Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3435Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

~ Kapitel 2 ~

 

Da Melanie vågnede den næste morgen, var det til lyden af hendes søster skingre stemme, hvilket kun kunne betyde, at hun var utilfreds med noget. Med et halvsløret syn satte Melanie sig op i sengen og gned sine øjne, inden hun kiggede rundt i det lille telt, som igen var blevet mere lyst, nu hvor solen var stået op igen. Hun rystede en enkel gang på hovedet og prøvede så at opfange ordene, der hang sammen med den skingre stemme uden for teltet.

”Jeg siger dig, at den er forsvundet,” var det første, Melanie fik fat i.
”Sødeste, er du sikker på, at du havde den med?” spurgte en dybere stemme, og Melanie genkendte den med det samme som sin faders.
”Det er jeg,” svarede Rose. ”Jeg lagde den på det lille bord ved siden af spejlet i går, det er jeg sikker på. ”
”Du tror ikke, den bare er faldet ned?” sukkede kongen opgivende, men Rose blev ved:
”Nej, det er den ikke. Jeg har ledt over det hele. Den er væk. Jeg er sikker på, at nogen har stjålet den.” Hendes lyse stemme blev kun endnu mere skinger i takt med, at ordene forlod hendes mund.

”Rose, så finder de den, når de pakker sammen. Hvis ikke skal vi nok finde tyven.” Melanie kunne tydeligt høre på sin faders stemme, at han ikke troede på, at nogen havde stjålet den.
”Godt,” svarede Rose skeptisk. ”Men den er vigtig, så tyven skal straffes, når I finder ham eller hende.”
”Selvfølgelig,” lød det opgivende fra kongen.
”Jeg har fået den af Kilians søster,” klagede hun, da hun gik ind i teltet, og Melanie havde lyst til at ryste på hovedet af sin søsters ansigtsudtryk, der viste overdrevent sorg ved tabet af hendes værdifulde genstand.

Denne genstand kunne kun være sølvringen med den store røde sten, hun havde fået af søsteren til sin kommende mand. Det var ganske vist en utrolig flot ring, men Melanie kunne heller ikke rigtig se, hvorfor nogen skulle stjæle den. Der var i hvert fald ingen af dem, der var i nærheden, og som kunne have stjålet den, der ville kunne bære den, uden at alle ville vide, hvem ringens rigtige ejer var.

 

Overraskende hurtigt var alt pakket sammen, og følget var igen på vej mod Libao. Melanie overvejede lidt, om det kun var for at være besværlig, at søsteren havde valgt at forelske sig så dybt i en mand, der boede i Libao. Man kunne næsten ikke komme længere væk fra slottet.
Rose genfandt hurtigt sit gode humør og glemte for en kort stund sin mistede ring.

Melanie forsvandt ind i sin egen lille fantasiverden, mens de langsomt nærmede sig deres næste lejrplads og endnu en nat under skovens tag. Selvom solens stråler trængte ned gennem sløret af grønne blade og dannede spættede mønstre i skovbunden, var det stjerner og månen, Melanie så for sig.
Drømmen om at være et andet sted uden åndssvage regler. Et sted hvor hun bare var lige som alle andre. Hun kunne ikke gøre for det, hun følte bare, at hun ikke helt passede ind.

 

Efter en lang, trættende og ensformig dag til hest nåede følget endelig en lysning, hvor der blev slået lejr. Melanie, der ikke havde den store lyst til at sidde og se på heste, gik i stedet længere ind i skoven. Hun vidste, at hendes fader ikke ville bryde sig om det, men det kunne hun ikke altid tage sig af.
Til hendes overraskelse stødte hun på Shay, som var ved at samle brænde. Efter mange protester fra hans side af og en kommentar om at det ikke var prinsessearbejde, endte det med, at hun hjalp ham, så godt hun nu kunne.

”Så De havde ikke lyst til at tilbringe Deres tid hos hestene i dag?” spurgte Shay efter lang tids stilhed.
”Nej,” svarede Melanie med et suk. ”Det er ikke specielt spændende.”
”Det kunne De vel have ret i,” mumlede drengen til svar.
”Jeg har faktisk overvejet noget,” fortsatte Melanie. ”Hvorfor skulle hestene være bange for dig?”
”Det er et godt spørgsmål, Prinsesse, men jeg kan desværre ikke snakke med dem og derfor spørge.”

Endnu engang rystede Melanie på hovedet. Selvfølgelig kunne han da ikke snakke med dem. Spørgsmålet var bare endnu engang, om det var hans sære form for humor, eller om han så det som en alvorlig ting.
Melanie gik og betragtede drengen i håb om at finde noget ved hans udseende eller kropsholdning, der kunne skræmme en hest. Det var ikke ligefrem fordi, der var noget specielt skræmmende ved ham. Han var bare en køn dreng, der kunne se ud til at være omkring de sytten ligesom hende selv.
Han lignede så mange andre på den alder med halvlangt og en smule uglet lyst hår og mosgrønne øjne. Intet specielt.

Noget, hun dog lagde mærke til på turen tilbage til lejeren, var hans næsten lydløse og nærmest dyriske elegante måde at bevæge sig rundt i mellem træerne på. Melanie havde en utrolig lyst til at spørge ham om, hvad han havde lavet, før han endte i stalden, for hvad fik folk til at bevæge sig rundt på den måde? Men det var stadig ikke en ting, hun syntes, kunne få en hest til ikke at bryde sig om ham.
 

***
 

Da følget drog af sted igen den næste morgen, var ingen af de to prinseser i godt humør. Det faktum, at denne kedelig rejse ville vare flere uger endnu, gav Melanie lyst til at sætte sig i skovbunden og græde. Mest bare for at der så ville ske noget, der måske kunne få folk til at lave noget andet end ellers i bare to sekunder. Endnu engang ønskede Melanie sig tilbage på slottet. Selv det at være der var mere spændende end denne tur gennem skoven.
Roses problem var dog noget helt andet. Hun havde længe glædet sig til denne rejse af den simple grund, at hun ville komme til at se Kilian igen. Det, der forårsagede det triste udtryk, der pyntede hendes kønne ansigt, var endnu en mistet ring. Denne gang var det bare en helt almindelig og enkel sølvring, hun havde mistet, men det var alligevel helt forfærdeligt i hendes øjne, i sær fordi det ikke var det første, der var blevet ’stjålet’.

Rose sagtnede farten en smule, så hun nu red ved siden af Melanie på skovstien.
”Hvem tror du kunne finde på at stjæle mine ringe?” spurgte hun, og Melanie måtte kæmpe hårdt for ikke at sukke højt. Hun var i bund og grund ret ligeglad.
”Jeg ved det ikke,” svarede hun.
”Tror du, det kunne være hende der Minna?” spurgte Rose skulende. ”Jeg synes altid, hun kigger så misundeligt på mine smykker.”
”Og hun sagde, at det var en utrolig flot ring,” fortsatte Rose ivrigt, hvilket kun fik Melanie til at ryste træt på hovedet endnu engang.

”Jeg tror ikke, det er Minna,” fortalte Melanie. ”Det kunne hun aldrig finde på.”
”Men hvem så?” spurgte Rose opgivende og svingede med sit lange hår.
”Det finder vi nok ud af på et tidspunkt,” trøstede Melanie og betragtede sin søster, som sad rank i sadlen. Det var tydeligt, at hun var vant til at ride. Melanie derimod følte sig enormt klodset, og hun begyndte at blive øm i kroppen.
Til hendes store held fik hun at vide af Tobias, da de endnu engang måtte holde for natten, at de skulle blive det samme sted i to nætter, fordi alle – både mennesker og dyr – ville have godt af en pause.

Melanie var lykkelig og kunne have givet drengen et stort kram, og hvis ikke hun havde været prinsesse, havde hun gjort det. Rose derimod ville meget hellere skynde sig videre mod Libao, hvor Kilian ventede.
Som en slags trøst lovede Melanie sin søster at gå med hende hen til hestene en tur. Det hjalp lidt på tvillingens humør, og derfor valgte Melanie at leve med, at hun nu endnu engang skulle sidde og glo på heste. Hun havde håbet, at denne tur ville betyde, at hun kunne lave noget andet end at følge med sin søster i stalden, men det her var jo næsten det samme.

 

”Er Deres ringe blevet fundet?” spurgte Tobias med et smil, da han fik øje på pigerne.
”Nej,” snøftede Rose, inden hun stormede hen til Belle.
Ikke ligefrem overraskende endte Melanie endnu en gang med at sidde og snakke med Shay. Det lykkedes hende - efter at have presset lidt på - at få ham til at indrømme, at han heller ikke syntes, at den her tur var den mest spændende i verden.
”Kan du ikke nogen historier eller et eller andet?” spurgte Melanie med et suk.
”Det tror jeg desværre ikke lige,” svarede Shay og rynkede panden.
”Det tror jeg ikke på,” svarede prinsessen. ”Du må have hørt nogle et eller andet sted.”
”Okay, okay det har jeg,” overgav Shay sig. ”Men ikke nogle man fortæller til små prinsesser.”

”Det er jeg da ligeglad med,” fnøs Melanie.
”Det er jeg desværre ikke, Prinsesse,” fortalte den lyshårede dreng. ”Jeg har ikke den store lyst til at komme i problemer hos Deres fader.”
Et suk forlod Melanies læber. Hvorfor ville folk aldrig bare fortælle hende de historier, de nu kunne? Troede de ikke, hun kunne tage noget, der ikke var helt fint? Det var altid det samme. Det er ikke sådan noget, man fortæller små piger, det er ikke sådan noget, man fortæller til en prinsesse.
Melanie og Rose havde kun en enkel gang mødt en, som var villig til at fortælle dem historier, som ikke handlede om lyse fine ting. De havde elsket det, men desværre havde denne kvinde kun været midlertidigt ansat ved hoffet, fordi hende der normalt sørgede for de to prinsesser havde været i den anden ende af riget hos sin syge mor.

***

Melanie rynkede brynene, da hun fik øje på den lille gruppe af mennesker, der var stoppet op midt i det hele. Undrende gik hun derhen. Det første, hun fik øje på, var en vagt, der havde grebet fat i Shay. Lige som Melanie nåede helt derhen, bad kongen vagten om at sætte ham ind i et eller andet telt, hvor han kunne sidde resten af dagen og natten over.
”Ikke om natten,” bad Shay, da vagten begyndte at trække ham med sig. Melanie kunne ikke lade være med at lægge mærke til det bedende og nærmest bange udtryk i hans ansigt. Desværre for Shay så det ud til, at hun var den eneste, der tænkte over det.
”Nå, du er måske bange for, at dæmonerne skal komme og tage dig, hvis du er helt alene?” grinte en eller anden hånligt, og Melanie rynkede bare brynene endnu mere. Hvad var det lige, der foregik? Hun fik øje på sin søster og skyndte sig hen til hende.

”Hvad sker der?” spurgte hun. Rose stak håndfladen frem og viste sin tvilling en lille sølvring.
”Det var ham,” snøftede hun. ”Han havde taget min ring.” Melanie så tvivlende på den lille ring. Det kunne ærlig talt være hvilken som helst ring, når den var så enkel.
”Er du helt sikker?” spurgte hun tvivlende, da Rose igen knugede ringen i hånden.
”Ja,” svarede hun.
”Men hvad så med den anden ring?”
”Den havde han ikke. Han har sikkert givet den til en eller anden for ikke at blive opdaget,” fnøs Rose og kastede med håret. ”Men jeg synes nu ikke helt, at det er straf nok at sætte ham derover uden aftensmad. Jeg håber han er bange for dæmoner.”

Melanie forstod det ikke. Hvorfor skulle Shay dog tage Roses ringe? Det gav da ingen mening, hvad skulle en dreng med dem? Det lignede ham heller ikke, han virkede altid så venlig. Hun havde lidt ondt af ham, for så længe han ikke havde ringen med den røde sten, var der jo ikke rigtig et bevis på, at det var ham. Måske det også var derfor, hendes fader ikke havde straffet ham hårdere, inden beviset var der. Et bevis Melanie ærlig talt tvivlede på fandtes. Mange mennesker havde enkle sølvringe, så det kunne jo være hvem som helsts. Hans mors måske? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...