When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4822Visninger
AA

6. I don't cut

 

Da jeg vågnede lå Niall stadig med armene om mig.

Det var ret sødt gjort af ham, at han blev her hele natten.

Men jeg kan ikke lide at være så tæt på nogen.

Forsigtigt fik jeg mig rykket ud af hans arme.

Jeg kiggede kort på hans ansigt.

Han så faktisk ret nuttet ud når han sov.

Men det var ikke det jeg skulle tænke på nu.

Jeg havde brug for at være alene.

Et underligt behov jeg har, men ja.

Hvis jeg ikke er alene kan jeg ikke slappe ordentligt af.

Det er virkelig underligt, men sådan er det bare.

Derfor gik jeg ud af mit værelse, som faktisk bare var et gæsteværelse.

Med tunge skridt gik jeg ind i stuen.

Et eller andet skulle jeg jo lave, så hvorfor ikke bare se fjernsyn?

Liam var jo heller ikke stået op endnu.

Jeg har en eller anden underlig vane med at stå tidligt op.

Eller jeg vågner i hvert fald tidligt, og kan aldrig falde i søvn igen.

Så jeg kan ligeså godt bare stå op.

Der hjemme var jeg blevet liggende i sengen til omkring 11 stykker, så jeg ikke behøvede at spise morgenmad.

Jeg sukkede tungt da jeg kiggede på datoen.

I morgen.

I morgen var det fucking to år siden!

Tiden går hurtigt. For hurtigt.

Det føles jo som om at det var i går!

Når hun besøger mig i mine drømme, ligner hun sig selv på en prik.

I morgen er det to år siden, hvilket vil sige det er cirka halvandet år siden at jeg stoppede med at have menstruation.

Vent lidt, når jeg blev 18 kunne jeg jo bare skride.

De kunne jo ikke bestemme over mig når jeg var 18.

Så ville der ikke være nogen til at stoppe mig.

Det vil sige at jeg bare skal overleve tre uger sammen med dem.

Det kan jeg da godt klare, kan jeg ikke?

Jeg burde få noget tøj på, inden at drengene stod op.

De skal ikke se mig i nattøj, det er alt for afslørende.

Selvom at jeg sov i lange trænings bukser, og en T-shirt.

Jeg sov i lange bukser, for at skjule mine ben.

Jeg var flov over mine ben.

De var alt for store, efter min mening.

Så derfor gemte jeg dem væk i store, løse bukser.

Men det var ikke den samme grund til at jeg altid gik med hættetrøje.

Lige meget hvor jeg er, så fryser jeg altid.

Det er virkelig underligt.

Men jeg gik ind på mit værelse igen, få at få tøj på.

Fordi at jeg er doven om morgen, gad jeg ikke til at gå ud på badeværelset.

Niall sov alligevel stadig.

Niall's synsvinkel:

Jeg vågnede ved at døren gik op.

Efter som at jeg stadig var træt, gad jeg ikke at stå op.

Klokken kunne heller ikke være særlig mange, så der var ingen grund til at stå op.

Jeg lagde mærke til at der ikke lå nogen i mine arme.

Da jeg var faldet i søvn, havde Isabelle lagt i mine arme.

I nat var jeg vågnet ved at kunne høre hende hulke.

Det er sjovt, på hospitalet havde hun også haft mareridt.

Gad vide om hun tit havde det.

Jeg åbnede langsomt mine øjne.

Isabelle stod med ryggen til mig, og var ved at tage tøj på.

Hun stod i undertøj, og var ved at trække en T-shirt over hovedet.

Jeg var helt chokeret over det jeg så, og jeg måtte virkelig koncentrere mig for ikke gispe højt.

Man kunne tydeligt se hendes knogler.

Hun var helt sikkert den tyndeste pige jeg nogensinde har set!

Selv hendes ben var tynde.

Der hvor lårene plejer at sidde tæt på hinanden, var et stort hul.

Det var skræmmende at nogen kunne være så tynd.

Nu kunne jeg bedre forstå hvorfor Zayn var så insisterende på at hun skulle spise.

Han havde sikkert kunne mærke at hun var så tynd, da han løftede hende i går.

Men hvordan kunne det ske at hun blev så tynd?

Var der virkelig ingen der havde lagt mærke til det?

Det virke jo helt urealistisk.

Det kunne jo umuligt var godt at være så tynd.

Faktisk, så vil jeg vædde med at det er livstruende at se sådan ud.

Men hvordan kunne det gå så galt for hende?

Der må jo være en eller anden grund, for dét der kan ikke kun skyldes dårlig selvtillid.

Jeg havde så mange spørgsmål.

For det var tydeligt at der var sket et eller andet med hende.

Sådan noget der sker ikke bare af sig selv.

Og selvmords forsøg gør i hvert fald ikke!

Jeg ved at Demi også havde anoreksi, og at hendes kom på grund af mobning.

Men hun var aldrig i nærheden af at være så tynd.

Mobning kunne ikke være grunden.

Hvis det var, så havde det nok ramt hende meget hårdt, efter som at hun vågnede grædende op hver nat.

Hun begyndte at vende sig langsomt om, så jeg lukkede hurtigt øjne.

Jeg tror ikke at hun ville blive særlig glad hvis hun opdagede at jeg kiggede på hende.

I hvert fald ikke når hun kun stod i undertøj.

Døren åbnede, og lukkede igen.

Jeg åbnede øjne igen, hun var gået ud.

Når jeg tænker over det, så er jeg faktisk ret sulten.

Gad vide om Liam havde lavet morgenmad.

Isabelle's synsvinkel:

Jeg sad og ledte efter noget der rent faktisk var værd at se.

Men der var ingenting!

Seriøs?

Hvad var der galt med engelsk tv?

Jeg stoppede på en random kanal.

De viste Wipout.

Så var der rent faktisk noget jeg gad at se.

Wipeout har altid været et af mine yndlings programmer. 

Mig og Isabella så det altid sammen.

Vi kunne sidde i en hel weekend og se det.

Man bliver aldrig træt af det.

Efter hun døde har jeg ikke rigtigt set det så meget.

Lysten til det har bare ikke været der.

"Godmorgen" Lød en irsk stemme bag ved mig. 

"Morgen" Mumlede jeg.

Gad vide hvor længe han har været vågen, for da jeg var inde for at tage tøj på sov han jo stadig.

"Hvad ser du?" Spurgte han venligt.

"Wipeout" Svarede jeg kort.

"Er Liam oppe?" Niall satte sig tungt ned ved siden af mig.

"Nej" Jeg fastholdte mig blik på fjernsynet.

I programmet var de nået til finalen.

Det er altid det sjoveste, altså hvis man ikke tager de store røde bolde med.

De er helt klart det sjoveste.

"Du siger ikke så meget" Kom det fra Niall.

"Skulle jeg det?" Mumlede jeg, og kiggede for første gang på ham.

Hans klare blå øjne mødte mine.

De øjne der af en eller anden mystisk grund gjorde mig rolig.

Som om at der ikke var noget at bekymre sig om.

Hvis det dog bare kunne være sådan.

Men det kan det ikke, desværre.

"Godmorgen" Sagde en britisk stemme, som kun kunne tilhøre Liam.

Niall brød vores øjenkontakt, og kiggede over på Liam.

"Godmorgen" Svarede Niall ham.

Jeg sagde ikke noget, men rettede bare mit blik mod fjernsynet.

"Jeg begynder at lave morgenmad" Sagde Liam, og gik ud i køkkenet.

"Godt, jeg er nemlig ved at være sulten" Jeg kunne mærke Niall blik på mig.

"Hvornår er du ikke det?" Spurgte Liam drillende.

Man skulle næsten tro at de var brødre, på den måde deres forhold til hinanden var.

"Hvor i Danmark kommer du så fra?" Spurgte Niall efter lidt tid.

Nok bare for at bryde den stilhed der var kommet.

"Sønderjylland" Svarede jeg ham kort.

Jeg kan godt lide korte svar.

Så behøver man ikke at sige så meget.

"Hvad handlede din drøm om?" Jeg kiggede overrasket over på ham.

Det havde jeg ikke lige regnet med at han ville spørge om.

"Det er ikke vigtigt" Mumlede jeg lavt.

"Du vågnede grædende op, jeg er ret sikker på at det er vigtigt" Han kiggede mig insisterende i øjne.

Hvad skulle jeg svare ham?

Jeg kunne jo ikke bare fortælle ham at min døde tvillingesøster hjemsøger mig i mine drømme vel?

Som om at han ville tro mig.

Og selv hvis han gjorde, så han bare blive ved med at spørge ind til det.

Det var ikke lige det jeg havde aller mest lyst til.

En del af mig ville gerne fortælle ham det, men der var noget i mig der holdte det inde.

Jeg kunne ikke stole på nogen, de ville bare ende med enten at såre mig, eller forsvinde.

Fordi at jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare, rejste jeg mig og gik.

Liam kiggede undrende på mig, da jeg gik forbi ham. 

Med hurtigt skridt var jeg inde på mit værelse.

Der gik ikke længe inden at mine kinder var våde.

Nogen gang bliver jeg i tvivl om Isabella nogensinde var her.

Alle andre er kommet over det.

De opfører sig som om at hun aldrig har eksisteret, som om at bilen aldrig ramte os.

Jeg trak mit højre ærme op, og kiggede ned på min arm.

De blege ar var stadig tydelige på min arm.

Arene er det sidste minde jeg har om hende.

Det gjorde ondt at kigge på dem, men alligevel ikke.

Når jeg kiggede på det, kom alle minderne om hende tilbage.

Det var nogle lange tynde ar, som mest af alt lignede noget fra en kniv, men det var det ikke.

Jeg er faktisk ikke sikkert på hvad det kom fra, men jeg gætter på bilruden.

Jeg fandt min dagbog og en blyant frem, og begyndte at skrive.

Kære dagbog

Her den anden dag prøvede jeg med piller. Jeg ved ikke hvor mange jeg nåede at spise, men det var i hvert fald mange.

Så nu undrer du dig sikkert over hvorfor at jeg stadig er her. Det er jeg, fordi at fem drenge fik lyst til at stoppe mig.

Og det er ikke bare fem tilfældige drenge. Nej, det er selvfølgelig de fem drenge hun forgudede.

Ikke nok med at de stoppede mig, nu skal jeg også bo hos dem!

De er bange for at jeg har tænkt mig at prøve igen, så de tør ikke lade mig være alene.

For min skyld må de godt bare forsvinde, så jeg kan komme væk herfra!

I morgen er det to år siden, men det er som om at hun stadig er her.

Siden jeg kom til England har jeg drømt om hende.

Hun hjemsøgere mig, og jeg ved ikke hvordan jeg stopper det.

Ikke fordi at jeg ikke er glad for at se hende, for det er jeg. Men jeg kan ikke klare at høre hvor skuffet hun er over mig, det gør alt for ondt.

Det bankede stille på døren.

Nu banker en af dem på døren, de er sikkert bange for at jeg er ved at skade mig selv eller sådan noget.

Jeg var også begyndt at undre mig over at de lod mig være alene.

Niall stak hovedet ind af døren, og jeg lukkede hurtigt dagbogen sammen.

"Der er morgenmad" Sagde han stille.

Jeg sukkede, jeg vidste jo godt at jeg nærmest var tvunget til at spise.

Modvilligt fulgte jeg efter ham ud i køkkenet, hvor der duftede af pandekager.

Det var engang min livret.

Det ændrede sig så for to år siden, ligesom alt andet.

Jeg stirrede på pandekagerne i et stykke tid.

"Kan du ikke lide pandekager?" Spurgte Niall med munden fuld af mad.

"Jo" Svarede jeg kort og begyndte at spise.

**

Jeg sad sammen med Liam inde i stuen, da det bankede på døren.

Uden at overhovedet kigge hen mod døren vidste jeg at det var de andre drenge.

Hvem skulle det ellers være?

"Liam! Vi er her!" Råbte Harry.

Se, jeg sagde jo at det var dem.

"Herinde" Råbte Liam tilbage.

Jeg sad under et dejligt tykt tæppe.

Harry, Louis og Zayn kom gående ind i stuen.

Når jeg tænker over det, var det faktisk ret varmt.

Med lidt besvær fik jeg trukket mine ærmer op.

Godt at jeg ikke var cutter!

Så ville jeg jo ikke kunne gå i T-shirts, når det var varmt.

Det kunne jeg sikkert også godt gøre nu, men det var lidt for koldt efter min smag.

Zayn satte sig ned ved siden af mig, og Harry på den anden side af Zayn.

Louis smed sig ned ved siden af Liam.

Jeg kiggede stift på fjernsynet.

Ikke fordi at det var spædende eller noget, for det var faktisk ret kedeligt.

Men jeg havde ikke lyst til at kigge på nogen af dem lige nu.

Eller snakke med dem for den sags skyld.

"Hvad er det på din arm?" Spurgte Zayn undrende.

Jeg gemte min højre arm væk under tæppet, og kiggede ned i gulvet, som lige pludselig virkede meget interessant.

Zayn tog fat i min arm, og løftede den op så han bedre kunne se den.

"Nu spørger jeg igen, hvad er det?" Spurgte han i en hård tone.

"Ar" Mumlede jeg.

"Har du skåret i dig selv?!" Spurgte han chokeret.

De andre drenge kiggede overrasket over på os, samtidig med at Niall kom ind til os.

Flot, nu tror de at jeg er en cutter.

"Hvad tror du selv? Selvfølgelig har skåret i mig selv" Sagde jeg, og kiggede på ham.

"Hvor kommer de så fra?" Drengene sad helt stille og lyttede med.

"Bland dig udenom!" Råbte jeg, mens jeg hev min arm til mig.

Hurtigt var jeg inde på mit værelse, og smed mig på sengen.

Hvordan kunne han tro at jeg cuttede?

Han kendte mig jo ikke!

Døren gik stille op, og man kunne høre fodtrin der kom over mod sengen.

"Isabelle, han mente det ikke på den måde" Sagde Harry, mens han satte sig ned på sengen.

Jeg gemte mit ansigt væk i puden.

"Han bekymre sig bare. Der er ingen af os der vil have at du cutter" Det  sidste mumlede han.

"Men det har jeg jo heller ikke gjort" Sagde jeg, og kiggede op i hans grønne øjne.

Han kiggede undersøgende på mig, inden han nikkede.

Om han troede på mig, eller bare valgte at lade det ligge, aner jeg ikke.

Noget sagde mig, at han ikke troede på mig.

"Vi skal til at se en film, hvis du har lyst til at være med" Sagde han, inden han gik ud.

Ville de virkelig lade mig være alene?

Det var jo næsten for godt til at være sandt.

Jeg kunne jo bare ende det hele nu.

En film vare jo mindst halvanden time, det var tid nok til at at tage en masse piller.

Men jeg ville ikke gøre det.

Ikke i dag i hvert fald.

Ikke når det var to år siden i morgen.

Der var noget særligt over den dag, selvom at den var trist.

Harry's synsvinkel:

Jeg satte mig ned i sofaen, ved siden af Zayn.

De kiggede alle sammen afventende på mig.

Hvorfor det også lige mig der skulle gå efter hende?

Det var jo Zayn's skyld at hun var gået, men nej. Det var selvfølgelig mig der skulle ordne det hele.

"Hvad sagde hun?" Spurgte Zayn.

Det jeg havde fortalte hende om at var bekymret for hende var sandt.

Han var bekymret for hende, det var vi alle sammen.

Når man finder en pige der er ved at begå selvmord, så sker der et eller andet inde i en.

Man begynder at bekymre sig for hende, også selvom at man ikke rigtigt kende hende.

"Han sagde at hun ikke cuttede" Svarede jeg dem ærligt.

"Og du tror på hende?"  Spurgte Zayn irriteret.

"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke" Jeg orkede ikke at skændes lige nu.

"På hospitslet sagde hun, at hun ikke havde anoreksi" Fortalte han stille.

"Zayn, hun kan jo ikke selv se det" Forsvarede Liam hende.

"Liam, hun er altså alt for tynd. Jeg forstår godt hvorfor Zayn tager det så seriøs" Kom det fra Niall.

"Niall, hvad mener du?" Spurgte Louis.

"Jeg vågnede i nat, da jeg hørte hende hulke. Hun havde haft mareridt, ligesom hun havde på hospitalet, så jeg sov hos hende. Da jeg vågnede i morges stod hun med ryggen til og var ved at tage tøj på. Hendes knogler er ekstremt tydelige" Forklarede han os.

"Jeg kunne mærke det, da jeg løftede hende" Kom det fra Zayn.

"Er jeg den eneste der synes at det er lidt underligt ar hun har en One Direction hættetrøje, når hun ikke er fan af os?" Spurgte Louis.

"Hvorfor spørger du om det nu?" spurgte jeg forvirret.

Det havde jo ingenting med det at gøre.

"Hun må jo have den af en eller anden grund" Sagde han eftertænksom.

"Det kan være at der står noget i hendes dagbog" Sagde Niall stille.

Jeg kiggede lidt rundt på de andre, det var jo ikke en helt dum ide.

"Er det ikke lidt ondt? En dagbog er jo ret privat" Spurgte Louis, og kiggede rundt på os alle sammen.

"Hvad kan vi ellers gøre? Jeg tror ikke at hun har tænkt sig at fortælle os en hel masse" Mumlede Zayn.

Det her gik os alle sammen ret meget på.

"Men hvordan får vi fat i den?" Spurgte jeg.

"Aner det ikke. Tager vi den ikke bare mens hun ikke er det?" Hvem skulle have troet at Niall kunne være så lusket?

**

Isabelle's synsvinkel:

Det var rart at være alene for en gangs skyld.

Bare kunne slappe af, uden at skulle tænke over hvad andre tænker.

"Isabelle, der er mad!" Råbte Liam.

Jeg kunne godt mærke at jeg havde været alene.

Mit humør var ikke lige så langt nede som det var før.

Det var som om at der var en eller anden slags midlertidig ro inden i mig.

Med langsomme skridt gik jeg ud i køkkenet, hvor der lugtede af burgere.

Drengene sad allerede rundt om bordet, så jeg satte mig bare på en af de ledige stole.

Der undrede mig enligt ikke at der stod MacD poser på bordet.

De er jo trods alt drenge, det er begrænset hvad man kan forvente af deres kokke evner.

**

"Hvor sødt! Zayn Malik bekymre sig for dig" Sagde hun hånligt.

Hendes øjne lyste af misundelse da de mødte mine.

"Hvorfor er du ikke glad? Du har jo alt. Et liv, et verdens kendt boyband der bekymre sig for dig, hvad mere kunne du ønske dig?" Fnyste hun.

"Det er ikke min skyld! Tror du ikke at jeg ville ændre det hvis jeg fik chancen?" Spurgte jeg såret om.

"Som om at du ville! Tror du ikke at jeg har lagt mærke til den måde du kigger på Niall? Du er jo tydeligvis vild med ham" Sagde hun afvisende.

Hvad snakkede hun om?

Jeg var jo ikke vild med Niall, overhovedet ikke.

Han var sød, ingen tvivl om det, men jeg var ikke klar til at elske nogen.

Ikke endnu i hvert fald. Måske en dag, men det er nok ikke i den nærmeste fremtid.

"Jeg er ikke vild med ham" Sukkede jeg.

"Hold dog op! Er det ikke nok at du lever det liv jeg ønskede mig? Behøver du virkelig at lyve for mig?!" Råbte hun.

Jeg satte mig skrigende op i sengen.

Hulkene kom hurtigt efter hinanden, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Døren gik op, og en skikkelse kom ind.

"Mareridt?" Spurgte han med den irske accent.

Jeg nikkede, da jeg ikke stolede nok på min stemme til at sige noget.

Niall satte sig ned ved siden af mig, og trak mig ind til sig.

Han blev hos mig hele natten.

<><><><>

*JELLY BEANS BLIVER LAVET I IRLAND!!*

Såååååhhhh.... 

Drengene tror at hun er cutter, og Isabella tror at hun er vild med Niall.

Hvem ved? Det kan være at hun har ret, eller at hun tager helt fejl.

Men åbner hun nogensinde op og fortæller drengene om Isabella?

Skriv hvad i tror!! :DD

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...