When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

50Likes
91Kommentarer
4958Visninger
AA

17. Epilog (2)

Der var gået et par uger. I morgen ville hun langt om længe blive 18.Hvem skulle have troet det. Hun havde rent faktisk overlevet tre uger med dem. Hun havde ikke blot overlevet, men hun havde fået det bedre. Hendes vægt var snart oppe på 50 kilo. Sårene var helet. Tingene var blevet bedre.

Selvfølgelig var der stadig de dårlige dage. De dage hvor hun havde lyst til at begynde igen, men Niall var der for hende på de dage. Lige meget hvor meget hendes søster havde prøvet, lige meget hvor hårdt hun havde slået ham, hvor meget hun havde skreget af ham, han blev der. Han nægtede at give slip på hende, og hun var lykkelig for det.

Han havde stadig en tryghed omkring sig. Hun havde brug for den tryghed. Deres forhold havde også udviklet sig de sidste par uger. Hun var i tvivl om man kunne kalde det et forhold, men der er noget mellem dem. Det var underligt, hver gang de er i samme rum, føler hun en trang til at sidde ved ham. Holde hans hånd. Bare røre ham. Det var uvant for hende.

Isabella påvirkede hende stadig, men det var ikke så slemt længere. Det var til at håndtere. Den før overskyet himmel, var langt om længe ved at klare op. Hun kunne overskue det igen. Tingene var ved at blive bedre.

”Isabelle?” Den blonde dreng stak forsigtigt sit hoved ind af døren. Et lille, næsten usynligt, smil kom frem på hendes læber. Hun vidste ikke om hun elskede ham, men han betød mere end han anede.

”Ja?” Hun kunne ikke tænke på andet end hvor langt hun var nået. Hun blev 18, og hun ville bruge dagen sammen med nogen af dem, som betød mest for hende. Hun kunne ikke forestille sig, hvor hun var endt henne uden dem.

”Vil du komme ud i stuen? Vi har noget at fortælle dig” Smilte han, og åbnede døren helt. Usikkert fulgte hun efter ham ud i stuen. Hun troede hun var i problemer, men kunne ikke finde ud af hvad hun havde gjort. Deres seriøse ansigter fik ikke hendes usikkerhed til at forsvinde.

”Isabelle. Du bliver 18 i morgen” Startede Zayn ud. Hun frygtede hvad der kom efter. Hvad hun ikke vidste var, at den blonde dreng bag hende ikke kunne holde sit smil tilbage.

”Vi blev enige om at give dig din gave i dag. Lige nu faktisk” Smilte Harry. Hun åndede lettet op. Hun var ikke i problemer.

”Vi rejser til Danmark i morgen” Hun vendte sig mistroisk om mod den blonde dreng. Mente han det virkeligt?

”Hvad? Men. Hvordan?” Hun kunne ikke tro det. Skulle hun virkeligt hjem? Ville hun nogensinde se dem igen? Ville hun se ham igen?

”Vi snakkede med dine forældre. De savner dig, og vi tænkte at du nok også savnede dem” Liams varme smil fik hende til at trække i smilebåndene. Hun savnede sin familie mere end hun troede hun ville.

”Men. Ser jeg jer igen?” Spørgsmålet var sat på Niall. De andre betød ikke en brøkdel af hvad han gjorde. Alt der betød noget var om hun så Niall igen.

”Vi rejser sammen med dig. Du troede da ikke at jeg bare ville lade sig tage af sted?” Der var noget i hans smil. Det gav hende modet til at gøre noget fuldstændigt uventet. Hun kyssede ham, og hun havde ikke den mindste lyst til at stoppe.

Da han langt om længe trak sig væk, kom der en kort, simpel sætning over hendes læber. ”Jeg elsker dig” Aldrig havde tre små ord haft så stor en betydning. Det var anderledes end når hans fans sagde det. Hendes stemme fik sommerfuglene til at baske rundt i hans mave. Han var tom for ord, så han kyssede hende.

De to var umulig at få fra hinanden i dagene der fulgte. Lige meget hvornår man så dem, deres hænder rørte altid hinanden. De var som to magneter der blev tiltrukket af hinanden. At medierne fandt ud af at de var sammen, betød ingenting. De var begge to så blændet af deres kærlighed.

På hendes 18 års fødselsdag, havde de besøgt søsterens gravsted. Blomster var blevet lagt på graven, og alle stod de og beundrede stenen. Hun ville være blevet 18, men skæbnen var ikke med hende. Men havde den været med Isabelle? Hvis ikke søsteren var død, så var hun aldrig taget til England.

Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. Alt i hendes liv var ustabilt. Hun var nød til at holde fast i det gode, og håbe på det andet forsvandt. Der var dog en ting hun var sikker på. Det her var ikke slutningen. Det var en ny begyndelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...