En cirkel i en firkantet verden

Endnu en stil. Jeg skrev den for ca. et år siden, hvor opgaven lød på 'Emma Gads børneopdragelse'. Den foregår i 1920'erne
Den handler om Ingrid og Jens' drømme, og deres fars modvilje mod, at de opnår dem.

1Likes
0Kommentarer
543Visninger
AA

1. En cirkel i en firkantet verden

 

Hvis der var én ting, Ingrid nægtede at gøre, så var det at sy. Hendes hænder skubbede besværret nålen gennem det tynde stof, mens hun kneb øjnene let sammen og prøvede at bevare sit fokus. Hendes brors konstante trommen på bordet hjalp ikke synderligt. Til sidst smed hun arrigt stoffet fra sig. Hendes far kiggede anklagende op fra avisen, men Ingrid lagde surt armene over kors. Hendes far rynkede brynene. Et træk, der altid viste, at han var irriteret.

   ”Hvad laver det nu på gulvet?” Ingrids mor kom muntert gående ind i stuen. Hun samlede stoffet op og rakte det til Ingrid. Faderen trak sig tilbage til sin avis.

   ”Det gider ikke virke!” Ingrids kinder var blevet hektisk røde. Hun hadede virkelig at sy! Hendes mor tog let redskaberne ud af Ingrids hænder og viste hende tålmodigt, hvad man skulle gøre. Ingrid besværede sig ikke engang med at se efter.

   Hendes mor sukkede og lagde sytøjet fra sig. Hun så bekymret på sit yngste barn, der så stædigt ud af vinduet; hendes mørkegrønne øjne var let sammenknebne af at kigge ud på aftensolens gløder, munden presset sammen til en tynd streg, det gyldenrøde hår faldt let om hendes skuldre. Alt ved hende så så skrøbeligt ud, men alligevel udstrålede hun en vis selvsikkerhed. Hendes mor fik en klump i halsen. For bare et år siden var hun stadig hendes lille pige. De kunne gøre alt sammen. Nu var det for sent. Hendes blot 14-årige datter var ved at blive voksen.

   En lille trækning i mundvigen undgik ikke moderens opmærksomhed. Hun kendte den for godt. Når hun selv var vred, ked af det eller længselsfuld, så var den lille trækning der. Et blik på datterens ansigt beviste, at det var den sidste ting, der var tale om her. Ingrids blik søgte mod horisonten; et sted hun aldrig ville nå, så meget vidste hun.

 

Ubevidst trommede Jens en let melodi på bordet.  1 2 3, 1 2-3 4 … Hans fingre gled elegant over bordet og ramte bestemte steder hver gang. Han var optaget af rytmen og opdagede ikke hans fars ildevarslende blik, før det var for sent.

   ”Du skulle koncentrere dig om dine lektier,” brummede han. ”De laver ikke sig selv.” Jens stoppede trommeriet og vendte opmærksomheden mod den gamle bog. Bogstaverne dansede rundt for hans blik, snoede og strakte sig. Mens han utålmodigt prøvede at tyde det første ord, fortsatte melodien i hans hoved: 1 2 3, 1 2-3 4. Den sidste rest af koncentration forlod hans krop, og han lukkede stille bogen. Han lagde den forsigtigt i sin brune skoletaske og gjorde mine til at gå.

   ”Hvor tror du så, du skal hen?” det var hans fars bryske stemme. Jens kastede et ’så sig dog noget’-blik på sin mor, men hun stirrede indædt på sin datter og lod ikke til at bemærke ham.

   ”Bare op på mit værelse,” mumlede han og begyndte at gå.

   ”Har du øvet klaver?” der var en opgivende tone i hans stemme, som fortalte, at han udmærket godt vidste, hvad svaret var på det spørgsmål. Jens havde et kækt svar på læben, men han vidste af erfaring, at han burde holde det inde.

   Han satte sig ved klaveret og trykkede lidt for hårdt, til at faderen ikke bemærkede det. Efter et hårdt blik fra sin far, gav han sig til at spille den melodi, han havde øvet. Hans svedige fingre gled på tangenterne. Endnu et vredt blik.

   Jens havde altid elsket musik, men der var noget ved klaverets kolde toner, som fik hans uvilje til at stige.

   ”Vil du for Guds skyld holde op med det der?” først da opdagede Jens, at hans fod lavede bankelyde på gulvet.

 

Den aften, da resten af huset sov, lå moderen længe og kiggede på sin mands ansigt. De var mødtes for 18 år siden til et høstmarked. Hun havde været ung; kun 19 år gammel. Han havde været lidt ældre. Hun var faldet for hans charme og gåpåmod. Hun havde hørt på hans drømme. Han ville se verden, opleve noget, og når han så en dag havde set, hvad han ville, så skulle han slå sig ned i et lille hus på landet med kone og børn. Han betroede hende, at han havde haft en hård barndom. Han var sjette barn i en søskendeflok på 8. Derfor havde det været lidt tyndt med opmærksomhed derhjemme. Der var så meget, han ikke havde lært. Når han fik børn, skulle det være anderledes! Han skulle nok give dem alt!

   De var begyndt at se hinanden mere og mere, og en dag friede han til hende. Hun havde uden tøven sagt ja. Hun elskede ham, han elskede hende, så hvorfor skulle hun afslå?

   Han havde aldrig forfulgt sine drømme. Lige efter de var blevet gift, flyttede de ind i et lille hus i byen. Han havde fået arbejde på et apotek, så havde de fået det lille vidunderbarn, Jens. Jens med det urolige sind. Hans spøjse påfund havde altid fået dem til at le. Et års tid senere kom Ingrid til verden. Allerede fra barnsben havde hun nogle store drømmende øjne. Alt havde virket så vidunderligt på det tidspunkt.

   Så var han begyndt at forandre sig.

   Han lukkede sig inde i sig selv. Den følelse af fællesskab, de havde, var forsvundet. Hendes mand var blevet nedbrudt, slidt og hård.

   Det var allerede begyndt at lysne, da hun endelig faldt i søvn.

 

I drømme så faderen sin fortid. Hans voldelige, fordrukne far, som slog dem hovedet fuld, fordrukken eller ej, hans selvudslettende mor, som prøvede at gøre sig så usynlig som overhovedet muligt, men alligevel endte med at få tæsk. Han så sine søskende. De var ansigtsløse. Han havde ikke set dem, siden han flyttede hjemmefra for 18 år siden. Hvad var det nu, hans lillesøster hed? Hende, som altid fulgte ham, hvor end han gik. Lene? Line? Lone? Han kunne ikke huske det. Han så dem leve deres liv. Noget, der så ud som en almindelig hverdag i hans hjem, udspillede sig for ham, bortset fra at han manglede. Han råbte og skreg til dem, men de så ham ikke. Han var en dreng igen. De lagde ikke mærke til ham. Det havde de aldrig gjort.

   Han flyttede sig uroligt i sengen, og nu ændrede drømmen sig.

   Hans far forsvandt og blev erstattet af ham selv, hans mors plads blev udfyldt af hans hustru, og alle hans søskende blev til Jens og Ingrid. Men han selv var stadig som hans far. Han drak og slog dem, tævede sin kone og lod sine børn passe sig selv …

   Så vågnede han op i sin seng. Badet i sved mens et skrig sad fast i hans hals. Det var den samme drøm hver nat, og hver morgen han stod op, lovede han sig selv at aldrig blive som sin far. Han måtte give sine børn den barndom, han aldrig selv fik.

 

Når man plusser to tal, så giver det et tredje. Så meget vidste Jens, men det var også stort set alt, han forstod ved matematik. Lige så snart hans lærer var gået fra plus til minus engang i anden klasse, var han stået af. Det hjalp ikke, at der nu var kvadratrod, multiplikation og primtal. Han havde prøvet at forstå. Det havde han virkelig, men det hjalp ikke.

   Et sted i klassen lød en højlydt fnisen. Jens kiggede forvirret op. Hans lærer stod foran ham med et tordnende blik. Tre gange lød det, og Jens mærkede en voksende smerte i sine fingre. De var blevet røde. Han behøvede ikke holde sine tårer tilbage, det havde han lært for længst.

   Læreren rømmede sig og fortsatte med sine ligninger. Jens kiggede på et bogstav, som han troede var et X. Det lignede et skattekort, syntes han. En masse kryptiske figurer fra en svunden tid viste vejen. Han smilede stille. Dét var, hvad man fik ud af at lytte til Ingrids skøre historier.

   I frikvarteret prøvede han at undgå sine plageånder. Det var en vanskellig opgave. Nogle gange fandt de sig bare et andet offer, når han gemte sig, men denne dag havde de åbenbart valgt at gennemsøge hele skolen efter ham.

   De fandt ham oppe ved stubbene. Stubbene var et kaldenavn for den lille gruppe træer, som stod i udkanten af skolens område. Nogle af gårdvagterne mente ikke, de måtte være deroppe, så det var ikke et sted, enhver turde gå hen, det vidste Jens. Men han havde vist undervurderet sine modstandere, for her stod de, og de så ikke ud som om, de var kommet for at holde picnic.

   De grinede, mens de omringede ham – otte år med dem og Jens havde stadig svært ved at fatte deres humor – lederen af flokken slog ud efter ham. Det var jo nærmest som jungle, syntes Jens. Løverne fangede deres bytte, stille, snedigt og udspekuleret. Her var ingen love, naturen gik sin gang, de store fangede de små, indhegnede dem og ødelagde dem, for at de selv kunne overleve. Sådan var junglen, og sådan var skolen.

   En sagte bimlen fortalte, at frikvarteret var slut.

   Reddet af klokken, tænkte Jens. Drengene lo, da de løb hen til døren for at stille sig i rækken. Hvis Jens ikke fik fart på, fik han nok en ordenligt lussing. Med lidt held ville han kunne nå det, men Jens havde aldrig hørt til de heldige typer.

 

Ingrid var ikke én, der gad bruge sin tid på lektier. Hvis hun havde gidet, ville hun sikkert have opdaget, hvor let det gik hende. Den eneste hun lyttede til, var hende selv. Det var ikke fordi, de andres idéer var særligt dårlige. Tværtimod! De var faktisk ret gode. De var bare lidt for fornuftige til hende, og fornuft var ikke et ord, Ingrid havde meget tilovers for.

   At gå i Københavns smalle gyder ved højlys dag lyder måske ikke særligt skræmmende, men når man går mellem huse så høje, at man kun kan se en smal stribe lys, når man kigger op, er det ikke specielt betryggende. Når man så også kan høre fodtrin, der har fulgt efter én i et par minutter, så begynder man som regel at lede efter en udvej. Ingrid var undtagelsen, men hun var også ret sikker på, hvem det var. Hvis hun ikke havde været det, så havde det nok ikke gjort den store forskel. Ingrid levede for farer.

   En hånd lagde sig på hendes venstre skulder, og Ingrid vendte sig smilende rundt.

   ”Jeg troede, du aldrig ville stoppe,” Jens’ ansigts dukkede frem bag en hue. Han så sur ud. ”Hvad var så vigtigt, at det ikke kunne vente til efter skole?”

   Ingrid overhørte spørgsmålet og spurgte: ”Hvad er der sket med dit ansigt?”

   ”Hvis du har fået mig til at pjække fra skole på grund af et latterligt spørgsmål, som du udmærket kender svaret på, så tilgiver jeg dig aldrig!”

   Ingrids smil forsvandt. ”Det er ikke det. Far vil have mig til at tage på husholdningsskole!” en forræderisk tåre trillede ned af hendes kinder. ”Hvordan kunne han gøre det?”

   Jens lagde armene om hende, mens han prøvede at finde noget trøstende at sige. I stedet kom der kun en anklage: ”Hvis du nu bare havde lavet noget i skolen, så ville du måske have fået lov at blive her.”

   Hun trak sig væk fra ham med en hidsig bevægelse. ”Jeg vidste, du ikke ville forstå det!”

   ”Hvorfor bad du mig så komme?” der var ingen vrede bag ordene. Kun nysgerrighed. Hans søster havde altid fascineret ham. Hun var som en bog; når man først troede, man kendte den, så overraskede den én endnu en gang. Hun var utilregnelig, dristig og ekstremt målrettet. Det var netop den sidste ting, der foruroligede ham, da hun sagde det næste:

   ”Jeg tager ikke afsted!”

   Stilhed.

   ”Tror du da virkelig, far lader dig blive hjemme, bare fordi du ikke vil?” det var egentlig ikke et spørgsmål mere en slags konstatering, det krævede ikke et svar. Det vidste hun, så hun valgte at starte et nyt emne.

   ”Kan du lide at spille klaver?” der var en bitter klang over hendes stemme. Jens løftede overrasket øjenbrynene. Kunne han det? Når Ingrid spillede, lød det så smukt, men når han spillede, følte han bare en stor trang til at stikke af, bevæge sig. Han hadede at sidde og trykke blidt på tangenterne.

   ”Nej,” svarede han endelig. ”Jeg elsker musik, men jeg vil hellere spille et andet instrument.”

   ”Trommer?” hun smilede, da han nikkede.

   ”Så tænk,” sagde hun efter en kort pause, ”Hvis du blev tvunget til at tage på en skole, hvor det eneste du skulle lære, var at spille på klaver. Ville du bare gøre det uden kamp?”

   Han vidste det ærligt ikke. Han var ikke som sin søster. Hun var modig og rebelsk. Sikkert på grund af at hun havde fået lov til lidt mere end ham. Begge forældre havde brændende ønsket sig en pige, og det var Jens smerteligt klar over. Derfor havde de givet hende lidt slappere tøjler end ham, og se hvad det havde udviklet sig til. Men var det virkeligt så slemt for et barn at have sin egen mening?

   Jens var mere føjelig. Sandt at sige var han lidt bange for sin far. Han beundrede sin søster for sin beslutsomhed, og han ville ønske, han havde den samme viljestyrke som hende, men han turde ikke. Godt nok var de søskende, men de var som ild og vand. Hun var ilden; vild, farlig og utæmmet. Han var mere som vandet: han var forudsigelig og ændrede sig aldrig.

   Han så på hendes ansigt, som stadig udtrykte trodsighed, og smilte. En dag ville hun blive til noget stort, det var han sikker på, men lige nu var hun stadig hans lillesøster. Hun var stadig et barn.

   ”Du skal nok klare et år på husholdningsskole, og hvis du virkelig hader det, så bare vær dig selv, og så skal du nok blive smidt ud i en fart,” grinede han. Hun så surt på ham, og han fortsatte noget mere alvorlig: ”Om ikke så lang tid er du voksen, og så ligger verden for dine fødder. Det er kun et år, og måske kommer du endda til at synes om det.” Han rakte hende hånden, og arm i arm gik de hjem til huset.

   Måske, tænkte Ingrid tvivlrådigt. Måske.

 

Da de var kommet hjem, ventede deres far i døråbningen. Hans ansigt var rødt af vrede. Uden et ord fik Jens en lussing, så kinden, som allerede var ophovnet efter det tidligere slag i skolen, føltes, som om tusinde små flammer dansede tango på den. Jens udstødte en ed så slem, at faderen hævede hånden for at slå ham igen.

   ”Far, stop!” hulkede Ingrid. ”Det var min skyld, Jens tog hjem fra skole, så hvis du skal slå nogen så slå mig!”

   Hendes far kiggede på hende et øjeblik, så slog han også hende.

   Hun tog sig til kinden, udstødte et ekstra hulk og styrtede op på sit værelse. Hendes mor stod og strøg. Hun var den eneste, som så Ingrids tårer. Så satte hun strygejernet fra sig og gik ud til sin mand. Hun bad Jens gå op på sit værelse, og for første gang skældte hun ud på hendes mand.

   ”De er altså ikke dine marionetdukker!” hvæsede hun. ”Du kan ikke få dem til at danse på kommando.”

   Hendes mand sagde ingenting.

   ”Har du tænkt dig at sige noget?” spurgte hun arrigt. Han vendte sig om og gik op til sin datters værelse.

 

Ingen svarede, da han bankede på. Han sukkede og gik ind. Hendes værelse var ryddeligt. Hvis det ikke havde været for det forgrædte ansigt, der sad og stirrede på ham, ville han ikke have troet, der var noget galt. Han satte sig ned på sengen.

   ”Ingrid …” begyndte han, men Ingrid afbrød ham.

   ”Jeg vil ikke på husholdningsskole, far!” hendes stemme lød spinkel. Hendes far havde altid set Ingrid som en stærk pige, nu så han den pige, der var gemt bag den selvsikre facade. Hun var jo skrøbelig.

   ”Hvad vil du egentlig, Ingrid? Du passer ikke din skole, du bryder dig ikke om kvindeting som at sy og brodere. Hvad vil du med dit liv?” hendes far havde aldrig tænkt på, at det også var muligt at få for meget opmærksomhed. Han havde hele tiden tænkt, at når bare hans børn kunne en masse, så ville livet være lykkeligt. Han havde taget fejl.

   En dag for elleve år siden var han, hans hustru og børnene taget ud i skoven. De havde bredt et tæppe ud, og Jens havde kravlet op i et træ for at få de allerbedste æbler til hele familien. Han var faldet det sidste lille stykke og var landet på æblerne. Jens havde det fint, men æblerne var uspiselige. Så havde de bare plukket et par æbler fra de nederste grene og fundet ud af, at de faktisk også smagte dejligt. Dén dag havde han været lykkelig, og nu, da han så sin datters tårer, spekulerede han på, om det ikke var en meget bedre lykke, end når Ingrid var kommet hjem fra prøven med et 12-tal, eller når Jens vandt en præmie for bedste klaverspil. Han havde rost dem for det, men den indre glæde fra den dag var ikke kommet tilbage til nogen af dem. De dage hvor de smilte med deres øjne, var nu blot et minde.

   ”Jeg vil male.”

   Ingrids stemme bragte hendes far tilbage til virkeligheden. Hans første indskydelse var at sige nej, men efter ordene var trængt ordenligt ind, kunne han ikke se, hvad der var så forfærdeligt ved, at hans datter malede.

   Han smilede. ”Så må vi da hellere se at få købt nogle pensler.”

 

I 20’erne var det ikke alle drømme, som gik i opfyldelse. Faktisk var det kun sjældent, unge mennesker fik lov til at vælge deres drøm selv. De unges rigtige drømme blev tit domineret af forældrenes ønsker til deres børns fremtid. Senere, når børnene selv blev voksne, holdt de fast i de kendte traditioner og opdragede derved deres børn efter samme skik og så videre.

   Nogle få har dog valgt at huske, hvordan de selv havde det som børn, og derved deltage til fornyelse af de gamle rutiner. Jens og Ingrid var nogen af de få.

   Ingrid blev ved med at male. Hun flyttede ugift i en lejlighed allerede som 19-årig. Fra den lejlighed solgte hun sine første malerier, og mange kom fra nær og fjern for at købe et af den smukke, mystiske kvindes malerier. For de penge hun tjente, købte hun sig et hus i den nordlige ende af København og startede der et hjem for børn, som ikke selv havde et. Hun fandt først en mand i starten af fyrrene. Hans kone var død ti år tidligere, og han havde to døtre fra deres ægteskab. Alle blev selvfølgelig budt velkommen i Ingrids hjem og – lad os bare sige det – levede lykkeligt til deres dages ende.

   Jens havde valgt at lægge klaverspillet på hylden. I stedet kastede han sig over trommerne og hilste dem, som var de gamle venner. Da han senere blev gift og fik en søn, mente han, at en trommeslagerkarriere måske ikke var den helt rigtige for en familiefar. Trommesættet blev sat på loftet, og syv år senere overrakte en stolt far det til sin søn.

   De to søskende holdt selvfølgelig kontakten til hinanden, og da de blev gamle, sad de på Ingrids terrasse og talte om gamle dage. Til sidst døde de begge efter et langt og lykkeligt liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...