Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3350Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

~ Kapitel 3 ~

 

Ude af stand til at sove lå Melanie endnu engang og stirrede op i teltdugen over sit hoved. Rose var for længst faldet i søvn, og for næsten lige så længe siden var mørket begyndt at sænke sig. Hun kunne ikke helt glemme Shay og det faktum, at han nu sad helt alene i et lige så mørkt telt uden at have fået aftensmad. Det kunne jo ikke passe, at det var ham, der havde taget Roses ring – hvorfor skulle han?
Til sidst blev hun så træt af at ligge og vende sig, at hun stod op og gik ud af teltet. Inde i teltet havde hun vænnet sig til mørket, og udenfor var det næsten lysere, fordi månen, der inden alt for mange nætter ville blive fuld, lyste ned over lejeren.

Uden at tænke over det gik Melanie over mod det telt, hvor Shay måtte sidde. Det var det telt, hvor hendes fader snakkede med sine mænd, vidste hun. Hun mødte ingen på vejen og overvejede kort, hvor sent det egentlig var blevet. Det overraskede hende lidt, at der ikke stod nogen vagt uden for teltet, man var åbenbart ikke bange for, at drengen ville smutte.
Prinsessen trådte ind i teltet og fik med det samme øje på en skikkelse, der sad ved siden af midterpælen, der skulle holde teltloftet oppe. Hun skulle lige til at sige Shays navn, da det gik op for hende, at skikkelsen ved pælen ikke lignede Shay. Personen ved pælens hår så for mørkt og stort ud, samtidig med at hun syntes, det lignede, at skikkelsen havde vinger. I samme øjeblik som skikkelsen rejste sig og vendte sig i mod hende, bakkede hun ud af teltet med et hjerte, der bankede lidt hurtigere end normalt.

Hun vidste ikke, hvad det var, hun havde set, men hun havde sine anelser. En scene fra da hun og søsteren var mindre spillede i hendes hoved, mens hun skyndte sig tilbage til deres telt.

”Kom nu, Lillia, fortæl en historie,” tiggede Melanie, mens hun puttede sig under dynen.
”En af dem med dæmoner,” hviskede Rose, der allerede lå i sin seng.
”Synes i ikke, at det er blevet lidt for sent til det?” lo Lillia stille, men hun kunne ikke lade være med at smile til de to små nysgerrige prinsesser.
”Nej,” svarede de i kor, og Lilia gav sig. Hun satte sig på en stol midt i mellem de to senge og begyndte at fortælle.

Lillia var den eneste, der havde villet fortælle pigerne mørke historier. De havde begge holdt utrolig meget af hende, både fordi hun altid gav sig, når de bad hende, og fordi der var noget mystisk ved hende og noget forbudt og spændende ved hendes historier. Historier om dæmoner og nattens væsener.
Ud fra de historier Melanie havde hørt, var hun ikke i tvivl om, at det var en dæmon, hun lige havde set. Men hvis der var en dæmon i teltet, hvor var Shay så? Det løb Melanie koldt ned ad ryggen ved tanken om alle de ting, der kunne være sket. Hun forbandede sin alt for livlige fantasi.

Da prinsessen endnu engang lå i sin seng, prøvede hun uden større held at overbevise sig selv om, at hun tog fejl. At det var hendes fantasi, der havde spillet hende et puds, at det var mørket, der havde fået hende til at se forkert. Der var ikke nogen dæmon i lejeren – der var kun Shay, der sad alene og sulten i teltet.

Den næste morgen blev Melanie vækket af en morgenfrisk Rose. Hun havde endnu ikke glemt dæmonen, men hun var nu i tvivl om, hvor vidt det virkelig var noget, der var sket, eller om det bare var en drøm. Hun håbede og troede mest på det sidste.
Melanie tog tøj på og redte sit hår. Der var ingen grund til, at de var alt for fine i tøjet og lignende, når de bare skulle rejse, så derfor var det overladt til Rose og Melanie selv at gøre sig klar om morgenen. Noget de ellers plejede at få hjælp til.

Det var med at gab, at den sorthårede prinsesse trådte ud af teltet. Hun havde ikke just sovet godt. Rose havde fortalt, at hun havde fået overtalt deres fader til at lade Shay sidde i teltet denne dag og den næste nat med. Melanie havde ikke sagt noget, men hun syntes stadig, det var synd for Shay. Det var ingen beviser på, at det var ham, der havde taget ringen.

Efter at have gået lidt rundt i lejeren og kigget på de mennesker, der gik rundt og lavede forskellige ting, gik hun ned i stalden, hvor hun vidste Rose var gået hen.
Rose havde hentet et brød, et sted hvor de var ved at lave morgenmad, og gav Melanie den ene halvdel. Brødet var nybagt og derfor stadig lunt.
”Jeg har fundet et bevis på, at jeg har ret i, at det virkelig er min ring,” smilede Rose triumferende og fandt sølvringen frem. ”Kan du huske, at der på en eller anden uforklarlig måde kom de to små hak i min ring?” spurgte hun og kikkede afventende på sin tvilling. Melanie nikkede, det kunne hun godt. Rose havde gjort et kæmpe nummer ud af det.

Rose studerede sin ring, mens hun langsomt vendte den rundt. Til sidst gav hun den til Melanie, som hurtigt fik øje på de to små hak. De sad tæt, og det ene var mindre end det andet. Med en ubehagelig fornemmelse i maven måtte Melanie erkende, at denne ring virkelig var Roses. Det ville da være lidt mærkeligt, at en anden havde en ring med to hak fuldstændig magen til. Det betød, at Shay virkelig havde haft Roses ring på sig.
Først følte Melanie sig utrolig snydt - hun havde troet, at Shay var så venlig – men til sidst nåede hun frem til en begrundelse, der ville betyde, at Shay stadig var den venlige dreng, hun kendte: det var en anden, der havde stjålet ringen, men person havde været bange for at blive opdaget og havde derfor listet ringen over til Shay, uden at han havde opdaget det.

Det var dog en teori, hun holdt for sig selv. Hun vidste, at hendes søster ikke ville høre på det. Rose havde fundet sin tyv, og så var hun næsten lykkelig. Kun næsten, for efter hendes mening var denne tyv ikke blevet straffet hårdt nok.

Melanie, der stadig ikke kunne finde ud af, om dæmon var virkelighed eller drøm, bestemte sig til sidst for at gå hen til teltet. Denne gang i fuldt dagslys. I teltet sad hendes fader og drøftede et eller andet med den mand, der skulle føre følget den rigtige vej. Op ad pælen i midten af teltet sad ganske rigtigt en lyshåret dreng. Shay sad med ryggen op ad pælen, og det lignede at han sov.
Kongen, der hørte sin datters kommen, kiggede op fra det kort, han havde kigget på.
”Melanie,” udbrød han overrasket. Han havde tydeligvist ikke regnet med, at hans datter ville komme forbi. ”Sødeste, jeg har altså ikke tid nu. Kan du ikke finde Rose?”
”Jamen Fader,” begyndte hun, men han stoppede hende med en håndbevægelse.
”Ikke nu. Gå nu Melanie.”

Irriteret over at han ikke ville lade hende tale færdigt, gik Melanie. Hun kiggede en sidste gang hen på Shay, som åbnede det ene øje og kiggede hurtigt på hende, inden han lukkede det igen. Han lignede sig selv på alle måder. Der havde i hvert fald ikke været nogen dæmon og gjort ham fortræd. Så var det hele måske alligevel bare en drøm. En drøm der havde virket lidt for virkelig til, at Melanie brød sig om det.
Selvom hun nu havde set, at Shay stadig var i teltet, og at der ikke var nogen dæmon, blev hun alligevel ved med at tvivle, men hun kunne ikke gå tilbage og tjekke. Hun havde fået besked på at gå, og så måtte hun gøre det.

Det, Melanie havde håbet på kunne blive en afvekslende dag uden rejsen, endte med bare at blive endnu en dag, der gik med at kigge på heste. På et tidspunkt havde Rose fået overtalt Tobias til at give hende en ridetur på Belle, og den tid det tog, brugte Melanie på at gå rundt i skoven.
Til hendes store ærgrelse havde en vagt set hende og insisteret på at følge hende, så hun ikke skulle gå alene og ubevogtet.

Selvom hun prøvede, kunne Melanie ikke glemme den dæmon, hun troede, hun havde set. Måske den i virkeligheden var der. Hvad nu hvis det var en eller anden form for mørk magi, der fik hende og alle andre til at tro, at Shay havde det helt fint? Hun kunne ikke glemme alles snak om dæmoner den foregående dag. Både Roses og den mand hun ikke lige havde set hvem vars.
Hvor var det ironisk, hvis der, efter at de havde sagt alt det, var dukket en dæmon op og gjort noget ved Shay. Melanie savnede en, hun kunne snakke med. En hun kunne dele sine mærkelige tanker med, en der kunne fortælle hende, om hun og hendes fantasi var gået for vidt, eller om det var noget, der skulle undersøges.
Manglen på en, til at fortælle hende at det lød uvirkeligt, var det, der blev skyld i, at hun med vilje holdt sig vågen, til det var blevet helt mørkt, inden hun igen sneg sig over til det ubevogtede telt. Hun havde taget en lille lygte med, hun skulle være sikker på, at mørket ikke narrede hende denne gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...