When You're Gone (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Isabelle og hendes tvillingesøster havde en gang et meget tæt forhold. Det blev dog ødelagt da en bil kørte dem ned. Isabelle overlevede, men det gjorde Isabella ikke.

Nu, to år efter ulykken,er Isabelle stadig knust. Så knust at hendes forældre sender hende til England.
Det hele går fuldstændig galt for hende, og hun gør det hun hat haft lyst til at gøre i alt for lang tid. Selvmord.
Men nogle drenge redder hende i sidste øjeblik, og hun hader dem for det. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende dø? Det ville havde gjort hende meget mere lykkelig.
Men hvad nu hvis de drenge så er hendes døde søsters idoler? Og hvis de ikke vil lade hende være i fred?

50Likes
91Kommentarer
4953Visninger
AA

16. Epilog (1)

Der var gået et par uger. I morgen ville hun langt om længe blive 18.Hvem skulle have troet det. Hun havde rent faktisk overlevet tre uger med dem. Hun havde ikke blot overlevet, men hun havde fået det bedre. Hendes vægt var snart oppe på 50 kilo. Sårene var helet. Tingene var blevet bedre.

Selvfølgelig var der stadig de dårlige dage. De dage hvor hun havde lyst til at begynde igen, men Niall var der for hende på de dage. Lige meget hvor meget hendes søster havde prøvet, lige meget hvor hårdt hun havde slået ham, hvor meget hun havde skreget af ham, han blev der. Han nægtede at give slip på hende, og hun var lykkelig for det.

Han havde stadig en tryghed omkring sig. Hun havde brug for den tryghed. Deres forhold havde også udviklet sig de sidste par uger. Hun var i tvivl om man kunne kalde det et forhold, men der er noget mellem dem. Det var underligt, hver gang de er i samme rum, føler hun en trang til at sidde ved ham. Holde hans hånd. Bare røre ham. Det var uvant for hende.

Isabella påvirkede hende stadig, men det var ikke så slemt længere. Det var til at håndtere. Den før overskyet himmel, var langt om længe ved at klare op. Hun kunne overskue det igen. Tingene var ved at blive bedre.

”Isabelle?” Den blonde dreng stak forsigtigt sit hoved ind af døren. Et lille, næsten usynligt, smil kom frem på hendes læber. Hun vidste ikke om hun elskede ham, men han betød mere end han anede.

”Ja?” Hun kunne ikke tænke på andet end hvor langt hun var nået. Hun blev 18, og hun ville bruge dagen sammen med nogen af dem, som betød mest for hende. Hun kunne ikke forestille sig, hvor hun var endt henne uden dem.

”Vil du komme ud i stuen? Vi har noget at fortælle dig” Smilte han, og åbnede døren helt. Usikkert fulgte hun efter ham ud i stuen. Hun troede hun var i problemer, men kunne ikke finde ud af hvad hun havde gjort. Deres seriøse ansigter fik ikke hendes usikkerhed til at forsvinde.

”Isabelle. Du bliver 18 i morgen” Startede Zayn ud. Hun frygtede hvad der kom efter. Hvad hun ikke vidste var, at den blonde dreng bag hende ikke kunne holde sit smil tilbage.

”Vi blev enige om at give dig din gave i dag. Lige nu faktisk” Smilte Harry. Hun åndede lettet op. Hun var ikke i problemer.

”Du skal hjem i morgen. Til Danmark” Hun kiggede om på den blonde dreng, der var et stort smil. Hun delte ikke hendes glæde. Selvfølgelig ville hun gerne hjem, se hendes forældre og venner igen. Men skulle hun rejse væk fra dem?

”Alene?” Spurgte hun usikkert.

”Ja. Vi bliver her. Du har det bedre, og dine forældre vil gerne have dig hjem” Sagde Harry. Alle deres ansigter var store smil, men hun kunne ikke få hendes mundvige til at gå op. Ville hun se dem igen? Hvordan skulle hun klare sig uden dem? Hvad hvis det ikke gik? Hvad hvis hun faldt tilbage?

”Er du ikke glad?” Spurgte Niall efter en kort stund. Hvad skulle hun svare? Hun ville jo ikke skuffe dem. Hun kunne ikke fortælle dem at hun ikke ville rejse. Måske ville de gerne af med hende? Hendes usikkerhed fandt en plads i hende, inden hun kunne nå at skubbe den væk.

”Jo. Jeg er bare overrasket. Det kommer så hurtigt” Hun lød glad, men inden i var hun knust. Hun ville ikke forlade ham.

***

”Kom godt hjem” Den sidste sætning hun hørte fra ham, inden hun satte sine ben i flyet. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. Han havde lovet hende at de skulle ses igen, lige inden han kyssede hende farvel. Han havde kysset hende, og denne gang havde hun ikke skubbet ham væk. Det var i det øjeblik, at hun indså at hun elskede ham. Hun ville ikke dele sit liv med nogen anden end ham.

Mens hun sad og ventede på at alle kom ind i flyet, fik hun en pludselig tanke. Hurtigt skrev hun den simple besked til ham. Fortalte ham at hun elskede ham. Det betød mere for hende end han nogensinde ville vide.

Imens var han på vej hjem. Det ville tage et par timer før hun nåede hjem. Han savnede hende allerede. Hvordan skulle han overleve indtil han kunne se hende igen? Måske kunne han rejse efter hende? Han havde aldrig følt sådan for nogen før, men han vidste det var rigtigt.

Flyet lettede, og hendes telefon var slukket. Musikken fyldte hendes ører. Deres musik. Hans musik. Hun turde ikke tænde hendes telefon. Hvad hvis han ikke havde svaret endnu? Hvad hvis han ikke følte det samme.

I mellemtiden var han kommet hjem. Den korte besked på hans skræm, havde fået ham til at danse rundt. Hun elskede ham. Hun elskede ham rent faktisk. Han tog sig lang tid om at svare. Han ville fortælle hende præcist hvordan han følte. Hvor meget hun betød for ham. At han elskede hende. At han ønskede at se hende igen. At han aldrig havde følt sådan for nogen.

Han sendte den, uden så meget som at tænke over det. Flere gange i de næste par timer tjekkede han sin telefon. Han vidste det var dumt. Hun var stadig på flyet. Men hvis nu hun havde svaret. Han glædede sig til at kunne ringe til hende. Sige det direkte til hende. Han elskede hende.

I mangel på noget at lave den sidste halve time, valgte han at se fjernsyn. Det var der han hørte det. Et flystyrt. Fra London til Danmark, for blot en time siden. Alle var omkommet. Hans hjerte sank. Var det hendes fly?

Det kunne umuligt være hende fly. Det måtte det ikke være. Han ringede til hende. Flere gange. Ringede til flyselskabet. Der var ingen tvivl. Han havde lige mistet pigen han elskede. Han kunne ikke tro det. Hun var væk. Alt det han havde kæmpet for, det hele var væk. Alle hendes fremskridt var forsvundet. Hun var forsvundet.

Han venner fandt ham grædende på gulvet. Han nægtede at spise dagene der fulgte efter. Han forlod ikke sit hus. Først en måned efter gik han udenfor. Himlen var mørk, men han lagde knapt nok mærke til det. Han var som en tom skal. Det var ikke andet end sorgen inden i ham. Trist kørte han til lufthavnen. Han var nød til at se hende en sidste gang. Sige farvel til hende. Give han de blomster han altid havde haft lyst til at give hende. Han ville besøge hendes gravsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...