When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4825Visninger
AA

4. I diden't ask for your help

 

Jeg vågnede ved at vækkeuret ringede. Selvom at jeg havde fri, skulle jeg stadig spise morgen mad sammen med alle de andre.

Jeg rejste mig op, og kiggede kort ned på min venstre arm. Mærkerne var forsvundet, det var de altid efter et par timer.

Det var nok en af grundene til at ingen vidste at jeg gjorde det. Hvis der var nogen der fandt ud af det, ville de sikkert sige at jeg var cutter eller sådan noget.

Det ville jo være fuldstændigt latterligt at kalde mig cutter, for jeg skære jo ikke i mig selv. Det kunne jeg aldrig finde på, ligesom at jeg aldrig kunne finde på at skade mig selv.

Allerede nu kunne jeg mærke at det ville blive en dårlig dag. Det var en af de dage, hvor jeg ikke har lyst til at være her længere.

Jeg skiftede til almindeligt tøj. Et par løse træningsbukser, en T-shirt og en stor hættetrøje. Jeg tænkte aldrig rigtigt over hvad jeg havde på, men der var en grund til at jeg tog lige præcis den hættetrøje på.

Jeg havde altid den hættetrøje på, når jeg havde det sådan her. Det var den hættetrøje Isabella havde på, da bilen ramte os.

Da hun havde fået den, havde den været to størrelser for stor til hende, så den var stadig meget stor til mig. Hun havde været så glad da hun havde fået den, for hun havde længe ønsket sig en Vas Happenin hættetrøje.

Tænk hvis hun aldrig havde opdaget de drenge.

Så ville vi ikke have hørt musik da bilen ramte os, og så ville vi nok have opdaget den.

Men hun havde insisteret på at høre musik, så det gjorde vi.

På grund af musikken, døde hun.

Jeg ville ønske at jeg bare kunne spole tiden tilbage. Tilbage til inden hun fandt det åndsvage boyband.

De havde ødelagt alt for mig!

Det var deres skyld at jeg havde mistet min søster.

**

Jeg sad i spisesalen, og spiste morgenmad.

Ikke fordi at jeg var sulten, men fordi at jeg lidt var tvunget til det.

Alle sad og snakkede om One Direction. Og jeg mener virkelig alle!

Det var ikke lige det jeg havde brug for i dag.

Hvad var der galt med det her sted?

Hvorfor kunne pigerne kun snakke om det skide boyband?!

Jeg spiste hurtig færdig, og gik ned på mit værelse.

Jeg var alt for langt nede lige nu, og det at alt det de sagde mindede mig om Hende gjorde det ikke ligefrem bedre.

**

Jeg stod ude på mit og Sophies badeværelse.

Nu gad jeg ikke længere.

Jeg fatter ikke hvorfor at jeg ikke havde gjort det her for lang tid siden.

Var det ikke meningen at min sorg skulle blive mindre med tiden?

Der er næsten gået to år nu!

Jeg savnede hende.

Jeg savnede at snakke med hende, at gå på shopping, at have en at snakke med.

Jeg fyldte en halv liters vandflaske, og tog pille glasset.

Jeg gik ind i min seng med det hele, og trak dynen op over mine ben.

Mit headsæt kom i ørene, og musikken startede.

Jeg fandt Cannonball med Little Mix frem.

Det var en af mine yndlingssange, i sær når jeg er i det her humør.

Jeg havde ingen anelse om hvor mange piller jeg skulle bruge, så jeg måtte jo bare blive ved til at det var slut.

Af en eller anden grund har jeg aldrig kunne sluge mere end en pille af gangen, så jeg blev nødt til at tage en af gangen.

Det var også derfor at jeg havde taget en hel flaske vand med.

Jeg tog låget af glasset, og hældte alle pillerne ud på dynen.

Om lidt ville jeg være sammen med Isabella igen.

Om lidt ville det holde op med at gøre ondt inden i.

Om lidt ville alt blive godt igen.

En tåre løb ned af min kind, men det var ikke på grund af at jeg var ked af det.

Nej, det var glæden ved det jeg vidste kom til at ske.

Om et par timer er jeg langt væk herfra, og jeg kommer aldrig tilbage.

Aldrig nogensinde.

Jeg tog den første pille i munden, og sank den med lidt vand.

Der skete det samme med den næste pille.

Og den efter.

Og den efter.

Og den efter.

..

**

Niall's synsvinkel:

 Alle pigerne på skolen havde timer lige nu, så vi gik bare rundt og kiggede lidt.

De vidste godt at vi kom i dag, men hvem gjorde ikke det?

Vores fans ved alt!

Helt seriøs, det er lidt skræmmende nogle gange.

Men i hvert fald så er på en skole for unge piger med spiseforstyrrelse.

Alle pigerne vi har set, er meget tynde.

Men de spiser jo heller ikke noget, så det er klart.

Det er underligt at de kan lade vær med at spise.

Jeg er ved at dø, hvis jeg ikke spiser hver anden time!

Og de kan gå i flere dagen uden at spise, det er jo direkte uhyggeligt.

Pigerne på denne her skole, er fra alle mulige forskellige lande.

Men man er her vidst også kun hvis det er ekstremt, eller hvis den hjælp man kan få i en eget land ikke er god nok.

Det måtte være skræmmende at bare skulle til et andet land, fordi at man er syg.

Så har man jo ingen venner eller familie til at hjælpe en igennem det hele.

Det må jo være forfærdeligt.

De bliver jo nødt til at klare sig selv.

Der er ingen til at støtte dem.

Nogle piger begyndte at skrige, for enden af gangen.

Af ren refleks begyndte vi alle sammen at løbe.

Man får meget motion når man har mange fans.

De jagter dig lige meget hvor du er!

Vi drejede rundt om et hjørne.

"Derind!" Sagde Harry hurtigt, og pegede på en dør.

Vi skyndte os alle sammen derind, da vi ikke ville overfaldes af pigerne.

Vi blev helt stille.

Det eneste man kunne høre var pigerne ude på gangen, der stoppede.

Og så vores hurtigt åndedræt.

For sjov talte jeg hvor mange forskellige åndedræt der var.

1

2

3

4

5

6

Vent, hvad? 

6?!

Jeg kiggede rundt i værelset, og fik øje på en pige der sad i sengen.

"Øhhm, drenge?" Sagde jeg lidt usikkert.

Det så ikke ud til at hun havde lagt mærke til os.

Hun sad der bare.

Hun havde noget meget pænt blond hår.

Jeg kunne se at hun havde en af vores hættetrøjer på, så jeg ville gætte på hun var fan.

Det så ud som om at hun var meget tynd, selv i forhold til de andre piger vi havde set.

Der løb tårer ned af hendes kinder, mens hun spiste et eller andet jeg ikke kunne se hvad var.

Hun sad men headsæt i ørene hvilket nok forklare hvorfor hun ikke hørte os.

"Hvad er det hun spiser?" Spurgte Liam lidt efter.

"Det er sgu da piller!" Kom det chokeret fra Zayn af.

Jeg stivnede.

Var hun ved at begå selvmord?

Men, hvis hun var fan af os, hvorfor ville hun så gøre det i dag?

Jeg kunne overhovedet ikke få det til at give mening.

"De skal ud af hende!" Sagde Harry bestemt.

Zayn's synsvinkel:

Pigen der sad i på værelset var ved at begå selvmord!

Louis og Harry var ved at få hende ud på badeværelset.

Hun virkede ikke ligefrem nærværende.

"Liam, Niall, find en af lærerne!" De skyndte sig at løbe ud af værelset.

Louis og Harry, havde fået hende placeret ved toilettet.

Jeg tror at det var ved at gå op for hende, for hun begyndte at kæmpe en smule i mod.

Det virkede som om at hun var alt for langt væk til rigtigt at kunne gøre noget ved det.

Jeg satte mig ned ved siden af hende, og stak to fingre i halsen på hende.

Det var ligegyldigt om jeg fik hendes bræk på hænderne.

De piller skulle bare op af hende!

Hun brækkede en masse pille op i toilettet.

Hun må have siddet der i lang tid, for der var mange piller.

Jeg tror ikke at det er løgn hvis jeg siger at der mindst var 20!

Hun kiggede over på mig, med et sløret blik.

Selvom at hendes blik var sløret, var det tydeligt at hun ikke var glad for det vi lige havde gjort.

Hun så hadefuldt på os, men så, så det ud til at hun blev forvirret.

Isabelle's synsvinkel:

Jeg en pille mere i munden og sank den.

Der var efterhånden forsvundet mange fra min dyne.

Mit blik var sløret, og jeg kunne ikke længere mærke smerten inden i.

Det kunne ikke gå lang tid, før at jeg var væk.

Jeg var så tæt på at skulle se Isabella igen.

Der var ikke længer noget der holdt mig tilbage.

Jeg kunne nærmest høre hendes stemme i mit hoved.

Nogle arme tog fat i mig, og løftede mig.

Jeg kunne mærke deres greb, men jeg opfattede det ikke.

Der var mere en to hænder, så meget var jeg i stand til at opfatte.

Jeg blev løftet ud på badeværelset.

Hvad skulle jeg herude?

Dem der havde løftet mig, satte mig foran toilettet.

Nej!

De ville have pillerne op af mig!

Det kunne jeg ikke lade dem gøre!

Der var ingen der skulle få de piller op af mig!

Hvem var de idioter der var ved at gøre det her mod mig?!

Jeg prøvede at kæmpe i mod, men jeg var for påvirket at pillerne.

En af dem stak sine fingre ned i halsen på mig.

Jeg nægtede at kaste op, det skulle blive inden i mig!

Hele min maves indhold kom op.

Alle de pille jeg havde haft inden i mig, lå nu nede i toilettet. 

Jeg kiggede over på den person der havde gjort det, og sendte ham et hadefuldt blik.

Jeg kiggede rundt på dem der havde løftet mig herind, og sendte dem det samme blik.

Det var tre drenge.

Jeg er ret sikker på at jeg har set dem før, men jeg aner ikke hvor.

De ligner lidt de drenge Isabella godt kunne lidt.

Vent, det var jo dem.

Hvad fanden lavede de her?!

Zayn's synsvinkel:

Vi kunne høre døren gå op.

Skolens inspektør kom ind, og kiggede bekymret på pigen.

"Hun skal på hospitalet lige nu!" Sagde hun bekymret.

"Jeg køre hende" Sagde jeg hurtigt.

Hvorfor havde jeg lige sagt det?

"Jeg tager med" Sagde Niall hurtigt.

Vi fik sammen løftet hende ud i Harry's bil.

Niall kørte, da jeg ikke havde kørekort.

**

"Tror du snart hun vågner?" Spurgte Niall en smule nervøs.

Vi sad inde i en hospitals stue. 

Pigen, som hed Isabelle, lå og sov.

Hun lå i det tøj hun havde haft på da vi fandt hende.

Det jeg ikke forstod, var at hun havde en af vores hættetrøjer på, så hun måtte jo være en fan.

Men hvis hun var en fan, hvorfor ville hun så begå selvmord den dag vi kommer til hendes skole?

Det gav jo ingen mening.

"Det ved jeg ikke" Svarede jeg ham ærligt.

I det jeg sagde det, bevægede hun en lille smule på sig.

"Jeg tror hun er ved at vågne" Sagde jeg til Niall.

"Hmmm" Mumlede hun. Jep, hun var helt klart ved at vågne.

Niall gik over til hendes seng, og ruskede lidt i hende.

"Isabella?" Hviskede hun stille til hende. 

Var det Isabella hun hed? Jeg var ellers sikker på at det var Isabelle.

Isabelle's synsvinkel:

Jeg var vågnet ved at nogle drenge snakkede.

En af dem var kommet hen til mig, og ruskede forsigtigt i mig.

"Isabella?" Hviskede drengen stille.

Var Isabella her?

Jeg spærrede øjne op, og kiggede ind i nogle flotte blå øjne, som helt klart ikke var Isabella's.

Jeg kiggede rundt for at se om hun var der, men der var ingen Isabella.

Mine øjne faldt på en sorthåret dreng der sad i en stol henne i hjørnet.

Det var ham der havde stukket sine fingre i halsen på mig!

Hvad fanden lavede han her?!

Mit hoved dunkede som bare helvede.

"Isabella, hvordan har du det?" Spurgte den blonde dreng. Han lød irsk, men jeg er ikke sikker.

"Det hedder jeg ikke" Hviskede jeg.

Den blonde dreng lignede helt vildt meget ham fra One Direction.

Det gjorde den sorthårede også.

"Hvad hedder du ikke?" Spurgte den irske dreng.

"Isabella" Hviskede jeg og fik tåre i øjne.

"Du må ikke græde!" Sagde han undskyldende.

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

De løb ned ad mine kinder, og efter lød et vådt spor.

Han begyndte at kramme mig.

Hvad fanden havde han gang i?

Jeg kender ham jo ikke!

Jeg satte mine hænder på hans brystkasse, og skubbede han forsigtigt væk.

Han kiggede lidt forvirret på mig.

"Hvem er i?" Spurgte jeg med rystende stemme. Jeg blev nødt til at vide om de var dem, jeg troede de var.

"Er du ikke fan?" Spurgte han forvirret.

Jeg rystede kort på hovedet.

"Jeg er Niall, og det er Zayn. Fra One Direction" Sagde han. Han lød stadig forvirret.

Hvorfor? Hvorfor mig?

Hvad helvede havde jeg lige gjort siden jeg fortjente alt det her?

Det var ikke fair!

Hvorfor skulle jeg sidde i samme rum som dem, når Isabella ikke engang nåede at komme til en koncert med dem?!

Det burde være hende der sad her nu.

Det burde være mig der døde, ikke hende.

Jeg lagde ikke mærke til at jeg var begyndt at hulke.

"Hey, jeg er ked af at jeg kaldte dig Isabella" Troede han helt seriøst at det var derfor at jeg græd?

Det var ikke fordi at han havde kaldt mig det, men alle minderne det bragte frem da jeg sagde hendes navn.

"Jeg savner dig" Hviskede jeg stille på dansk.

"Hvad?" Spurgte Zayn forvirret.

Selvfølgelig var han forvirret. Han talte nok ikke dansk.

"Ikke noget, bare lad mig være" Sagde jeg stille.

Jeg ville ikke være i det samme rum som dem.

Det fik det til at gøre endnu mere ondt inden i.

"Du var ved at begå selvmord da vi så dig. At lade dig være alene er nok ikke lige det aller første vi gør" Fuck dig Zayn, du skulle have ladet mig dø.

"Jeg bad jer ikke om at gøre noget" Svarede jeg ham stille.

"Så vi skulle bare havde ladet dig dø?" Spurgte han om.

"Ja, der er ikke fordi at jeg har nogen grund til at være her!" Halv råbte jeg.

"Du er dansk" Kom det neutralt fra Zayn.

"No shit Sherlock" Kunne de ikke bare gå?

"Jeg vil altså gerne være alene" Mumlede jeg.

"Det får du ikke lov til" Sagde Niall.

Hvorfor var det lige at de var så beskyttende?

De kendte mig jo ikke!

Jeg havde ligesom opgivet at få dem til at gå nu.

"Hvornår kommer jeg ud herfra?" Når jeg var ude, så kunne jeg begå selvmord. Uden at de stoppede mig!

"I morgen" Svarede Zayn.

Så kunne jeg jo lige så godt bare ligge mig til at sove.

Jeg vendte mig om på siden og prøvede at falde i søvn.

Man kunne tydeligt høre at Zayn og Niall snakkede sammen, selvom de snakkede meget lavt.

"Gider i godt holde mund?" Det var jo umulig at sove når de snakkede.

"Jo, selvfølgelig" Svarede Niall hurtigt.

**

"Hvorfor gjorde du det?!" Det var tydeligt at hun var skuffet over mig.

"Jeg kunne ikke klare det længere" Svarede jeg hende ærligt.

Jeg kiggede ind i hendes dybe brune øjne, der var identiske med mine.

"Du lovede at du ikke ville give op" Sagde hun hårdt til mig.

"Tror at det var let for mig ikke at gøre det noget før?!" Spurgte jeg hårdt.

"Hvornår holder du op med at have så ondt af dig selv?" Hendes ord ramte mig hårdt.

Hun havde jo ret.

Jeg havde så pisse ondt af mig selv hele tiden.

Verden ville være et bedre sted, hvis jeg ikke var her.

"Du er jo ynkelig!" Råbte hun af mig.

Jeg satte mig i sengen med et sæt.

Et hulk kom over mine læber.

Hendes ord havde ramt mig alt for hårdt.

Jeg gemte mit ansigt væk i mine hænder, for at dæmpe mine hulk.

Hele min krop rystede.

"Hey, det er okay" Hviskede en irsk stemme ud for mit øre.

"Men hun har jo ret" Fortalte jeg ham.

Han kiggede underligt på mig, men lod det ligge.

"Det var bare en drøm" Sagde han stille.

Han tog fejl, det var ikke bare en drøm.

Hun prøvede at fortælle mig noget, noget vigtigt.

Men jeg ved bare ikke hvad det var.

Jeg lod ham trøste mig, men kun fordi at jeg var for træt til at skubbe ham væk.

Han holdte om mig, nogen ingen ellers fik lov.

Jeg faldt langsomt i søvn igen.

I en drømmeløs søvn.

<><><><>

COOKIE MONSTER!!!

Godt, nu hvor jeg har jeres opmærksomhed, så vil jeg da lige fortælle jer hvor glad jeres kommentarer gør mig!!

For de gør mig MEGET glad.

Men hvad synes i om Isabelle's selvmords forsøg? Og om at drengene stopper hende?

Tror i at de vil lade hende være, når hun kommer ud fra hospitalet? Og hvis de gør, hvad sker der så med hende??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...