@dskilt

De to piger Vicky og Maria er bedste veninder, men så skal Vicky rejse til London i et helt år og de skal lære at være adskilt. Mens hun er væk sker der noget stort tilbage i Lyngby. Kan deres venskab holde til at der sker noget så stort, læs og find ud af det.

0Likes
1Kommentarer
477Visninger

1. @dskilt

@dskilt

Klokken var 6.23 og om lige præcis 37 minutter, ville Vicky sidde i flyet mod England, hun skulle bo derovre i et år, fordi hendes far havde fået job derovre. Jeg var lige kommet ind i lufthavnen da hun var ved at tjekke ind og vi skulle sige farvel, hun fik den største krammer og så farvel. Jeg skulle virkelig kæmpe for at holde tårerne tilbage. Hun havde været min bedste ven siden 1. klasse vi var altid sammen, og nu skulle vi være adskilt i et helt år. Vi havde lovet hinanden, at vi ville maile frem og tilbage og uanset hvad der skete, skulle vi altid være venner.

Vi fik sagt farvel og jeg tog toget tilbage til Lyngby, hvor jeg boede. Der gik 23 timer før Vicky skrev til mig, jeg havde tjekket min mailboks hele morgenen, for vi havde aftalt at hun skrev til mig når de var kommet frem og havde god tid til at skrive. Jeg åbnede mailen af spænding, var huset de havde lejet dårligt, var hun blevet uvenner med nogen, havde det været en lang flyvetur, havde hun det godt, jeg savnede hende allerede.

# Hej Maria, er kommet godt frem, huset er helt fantastisk ligesom jeg havde forventede, der er spabad og alt muligt. Har også mødt en af mine klassekammerater, hun hedder Victoria og hun er også min nabo, hun virker meget flink. Glæder mig til at høre om hvordan det går hjemme i Lyngby. Knus Vicky #

Argh nogle gange irriterede Vickey mig, hun skulle altid gøre mig jaloux, hun viste godt at der ikke var sket en skid her i Lyngby. Vickey havde altid været god til det med drenge, mode og få nye venner på et split sekund, og det irriterede mig for jeg var absolut den dårligste. Hvorfor skulle hendes nabo også lige være en klassekammerat, og så lige en pige, jeg følte mig allerede overflødig og glemt. Jeg besluttede mig først at skrive til hende når jeg kom hjem fra skole, så havde jeg forhåbentlig noget at fortælle om. Skoledagen var bare helt almindelig, bortset fra at jeg jo manglede min bedre halvdel, det var underligt, pludselig lagde jeg også mærke til at jeg faktisk ikke havde andre rigtige venner end Vicky. Jeg måtte hjem og skrive til hende, jeg kunne ikke vente.

# Hey Vicky, savner dig allerede, godt at høre at alt går godt, er lidt misundelig på dig. Der er ikke rigtig sket noget, her. Det er da godt at høre at du allerede har fået en ven, men nu må du endelig ikke glemme mig helt, hvornår er det du skal begynde på skolen, og forresten skulle jeg hilse fra alle i klassen.                                                                                                                                                  Store knus og kæmpe kys din Maria #

Sådan skrev vi frem og tilbage i 2-3 måneder, og fortalte hinanden, hvordan vores liv forsatte næsten uden hinanden, i starten skrev vi til hinanden hver dag, men efterhånden blev beskederne kortere og der gik længer tid i mellem dem. En dag kom min mor ind på kontoret til mig, jeg sad ved computeren og skulle lige til at skrive til Vicky, hun lukkede computeren sammen og satte sig ved siden ad mig "skat tror, du ikke du burde finde nogle andre venner end Vicky, du har jo aldrig nogle med, hjemme og det eneste sociale liv du har, er sammen med Vicky og det går gennem en skærm skat.” Sådan skulle hun ikke tale om mit og Vickys venskab, selvom det var gennem en skærm var Vicky og jeg stadig lige så gode venner som før, jeg behøvede ikke andre venner jeg havde jo Vicky. Alt det prøvede jeg at forklare min mor, men hun forstod ikke, jeg tog computeren og stormede op på mit værelse, hun skulle ikke bestemme hvem jeg skulle være venner med. Lidt efter kom hun op, ”undskyld skat det var ikke sådan ment, skal vi ikke tage i Lyngbystorcenter,” Lyngbystorcenter det var så meget et plaster på såret, men vi tog da derhen. Nogen gange er min mor bare så irriterende efter et skænderi, hun skal altid behandle mig som et barn bagefter. Hun prøvede at rede trådene ud, ved at købe is og kysse mig over det hele. Det var en okay dag i Lyngbystorcenter, men jeg glædede mig bare til at komme hjem på mit værelse og kunne lukke døren, nogen gang er det bedst bare at være alene.

Vi satte os ud i min mors lille røde bil og kørte ud fra parkeringskælderen, og drejede til højre, vi nåede frem til et lyskryds, som kun lige var blevet gult. Min mor ville vis også gerne hjem, så hun satte speederen i bund og kørte over for gult, ”MOR” råbte jeg ”du må sgu da ikke køre over for gult,” det gjorde hun heller ikke for vi nåede ikke mere end midten af lyskrydset, da en varevogn kom kørende fra højre side og hamrede ind i min mors lille rød bil.

”Maria Maria er du vågen, hallo kan du høre mig.”  Jeg blinkede med øjne et par gange, min mors brune øjne, som næsten altid gav mig ro i sindet, stod nu og stirrede på mig, bekymrede, nervøs, skrækslagende og gav mig alt andet, end ro i sindet. ”Mor hvad er der sket hvor er jeg” hun kiggede bekymret, men samtidig glad  ”Maria vi har været med i en bil ulykke, der var en varevogn, der kørte ind i os i et kryds, det er kun dig der blevet skadet, da den kun ramte i højre side, begge dine nyre er blevet beskadiget, og hvis ikke” hun tøvede lidt og skulle lige til at græde ”og hvis ikke der er nogen der vil donere en nyre til dig snart, så ved jeg ikke hvad vi gør. De har allerede prøvet med en af mine nyrer, men det virkede ikke” Jeg viste ikke helt om jeg skulle begynder at græde, det var så underligt at vide, at jeg lå på grænsen mellem liv og død. Tårerne begyndte helt ufrivilligt at trillede ned af mine kinder. Jeg rakte ud efter min mor, og hun gav mig et knus, vi sad sådan længe, men det føltes, som få sekunder. Pludselig kom jeg i tanke om Vicky, jeg måtte skrive til hende og fortælle om hvad der var sket, min mor fandt computeren frem til mig.

# kære Vicky, du bude måske sætte dig ned, inden du læser videre. Der er sket det at jeg har været med i en bilulykke og ligger på Rigshospitalet. Det var en varevogn, der kørte ind i højre side af bilen og ramte min mor og jeg, der er ikke sket noget alvorligt med min mor, da hun sad i venstre side, men jeg har desværre mistet begge mine nyrer. Lægerne har prøvet at sætte en af min mors nyrer ind, men det virkede ikke. Nu venter jeg på at der forhåbentlig er en der vil donere en nyrer til mig, så jeg kan blive rask, hvis jeg ikke snart får en ny nyre, ved lægerne ikke hvor lang tid jeg har igen. Knus Maria                        

P.S. Jeg elsker dig og husk på uanset hvad vil vi altid være venner #

Jeg trykkede send, og så var beskeden af sted, ved et enkelt tryk. Om lidt ville Vicky læse beskeden, gad vide hvad hun ville tænke, ville hun mon ringe til mig. Jeg grublede over alt det, der var sket den dag, lige indtil lægen kom ind ”hej Maria jeg har en god nyhed til dig, der er en der har ringet og hun kommer i morgen og vil gerne donere sin nyre, så du må hellere se at få lidt søvn så du kan være frisk til i morgen.” Hele mit ansigt lyste op, tænk at nogen havde været så sød at de ville hjælpe mig, jeg kunne slet ikke vente til det blev morgen bare det nu gik godt, jeg besluttede mig at gøre som lægen havde sagt at gå i seng og få noget søvn, bare jeg nu også kunne sove.

Jeg blev vækkede kl. 07.15, ved at en sygeplejerske kom ind og fortalte, at nu var det nu og at hun skulle køre mig på operationsstuen, vi kørte direkte derhen. Det var som om hele min mave snørede sig sammen, nu skulle jeg ikke længere ligge mellem liv og død. Så kom tårerne igen, jeg var halvvejs i mål, og det var ikke længere min beslutning om det skulle gå godt eller dårligt, bare det nu gik godt.

Jeg vågnede kiggede mig omkring i rummet indtil jeg fik øje på lægen, ”nå hvordan er det gået” lægen kiggede smilende på mig ”Maria det er gået rigtig godt, din krop har taget nyren til sig, og du kan om et par dage, vende tilbage til dit normale liv. Jeg tænkte på om du ikke ville mød din donor, hun har nemlig spurgt efter dig et par gange, og om hvordan du havde det” Jeg var så lykkelig, endelig var jeg nået i mål, det var ikke helt gået op for mig, mine følelser var så overvældene, det var den største optur nogensinde. Jeg sagde at han bare kunne sende doneren ind, og først der gik det op for mig at, der var et andet menneske, der havde ofrede sig for mig.

Der blev trykket ned i håndtaget og døren åbnede, der stod hun, smukkere end nogensinde.                  Det var Vicky, selvfølgelig var det Vicky.         

                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...