Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3353Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

~ Kapitel 6 ~


”Hvad ønsker De, Prinsesse?” spurgte Milia, da hun fik øje på Melanie, der var kommet hen til hende. Milia var datter af køkkenmesteren, og derfor var hun endt med at få sin vante gang på slottet. Hun var af en de yngste tjenestespiger på slottet for tiden.
”Jeg ville bare høre, om du kunne have lyst til at ride lidt af vejen i dag,” fortalte Melanie, og Milia kiggede overrasket på hende. Man var blevet enige om, at det ville være besværligt at komme gennem skoven, hvis alle havde heste, og derfor måtte mange af tjenestefolkene skiftes til at gå.
”Hvad mener De?” spurgte Milia forsigtigt.
”Ser du, jeg er ved at være træt af at ride, så jeg ville gerne gå lidt i dag,” forklarede Melanie. ”Så jeg tænkte, at du kunne låne min hest i den tid, hvor jeg går?”
”Meget gerne, Prinsesse. Tusind tak.” Milia bukkede kort og blev ved med at sige tak, mens Melanie viste hende hvilken hest, det drejede sig om.

Melanie havde bestemt sig for at prøve at finde dæmonen. Hun måtte simpelthen finde ud af, hvad det var, den havde snakket om. Problemet var bare, at det krævede, at hun kom væk fra følget. Det havde først set umuligt ud, men så var hun nået frem til denne plan. Det var svært pludselig at forsvinde, hvis hun red midt i det hele, men hvis hun kunne komme til at gå bagerst, kunne det måske lade sig gøre. Hun havde lånt en rejsekappe med hætte af en anden tjenestepige.
På den måde kunne hun forhåbentligt gå rundt nede bagi, uden at nogen ville lægge alt for meget mærke til hende, og uden at en eller anden åndssvag vagt skulle gå ved siden af hende. Hun havde bildt pigen ind, at hun syntes, det var lidt koldt, men at hendes egen rejsekappe var alt for varm. Pigen havde godtaget undskyldningen og lånt hende den mørkegrå kappe.

Hun kunne selvfølgelig ikke slippe for, at nogen ville vide, at det var hende, der gik der, men hun håbede alligevel, det ville gøre det nemmere at stikke af. Hun vidste egentlig ikke, hvad hun ville gøre, når hun havde snakket med dæmonen, det måtte hun finde ud af til den tid.
Lige nu var det vigtigste bare, at hun fik et svar på, hvad det var, der var med hende. For det havde ramt hende. Hun havde altid følt sig lidt anderledes, altid haft andre meninger, og der var så mange ting, hun gerne ville, men ikke måtte.
 

***
 

Melanie trak lige så stille længere ud mod skoven. Det irriterede hende, at hun var så nervøs. Helt galt kunne det nok ikke gå. Enten så nåede hun væk, eller også så gjorde hun ikke.
Hvis man spurgte hende bagefter, ville hun ikke kunne svare på, hvordan hun havde gjort det, men det var lykkedes hende at komme væk fra følget. I starten gik hun, men der gik ikke længere, før hun begyndte at løbe. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Måske var det frygten for at blive opdaget? Måske var det fordi, hun vidste, at hun nu måske kunne få svar på nogle af sine mange spørgsmål?

Før hun vidste af det, var hun tilbage i den lille lysning, hvor de havde tilbragt de sidste par nætter. Det gik op for hende, at dæmonen kunne være gået hvilken som helst vej, men hun skubbede tanken væk og valgte en tilfældig vej ind i skoven, inden hun mistede modet og gav op. Nu, hvor det var lykkedes hende at nå så langt, blev hun nødt til at nå sit mål.
Melanie vidste ikke, hvor længe hun havde gået rundt i skoven, da hun til sidst satte sig op ad et træ, men hun var både træt og sulten. Hun fortrød bittert, at hun ikke havde tænkt på at tage noget mad med. Hun indså nu, at der var en ting, hun havde glemt: hun kunne jo ikke vide, om dæmonen var blevet i nærheden, om den overhovedet havde tænkt sig at blive i skoven. Det var efterhånden ved at være mange timer siden, hun havde set den, og allerede inden følget drog af sted, kunne den være nået langt væk.

I en blanding af frustration og raseri over sin egen ubetænksomhed greb prinsessen fat i en grankogle og en håndfuld blade, som havde ligget ved siden af hende, og kastede dem irriteret fra sig mod et af de andre træer. Bladene dalede lige så stille ned foran hende, mens koglen ramte den tykke stamme og blev skudt et stykke tilbage, så den landede tæt på Melanies fødder.
Med et suk lænede hun sig frem og samlede den op igen. Hun betragtede den kort, inden hun endnu engang skød den mod stammen. Denne gang var det dog med en del mindre kraft, og skuddet var kun halvhjertet. Hvad havde hun dog tænkt på? Selvfølgelig ville dæmonen ikke blive i nærheden af lysningen. Selv hvis hun begyndte nu, ville hun sikkert ikke finde de andre, før det var blevet mørkt, og hun var blevet så sulten og træt, at det var til at dø over.

Ude af stand til at nå den første grankogle samlede Melanie en ny op og skød den mod det samme træ som den anden. Denne gang ramte koglen slet ikke, og det gjorde kun den sorthårede pige endnu mere irriteret.
”Hvad har de stakkels kogler dog gjort Dem?” spurgte en hæs stemme pludseligt, og det gav et sæt i Melanie. Med et hjerter der stadig bankede lidt for hurtigt efter chokket, rettede hun sig op og kiggede sig forvirret omkring. Hun kunne ikke se nogen, der kunne eje den hæse stemme, men hun var sikker på, at den havde været der. Det kunne da ikke passe, at det bare var noget, hun bildte sig ind – kunne det? Måske hun var ved at blive sindssyg?

”Over Dem,” lød stemme igen, og Melanie kiggede op, inden hun rejste sig, så hun nemmere kunne se der op. På en af træets tykke grene sad dæmonen og kiggede ned på hende. Dens røde øjne skinnede i det lys, der trængte ned mellem træernes fyldige kroner. Der ville ikke gå alt for længe, før bladene ville begynde at skifte den friske grønne farve ud med nogle mere gyldne farver. Inden længe ville de lige så stille begynde at give slip, dale ned i skovbunden og danne et enten knasende og tørt eller et fugtigt og blødt tæppe, alt efter om efteråret ville bringe en masse regn med sig eller ej.

Hun var enormt lette over at se den, selvom hun kunne se, at hun tydeligt vist havde glemt, hvor skræmmende den rent faktisk så ud.
”De burde ikke gå rundt her helt alene,” fortalte Shiir hende og lagde hovedet en smule på skrå, så en sort hårtot faldt ned i hans ansigt.
”Man gør mange ting, selvom man ikke burde,” forsvarede Melanie sig, og dæmonen nikkede stille.
”Det har De så sandeligt ret i.”

Dæmonen hoppede ned fra grenen og landede elegant i skovbunden. Melanie var ret sikker på, at hun ikke ville have kunnet klare det spring uden at falde og slå sig ret meget.
”Men jeg behøver vel ikke spørger Dem, hvad De laver her?” Dæmonen gik en smule tættere på pigen stadig med hovedet let på skrå, mens den snakkede.
”Jeg vil vide, hvad det handler om, hvad det er, der er med mig, og hvorfor du var på slottet,” sagde Melanie, og hun kunne se på dæmonen, at det var det, den havde regnet med.
”Det første er jeg ikke den rigtige til at forklare Dem,” fortalte den hende. ”Men det sidste kan jeg måske fortælle Dem.”

”Hvorfor kun måske?” spurgte Melanie.
”Fordi jeg vidst har glemt nogle vigtigere detaljer,” svarede Shiir og rynkede brynene.
”Hvordan kan du dog have det?” spurgte Melanie undrende. Hvordan kunne man glemme vigtige detaljer?
”Det kan jeg bare,” svarede dæmonen, og den lød faktisk en smule fornærmet. Det fik Melanie til at smile en smule, og det gjorde den vist kun endnu mere fornærmet.

”Men så prøv at fortæl mig det,” bad Melanie.
”Jeg er her, fordi jeg skulle finde Dem,” begyndte dæmonen. ”Problemet er bare, at det lidt er grunden til det, jeg har glemt. Jeg vel tro, at jeg skulle snakke med Dem. Problemet er bare, at jeg har glemt, om jeg skulle gøre et eller andet bagefter, eller om der var et eller andet bestemt, jeg skulle fortælle Dem.”
”Se, det var nok ikke så godt,” mumlede Melanie stille. Hun vidste ikke helt, om hun snakkede til sig selv eller til dæmonen eller bare til luften omkring sig og ingenting.
”Nej, det var det nok ikke,” medgav Shiir. ”Men jeg er ret sikker på, at det havde en hel del med Deres første spørgsmål at gøre.”

”Som sagt er jeg ikke den rigtige til at forklare Dem disse ting, men jeg kan vel prøve at komme med det vigtigste. De udetaljerede og grove forklaringer,” fortsatte Shiir.
”Meget gerne.” På en eller anden var Melanie faktisk en smule bange for at finde du af, hvad det hele handlede om. Hvad nu hvis hun ikke brød sig om sandheden? Hvad nu hvis det bare fik alting til at se værre ud, end det gjorde i forvejen? Hun måtte huske, at det virkelig var en dæmon, der stod foran hende. Et af Djævlens mange børn.

”Jeg regner med, at De ved, hvad der menes med De Tre Riger? Gudernes Rige, Menneskenes Rige og Djævlens Rige.” Melanie nikkede, selvfølgelig gjorde hun det.
”Måske du også ved, at der bliver nødt til at være en hvis form for balance mellem dem? Din slægt er repræsentanter for Guderne i menneskenes verden. Det giver Guderne mere magt i denne verden, end Djævlen har. Menneskene i din slægt er specielle, anderledes end andre mennesker på en eller anden måde. Endnu engang: jeg er ikke den rigtige til at forklare dig dette, for jeg ved ærlig talt ikke særlig meget om det. Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen.”

Repræsentanter for Guderne? Det havde Melanie aldrig hørt før, men hvorfor skulle dæmonen sige det, hvis ikke det passede? Dog kunne hun stadig ikke helt se, hvad det havde med dæmoner og Djævlen at gøre.
”Det skaber en alt for stor ubalance i magtfordelingen. Derfor blev Djævlen nødt til at få en del i den styrke, der flyder i blodet i dine årer.” Melanie havde altid været hævet over andre mennesker, også selvom hun ikke brød sig om det, men kunne der være mere i det end bare hendes navn? Hun havde altid troet, at det bare var fordi, hendes familie tilfældigvis havde fået pladsen som kongefamilie, men var der virkelig en dybere grund til, at det var dem?

”Og hvordan fik han så det?” spurgte Melanie, da hun syntes, dæmonens pause blev for lang. Hvis disse mærkelig ting passede, begyndte det at give en smule mening. Dog forstod hun stadig ikke, hvad det havde med lige præcis hende at gøre. Hendes søster var jo også af denne specielle slægt.
”Det er noget med nogle tvillinger,” fortsatte Shiir endelig, og nu begyndte Melanie at forstå sin plads i alt dette. ”Den ene skulle blive her i Menneskenes Rige, og den anden…” Dæmonen stoppede tøvende op, men det gjorde ingen forskel: Melanie var ret sikker på, hvad han skulle til at sige.
”Den anden skulle tage til Djævlens Rige,” sagde hun stille og kiggede op på dæmonen, som nikkede.

”Sådan kan man vel godt sige det,” mumlede han. ”Den ene skulle føre sin egen slægt videre og den anden Djævlens. En gang hvert tusinde år.”
”Og det er alt, hvad du kan forklare mig?” spurgte Melanie. Hun havde en fornemmelse af det grundlæggende nu, men der var så mange spørgsmål alligevel. Hvad var det for noget med Gudernes repræsentanter? Men mest af alt hvorfor havde hende fader ikke villet have, at hun fik sandheden at vide – hvis det altså var sandheden, men det måtte hun bare stole på.
”Desværre, Prinsesse, men som sagt kender jeg ikke alt til det. Det var en aftale der blev indgået længe før min tid.”

”Men hvis du ikke er den rigtige til at forklare mig det, hvem er så? spurgte Melanie.
”En der ved alt om det,” svarede Shiir. ”Eller en som var der, da aftalen blev lavet.”

”Prinsesse,” begyndte Shiir, og hun kiggede igen på ham. Han fortsatte tøvende: ”Min herre ville kunne forklare dig det hele, og han var der jo i hvert fald selv. Hvis du meget gerne vil vide mere om det, kan du tage med mig til Djævlens Rige.”
Ved de ord stivnede Melanie. Tage med til Djævlens Rige? Tage til Helvede? Det lød som det rene vanvid. Men på den anden side så ville hun kunne få en ordentlig forklaring. Men hun måtte stadig huske, hvad det var, hun havde med at gøre. Selvom denne dæmon jo virkede så venlig, var det ikke gode ting, hun havde hørt om dem. Der måtte være en hage ved det. En lille ting som man ikke lige tænkte over, men som havde stor betydning. For eksempel at hun måske ikke ville kunne forlade Djævlens Rige igen, når hun først var der.

”Og hvad så bagefter? Hvad sker der, når jeg har fået forklaringen?” spurgte hun og kneb øjnene en smule sammen.
”Det ved jeg ikke, Prinsesse. Som det ser ud nu, har du to valgmuligheder: du kan enten nøjedes med det, du ved nu og tage tilbage til din familie og de andre mennesker, eller du kan tage med mig og få svar på alle dine spørgsmål.”
”Men jeg vil vide, hvad konsekvenserne til begge ting er,” blev Melanie ved.
”Jeg ved ikke, hvilke konsekvenser der er,” sukkede dæmonen. ”Hvis du tager tilbage nu, vil vi måske opsøge dig igen en anden gang, hvor det er en, der kan huske, hvad han skal, eller også fortsætter du bare dit gamle liv. Hvis du tager med mig nu, får du svarene, og så får du vel nogle nye valgmuligheder.”

Det var ikke et let valg, når det kom til stykket. Hun havde på ingen måde lyst til at tage til Djævlens Rige, men hun ville meget gerne havde en rigtige forklaring på alt dette. Desuden var det jo ikke fordi, det liv, hun havde nu, var meget værd. Det kunne jo se ud til, at der var en grund til, at hun følte sig anderledes, og måske forklaringen ville hjælpe hende. Måske hun så kunne finde ud af, hvordan hun kunne leve et liv, som hun ville det.

”Der er en grund til, at jeg er meget glad for bare at være et laverestående væsen. Vi skal aldrig tage særlig mange valg, og hvis det er, så er de sjældent særlig afgørende. Det er noget andet med jer vigtige folk, i skal hele tiden tage store beslutninger. I har så mange valg, det har jeg heldigvis ikke,” mumlede Shiir, da Melanie ikke sagde noget.
Hun kiggede op på dæmonen. Hvis andre dæmoner var som den, så var der måske slet ikke så slemt, som man troede, i Djævlens Rige.

”Du ved virkelig ikke, hvad der sker bagefter, hvis jeg tager med dig?” spurgte hun igen, selvom hun udmærket vidste, at hun ville få samme svar som sidst.
”Jeg har ingen anelse,” svarede Shiir, og Melanie nikkede bare for sig selv.
”Du skal vælge, om du vil have forklaringen eller ikke. Det er nok det mest simple plan, du kan få det ned på,” fortsatte han lidt efter.
Måske havde han ret. Måske var det i virkeligheden ret simpelt. Ville hun have forklaringen? Ja. Ville hun tilbage og leve det liv, hun levede nu? Egentlig ikke – ikke hvis hun kunne få noget bedre. Hvis hun havde forstået det rigtigt, så hørte hun rent faktisk til i Djævlens Rige og ikke her. Hvis det var sådan, så var det måske meget godt, at hun prøvede at tage derned og finde ud af, hvad det hele gik ud på. Måske hun bare skulle lade være med at tænke for meget over konsekvenserne, men bare gøre som hun følte var mest rigtigt.
Det virkede egentlig meget at rigtigt at tage med dæmonen. På den måde ville hun i hvert fald finde ud af, hvordan det hele hang sammen, og det burde hun vel vide? Men det var alligevel en skræmmende tanke.

Hun tog en dyb indånding, inden hun kiggede direkte på dæmonen og kom med sit endelige svar: ”Jeg tager med dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...