Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3439Visninger
AA

11. Kapitel 10

Hej dejlige mennesker! Tidligere i dag udgav jeg en ny movella - Forbandelsen hedder den (og I skal være mere end velkomne til at tjekke den ud, hvis I kunne have lyst! Der er ikke så meget endnu, og jeg vil med glæde gengælde tjenesten, hvis I smider en lille kommentar.) - men fordi jeg lige ville tjekke noget layout-messigt, gik jeg altså ind på denne movella, og så kom jeg til at læse lidt i et par af kapitlerne. Det resultere så i, at jeg fik helt lyst til at skrive videre på historien, så jeg satte mig simpelhed ned og læste det hele igennem, inden jeg så skrev dette kapitel. Jeres mening skal være meget velkommen, da det har været ret mærkeligt at skrive, nu hvor jeg slet ikke har tænkt på historien i hele tre måneder, men jeg føler da, at det blev okay. :')
-jeg håber, at i stadig har lyst til at læse med, Psiphph.

 

~ Kapitel 10 ~

 

Skikkelsen, der nu stod ved siden af den store, mørke trætrone, var en køn, ung mand, og det eneste ved ham, der ikke var menneskeligt, var hans lange sølvfarvede hår og øjnene, som kun var sorte og hvide. Som Melanie allerede havde konstateret, var han en meget køn mand, og hun kunne nemt se for sig, hvordan Rose ville have stirret med vildt opspærrede øjne.
Han var høj og slank, og der var klart noget majestætisk over hans holdning.

Det gik pludseligt op for Melanie, at hun stirrede, og hun skyndte sig at slå blikket ned. Det kunne godt være, at hun befandt sig i noget, der virkede som et drømmeland, men hendes gode manerer havde hun trods alt ikke glemt. Det var ikke pænt at stirre på folk.

”Shiir,” gentog han for tredje gang, og hans stemme lød næsten som en normal mands, selvom den stadig virkede magtfuld i kanten.
”Herre?” Dæmonen, der før havde bøjet hovedet, kiggede nu op på manden med det sølvfarvede hår, og han lød igen en smule usikker. Melanie forstod heller ikke helt, hvorfor han blev ved med at gentage dæmonens navn.

Noget andet, hun heller ikke kunne få ind i sit lille hoved, var det faktum, at denne unge mand måtte være Djævlen. Hvorfor skulle han ellers sidde i den store stol, og hvorfor skulle Shiir ellers kalde ham ’Herre’?
Problemet var bare, at manden så så normal ud. Han lignede bestemt ikke nogen djævel. Den sorthårede prinsesse havde forestillet sig et forfærdeligt og skræmmende umenneskeligt væsen, men personen, der nu stod foran hende, var ikke videre skræmmende. Hun havde på fornemmelsen, at han godt kunne blive det, men det var jo ikke fordi, hun stod og rystede nu.

”Men jeg troede…” begyndte manden, men stoppede så sig selv med en hovedrysten.
”Hvad troede De?” Dæmonen skubbede en strid hårtot væk fra ansigtet og kiggede på sin herre, som så en smule tankefuld ud.
”Jeg troede, at vi havde mistet dig,” svarede han endeligt og rynkede brynene. ”Men her er du jo.”
”Jeg sendte ellers Braos og Taos op efter dig, og de sagde at du var umulig at finde,” sukkede han videre og så en smule opgivende ud. ”Men de ledte nok slet ikke.”

”Det skal De nok ikke regne med,” lød det fra Shiir, og han lød nu knap så underdanig.
”Man kan da heller ikke stole på nogen.” Djævlen vendte sine sorte øjne mod Melanie, og hun følte sig utrolig lille under hans intense blik.
Hun følte, at han kunne se lige igennem hende, som han stod der med hovedet lidt på skrå.

”Og hvem har vi så her? Selveste Prinsesse Melanie. Dig havde jeg ikke regnet med at se her.”
”Jeg-” begyndte Shiir, men manden holdt afværgende en hånd op, og han holdt straks inde.
”Ikke nu, Shiir. Vi kan snakke senere. Nu må vi hellere sørge for, at prinsessen får den behandling, en prinsesse bør få.”

Han vendte sig igen mod Melanie, og det overraskede hende, at et smil pyntede hans ansigt. Han så så utrolig venlig ud, og pigen havde svært ved at fastholde tanken om, at han måtte være Djævlen selv.
”Tillad mig at præsentere mig selv – alt andet ville kun være uhøfligt – mit navn er Lucifer, og som du nok har regnet ud, er det mit rige, du nu befinder dig i.”

”Jeg vil gerne tale med dig, Melanie, og du har sikkert også et hav af spørgsmål, men noget siger mig, at I har rejst langt, og du kunne godt ligne en, der har brug for et lille hvil,” fortsatte han. ”Hvad siger du til, at vi snakker efter middagen?” Melanie nikkede bare forsigtigt; hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Kunne det virkelig passe, at denne venlige, smilende mand var Djævlen? Hun blev mere og mere overbevist om, at dette virkelig var en drøm.

Lucifer vendte halvt ryggen til prinsessen og dæmonen, inden han kaldte: ”Lilly!”
En pige dukkede frem fra et siderum, som Melanie ikke havde bemærket før nu. Hun havde ellers været sikker på, at der kun var de tomme vægge. Pigen – Lilly – var smuk, men på en helt anden måde end Rose. Rose var overvældende; denne pige virkede mere normal, men det var måske fordi, hendes kjole ikke var finere end tjenestefolks, og fordi hun ikke havde den samme holdning som tvillingen.

Ved første øjekast lignede hun en menneskepige, men da hun kom tættere på, kunne Melanie se, at pigens øjne var ligesom Lucifers. Hendes sorte, glatte hår var længere end Roses, og det gik hende helt til hofterne. Det var lige præcis sådan noget hår, som Melanie altid havde ønsket sig. Det så ud til at være blødt som silke, og det dannede en perfekt ramme om hendes fine, blege ansigt.

”Lilly, jeg vil gerne, at du følger den kære prinsesse op på et værelse og søger for, at hun ikke mangler noget,” fortalte Lucifer, og pigen nikkede kort, inden hun nejede og gik i retning af Melanie.
”Følg med, Shiir,” beordrede Djævlen, og dæmonen fulgte hurtigt efter ham. Melanie nåede lige at se dem forsvinde ind af den åbning, Lilly var kommet ud af, inden den smukke pige lagde en varm hånd på hendes arm. Med et blidt tag om prinsessens arm førte hun denne tilbage til de indviklede gangsystemer.

Melanie opgav med det samme at holde styr på, hvilken vej de gik, og hun var næsten lettet, da de stoppede op foran en dør, som Lilly skubbede op. Værelset var udsmykket som resten af det enorme slot, som Melanie stadig kaldte det, indtil hun fandt et mere beskrivende ord. Det, der glædede hende mest, var synet af den bløde seng, der var dækket af et rødt sengetæppe med et broderet mønster i guldtråd. Hun ville aldrig kunne forklare, hvor meget hun havde savnet en rigtig seng.

”Kunne De have lyst til et bad og en ren kjole?” spurgte Lilly, og hendes stemme mindede Melanie om små, fine klokker.
”Meget gerne,” svarede hun taknemligt, og pigen åbnede en dør, der førte ind til endnu et rum, hvor hun begyndte at fylde vand i et stort guldbelagt badekar. Melanie havde ingen anelse om, hvad hun skulle gøre af sig selv, mens den anden gjorde badet klar, og hun følte sig en smule ubehageligt til mode.

I den sidste ende blev badet klart, og Melanie sukkede lettet, da hun endelig kunne tage den beskidte og stive kjole af. Hun blev endnu engang klar over, hvor ulækker hun følte sig, og hun gled taknemmeligt ned i det varme vand. Hun huskede aldrig at have oplevet vand så blødt. Det smøg sig blidt om hendes krop, og varmen, som lige så stille blødte hendes ømme muskler op, fik hende til at slappe af.
”Sid du lidt i blød der, så skal jeg finde dig en kjole.”
”Tak,” mumlede prinsessen og lukkede øjnene. Hun hørte døren ud til gangen lukke sig efter den anden pige, og hun gav sig selv lov til bare at nyde følelsen af at blive ren igen. Hun havde ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, da Lilly kom tilbage, men hun følte sig allerede meget bedre tilpas.

 

***

 

Melanie betragtede sig selv i det store spejl, der gik fra gulvet til loftet. Den blå kjole, Lilly havde fundet, passede hende helt perfekt, og hun lod en hånd glide ned over det bløde stof. Kjolen var utrolig pæn, selvom den var meget enkel og på ingen måde lige så fin, som de kjoler især Rose elskede at gå i.
Til gengæld var den meget mere behagelig at have på, og Melanie følte sig godt tilpas i den. Hverken for fin eller for almindelig.

Det havde været helt fantastisk at have en til at pusle om sig igen, og selvom Melanie normalt var en modstander af, at hun skulle behandles bedre end alle andre, havde hun alligevel savnet det en smule. Det handlede vel bare om, hvad man var vant til.
Hvis hun havde været vant til at gå rundt i skoven i den samme kjole i flere dage, havde hun måske heller ikke fundet det så slemt.

Det, der overraskede hende mest, var alligevel, at det var lykkedes Lilly at sætte hendes hår på en pæn måde. Som Melanie stod der og kiggede på sig selv, følte hun sig som et helt nyt menneske. Det havde virkelig gjort en forskel at få alt skidtet vasket af, og det at hendes hår var opsat, fik hende til at ligne en anden, end den hun var vant til at se i spejle. Hun følte sig næsten anderledes.

Hendes blik flyttede sig langsomt fra hende selv og landede i stedet på pigen, der var skyld i, at hun følte sig så godt tilpas, og hun kunne have kysset hende.
Den pige var virkelig noget specielt, og så var hun så utrolig blid og venlig. Men det var ikke det eneste, der var med hende. Melanie vendte sig om, så hun kunne se pigen ordentligt i stedet for bare at se hendes spejlbillede.
Lilly opdagede prinsessens blik og kiggede op på hende.
”Er der noget, De ønsker?” spurgte hun. Melanie rystede på hovedet, men blev ved med at betragte pigen.

”Er De sikker?”
”Ja,” svarede hun. ”Du minder mig bare om en, jeg kender.”
”Gør jeg?” spurgte Lilly overrasket, og denne gang nikkede menneskepigen.
”Eller kendte,” rettede Melanie det til. ”Der kom engang en på slottet, som hed Lillia,” fortalte hun. ”Jeg synes, du ligner hende.”
Et smil dukkede op på pigens fine ansigt. ”Det kan nemt passe,” sagde hun med sin fine klokkestemme. ”For jeg har en søster med det navn.”

Nu var det Melanies tur til at se overrasket ud. ”Har du?”
”Ja,” nikkede Lilly. ”Og hun bor i din verden.”
”Men så er hun da meget ældre end dig?” konstaterede Melanie undrende. Det skete sjældent at folk fik børn med så meget mellemrum.
”Tjaeh.” Lilly trak på sin fine, lille skulder. ”Men hernede har vi en lidt anden tidsfornemmelse. Et år er ikke meget, hvis man har levet i flere tusinde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...