Djævlens ret

Guderne og Djævlen lavede engang en pagt, der skulle sikre freden i mellem dem. En del af aftalen lød, at Gudernes repræsentanter på jorden - kongen og dronningen - hvert tusinde år ville få tvillingepiger, hvoraf den yngste måtte gifte sig med Djævlen.

Melanie er ganske vist prinsesse, men alligevel lever hun i sin tvillings skygge. Hun forstår ikke hvorfor strengere regler gælder hende, ej heller forstår hun, at alle er så bange for mørket.
Da kongefamilien drager til den anden ende af menneskenes rige, dukker en uventet og meget uvelkommen skikkelse op i følget.
Dette bliver starten på en lang rejse for Melanie. En rejse der ikke kun vil være farefuld, men som også vil bringe hende ned i det dybeste Helvede og helt op i Gudernes rige. En rejse der både vil afsløre sandheden om godt og ondt, sandheden om Melanies forfædre og hendes egen skæbne. Hun befinder sig i det, der kunne blive starten på en ny krig - og hun bestemmer udfaldet. Er det i virkeligheden Djævlen, der er skurken?

74Likes
127Kommentarer
3377Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

~ Kapitel 1 ~

 

”Noget siger mig, at De egentlig ikke er så glad for heste?” spurgte Shay, selvom det egentlig var lige så meget en konstatering som et spørgsmål.
”Jeg har ikke noget i mod dem, men jeg elsker dem bestemt heller ikke,” svarede Melanie og flyttede på sig, så hun sad bedre på trækassen.
Efter at der var blevet slået lejr for natten, var Melanie og hendes tvillingesøster Rose gået hen til det sted, hvor hestene var samlet, og hvor Tobias og Shay havde været ved at fodre dem. Rose elskede heste utrolig højt, og især Tobias’ hoppe Belle elskede hun at bruge sin tid hos.
Derfor sad Melanie nu og betragtede sin søster, der med et kæmpe smil nussede hesten, og Tobias der holdt sig i nærheden for en sikkerhedsskyld – ikke fordi Melanie kunne se det farlige i, at hendes søster snakkede med hesten – mens Shay gik rundt og puslede med nogle forskellige ting.

”Du er måske selv meget glad for dem?” spurgte Melanie og prøvede at holde blikket på drengen, hun knap nok kendte, hvilket var ret svært, når han hele tiden gik rundt. Hun havde en utrolig lyst til at fortælle ham, at hun skulle stå stille bare lige to sekunder. Den eneste grund, til at hun ikke gjorde det, var, at hun vidste, han så ville gøre det. Det værste ved at være prinsesse var, at folk altid gjorde, som hun bad dem om, lige meget hvad det var.
”Det ved jeg nu ikke. Jeg har skam heller intet i mod dem, men det virker ikke rigtig til, at de bryder sig om mig. Jeg synes, de kigger så ondt på mig.”

”Det kunne ikke have noget at gøre med, at du måske ikke helt bryder dig om dem?” grinte Melanie, samtidig med at hun rystede på hovedet over drengens syn på de heste, han skulle forestille at passe.
”Det kunne De måske have ret i. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor kloge sådan nogle er.” Shay bøjede sig ned for at kigge den hest, der stod tættest på ham, i øjnene, men den prustede bare ad ham og flyttede sig lidt væk.
”De bryder sig bestemt ikke om mig,” mumlede Shay, inden han rettede sig op og igen vendte opmærksomheden mod prinsessen, hvis trone bestod af en lurvet trækasse.

”Nyttige er de i hvert fald, men jeg tror ikke de smager særlig godt,” fastslog han, hvilket kun udløste endnu et latterudbrud fra den sorthårede pige over for ham.
”Man skal heller ikke spise dem, Shay. Enten gør du det her med vilje, eller også forstår jeg virkelig ikke, hvordan du er endt her, så lidt du ved om heste.”
”Nok en blanding,” mumlede Shay til svar og skulede til den hest, der før havde flyttet sig fra ham. ”Og du er en meget ond hest, du er,” fortalte han den. ”Jeg er skam en helt fin fyr, at du ved det.”

Melanie rystede endnu engang på hovedet. Hun kunne aldrig helt afgøre, hvornår denne dreng lavede sjov, og hvornår han mente tingene alvorligt. Måske hun ville lære at skelne mellem de to ting, når hun lærte ham bedre at kende, for det så det ud til, at hun ville komme til. Rose hev hende konstant med ned i stalden hjemme på slottet, og da Melanie ikke havde den største lyst til at ride, havde hun de sidste par gange siddet og snakket med Shay for at få tiden til at gå.
Hun vidste ikke helt, hvorfor han var blevet ansat i stalden, for så stor brug for ham var der heller ikke, men hun var nu meget glad for det.

 

Da Rose endelig syntes, hun havde snakket nok med Belle for nu, gik hun og Melanie tilbage til det telt, der skulle være deres sovekammer de næste par nætter. Heldigvis ville de hurtigt nå gennem skoven og til et område af landet, hvor der endnu engang var en del byer, så de kunne komme til at sove i ordentlige senge med ordenligt tag over hovedet igen.
”Når jeg engang bliver dronning,” himlede Rose. ”Så vil jeg have en hest som Belle. Ja, når jeg bliver dronning hvis ikke før.”

Endnu engang blev Melanie mindet om, hvorfor de lige nu befandt sig i en af Siteras mange skove, og et lydløst suk forlod hendes læber. Kongen, dronningen, deres to døtre og en række af tjenestefolk og vagter var på vej fra kongeslottet til den anden ende at Sitera, fordi der skulle laves bryllupsaftaler med Roses kommende mand og dennes familie.
Som den ældste af tvillingerne var det Rose, der skulle overtage tronen engang, og derfor var det også utrolig vigtigt, at hun fik en ordentlig mand, der kunne blive rigets konge. Rose var i den syvende himmel, overlykkelig, mens hendes kun én time yngre søster endnu engang følte sig sat i skyggen. Det var altid Rose, det hele handlede om, og det kunne til tider irritere den anden prinsesse.
Hun regnede ikke med, at hun kunne tvinge så mange mennesker til at rejse til rigets anden ende, bare fordi hun havde fundet den mand, hun ville giftes med – ikke fordi det var noget, hun regnede med at gøre lige foreløbig. Melanie var nået frem til, at hun ikke ville tage stilling til den slags ting, før det var nødvendigt, hun var alligevel ikke nær så vigtig som den smukke Rose.

 

Teltet, hvori de to unge piger skulle sove, var ikke noget at råbe hurra for i forhold til, hvad de var vant til. Alligevel var teltet meget finere end dem, tjenestefolkene sov i, så de havde ikke rigtig noget at klage over.
”Melanie, fortæl mig hvorfor Tobias har fået sådan en fantastisk hest,” krævede Rose, da de sad i deres telt.
”Han er staldmesteren søn, det er vel ikke så mærkeligt, at han har en god hest,” svarede Melanie, der egentlig var ret ligeglad med, om Tobias havde en god eller en dårlig hest.

Hun sad på kanten af det, der skulle forestille en seng, og betragtede sin tvilling, som sad foran et stort spejl med sølvkant og redte sit lange gyldne hår. Til tider kunne Melanie godt misunde sin søsters smukke blanke hår. Hun selv havde mørkt tykt hår, som hun mange gange måtte kæmpe hårdt for at få til at sidde pænt.
Folk havde altid fundet det langt mere interessant at sætte søsterens gyldne lokker, og Melanie kunne nu godt forstå dem. Den eneste måde, hvorpå hendes hår ville hænge på en nogenlunde pæn måde, var at holde det i en ikke alt for lang længde og klippe hendes pandehår lige akkurat kort nok til, at hun ikke fik det i øjnene. Det betød, at hendes hår tit måtte klippes, og det var noget prinsessen hadede lige så meget, som når folk gjorde halvhjertede forsøg på at sætte det op.

”Hvordan er denne Shay egentlig?” spurgte den altid snakkeglade Rose.
”Han er skam venlig nok,” svarede Melanie. Shay var rent faktisk meget venlig, og den respekt, han udviste, virkede på en eller anden måde bare mere oprigtig end så mange andres.
Tvillingerne sad i deres telt og snakkede, indtil en tjenestepige kom og fortalte dem, at middagen nu var serveret. Melanie, der endnu engang lykkeligt havde glemt sit liv i sin søsters skygge, fulgtes grinende med hende til middagen. Det var jo ikke fordi, hun ikke elskede sin søster, hun kunne bare godt føle sig lidt glemt en sjælden gang i mellem.
 

***
 

Med et suk kravlede Melanie ud af sin seng, og forsigtigt, uden at vække søsteren der sov tungt, sneg hun sig ud gennem teltes åbning. Det var lige så stille begyndt at blive mørkt, og de fleste lå enten i deres senge nu eller gjorde sig klar til at komme i dem. Med et gab begyndte Melanie at lede efter én, der kunne hjælpe hende med at finde noget at drikke, da hun følte sig så utrolig tør i munden.
Den første, hun så, var en vagt, men ham undgik hun helt bevidst. Kongen brød sig ikke om, at hans datter færdes udenfor så sent, og hun gad ikke til at diskutere det med ham endnu engang.

Lang tid gik der dog ikke, før hun fik øje på en knap så høj skikkelse, som hun genkendte som Shay. Hun kaldte efter ham, og han stoppede straks op og vendte sig i mod hende.
”Hvad laver De dog ude så sent, Prinsesse?” spurgte han, da hun nåede hen til ham. ”Det bliver snart mørkt.”
”Jeg er så frygtelig tørstig,” fortalte hun ham. ”Gider du ikke hjælpe mig med at finde noget at drikke?”
Shay nikkede bare, og kort tid efter havde han fundet noget at drikke til hende. Melanie kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at han skyndte sig unødvendigt meget, men hun slog den hen, som at han nok bare var træt og gerne ville i seng.

”Godnat, Prinsesse. Sov godt, Prinsesse,” sagde Shay, inden han hastigt forsvandt mellem teltene og de voksende skygger og overlod det til Melanie selv at finde tilbage til sit telt. Hun vidste, at hun burde skynde sig, at hun helst ikke skulle opdages af en vagt, men hun tog sig alligevel god tid. Hun holdt meget af aftenen og natten. Der var noget beroligende ved den dybe stilhed i mørket. Det var desværre ikke en mening, hendes fader delte, så hun kunne sjældent nyde nattens mørke og den skønhed, der fulgte med de lysende stjerner og den blege sølvskive, der udgjorde månen.

Melanie listede ind i teltet og kravlede op i sengen igen. Et kort øjeblik lå hun stille og lyttede til sin søsters regelmæssige vejrtræning. Hun sov endnu. Sengen var ikke den mest behagelige, man kunne finde, men det var stadig meget bedre end det, tjenestefolkene måtte sove på.
Nogle gange ønskede Melanie, at hun ikke blev behandlet så meget anderledes end alle andre, bare fordi hun var prinsesse. Så meget mere værd end andre var hun da heller ikke? Som så mange andre aftener havde hun svært ved at falde i søvn, og da det endelig lykkedes, var det blevet helt mørkt i teltet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...