Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3354Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

~ Kapitel 5 ~


Melanie satte sig pludseligt op i sengen. Endnu engang var det blevet lyst i teltet, men denne gang var det bestemt ikke noget, Melanie var glad for. Hun havde bestemt sig for, at holde sig vågen til vagten gik og så smutte ud – for hun regnede ærlig talt ikke med, at han ville blive stående hele natten. Hun havde ingen anelse om, hvor sent det var, men Rose sov endnu, og der var ikke rigtig noget larm at høre udefra, så hun gik ud fra, at det endnu var ret tideligt.
Hun kravlede ud af sengen og listede hen til teltåbningen – vagten var væk. Hun havde stadig kjolen på fra dagen før, og selvom den nu var krøllet og sad dårligt på hende, skyndte hun sig over mod det telt, hvor hun sidst havde set sin far og dæmonen. Forgæves prøvede hun at rette kjolen og redde sit hår med fingrene, mens hun gik. Til hendes held så hun kun få personer på turen, og det lykkedes hende at nå derover uden at skulle til at snakke med nogen.

Teltet var oplyst af det varme lys fra en olielampe, og kongen, tre af hans mænd og Shay befandt sig i det. For det var Shay. Det lyse hår og de grønne øjne var ikke til at tage fejl af. Kæden fra aftenen før var blevet skiftet ud med et tykt reb, som holdt hans hænder samlet foran ham.
Melanie mærkede en ubehagelig følelse brede sig i kroppen, da hun fik øje på den pisk, en af mændene havde i hånden – et redskab prinsessen altid havde afskyet.

Kongen vendte sig rundt, da han hørte nogen komme ind i teltet, og fik øje på sin yngste datter. Desværre undrede det ham ikke.
”Jeg ville foretrække, hvis du ville gå igen,” fortalte han hende, selvom han havde på fornemmelsen, at det var meningsløst.
”Desværre,” svarede hun og gik tættere på dem. ”Jeg bliver.”
”Fint,” svarede kongen tørt og vendte igen opmærksomheden mod den lyshårede dreng.

”Hvorfor skjuler du dig?” spurgte kongen, mens han langsomt gik rundt om sin fange.
”Jeg har mine grunde,” svarede Shay kort.
”Der kommer ikke nogen og hjælper dig, ingen falder for det længere.” Han stoppede op, men blev stående med ryggen til sin fange.
”Det ved jeg,” svarede dæmonen, men alligevel beholdt den menneskeskikkelsen.
”Men hvorfor så?” spurgte kongen, mens han vendte sig om med et ryk og betragtede dæmonen. Melanie havde heller ikke forstået det, men noget var langsomt ved at gå op for hende. Et uddrag fra en af Lillias mange historier spillede i hendes hoved.

”Engang jagtede man dæmonerne. Man fangede dem og slog dem ihjel. For at afskrække de andre dæmoner, sørge for at de holdt sig væk, pinte man de tilfangetagede indtil de døde,” hviskede Lillia med sin bedste fortællerstemme.
”Hvordan?” spurgte Rose. Hendes lyse hår, der efterhånden var ved at blive ret langt, indrammede hendes fine ansigt med de klare øjne, der lyste af spænding, men også en frygt for hvilke forfærdelige ting disse dæmoner kunne være blevet udsat for.
”Åh, det foregik på mange måder,” fortalte Lillia. ”Nogle gange piskede man dem så mange gange ned over deres ryg og vinger, at deres vinger til sidst blev så lasede og slået i stykker, at de aldrig ville hele igen.”

Hvis Melanie huskede rigtigt, så havde denne dæmon faktisk vinger, og måske den havde hørt de samme historier som hende? Det lød i hvert fald meget muligt.
Da dæmonen stadig ikke svarede, gjorde kongen en bevægelse med hånden, og manden med pisken hævede den.
Melanie nåede lige at dreje hovedet tidsnok til at undgå synet af pisken, der ramte sit mål. Dog kunne hun ikke slippe for lyden, smældet det gav, da pisken ramte og den ubehagelige lyd, der undslap Shay.

Melanie hadede det. Hadede det mere end noget andet. Hun havde aldrig forstået meningen i at gøre andre fortræd. Man kunne straffe folk på så mange måder, måder som var mere praktiske og bedre for den, der skulle straffes. Måder der ikke betød, at nogen skulle lide så utrolig meget. Det var en af de få meninger, Melanie altid havde haft, en af de få meninger hun altid havde gjort udtryk for, hvilket også var grunden til, at hun vendte sig mod sin fader med et meget bestemt udtryk på sit unge ansigt.
”Lad være med det,” kommanderede hun.
”Hvorfor?” spurgte kongen, og en undrende tone hørtes i hans stemme.
”Fordi det er forkert.” Melanie gik endnu længere i teltet og nærmede sig på den måde sin fader.

”Men hvad nu hvis det er, hvad der fortjenes?” Kongen betragtede skeptisk sin datter. Han forstod ikke, hvad det var med hende, der gjorde hende ude af stand til at se det indlysende. Man blev nødt til at vise folk, at de blev nødt til at respektere en. Når folk ikke adlød, måtte man lærer dem det.
En ting var sikkert, og det var, at det var godt, at det ikke var hende, der engang skulle være dronning. Han havde på fornemmelsen, at hun ville have nemt ved at blive ført bag lyset, at hun ville have svært ved at skaffe sig den nødvendige respekt. Han havde ikke skænket det en tanke, at der fandtes lige så mange måder at skaffe sig respekt på, som der fandtes mennesker i hans rige.

”Det er der ingen, der fortjener,” fortalte Melanie ham bestemt. Hun vidste godt, at hun ikke havde noget at sige, når det kom til stykket, men hun ville alligevel lade faderen høre hendes mening. Måske han engang ville lytte til hende.
”Du har jo set, hvad han er – hvad den i virkeligheden er,” påpegede han og hentydede til dæmonen, der stod med bøjet hoved og lyttede til diskussionen.
”Ja,” blev Melanies neutrale svar.
”Så hvorfor, Melanie, hvorfor skal jeg lade være.”

”Det ved du godt.” Inden Melanie kunne nå at komme med et svar, havde dæmonen svaret for hende. Han stod stadig med hovedet bøjet, men alt opmærksomhed var nu vendt i mod ham.
”Nej, det gør jeg ikke,” svarede kongen og trådte et skridt hen mod dæmonen.
”Jo du gør,” vedblev Shay og kiggede op. ”Du kan måske ændre på det liv, hun lever, men du kan ikke ændre, hvem hun er.”

Melanie vidste, at det var hende, der blev snakket om, og hun brød sig ikke om det. Hvad mente dæmonen med de ord? Hvad var der med hende? Havde det mon noget at gøre med den mystiske grund til, at han var her? Den grund hun endnu ikke havde fået. Inden Melanie kunne nå at stillet et af sine mange spørgsmål, havde hendes fader endnu engang gjort tegn til, at manden kunne lade pisken falde, og lyden af endnu et smæld fyldte teltet.
Melanie skar ansigt, inden hun begyndte at vende sig om mod sin fader, som var kommet uden for hendes synsfelt. Hendes øjne nåede dog aldrig længere end til den lyshårede skikkelse, men de øjne, der mødte hendes, var ikke de mosgrønne øjne, der normalt hang sammen med det pjuskede lyse hår. De øjne, der mødte hende, var røde - øjnene fra en dæmon.

Det, Melanie lagde mærke til, var ikke det faktum, at øjnene var dæmonens egne øjne, mens resten af skikkelsen stadig var Shay, men det hun så i disse øjne. Der var smerte, men det var langt fra det eneste. Noget andet, Melanie ikke helt kunne finde ud af, hvad var, lyste ud af dem. En blanding af had og vrede, men samtidig noget der kunne minde om sorg, noget der virkede trist.
Dæmonen var den første til at bryde øjenkontakten, og den vendte i stedet opmærksomheden mod kongen.

”Det vil jo ikke hjælpe noget. Lige meget hvad du gør, kan du ikke ændre det. Det vil heller ikke gøre den mindste forskel, om jeg lever eller ej, og det ved du udmærket godt.” Melanie forstod det ikke. Hvad var det, der ikke kunne ændres? Hun kunne ikke lide det her. Det var som om, hvert et ord, dæmonen sagde, gav hende flere spørgsmål, og hun kunne mærke på sin fader, at dette her gjorde ham vred. Men hvorfor? Hun havde på fornemmelsen, at pisken meget snart ville falde endnu engang.
”Hvad er det, der ikke kan ændres?” spurgte Melanie til sidst og håbede, at hun kunne aflede sin faders opmærksomhed fra dæmonen og pisken.

”Det er lige meget,” svarede kongen. ”Jeg ser helst, at du går nu, Melanie.” Prinsessen skulle lige til at protestere igen, men endnu engang kom dæmonen hende i forkøbet.
”Du kan jo ikke holde hende hen i uvidenhed for evigt. Du kan ikke skjule sandheden for hende.” Lige som dæmonen skulle til at åbne munden for at sige noget mere, blev pisken svunget, og denne gang var Melanie ikke så heldig, at hun nåede at kigge væk. Hun vendte sig vredt mod sin fader, men endnu engang talte dæmonen, før hun nåede at sige noget: ”Hvorfor er du så bange for sandheden? Du har jo altid kendt til den, og du bliver mindet om den hver dag. Hver gang du ser hende, bliver du mindet om alle tegnene på, at det er rigtigt. Du kan ikke blive ved med at forbyde hende alt, hvad hun finder interessant. Jeg troede dit ønske var, at hun skulle have et godt liv? Har hun det nu?”

Endnu engang lod kongen pisken falde, men nu havde Melanie fået nok. Hun var lidt for sikker på, at det her handlede om hende.
”Stop så!” næsten råbte hun. ”Hvad handler det her om? Giv mig en forklaring.” Hun kiggede først på sin far, men han kiggede bare væk. Det var tydeligt, at han ikke ville svare hende. Dæmonen mødte hendes blik, men heller ikke den så ud til at ville svare hende. Det lyse hår var ikke nær så lyst længere, det var efterhånden helt mørkt ved rødderne. Det var som om, der var blevet mindre og mindre Shay og mere og mere dæmon for hvert slag med pisken.

”Du skal ikke lytte til den,” sukkede kongen til sidst. ”Den prøver bare at narre dig.”
”Du kan ikke blive ved for evigt,” lød det stille fra dæmonen. ”Før eller siden vil hun finde ud af det.”
”Hvad vil jeg finde ud af?” Melanie nærmede sig drengen, der ikke længere lignede Shay spor meget. Han svarede ikke, rystede bare på hovedet og skævede til pisken. Det gik op for Melanie, at hun nok ikke ville få noget svar fra dæmonen af, så længe den stod bundet her.
”Melanie, ikke lyt til den!” beordrede hendes fader. ”Det er rene løgne.”
”Løgne?” fnøs dæmonen. ”Jeg kan ikke lyve. Jeg kan fordreje sandheden i alle tænkelige og utænkelige retninger, men lyve kan jeg ikke.”
”Jeg vil vide, hvad det er,” blev Melanie ved.

”Hører du ikke, hvad det er, jeg siger?” spurgte kongen. ”Du har tydeligtvist lyttet for meget til det monster.” Da han sagde de sidste år, vendte han sig mod manden med pisken og gav ham et tegn, der betød, at han bare kunne slå til nu. Manden hævede armen endnu engang, men da han lod armen suse ned, ramte pisken kun den tomme luft. Inden nogen kunne nå at reagere, var dæmonen nået hen til teltåbningen og var forsvundet ud af den. Melanie nåede kun lige at se det sorte hår, vinger og en hale, så var den væk.
Der opstod et kort øjebliks forvirring, inden mændene stormede ud af teltet med kongen bag sig.
”Fang den!” råbte han. Melanie forstod det ikke. Hvordan var den sluppet fri? Hun gik hen til det sted, hvor dæmonen havde stået bundet, og på jorden lå det reb, der havde holdt dens hænder sammen, og som havde været bundet i noget andet, så den ikke kunne komme væk fra stedet.
Hun samlede det op, og det tog hende ikke lang tid at finde ud af, hvordan det var faldet af. Et eller andet skarpt havde skåret det over, for knuden var der endnu. Men hvad skarpt kunne dæmonen have haft, som den kunne have skåret det over med? Hun havde intet set, der kunne være svaret på hendes spørgsmål.

Forvirret og stadig med rebet i hånden gik Melanie tilbage til sit eget telt. Rose var der ikke, hvilket nok var meget heldigt, for hun ville bare have stillet en masse spørgsmål. Uden rigtig at tænke tog Melanie en ny og ikke krøllet kjole på, hun redte sit hår og forlod så teltet igen. Udenfor var alle ved at være oppe, og man var lige så stille begyndt at pakke lejeren sammen. Melanie vidste, hvad hun måtte gøre. Hun måtte finde dæmonen, så hun kunne få den til at svare på hendes spørgsmål. Hun var sur på sin fader, og hun vidste, at han aldrig ville svare hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...