When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

49Likes
91Kommentarer
4778Visninger
AA

12. He know's it

Isabelle's synsvinkel:

Drengene var taget hjem og Liam var gået i seng, så lige nu lå jeg i min seng og blev ved med at køre kniven over min hofte. Tårerne løb ned ad mine kinder, men lige nu var det mit mindste problem.

Jeg hadede det Isabella gjorde mod mig!

Det var jo ikke fordi at jeg ikke ville spise, for det ville jeg! Men jeg kunne ikke længere styre mig selv, hun havde på en måde taget over så jeg ikke længere bestemte om mig selv.

Hun havde endda fået mig til at spytte mad ud over Zayn! Som om at det ikke var nok at jeg havde brækket mig ud over ham.

Jeg ved ikke hvad det er Isabella prøver på, men hun er i hvert fald ved at ødelægge mig fuldstændigt!

Jeg er bange for at være alene, for jeg ved hvad hun får mig til at gøre, og der er ikke noget jeg kan gøre for at stoppe hende. Jeg føler mig hjælpeløs. 

Måske burde jeg fortælle drengene hvad det er hun får mig til at gøre, men jeg er bange for at de vil blive frastøt af det, og det ved jeg at jeg ikke klare.

For helt ærligt, hvis det ikke var for dem ville jeg jo slet ikke være her.

"Ja, og det er jo heller ikke fordi at det var deres musik der distraherede mig, så jeg ikke så bilen" Sagde hun ironisk.

Men det kunne jeg jo ikke ændre, så hvorfor overhovedet tænke på det? 

Det der plagede mig mest lige nu var stadig at jeg havde såret Niall. Han jo ikke fortjent det, overhovedet.

Det var jo ikke fordi at jeg ikke kunne lide da han kyssede mig, for det kunne jeg, men hun vil bare ikke lade mig have noget godt i mit liv.

Jeg er ret sikker på at mit lagen snart er blevet en smule rødt, for jeg kan mærke noget fugtigt løbe over det nederste af min mave. Højst sandsynligt mit blod, eftersom at jeg stadig kørte kniven over hoften.

Hvorfor blev jeg ved med at gøre det? Hvis mit lagen blev rødt så ville Liam jo højst sandsynligt finde ud af det, og så ville han højst sandsynligt finde ud af hvad det var jeg havde gjort, hvilket han ikke skulle.

Hvis de opdagede det, ville de enten blive frastøt af mig eller få mildidenhed med mig, og jeg ville få spat af hele tiden at kunne se at de havde ondt af mig.

Endelig gav hun mig lov til at stoppe med at skærer, så jeg med lidt held kunne få lidt søvn.

**

Louis's synsvinkel:

Jeg sad og bed mig nervøst i læben mens jeg kørte.

Hvis jeg er heldig kan jeg snakke med Isabelle allerede inden de andre kommer, men lige meget hvad så bliver det nok ikke nemt at snakke med hende om det.

Jeg kan jo nok ikke bare lige gå ind til hende og sige "Jeg ved godt at du cutter." Det ville nok få hende til at flippe en smule ud.

Efter det der føltes som 100 år ankom jeg endelig til Liam's hus. Med faste skridt var jeg oppe ved hoveddøren, og bankede forsigtigt på.

Døren blev åbnet af Liam, mens man kunne se Isabelle sidde inde i køkkenet. Hvordan kunne hun få sig selv til at bruge kniven på den måde?

Hvordan kunne hun få sig selv til at ødelægger sig selv på den måde? Havde hun ikke været igennem nok i hendes liv?

Isabelle var jo en smuk pige, hun var bare fuldstændig ødelagt inden i. Hvis man ikke vidste det kunne man nok ikke se det, for hun er god til at skjule det.

Forsigtigt gik jeg helt hen til hende, og trak hende ind i et kram. Min mund var ud for hendes øre.

"Jeg skal snakke med dig. Alene" Hviskede jeg til hende.

"Hvad får dig til at tro at jeg vil snakke med dig?" Spurgte hun usikkert.

"Jeg giver dig ikke noget valg" Fortalte jeg hende toneløst.

Hun sukkede opgivende, men trak mig dog med ind på hendes værelse.

"Hvad er det der er så vigtigt?" Spurgte hun irriteret.

"Du må nok hellere sætte dig ned" Forslog jeg.

Hun kiggede overrasket på mig, men satte sig så ned på sengen. Jeg lagde mig ned på maven, og fandt igen kniven under sengen.

Sært.

Jeg er ret sikker på at der ikke var så meget blod på sidst.

"Louis, hvad har du gang i?" Spurgte hun med rystende stemme.

Tungt satte jeg mig ned ved siden af hende, og viste hende kniven. Hun gav et overrasket gisp fra sig, da det gik op for hende at jeg vidste det.

"Louis.. J-jeg kan forklarer" Stammede hun usikkert.

"Hvorfor Isabelle? Hvorfor vil du skade dig selv på den måde?" Spurgte jeg lidt hårdt.

"Det vil jeg heller ikke" Sagde hun og fik et såret blik i øjne.

En lydløs tåre løb ned ad hendes kind, mens hun drejede ansigtet væk fra mig.

"Isabelle kig på mig" Sagde jeg bedende.

Hun nægtede at gøre det, så jeg tog fat om hendes kæbe og fik hende til at kigge mig i øjne. Hendes øjne var blanke, og hendes kinder var blevet våde.

"Vil du ikke godt stoppe med det? Hvis ikke for din egen skyld, så for Niall's?" Spurgte jeg bedende.

Vi vidste alle sammen at der var et eller andet i mellem dem, så det udnytter jeg måske en lille smule. Men det er jo for hendes eget bedste, så det er vel okay?

"Du må ikke fortælle ham det" Hviskede hun svagt.

"Det gør jeg heller ikke hvis du stopper" Forklarede jeg hende.

"Jeg kan prøve" Hviskede hun for sig selv.

"Isabelle, hvor er det du har gjort det henne?" Spurgte jeg usikkert, jeg vidste jo ikke om hun ville fortælle mig det.

"Hoften" Mumlede hun flovt.

Det var da altid noget at hun ikke var glad for at hun gjorde det, for så ville det da først blive svært at få hende ovenpå igen.

"Jeg regne med at du vil se det" Sukkede hun da jeg ikke sagde noget.

Svagt nikkede jeg , for at vise at hun havde ret. Jeg ville gerne se det, for at få et overblik over hvor slemt det er.

Hun sukkede svagt inden hun rejste sig og, og trak hende jeans ned over hoften. Jeg sendte hende et opmuntrende smil, men det forsvandt hurtigt da jeg så hendes hofte.

Det var ikke kun overfladiske sår. Nej, nogen af dem var ret dybe. 

Det var tydeligt selv på afstand at det ikke var særlig lang tid siden sårene var lavet. Hvorfor havde hun dog gjort det?

"Hvornår gjorde du det sidst?" Spurgte jeg med rystende stemme.

Jeg håber virkelig ikke at de er fra i går, men hvis de er så har jeg det nok ikke særlig godt med mig selv. 

"I nat" Mumlede hun stille, og dækkede sårene igen.

For helvede!

Hvis jeg ikke havde glemt at snakke med hende i går, så ville hendes hofte jo ikke se sådan der ud! Jeg kunne have sørget for at det ikke skete.

Men nej! Jeg er så dum at jeg glemmer at jeg fandt en kniv med blod under hendes seng!

"Det må du altså virkelig undskylde" Sagde jeg lavt til hende. 

Det var jo på en måde lidt min skyld at hun havde gjort det, for jeg vidste det jo godt. Hvis jeg bare havde snakket med hende i går!

"Du har ikke noget at undskylde for" Hviskede hun trist.

"Jo, jo det har jeg! I går da jeg ledte efter vores spil fandt jeg kniven, det var meningen at jeg ville have snakket med dig i går aftes, men jeg glemte det. Jeg kunne have sørget for at det ikke var blevet så slemt!" Sagde jeg og hævede gradvist stemmen.

Hun stod og kiggede alle andre steder hen end på mig. Enligt forstod jeg godt at hun ikke kiggede på mig, hvis jeg var hende ville jeg nok heller ikke være så meget for øjenkontakt lige nu.

"Du må ikke være vred på mig" Sagde hun med rystende stemme.

"Jeg er ikke vred på dig, jeg er vred på mig selv" Forklarede jeg hende roligt.

Hun nikkede svagt.

"Jeg skal nok lade vær med at fortælle det til Niall, men jeg synes at Liam skal have det at vide. Han er her jo hele tiden, så han kan også hjælpe dig mere end vi andre kan" Fortalte hende.

"J-jeg kan ikke selv sige det" Mumlede hun med en grådkvalt stemme.

"Skal jeg fortælle ham det?" Forslog jeg hende.

Svagt nikkede hun og gik over mod døren. Inden hun åbnede kiggede hun over mod mig, for at se om jeg fulgte med hende.

Med rystende hænder fik hun åbnet døre, og sammen gik vi ind i stuen hvor Liam sad. Han ville nok blive lidt chokeret når jeg fortalte ham det, så det var nok godt at han sad ned.

"Liam? Der er noget du skal vide" Sagde Isabelle med en rystende stemme, og hvis jeg ikke tog meget fejl prøvede hun at lade vær med at græde.

Han kiggede forvirret over på os, da vi satte os. Jeg tog en dyb indånding inden jeg begyndte at fortælle ham det hele.

Isabelle's synsvinkel:

Louis var ved at fortælle det hele til Liam, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Jeg havde ikke brug for at få det hele fortalt.

Lige nu havde jeg en underlig følelse inden i. Før havde det enten været helt tomt, eller også havde der været en slags uro inde i mig.

Men nu var der ro. Ingen tomhed, ingen uro, bare fuldstændig ro.

Det var rart at jeg endelig kunne slappe fuldstændig af. Måske kunne jeg få indhentet noget af den søvn jeg manglede?

Jeg kunne jo ligeså godt udnytte at jeg endelig havde fået ro inden i mig...

**

"Skal vi vække hende?" Sagde en hæs stemme, som trak mig ud af drømmeland.

"Nej, lad hende sove. Hun har brug for det" Sagde en venlig stemme.

Jeg tror at det var Louis. Ja, det var helt sikkert Louis.

"Mmh" Mumlede jeg og vendte mig om på den anden side.

Det gør jeg tit når jeg er blevet vækket, og enligt gerne bare vil sove videre. Det eneste problem med at gøre det er bare at folk finder ud af at man er vågen.

"Jeg tror at hun er vågnet" Lød Harry's stemme.

Kan du se hvad jeg mener?

"Isabelle, du skal op" Sagde Liam's blide stemme.

"Sove" Mumlede jeg.

Jeg kunne høre at nogen begyndte at grine, men jeg var ikke sikker på hvem det var. Vent lidt, hvornår var Harry lige kommet?

"Søde, søde Isabelle. Du har sovet i 4 timer!" Sagde Louis, og man kunne tydeligt høre smilet i hans stemme.

4 timer! Wow, jeg må virkelig mangle søvn eftersom at jeg stadig var træt.

"Mmh" Mumlede jeg igen.

"Harry gider du ikke hente et glad vand til mig" Sagde Louis lusket.

"Jo, jeg er tilbage om lidt" Kom det smågrinende fra Harry.

Lige da jeg var ved at falde i søvn igen kommer Harry tilbage. Det er så typisk.

"Isabelle, hvis du ikke står op nu bliver det værst for dig selv" Jeg kan ligefrem forstille mig det drillende smil der sidder plantet på Louis's læber lige nu.

"Mmh" Han kan sgu godt glemme alt om at jeg skal stå op!

"Du beder selv om det" Sagde han grinende.

Inden jeg overhovedet nåede at tænker over hvad det var han sagde, blev der kastet en kold væske på mig. Ikke bare lidt kold, nej! Det var iskoldt!

På grund af chokket gav jeg et lille skrig fra mig, hvilket medførte at de begyndte at grine. Hurtigt åbnede jeg øjne for at kunne se vredt på Louis.

"Det er ikke sjovt" Sagde jeg irriteret.

Nu var mit tøj jo helt vådt og ulækkert, og det var alt sammen Louis's skyld! Det lød forkert, men det skal altså ikke misforstås! 

"Men du blev da vågen" Konstaterede Harry smilende.

"No shit Sherlock" Mumlede jeg lettere irriteret.

"Hvorfor vækkede i mig? Jeg sov jo lige så godt" Spurgte jeg og kvalte et gab.

"Vi skal spise" Var Liam så venlig at forklare mig.

"Hvor er Niall og Zayn?" Spurgte jeg undrende.

"De kommer om lidt" Sagde Louis da vi gik ud i køkkenet.

Jeg stod med ryggen ud mod gangen og kiggede på bordet hvor der stod en masse mad. Men selvfølgelig, vi var jo også ret mange der skulle spise. 

Jeg stod i lidt tid bare og kiggede på maden, det var svært for mig at skulle tage mig sammen til at spise. Hvor skulle jeg også lige være så ikke sulten?

En eller anden lagde sine hænder på mine hofter og trak mig ud af mine tanker. Smerten fra min hofte fik mig til at skære ansigt.

"Hvad er det galt, Isabelle?" Spurgte Harry bekymret. 

Hænder på min hofte strammede sig en lille smule, nok fordi at personen bag mig var bekymret. Han vidste nok ikke at det var min hofte der gjorde ondt.

Jeg gav et lille klynk fra mig, og trak mig væk fra person der viste sig at være Niall. Niall, Harry, og Zayn kiggede alle forvirret på mig, og jeg så ingen anden udvej end at fortælle dem det.

"Isabelle, hvad er der galt?" Spurgte Niall uroligt.

"J-jeg.." Ordene satte sig fast i min hals, og jeg var ikke i stand til at få dem frem.

"Du hvad?" Spurgte Harry afventende.

"Min hofte" Sukkede jeg.

"Hvad er der me.. ohh" Zayn afbrød sig selv da det gik op for ham hvad der var galt.

"Hvor slemt?" Spurgte Zayn nervøst.

Skulle jeg vise dem det? Det kunne jeg jo ligeså godt gøre, når de vidste det kunne det vel ikke skade.

Med rystende hænder trak jeg mine jeans ned over mig hofte, så sårene kunne ses. Harry, Niall og Zayn kiggede chokeret på mig, men hvad havde jeg regnet med?

**

"Jeg er altså ikke tryg ved at hun skal sove alene!" Lød Harry's stemme. 

Jeg sad selv inde i stuen og så Narnia. Drengene sad ude i køkkenet og snakkede meget højt, som du nok har regnet ud.

"Jeg kan godt sove inde hos hende vis det er" Kom det fra Liam.

Han snakkede faktisk ikke så højt som de andre, men fordi at der var helt stille i filmen kunne jeg nemt høre ham.

"Hvis nogen skal sove med hende, så gør jeg det!" Sagde Niall bestemt, og jeg kunne ikke lade vær med at smile et lille smil.

Da filmen ikke rigtig var spændende mere, nok fordi at jeg har set den alt for mange gange, gik jeg ud i køkkenet til drengene. Hvis jeg skal sove med en af dem, burde jeg jo selv være med til at vælge hvem af dem. 

"Øhh, hej Isabelle" Kom det akavet fra Harry.

"Bare rolig, jeg har hørt det meste af det i har sagt" Forklarede jeg og satte mig ned på en stol ved siden af Zayn.

"Jamen så behøver vi jo ikke forklarer dig det" Kom det fra Louis.

"Så Niall sover med Isabelle?" Spurgte Liam for at være på den sikre side.

"Det er fint med mig" Konstaterede jeg.

"Jamen så er det jo på plads" Sagde Louis.

<><><><>

UNDSKYLD!!

Jeg er virkelig ked af at i har måtte vente så længe på  det her kapitel, og at det så ikke er blevet særlig godt.

Men jeg har ret travlt her for tiden, da jeg bliver konfirmeret på fredag, så jeg får nok ikke lige tid til at skrive i den nærmeste fremtid.

Men allerede nu ved jeg hvordan det hele slutter! Eller det vil sige at jeg har to slutninger, og jeg ved ikke hvilken der passer bedst til, så jeg har tænkt mig at lave to slutninger!

Og så kan jeg fortælle at når jeg er færdig med den her (Der går nok lidt tid, men alligevel) så kommer den en ny Movella. Jeg har to lige gode ideer, så jeg mangler bare lige at finde ud af hvilken en men der håber jeg at i kan hjælpe mig!

Hvis i har lyst kan jeg lægge et resume til dem op, så i kan vælge hvilken i helst vil læse.

Men ja, drengene ved at hun har cuttet og måske kan Niall holde hende fra at gøre endnu mere skade på sig selv.

Men fortæl mig hvad i regner med sker, og måske endda hvordan i tror den slutter. Jeg kan afslører så meget at den slutter på hendes fødselsdag.

Men det var vidst det, så farveller!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...