Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3375Visninger
AA

9. Kapitel 8

 

~ Kapitel 8 ~

 

Resten af dagen og den næste med forløb stort set, ligesom den første havde gjort. Melanie følte, at hun gik og gik, men da alle træerne lignede hinanden, følte hun ikke, at hun kom nogen vegne. Hun følte sig utrolig ulækker, fordi hun nu havde gået og sovet i den samme kjole i så mange dage, og hun havde kun kunnet redde sit hår med fingrene.
Det så ikke ud til, at dæmonen lagde mærke til det, men Melanie syntes heller ikke altid, at det var vigtigst, hvad andre tænkte. For det meste fandt hun det vigtigst, hvad hun selv syntes.
Hun havde til en hvis grad vænnet sig til at spise og sove på den måde, men hun havde stadig utrolig ondt i nakken, og hun savnede lidt at få noget andet mad.

Sidst på dagen den fjerde dag nåede de en bakke med et enligt træ på toppen. Shiir stoppede op for bakkens fod og stod længe og betragtede træet. Melanie sagde ikke noget, stod bare stille ved siden af dæmonen. Var de endelig nået Djævlens Bakke? Det kunne næsten ikke være andet, og en lille følelse af glæde bredte sig i Melanie. Hun vidste ikke, hvad der ventede hende nu, men det kunne umuligt være værre end det her.

Shiir lukkede øjnene og bøjede hovedet, inden han pludselig begyndte at gå videre rundt om bakken.
Melanie skyndte sig efter ham, inden hun endelig spurgte: ”Er det bakken?”
”Det er det,” svarede Shiir med et nik. ”Hvis vi sover her i nærheden, vil vi kunne nå vores mål i morgen omkring middagstid.” Det lille spir af glæde og håb forvandlede sig til lettelse i Melanie. Nu var der endelig sat en tid på, hvornår denne forfærdelige tur gennem skoven ville være ovre. I morgen. På en måde var det ikke så lang tid, men på den anden side var der mange timer til endnu.

”For omkring sytten år siden stod der en deroppe og ventede på Dem,” fortalte dæmonen, inden han igen gik ind mellem træerne og videre væk fra bakken. ”Hvis ikke De skulle have opdaget det, så dukkede De aldrig op.”
Melanie kiggede en sidste gang tilbage på bakken og træet, inden hun fulgte Shiir. Nu havde hun da fået det bekræftet. Hun havde ikke helt kunnet finde ud af, hvornår det var meningen, hun skulle tage til Djævlens Rise, men det var åbenbart, som hun havde troet: kort efter at hun var blevet født. Endnu engang blev hun mindet om alle de ting, hun ikke forstod. Det var nok i virkeligheden godt, at hun var taget med dæmonen.

De gik ikke langt væk fra bakken, før Shiir stoppede op og fortalte, at det var stedet, hvor de skulle sove for natten.
”Der skulle være en bæk i nærheden,” sagde han. ”Hvis du vil, kan du se, om du kan finde den.” De ville Melanie utrolig gerne. Hun var tørstig, og hun ville ikke have noget i mod at kunne vaske sine hænder.
Efter lidt tid fandt hun bækken. Den var ikke så bred og slet ikke dyb, men vandet så rent ud. Hun lod sig falde ned på knæ og vaskede sine hænder, så godt hun nu kunne, i det klare kølige vand. Hun var efterhånden blevet ret ligeglad med, om hendes kjole blev beskidt, den var allerede snavset, krøllet og ødelagt, så lidt jord gjorde ikke den store forskel. Dagen før havde den siddet fast i en gren, og en lang flænge var kommet i den.

Da hænderne var så rene, som de kunne blive nu, og hun havde fjernet det meste af det skidt, der havde samlet sig under hendes negle, trak hun dem op af vandet og tørrede dem i kjolen. Vandet havde alligevel været lidt koldt, så hun ville ikke have kunnet holde dem i det meget længere.
Da hun endnu engang stak hænderne i vandet for at samle noget i dem, hun kunne drikke, kunne hun ikke lade være med at tænke, at det havde været dumt af hende at bruge så lag tid på at tørre dem ordenligt. Det gjorde jo ikke nogen forskel nu, hvor de var helt våde igen.

Hendes spejlbillede blev utydeligt reflekteret i det klare vand, og hun var egentlig glad for, at det ikke var tydeligere. Hun kunne mærke, hvor forfærdelig hun måtte se ud. Efter at have betragtet sit flimrende spejlbillede et stykke tid, stak Melanie så meget af armen, som hun kunne, ned i vandet og begyndte at vaske den. Hendes arme var måske ikke det, der trængte mest til at blive vasket, men det var alligevel en rar følelse.
Da hun havde taget begge arme, pjaskede hun vand i ansigtet og på halsen. En del af vandet dryppede ned på hendes kjole og gjorde den våd foran, men hun var ligeglad. Det skulle nok tørre. Selvom hun ikke var blevet specielt ren, var det behagelig, og hun følte sig ikke nær så ulækker som før. Hun bildte sig selv ind, at hun var en del renere nu.
Da hun havde tørret sit ansigt og halsen, så godt hun komme til i kjolen uden at tvære skidt ud over den nu rene hud, bøjede hun sig endnu engang ind over bækken for at drikke det kølige vand.

Da Melanie for anden gang havde tørret sine hænder i kjolen, begyndte hun rent faktisk at lægge mærke til skoven omkring hende. På den anden side af bækken var skovbunden dækket af små hvide blomster, hvilket hun ikke havde lagt mærke til før.
Når hun kiggede sig omkring, var det som om, skoven på den anden side af bækken var anderledes end den på hendes side. Som om den var pænere og mere levende på en eller anden måde.  Uden at tænke over det, hoppede hun over bækken, som akkurat var smal nok til, at hun kunne gøre det.

Hun plukkede et par af de hvide blomster og undersøgte dem, mens hun gik dybere ind i skoven. Det var som om, der var noget magisk over den. Hun havde aldrig set lignende blomster før, men de var meget smukke i deres enkelhed. Uden at ville det kom Melanie til at tænke på Rose, og det var ikke noget, hun var glad for. Hun havde aldrig rigtig været nogle steder i længere tid uden i hvert fald hendes søster, og hun savnede hende en smule. De havde altid været sammen, så det var mærkeligt pludselig at være uden hende – det virkede så ensomt.
Melanie satte sig tungt op ad et træ. Det meste af skovbunden var dækket af blødt mos og de hvide blomster, hvilket kun fik det til at se endnu mere eventyrligt ud. Hun kunne mærke tårerne presse sig på ved tanken om familien. Selvom hun nogle gange blev utrolig sur på dem, så elskede hun dem jo alligevel. Var de mon bekymrede for hende nu? Ledte de efter hende, eller red de bare videre? I virkeligheden kunne hun vel ikke være bekendt bare sådan at forsvinde.
 

***
 

Melanie vågnede pludseligt op og havde først ingen idé om, hvor hun var. Efter lidt tid gik det op for hende, at hun stadig var i den del af skoven med de hvide blomster, og at hun måtte være faldet i søvn op ad træet. Det var næsten blevet mørkt, og Melanie rejste sig stivbenet op. Hun kunne nemt mærke, at hun havde siddet ned længe.
Først kunne hun ikke huske, hvilken retning hun var kommet fra, men det kom lige så stille tilbage til hende, og hun begyndte at gå. Mens hun gik, kom hun i tanke om, hvad det var, hun havde tænkt på, inden hun faldt i søvn, og tristheden ramte hende igen, men denne gang var der også noget andet. Det var som om, hun vidste, at det var det rigtige, hun havde gjort, selvom hun godt kunne fortryde det til tider.

Hun nåede bækken, som snoede sig som et sølvbånd mellem træerne. Inden hun sprang over den, plukkede hun en af de hvide blomster og lagde den forsigtigt i en af lommerne i kjolen.
Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun havde sovet, og hun var ikke helt sikker på vejen tilbage, så hun var ret lettet, da hun fik øje på et bål lidt længere fremme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...