville gerne snakke med Zayn hvilket jeg slet ikke forstår. Altså det var jo ham der havde fået maden i hende, så det burde være ham hun var mest sur på, men det var det jo åbenbart ikke.

Jeg vil gætte på at de inde i det gæsteværelse Zayn plejer at bruge, for han var gået derind for at skifte tøj. Isabelle har det med at spytte mad ud over ham.

Det er faktisk lidt synd for ham, hun har jo både brækket sig ud over ham og spyttet mad på ham. Alt går ud over Zayn!

Ja, jeg synes måske at det er lidt sjovt, men jeg har da stadig en lille smule ondt af ham. Men jeg havde helt klart mest ondt af Niall!

Det lille pus havde jo et knust hjerte! Eller jeg ved ikke om han havde et knust hjerte, men han var i hvert fald meget ked af det.

Han har ikke fortjent at være ked af det, det er han alt sød til! Den lille madgalde irer skal ikke være ked af det.

Jeg hader når folk er kede af det! Det er så deprimerende.

"Hvad skal vi lave?" Spurgte jeg ud i det blå.

"Det ved jeg ikke, vi kan se en film?" Kom det fra Liam.

Zayn og Isabelle kom ind i stuen til os. Isabelle's øjne havde en svag rød farve, men det var ikke noget man lagde så meget mærke til.

"Jeg gider ikke se film, Zayn hvad skal vi lave?" Spurgte jeg og kiggede afventende over på ham.

"Vi kan lege en leg?" Forslog han.

Isabelle satte sig ned ved siden af Liam, og kiggede tomt ud i luften. De andre kigge interesseret på Zayn.

"Hvilken leg?" Spurgte Harry efter lidt tid.

"VI SKAL SPILLE LUDO!!" Råbte jeg, da jeg fik en sær trang til at spille ludo.

"Pas, jeg skal ikke være med" Meldte Liam sig ud.

"Skal du være med Isabelle?" Spurgte jeg glad. 

"Nej" Sagde hun hårdt.

"Hvorfor ikke? Ludo er sjovt!" Prøvede jeg at lokke hende.

"Tag dig lige sammen, ludo er noget man spiller når man er 7. Men måske er du stadig 7, eller hvad?" Sagde hun hånligt.

Jeg kiggede overrasket på hende, siden hvornår var hun blevet sådan der? Det var godt nok ikke lige den reaktion jeg havde regnet med.

"Undskyld jeg spurgte" Forsvarede jeg mig.

"Jamen så er vi jo 4, så det passer jo fint" Sagde Harry.

Yay, nu skal vi spille ludo! Jeg elsker ludo!

"Jeg henter spillet!" Råbte jeg og begyndte at gå.

Af en eller anden sær grund, ligger alle vores spil inde på det værelse Isabelle har fået, så derfor er jeg nu også inde på hendes værelse.

Hvor er det nu lige at spillene ligger? Var det i skabet, eller under sengen?

Som det første kigger man selvfølgelig under sengen, så det gjorde jeg. Helt ned på maven og ligge, og så bare glo ind under sengen.

Hey, jeg har fundet Loki's bold! Og en kniv?!

Hvorfor ligger der en kniv under sengen? Forsigtigt rakte jeg hånden ind under sengen, og tog kniven ud.

Der var blod på bladet af kniven, og den lå under Isabelle's seng.

Fuck.

Det.

Her.

Er. 

Ikke.

Godt.

Den eneste grund tl at der ligger en kniv med blod under Isabelle's seng er hvis hun.. Nej, det gør hun ikke. Det kan hun ikke gøre.

Men hvis hun ikke gør det, hvorfor fanden ligger der så en kniv gemt under hendes seng?! Hvorfor helvede kiggede jeg også under sengen?!

For fanden da også, hvorfor er der så meget galt med den pige? Argh, alt det her giver mig hovedpine!

Okay Louis, nu finder du det skide spil og så snakker du med Isabelle når de andre ikke er i nærheden. Ja, det er det jeg gør!

Men hvad skal jeg gøre med kniven? Hvis jeg lader den ligge, så skærer hun jo nok højst sandsynligt i sig selv, men hvis jeg ikke lader den ligge opdager hun jo nok at jeg har opdaget det.

Gud hvor er det her forvirrende!

Jeg må nok hellere lade den ligge, og så bare snakke med hende hurtigst muligt. Helst inden hun går i seng i aften.

Jeg gik hurtigt fundet spillet, og var ude ved de andre igen. Nervøst kiggede jeg over mod Isabelle som bare sad stirrede ud i luften.

"Skal vi komme i gang?" Spurgte Harry med et lille smil.

**

Vi var lige blevet færdige med andet spil ludo, og klokken var allerede ved at være 19. Det er enligt ret underligt at Niall ikke har klaget over at han var sulten.

Gad vide om der er et eller andet galt med ham? Liam sad og halv sov, mens MTV kørte på fjernesynet.

"Jeg er sulten!" Udbrød ingen anden end Niall.

Så var der nok ikke noget galt med ham alligevel, altså ud over at han var underligt men det var vi andre jo også så vi dømmer ham ikke.

Hvis vi gjorde så skulle det da være fordi at han var irsk! Men så onde er vi ikke, vi er alle sammen nogle englebørn. Eller noget i den stil.

Jarh, jeg er en engel som aldrig gør noget forkert. Som om at der overhovedet er nogen der tror på det!

Tilbage til den sultne dreng!

"Jeg henter pizza!" Sukkede Zayn.

Vi er måske ikke ligefrem de bedste kokke i hele verden, så vi kan lige så godt lade vær med at prøve. Desuden smager take-away meget bedre end hvis vi selv laver det.

"Skynd dig!" Råbte Niall af ham.

Niall kan godt blive lidt sur når han er sulten, men det er kun hvis man ikke giver ham mad. Og hvis man tager det sidste af hans mad, så bider han dig.

Tro mig, jeg har prøvet det. 

"Ja ja" Grinede Zayn og gik ud.

"Jeg tror Liam sover" Hviskede Harry lusket til mig.

"Niall hent nogle skeer" Hviskede jeg til sjovt nok Niall.

Niall kom hurtigt tilbage med tre skeer. Det her skulle nok blive sjovt!

Isabelle kiggede underligt på os, da vi omringede Liam. Men hey, vi havde det jo bare sjovt.

"Liam, Dani er her" Hviskede jeg stille i hans øre.

Han åbnede langsomt øjne og blev lige pludselig meget vågen da han så Harry stå foran sig med en ske i hånden. Han kom med et forskrækket skrig.

Han kiggede til sin venstre side, hvor Niall stod med en ske. Liam kom med endnu et lille skrig, inden han kiggede til sin højre side hvor jeg stod.

Han kiggede rædselslagen på skeen i min hånd, og jeg kunne ikke styre mit grin. Liam kiggede hadefuldt op på mig, da han vidste at det havde været min ide.

Hvem skulle ellers være så genial?

Niall, og Harry begyndte også at grine, og Isabelle sad bare og fattede fisk af det hele. Og ja, det hedder fatter fisk!

"Jeg hader jer" Sagde Liam, dog grinte han også en lille smule.

"Vi elsker også dig" Råbte jeg og smed mig ned oven på ham og begyndte at kramme ham.

"Lou.. Luft" Gispede Liam.

"Idioter hele bundet" Hørte jeg Isabelle mumle.

"Ja, og alle idioter kan høre!" Sagde jeg overglad til hende.

"Fjols" Fnyste hun.

**

Jeg sad i bilen sammen med Zayn.

Det havde faktisk været en helt vildt hyggelig dag, selvom at Isabelle havde været anderledes end hun plejede. Forhåbentligt ville hun ikke blive ved med at opfører sig på den måde.

Jeg havde det som om at jeg havde glemt noget, noget vigtigt. Men jeg kunne bare ikke lige komme i tanke om hvad det var.

Vent lige lidt. For helvede hvor er jeg dum!

Jeg havde jo glemt alt om at jeg skulle snakke med Isabelle! For fanden da også.

Nå, der var ikke så meget jeg kunne gøre lige nu, så jeg måtte jo bare gøre det i morgen. Det her måtte jeg virkelig ikke glemme.

<><><><>

Argh Louis, hvordan kunne du være så dum at glemme det?

Men ja, som i nok har lagt mærke til er der ikke noget fra Isabelle's synsvinkel i det her kapitel, og det er fuldstændig med vilje!

Og jeg har fået min bøjle af *glad dans*

På fredag skal jeg ud og fotograferes (Altså konfibilleder) og der skal jeg have min konfirmations kjole på, så her de næste par dage skal jeg nok til Ribe for at sy den færdig, så der kommer nok ikke lige et kapitel de nærmeste par dage.

Men ja, tror at Louis husker at snakke med Isabelle?

Og hvordan vil Isabelle så reagere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...