Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3434Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

~ Kapitel 9 ~

 

Melanie gik forsigtigt ned ad trinnene på den mørke stentrappe. Der var meget lidt lys, som hun ikke vidste, hvor kom fra, og hun var bange for at falde. Shiir gik lige foran hende, og hun kunne mærke på ham, at han havde svært ved at vente på hende. Hun var nået frem til, at han måtte se meget bedre i mørke, end hun selv gjorde.
Prinsessen kunne ikke huske, hvordan hun var endt på trappen, det eneste, hun vidste, var, at hun måtte være på vej ned i Helvede. Djævlens Rige. Det sidste, hun huskede, før hun fandt sig selv på vej ned ad trappen, var, at hun fulgte efter Shiir gennem skoven.
Hun forstod ikke helt, hvordan hun kunne være kommet derned uden at vide hvordan, men hun gik ud fra, at det var en eller anden form for magi, hun ikke kendte til.

Hun kunne se, at det blev lysere længere fremme, og hun satte farten lidt op. Selvom hun holdt meget af nattens mørke, fandt hun den mørke stentrappe en smule skræmmende og klaustrofobisk.
Det viste sig, at trappen drejede halvfems grader, der hvor lyset kom, og et fantastisk syn mødte Melanie, da hun drejede om hjørnet. På begge sider af trappen, som nu fortsatte langt og stejlt ned, stod kæmpestore fakler, og deres ild oplyste trappen i et varmt og nærmest hyggeligt skær. Alligevel var der noget dystert ved skyggerne.

Det var som om, at hun var omgivet af klippevægge, og den ene væg skrånede ned sammen med trappen og fik det til at virke som et kæmpemæssigt bjerg. For foden af dette bjerg, begyndte et nyt bjerg, som i virkeligheden slet ikke var et bjerg – det var et kæmpe slot omgivet af få andre huse og bygninger.
Det var så stort og overvældende, at Melanie stoppede op midt i et skridt og bare stirrede på de gyldne mure, der skinnede i lyset fra utælleligt mange fakler. Det var så smukt, at hun aldrig ville kunne forklare det til nogen, der ikke selv havde set det. Selvom slottet stadig virkede langt væk, var hun ikke i tvivl om, at det var større end den by, hvori hun havde boet hele sit liv – og det var ikke nogen lille by.

Ude af stand til at gøre noget som helst blev Melanie stående og prøvede at få det hele med. Alle tårne og spirer, alle vinduerne, der var omgivet af sorte mønstre. Det var som om, hun ikke kunne se det hele på en gang.
Det var først, da Shiir, der var kommet et stykke længere ned end hende, stoppede op og vendte sig i mod hende, at hun kunne flytte blikket fra det fantastiske syn.
”Velkommen til Djævlens Rige,” sagde han med et skævt smil, og hun kunne se på ham, at han var glad for at være hjemme. Fortumlet begyndte Melanie igen at gå, og det var som om, at trappen fortsatte i en uendelighed. Som om den aldrig ville holde op.

Da de endelig nåede foden af trappen følte Melanie sig nærmest svimmel, og hun kiggede overrasket op på de store porte foran hende. Oppefra havde disse porte virket små og ikke udgjort nogen stor del af billedet, men nu hvor hun stod foran dem, var de enorme. Hun måtte lægge hovedet langt tilbage for at kunne kigge helt op til der, hvor muren endte. Over muren kunne hun se de høje tårne, som ragede langt op over den.
Shiir var også stoppet op, men der gik ikke længe, før han begyndte at gå helt hen til porten. Melanie nåede lige at overveje, om de store porte skulle åbnes, bare for at de kunne komme ind, da hun fik øje på den mindre dør, der på grund af sit mønster, der passede ind, næsten ikke var til at se.

Da Melanie endelig tog sig sammen til at gå over til døren og Shiir, havde han allerede åbnet den, og det irriterede hende lidt, for hun ville gerne have set, hvordan han gjorde, for den det havde lignet, at den var låst.
”Sørg for at følge med,” sagde Shiir, da Melanie fulgte efter ham gennem døren. Det var mindst lige så overvældende at komme inden for muren som at stå uden for den. Melanie prøvede uden held at se alt, hvad hun gik forbi, men da hun pludselig kiggede frem og så, at hun næste havde tabt Shiir af syne, skyndte hun sig op til ham og hold blikket rettet mod han ryg det næste lange stykke tid.

De nåede hurtigt til en kort trappe, som virkede unaturlig lille i forhold til den, de lige var gået ned ad, som førte op til slottets indgang. Melanie kunne ikke helt finde ud af, om hun syntes. ordet ’slot’ kunne dække denne enorme bygning.
De havde ikke gået længe, før Melanie ikke længere ville kunne finde rundt – det føltes so om, hun gik i en kæmpe labyrint. Samtidig gjorde de mange forskellige indtryk hende forvirret, og hun holdt stædigt blikket på Shiir.
Hun havde taget hætten fra kappen på og trukket den godt ned over hovedet. Hun vidste egentligt ikke hvorfor, hun var nok bare bange for, at folk ville lægge mærke til hende, fordi hun skilte sig ud.

De passerede mange andre på turen, som Melanie stadig ikke var helt sikker på hvor førte hen. Nogle var tydeligvist dæmoner ligesom Shiir, mens andre virkede langt mere menneskelige. Hun overvejede kort at spørge Shiir, hvor de var på vej hen, men hun vidste ikke, om hun overhovedet ville kunne fokusere på et svar lige nu.
Til sidst stoppede Shiir foran en dør, og han vendte sig i mod hende.
”Bliv her,” sagde han, inden han smuttede ind gennem døren. Mens hun ventede på dæmonen, lod Melanie sig glide ned langs væggen, og det var næsten en lettelse at sidde ned. Det havde allievel været lidt hård at gå ned ad alle de trapper.

Hun betragtede det snirklede mønster, der bredte sig på loftet over hende. Hun var nået frem til, at de mest sete farver var rød, sort og gylden. Samtidig var der skulpturer og mærkelige figurer over det hele samt de mærkelige mønstre, der pyntede alt fra loftet til dørkarmene. Nogle steder var det bare et ensfarvet mønster, andre steder var det et mønster lavet af små sten i forskellige skinnende farver.
Som hun sad der på gulvet, følte hun sig enormt træt. Dette sted virkede for uvirkeligt. Det virkede som en drøm. En meget overvældende drøm.

Melanie følte, at hun havde siddet på gulvet i en time, da Shiir endelig kom ud igen. Det var måske en overdrivelse, men det var sådan, det føltes. Han begyndte at gå tilbage ad gangen, hvor de var kommet fra, og Melanie fik sig rejst op, så hun kunne følge med ham. Lige så snart hun nåede op på siden af ham, satte han farten op.
”Hvor er det, vi skal hen?” spurgte Melanie til sidst. Hun havde lyst til at spørge, om hun ikke bare kunne få et sted at sove eller et dejlig langt og varmt bad. For en ting havde hun konkluderet: mange af tingene her mindede om menneskenes verden. Hun gik ud fra, at det betød, at der både var senge og bad.

”Vi skal snakke med Ham,” svarede dæmonen. Melanie havde intet behov for at spørge om, hvem han mente, det kunne hun sagtens selv regne ud. De skulle snakke med Djævlen. Hvis ikke det var fordi, Melanie stadig følte, at hun befandt sig en drøm, var hun nok stoppet op. Hvis det faktum, at hun skulle snakke med Djævlen, var trængt helt ind, havde hun ikke bare sådan fulgt efter Shiir. Det virkede stadig lidt for skræmmende at skulle snakke med Djævlen selv.

Endnu engang opgav Melanie hurtigt at følge med i, hvilken vej de gik. De endte med både at dreje til højre og til venstre, gå både op og ned ad trapper.
Pludselig befandt de sig i et kæmpe rum. I virkeligheden var rummet måske ikke så stort, men det så sådan ud, for der var kun et eneste møbel i det.
I den modsatte ende af døren stod det, der lignede en trone, med ryggen til dem. Den var af mørkt træ, og ryggen var utrolig høj.
Den eneste, Melanie ellers kunne se, var det kæmpevindue, tronen vendte i mod. Den eneste nytte, Melanie kunne få ud af rummet, var, at man måtte kunne sidde på tronen og se et eller andet ud af vinduet, som på en eller anden måde måtte være interessant at kigge på.

Alle væggene var mørke og dækket af mønstre i guld. Normalt snakkede Melanie, hvis hun havde lyst, lige meget hvor hun var, men af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at stille det spørgsmål, der lå på hende tunge, lige nu. Et eller andet ved rummet holdt hende fra det.
Dæmonen gik lige så stille længere ind i rummet og stoppede, da den nåede midten. Melanie gik forsigtigt efter den. Af en eller anden grund var hun bange for, at hendes skridt ville larme for meget.

”Herre?” spurgte Shiir forsigtigt og noget, der i Melanies øre lød som et opgivende suk, kom fra tronen af.
”Har jeg ikke bedt jer om at lade mig være i fred bare et øjeblik!?” spurgte en stemme. Melanie kunne på ingen måde forestille sig et udseende på en person, som denne stemme kunne tilhøre. På den ene side lød den så normal, men samtidig var der noget kraftfuldt over den. En kraft der gjorde, at personen ikke behøvede tale særlig højt for at blive hørt i hverken et stort rum eller en stor folkemængde. Noget ved den stemme fik Melanie til at føle sig så utrolig lille. At hun bare var et ubetydeligt lille menneske. Noget der bare gjorde det hele værre var den tydelige vrede, der var at finde i stemmen. En vrede, hun ikke ville ønske, skulle komme til at gå ud over hende. Hun havde lyst til at storme ud af rummet, men samtidig kunne hun ikke flytte sig så meget som en millimeter.  

”Jo, undskyld Herre,” svarede Shiir, og denne gang lød hans stemme endnu mere forsigtig end før. Melanie var åbenbart ikke den eneste, der havde lagt mærke til vreden. ”Pav sagde det godt, men jeg tænkte, at De måske gerne ville vide, at vi var her. Vi ka-” En lyd, der lød som en, der rejste sig, lød fra tronen af, og Shiir tav med det samme midt i sin sætning. Melanie kunne se, at han havde presset læberne sammen, og hun brød sig generelt bare ikke om udtrykket i hans ansigt. Det skræmte hende, hun måtte ærligt indrømme, at hun var en smule bange. Bange for hvilket væsen der kunne eje en så magtfuld stemme.

”Shiir?” spurgte stemmen, og den havde pludseligt ændret sig utrolig meget. Den var ikke længere vred, og den var ikke nær så overvældende. Den lød stadig magtfuld, men ikke skræmmende. Melanie måtte ærligt indrømme, at hun aldrig havde været god til at aflæse tonerne i folks stemmer, men hun syntes nærmest, at den lød overrasket og håbefuld. Kunne det passe?
”Ja, Herre,” svarede Shiir, og han lød ikke længere nær så anspændt.
”Shiir,” gentog stemmen, og denne gang kunne Melanie slet ikke aflæse stemmen. Hun fik dog ikke tid til at undre sig over den, for i samme øjeblik dukkede en skikkelse op fra bag tronen – og han lignede bestemt ikke en, Melanie havde forestillet sig som Djævlen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...