Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3348Visninger
AA

1. Prolog

 

~ Prolog ~


Om det var med vilje eller et tilfælde, at Djævlen reddede gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - fra at dø og forlade jorden for evigt, glider hen i det uvisse. Én ting er sikkert, og det er, at det var det, der stoppede den evige kamp mellem Himmel og Helvede. Guderne stod nu i gæld til Djævlen, og så kunne det ikke lade sig gøre at bekrige hinanden, derfor indgik de en aftale: 
Hvert tusinde år skulle dronningen føde et hold tvillingepiger, hvoraf den ældste skulle følge i sine forældres fodspor, og den yngste var Djævlens eje. Djævlen havde brug for pigerne - hvis blod stadig indeholdt den guddommelighed, det havde fået, da deres forfædre blev sat på jorden - for at kunne vedligeholde sin styrke og føre sin egen slægt videre. Hvert årtusinde blev én prinsesse gift med en ung mand fra sit eget rige, hvem hun sammen med skulle videreføre sin familie, samtidig med at én prinsesse måtte gifte sig med Djævlen og videreføre hans slægt af sønner og dæmoner.
Aftalen, som var del af en større pagt, lød, at barnet skulle afleveres til et af Djævlens udsendinge ved først mulige fuldmåne efter fødslen på Djævlens Bakke, som havde fået sit navn af denne grund. 

 

Alt dette var også grunden til, at en dæmon dukkede frem fra skyggerne mellem skovens træer og begyndte at gå i mod toppen af bakken, hvor et enligt for længst udgået træ knejsede mod den natsorte himmel. Fuldmånens kolde sølvskær kastede fordrejede skygger på jorden.
Tiden nærmede sig midnat, og den krumbøjede skikkelse holdt skarpt udkig efter bevægelse i skovkanten. De blodrøde øjne skinnede i månelyset, og en sjælden gang i mellem blev lyset reflekteret i de spidse elfenbenshvide tænder.
Efter lang tids venten skete stadig intet, og dæmonen begyndte at røre uroligt på sig. Den ville gerne væk fra menneskenes verden og tilbage til sin retmæssige plads i Djævlens rige. 
Skyggerne mellem træerne forblev lige tætte og uigennemtrængelige, ikke en lyd hørtes fra skoven. Da solens første stråler begyndte at farve horisonten i gyldne farver, måtte dæmonen vende tomhændet hjem til sin herre.

 

 

Præcis femten år efter og langt fra Djævlens Bakke nærmede en mørk skikkelse sig byen, hvor det mægtige slot havde sin plads. De store solide stenmure skulle holde ubudne gæster væk, og rundt ved alle indgange stod vagter og spejdede søvnigt ud i det dystre mørke. 
Skikkelsen trykkede sig op ad den kolde mur, alt i mens en vagt passerede langt over dens hoved. Da vagten var nået videre på sin runde på murens top, bevægede skikkelsen sig lydløst langs muren mod den nærmeste indgang og dermed også den nærmeste vagt. 

Vagten - der havde travlt med at stirre i den modsatte retning, mens dennes tanker var hjemme hos en kærlig familie og varmen fra en pejs - opdagede ikke den ubudne gæst, før en bleg hånd med lange smalle fingre lagde sig over hans mund, og en skarp genstand blev trykket blidt mod hans hals.
Vagten nåede aldrig at opfatte, at den skarpe genstand var spidsen af en dæmons smidige hale, før hans hals med et hurtigt ryk blev skåret over, og han langsomt sank sammen på den kolde jord. 
Da den døde mand omsider blev opdaget af en afløser, var dæmonen allerede nået dybt ind i byens indviklede vejsystem og havde søgt tilflugt på loftet i en lade. 
På det tidspunkt var dæmonen ikke klar over, at der ville gå endnu to år, før den kunne gøre en større forskel igen.

Omtrent samtidig med at dæmonen luskede rundt langs byens mure, førte en bestyrtet tjenestepige to undslupne prinsesser ind på deres værelse. 
"I ved, at i ikke må færdes udenfor efter mørkets frembrud," hviskede pigen, bange for at nogen skulle høre dem, da hun havde lukket døren efter sig. 
"Men hvorfor ikke?" spurgte den lyshårede af de to prinsesser.
"Det ved i udmærket godt. I ved at mørket er farefuldt at færdes i. I sær for to unge damer som jer. Hvilke Djævlens børn ville ikke elske at hive en lille pige med hjem til sin mørke hule?"

"Men vi ville jo bare lige se, hvordan byen så ud i mørke," prøvede den sothårede prinsesse, mens hun så bedende på den trætte pige foran sig. 
"I er femten! I burde kunne følge en simpel regel," hviskede tjenestepigen, inden hun forsigtigt åbnede døren for at forlade prinsesserne. "Godnat, og lad mig ikke tage jer i at rende rundt ude midt om natten igen. Hvis det sker, går jeg til Kongen."
"Det lover vi," lød det opgivende fra søstrene, inden døren lukkede sig bag pigen, og de begge opgivende krøb ned under deres dyner. 
"Jeg forstår ikke, hvorfor de er så bange for mørket," hviskede den sorthårede til sin tvilling, inden de begge faldt i en urolig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...