Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3347Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

~ Kapitel 7 ~

 

En lille smil dukkede op på dæmonens smalle læber, og den nikkede lidt for sig selv.
”De skal vide, at Djævlen og hans rige ikke er, som i mennesker tror. Han er ikke noget ondskabsfuldt og forfærdeligt væsen. Han er måske ikke rar at være i nærheden af, når han er meget vred, men det er vel ikke så mærkeligt,” fortalte dæmonen, og Melanie kunne se, at den mente det alvorligt.
Shiir vendte rundt og begyndte at gå længere ind i skoven. Det tog Melanie lidt tid at opfatte, at hun skulle følge med, og da hun nåede op bag ham, begyndte han igen at snakke.

”Vi kommer til at gå en del et par dage, inden vi når et sted, hvor vi kan komme ned,” fortalte han, mens han styrrede rundt mellem træerne.
”Og hvor kan vi det henne?” spurgte Melanie. Det hele virkede lidt mærkeligt. Det var endnu ikke rigtig gået op for hende, hvad det var, hun havde gang i.
”Ved Djævlens Bakke,” svarede Shiir.
”Og hvor er det?” spurgte Melanie. Hun syntes ikke at et par dages gåen lød særlig tillokkende.
”Som sagt kan vi nå derhen på et par dage, hvis vi går.”

Melanie blev ved med at gå bag dæmonen det næste lange stykke tid. Hun var efterhånden ved at være frygteligt sulten, og det var svært at tænke på noget andet, selvom hun prøvede. Hun havde efterhånden betragtet Shiirs ryg så længe, at hun ville kunne se alle detaljerne for sig, hvis hun lukkede øjnene.
De læderagtige vinger der hang pænt sammenfoldede, og halen som den havde snoet en enkel gang rundt om sit ene ben. Vingerne så ikke så store ud, men hun gik ud fra, at de alligevel måtte kunne bære dens vægt. Det virkede i hvert fald mærkeligt, hvis den havde vinger, den ikke engang kunne bruge. Hun kunne ikke helt afgøre, hvordan vingerne stak ud gennem det tøj, som stadig var det, Shay havde haft på. Eller som dæmonen havde haft på, da den lignede et menneske. Det var mærkeligt at tænke på de to som den samme.

Melanie havde ingen tidsfornemmelse over, hvor længe de havde gået, men hun var træt, sulten, og hende tanker kørte i ring. Hun blev ved med at overveje, om det nu var det rigtige valg, hun havde taget. Hun var ved at blive sindssyg af de tanker, hun ikke kunne få ud af sit hoved, og derfor fandt hun det ret befriende, da dæmonen begyndte at tale igen: ”Det var derfor, jeg tog med på denne rejse, eller hvad du nu vil kalde det. Fordi jeg vidste, at vi ville komme så tæt forbi Djævlens Bakke, og jeg tænkte, at jeg så måske endelig kunne komme hjem på en nem måde.”

”Hvor længe har du da været her?” spurgte prinsessen og småløb for at komme op på siden af dæmonen. Hun ville gerne holde den her samtale i gang i et stykke tid.
”To år,” svarede Shiir stille efter et stykke tid, hvor Melanie var nået at blive i tvivl om, hvorvidt han ville svare. Melanie havde ingen anelse om, hvor lang tid to år var for en dæmon, men ud fra Shiirs tonefald at dømme var det længe nok. Alligevel spurgte hun. Det kunne da i det mindste få ham til at blive ved med at snakke.
”Og er det lang tid for dig?”
”Det er ikke lang tid i forhold til, hvor længe jeg har levet,” svarede Shiir. ”Men det er lang tid at være i en verden, hvor man ikke hører til og ikke kan være sig selv. En verden hvor folk snakker ondt, om alt du står for og betragter som dit hjem.”

Dæmonen lød på en måde utrolig trist, og det var nok det, der gjorde, at Melanie ikke skyndte sig at sige noget eller stille et nyt spørgsmål.
Det endte med, at det blev dæmonen, som fortsatte samtalen: ”Det værste var, at jeg næsten aldrig kunne komme til at være udenfor om natten.”
”Holder du da også meget af natten?” spurgte Melanie og kunne se et smil i de røde øjne, da Shiir vendte hovedet og kiggede på hende.
”Selvfølgelig,” svarede han. ”Noget af det eneste gode ved menneskenes verden er månen og stjernerne.”

Melanie kunne ikke lade være med at smile, så fandtes der alligevel nogen, som holdt lige så meget af stjernerne som hende.
Endnu engang gik de i stilhed. Det lykkede endelig prinsessen at tænke på noget andet, end det hun have gang i, så hun kunne endelig bare nyde skovens stilhed, mens det lige så stille blev senere og senere. Til sidst lykkedes det hende oven i købet at ignorere sin knurrende mave, der efterhånden var begyndt at være meget utilfreds.
 

***


Melanie kiggede opgivende på de mørke bær på den busk, hun stod foran. Hun have virkelig ingen anelse om, om de kunne spises. Hune endte med bare at plukke en håndfuld, passe på ikke at mase dem, og tage dem med tilbage til ’lejeren’.
Melanie syntes ikke helt, man kunne kalde det en lejr. De havde intet at sove på eller i og heller ikke noget mad. Shiir havde sagt, at han nok skulle prøve at finde noget, mens hun kunne se, om hun kunne finde noget vand et sted.
Melanie kunne ikke helt afgøre, om hun stolede på, at dæmonen kunne finde noget, hun kunne spise. Hun havde hørt mange skrækhistorier om, hvad disse væsener spiste, og det var i hvert fald ikke ting, hun havde lyst til at spise. På den anden side havde Shiir levet blandt mennesker i to år, så han havde vel en forståelse for, hvad de spiste.

Som hun var blevet bedt om, var Melanie gået ud for at se, om hun kunne finde vand et sted. Hun regnede med, at han mente en bæk, en sø eller noget i den stil. Selvom det var vand, hun kiggede efter, havde hun også kigget efter bær. Bare for at være sikker på at hun kunne få noget at spise, og hun havde hørt mange historier om folk, der spiste bær, når de rejste gennem skoven og ikke kunne få andet mad.
Hun vidste godt, at mange ting kunne ske i historier, men hun vidste da også, at nogle bær kunne spises. Til hendes held viste hun også, at nogle kunne være giftige.

Da Melanie var nået næsten tilbage til det sted, hvor Shiir forhåbentligt ventede, blev hun mødt af lugten af røg og duften at stegt kød. Duften mindede Melanie om, hvor sulten hun egentlig var, og en mærkelig knurren lød fra hendes mave. Det kunne se ud til, at det alligevel var lykkedes dæmonen at finde noget mad.
”Jeg håber ikke, De har noget imod, at jeg spiste uden Dem, men det er altså begrænset, hvor meget man kan holde ind over ilden på en gang, så jeg tænkte det var nemmere, nu hvor du alligevel ikke var her,” sagde Shiir, da Melanie kom hen til ham.

”Det er skam helt i orden,” svarede hun og kiggede sultent på det stykke kød, Shiir holdt ind over bålet. Hun havde ingen anelse om, hvad det var for noget kød, men det duftede godt, og hvis Shiir kunne spise det, var det måske ikke helt slemt. Desuden var hun efterhånden vant til engang imellem at spise noget, hun ikke helt vidste, hvad var. Sådan var det, når man havde folk til at lave mad til sig og ikke hørte efter, når de fortalte, hvad det var.

Melanie brød sig på ingen måde om, at hendes mad var holdt ind over et bål på en pind, og at hun måtte spise det fedtede kød med fingrene, men hun følte ikke, at hun havde andre valg. Hun blev nødt til at få noget at spise.
Smagen af røg og bare generelt den smag, kød får, når det steger over åben ild, virkede fremmed for Melanie, og hun brød sig ikke helt om den første gang, men hun havde på fornemmelsen, af hun ville vænne sig til den, hvis de skulle spise det samme de næste par dage. Så slemt var det heller ikke.
Hun følte sig egentlig mæt, men hun havde på fornemmelsen, at det kun var fordi, hun næsten ikke havde spist noget i løbet af dagen. Det skulle ikke undre hende, hvis hun snart var sulten igen.

Dæmonen havde afgjort, at bærerne så spiselige ud, så Melanie prøvede at finde busken igen for at plukke nogle af bærerne. Det var mærkeligt for hende rent faktisk at lave noget, gøre noget for at få mad, men ikke mærkeligt på en dårlig måde. Det var jo det, hun havde ønsket sig. At prøve at leve et liv lidt mere som normale mennesker, og der fandtes i hvert fald normale mennesker, der plukkede bær.
Hun tog den grå kappe af og lagde den på jorden, så hun kunne samle bærerne på den – andet havde hun ikke. Shiir havde sagt, at hun bare kunne plukke en masse. Så kunne de bruge nogle af dem til morgenmad, og hvis der var flere tilbage så måske tage dem med, når de gik videre.

 

Den nat sov Melanie på den mest ukomfortable måde, hun nogensinde havde prøvet. Det eneste, hun havde at ligge på, var rejsekappen, og samtidig var den det eneste, hun havde at tage over sig.
Da hun vågnede den næste morgen, var Shiir allerede stået op. Eller stået op var måske så meget sagt – han havde sat sig op, men egentlig ikke flyttet sig. Hun følte sig ikke spor udhvilet og havde været vågen flere gange i løbet af natten, både fordi hun lå dårligt, og fordi hun frøs, samtidig med at hun nu havde ondt i kroppen og var utrolig øm i nakken.

På det tidspunkt fortrød hun, at hun nogensinde havde forladt følget. Var den forklaring virkelig alt det her værd? Dårlig søvn og dårlig mad. Måske nogle mennesker ville kunne leve med det, men hun havde trods alt levet som prinsesse hele sit liv.
Men det var for sent. For sent at vende tilbage til følget. Hun havde ingen anelse om, hvor hun var, og hun havde da slet ingen anelse om, hvor følget var. Desuden ville det kræve en masse forklaring, hun ikke havde lyst til at give. Forklaringen. Hun måtte altså have den.

De sidste ting i tankerækken blev det, der holdt Melanie i gang i løbet af dagen. Hun savnede allerede et ordentligt måltid mad utroligt meget, og hun ville gøre meget for en ren kjole, der ikke var krøllet. Det var ikke svært for hende at mærke, at dette bestemt ikke var et liv, hun var vant til, men hun sagde ikke noget.
Shiir så ikke ud til, at han følte, han havde det dårligt, og af en eller anden grund ville Melanie ikke virker fin og pivet. Det var jo egentligt åndssvagt, for hun kunne jo ikke gøre for, at hun havde levet, som hun havde, og hun havde på fornemmelsen, at dæmonen ville kunne forstå det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...