Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3350Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

~ Kapitel 4 ~


Melanie trådte langsomt ind i teltet, og den lille lygte lyste en smule op. Som hun havde frygtet, var det den samme skikkelse som fra natten før, der sad ved siden af pælen.
”Nå, så De bestemte Dem altså for at komme igen,” konstaterede skikkelsen, mens denne vendte sig rundt stadig siddende på jorden. ”Jeg vidste, De ville være for nysgerrig til at blive væk.”
Melanie kiggede skræmt ind i et par blodrøde øjne i et næsten hvidt ansigt omkranset af en manke af hår lige så sort som hendes eget. På trods af den stigende frygt fik nysgerrigheden hende til at træde et skridt frem. Lygten svingede en enkel gang i hendes hånd, og lyset glimtede i skikkelsens uttalige sølvsmykker.
En sølvring sad i dennes underlæbe i venstre side, samtidig med at en tyndere ring sad i højre øjenbryn – noget Melanie aldrig i sit liv før havde set.
I højre øre hang et stort sølvsmykke formet som en hugtand eller noget lignende, og Melanie kunne se, at der var et mønster indgraveret i det. En spiral i sølv var stukket gennem venstre øreflip, og udover det kunne Melanie se et par meget tynde sølvringe.

Melanie betragtede fascineret denne bizarre skikkelse med de røde øjne og et ubehageligt smil om de smalle blege læber.
”Hvem er du?” fik hun til sidst fremstammet, og hun knugede lygten hårdt i hånden.
”Mit navn er Shiir,” fortalte skikkelsen og rystede lidt på hovedet, så sølvet glimtede.
”Men du- du er…” begyndte Melanie ude af stand til at fortsætte.
”En dæmon,” færdiggjorde Shiir sætningen og nikkede lidt for sig selv. ”Men det vidste De jo godt.”
”Det er noget andet at høre det blive sagt højt,” mumlede Melanie og kiggede ned på sin hånd, der svingede lygten lige så stille.
”Jeg kunne vel ikke få Dem til at sætte den lygte på gulvet, vel?” spurgte dæmonen, og Melanie kiggede igen op på den, selvom hun stadig undgik øjenkontakt. ”Den skinner mig i øjnene. Jeg kunne selvfølgelig rejse mig op, men ser De, jeg er en smule doven, når det kan lade sig gøre.”

Melanie stillede lygten på gulvet ved sine fødder og betragtede igen den mørke skikkelse ved pælen. Dæmonen sad stadig på gulvet i skrædderstilling og kiggede på hende med hovedet let på skrå. Hun havde hørt så mange skrækhistorier om disse Djævlens børn, men denne, der nu sad foran hende, virkede ikke specielt skræmmende i forhold til, hvad hun havde forventet. Den sad bare og kiggede på hende uden at gøre den mindste mine til at ville angribe.
”Men hvad laver du her?” Melanie ville have spurgt den, hvor Shay var, men noget afholdt hende fra det.
”Svaret afhænger af, hvad De mener. Hvorfor jeg er her som i skoven eller som i teltet?”
Melanie tænkte lidt over det, inden hun svarede:” Begge dele.”
”Okay,” mumlede han og rynkede brynene lidt. ”Jeg er her fordi… eh, det er en lidt mærkelig forklaring. Måske vi skulle vente lidt med den… ja, det er nok bedst. Jeg er her i teltet, fordi jeg ikke rigtig kan komme ud.”
”Hvorfor ikke?” spurgte Melanie forvirret.

Shiir lavede en pludselig bevægelse med armen, og det raslede voldsomt i den kæde, der forbandt hans håndled med pælen. En kæde Melanie ikke havde set før nu. Med store øjne kiggede hun fra kæden til dæmonen, den holdt fast. Det kunne ikke passe.
”Det,” fortalte Shiir, ”og en lidt ubelejlig trang til skinnende ting.” Han stak en smal og bleg hånd i vejret, og Melanie kunne tydeligt se sølvringen med den dybrøde sten, der pyntede en af de lange fingre. Roses ring.
”Men Shay…” hviskede Melanie, mens hun prøvede at få det hele til at give mening.
”Er en illusion,” fastslog dæmonen. ”En illusion der desværre ikke virker, når det er mørkt, og månen står på himlen.”

”Forstår De nu?” spurgte dæmonen og flyttede lidt på sig. Man skulle tro, den kendte til hendes forvirring og de mange spørgsmål, der kørte i ring i hendes hoved.
Melanie nikkede tøvende. ”Måske,” svarede hun. ”Det var derfor, du ikke ville være her om natten?” Det gik op for Melanie, at hun med disse ord havde accepteret, at der ikke fandtes nogen Shay. Noget hun egentlig ikke var helt glad for.
”Ja, jeg regnede ikke med, at jeg kunne undgå, at nogen ville komme forbi.”
”Og,” tilføjede han. ”Det er måske i virkeligheden også derfor, hestene ikke bryder sig om mig.”
”Det har du nok ret i.” Det var som om, det hele gav lidt mere mening nu. Det var derfor, Shay havde skyndt sig sådan, da han skulle finde noget at drikke til hende. Derfor hestene ikke kunne lide ham. Måske det var derfor, han kunne gå sådan i skoven?
”De er ikke helt dumme,” indrømmede Shiir. ”Men jeg tror stadig ikke, at de smager godt.”
”Man spiser dem jo heller ikke, det har jeg også sagt,” sagde Melanie endnu engang, og kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet.
”Nej, det siger De jo,” smilede dæmonen.

Det var som om, alt Melanies frygt var forsvundet. Det føltes som om, det var en helt normal dreng, der sad over for hende, selvom det jo var tydeligt, at han var alt andet.
”Men hvorfor kom du her i første omgang?” spurgte Melanie. Nu hvor frygten var forsvundet, var kun fascinationen og nysgerrigheden tilbage.
”Det er en længere forklaring,” svarede Shiir og pillede ved spiralen i det ene øre.
”Jeg har god tid,” fortalte prinsessen og så afventende ind i de røde øjne.
”De vil nok ikke bryde Dem om det,” mumlede dæmonen og kiggede væk.
”Jeg bryder mig heller ikke om at kigge på heste, men det gør jeg jo alligevel,” indvendte Melanie og skulle til at sætte sig ned på den hårde jord, da hun hørte nogen uden for teltet.

Melanie vendte sig rund i samme øjeblik, som hendes fader og to vagter trådte ind i teltet.
”Melanie?” udbrød kongen overrasket, da han fik øje på sin datter. ”Hvad laver du dog her?”
Melanie skulle lige til at komme med en dårlig undskyldning, men hendes fader fortsatte, inden hun så meget som åbnede munden: ”Har jeg ikke sagt, at du ikke skal gå ud, når det er mørkt?”
En hæs latter lød bag dem, og Melanie vendte sig rundt og kiggede undrende på dæmonen, der nu støttede sig op ad pælen. Latteren afslørede en række af sylespidse tænder, som skinnede i den smule lys, lygten stadig gav.
”Troede du virkelig, det var nok?” fik han frempresset mellem to latterudbrud, og til sidst gik latteren over i en ralende hosten. ”Du er jo dummere, end man troede.”

Melanie forstod intet og kiggede bare mærkeligt på dæmonen, inden hun kiggede op på sin fader. Alt farven havde forladt hans ansigt, og han stirrede på den hostende skikkelse ved pælen.
”Melanie, gå tilbage til dit telt. Nu,” beordrede han, og Melanie kunne ikke lide udtrykket i hans ansigt. En blanding af frygt, panik og noget andet hun ikke helt kunne finde ud af, hvad var.
”Men… ” begyndte hun, men blev afbrudt.
”Gå med hende,” hvæsede kongen til en af sine vagter, inden han igen kiggede på sin datter. ”Gå nu.”
”Og sørg for at hun bliver der,” tilføjede kongen, da vagten begyndte at følge en uvillig Melanie ud af teltet. Hun kiggede en sidste gang tilbage på dæmonen, hvis røde øjne mødte hendes. Hun havde så mange spørgsmål, og hun følte, at alle svarene befandt sig i de øjne. Hvorfor var den her? Hvorfor skulle hun gå? Hvorfor reagerede hendes fader sådan? Hvad gik det her ud på?

”Slip mig,” sagde hun til vagten, men han rystede bare på hovedet.
”Desværre Prinsesse. En ordre er en ordre.”
”Så giver jeg dig en ny,” spruttede Melanie og prøvede at trække sig fri.
”Desværre Prinsesse,” gentog vagten.
Til sidst opgav Melanie og lod sig trække hen til teltet. Rose sov endnu, og hun vågnede heller ikke, da Melanie kom ind og endte med at vælte et eller andet, hun ikke havde set i mørket.
Stadig rasende over sin manglende frihed til at gøre som hun ville, lagde hun sig i sengen og stirrede endnu engang op i teltdugen, der udgjorde loftet.

Vreden forsvandt dog hurtigt til fordel for forvirringen. Det var først nu, det rigtig gik op for hende, at det var en dæmon, hun havde snakket med. Et af de væsner hun aldrig helt havde kunnet finde ud af om var virkelige eller bare skrækhistorier.
Hun huskede de lege, hun havde leget med sin søster, da de var yngre, hvor dæmoner havde udgjort en stor del – de var pludselig ikke så sjove længere. Ikke nu hvor hun havde mødt den rigtige slags. Det virkede alt for barnligt og åndssvagt.

Melanie vendte sig om på siden og betragtede det mørke omrids af sin søster. Rose var ved at gå til over sin mistede ring, men Melanie tvivlede på, at hun ville blive mere glad, hvis hun vidste, hvor ringen var. Tværtimod. Hun ville nok finde det forfærdeligt og yderst frygteligt.
Én tanke fører altid videre til en ny. Melanie kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan det i første omgang overhovedet var lykkedes dæmonen at stjæle ringen. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med den lydløse gang, hun havde lagt mærke til ved Shay.

Shay. I virkeligheden fandtes der vel slet ikke nogen Shay. På en måde fandt Melanie det en smule trist, hun havde ellers godt kunne lide den lidt skøre lyshårede dreng. Der var nok ingen chance for, at hun ville kunne komme til at sidde i stalden med ham mere. Ikke ud fra kongens ansigtsudtryk at dømme. Han havde ikke ligefrem lignet en, der syntes, at en dæmon skulle have lov til at rende frit rundt mellem hans undersåtter og nok slet ikke hans døtre.
Med et sæt satte Melanie sig op i sengen. Hvad ville hendes fader mon gøre ved dæmonen? I de historier Melanie havde hørt, hvor mennesker havde fanget dæmoner, var de for det meste blevet slået ihjel. Men hendes fader måtte ikke slå denne dæmon ihjel. Melanie blev nødt til at vide hvorfor den var der. Hvad den lavede i følget, hvorfor den havde været på slottet. Desuden havde den jo intet gjort. Eller jo, den havde taget Roses ring, men det kunne Melanie godt undskylde den, hvis den til gengæld ville svare på nogle af alle hendes spørgsmål. Hun kunne ikke helt komme uden om det faktum, at hun altid havde været fascineret af disse væsener.

Alle de mystiske ting ved Shay var opklaret, men på en måde var Melanie egentlig ikke så glad for det, som hun havde troet, hun ville være. Problemet var vel bare, at de besvarede spørgsmål havde skabt nye spørgsmål.
Melanie var træt, men hun havde ikke lyst til at sove. Hun var bange for, hvad der ville ske med dæmonen. Hun huskede udmærket alt det onde, hun havde hørt om dæmoner, hvordan de slog mennesker ihjel, stjal, snød og meget mere, men hun kunne ikke glemme, hvor venlig denne dæmon havde virket.
Dæmoner skulle forestille at være respektløse væsener, men Shiir var blevet ved med at kalde hende De, selv efter at hun havde fundet ud af, hvad han var. Undrende lagde Melanie sig ned igen, mens det gik op for hende, at dæmonen havde sagt ’du’ til hendes fader. Men hvorfor havde den så ikke også tiltalt hende sådan?  

Melanie skulle lige til at stå op for at gå tilbage til teltet, hun måtte sørge for, at hendes fader ikke gjorde dæmonen noget, da hun kom i tanke om vagten, der stod uden for teltet. Hvis hun anstrengte sig, kunne hun høre ham flytte på sig.
Hun blev nødt til at gøre noget, følte hun, men hvad? Hun kunne ikke komme ud af teltet, og når hun engang kunne, ville det måske være for sent. Hun blev nødt til at få svar på sine spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...