Et juleeventyr

Tja ~ jeg fik lyst til at skrive et juleeventyr omkring Henry og Lea, to karakterer der bor i mig. De har skabt historien. ^_^

Jeg søger virkelig konstruktiv kritik! n_n

1Likes
0Kommentarer
558Visninger

1. Final

Hun sad og kiggede ud af vinduet. Sneen dalede voldsomt ned foran hende. De havde lovet snestorm og hun måtte til sin egen fortrydelse indrømme at der nok havde været noget om det. Bag hende i hendes seng sad Mia, hendes bedste veninde og legede med en julekugle. Lea kunne ikke helt se det sjove i det, men det lod til at Mia hyggede sig. Så sukkede hun og vendte sig om og kiggede om på Mia igen. Det var et halvt år siden hun var vendt hjem fra Sydkorea og hun var tilbage i Danmark. Lige nu boede hun hos sine forældre. Det var kun midlertidigt, indtil hun fandt en lejlighed. Mia var snart færdiguddannet som kunstner og hun havde allerede planlagt at de skulle flytte sammen. Lea havde som sådan ikke noget imod at bo sammen med Mia. Det havde været trist i London indtil hun havde mødt Jack. Det havde også været ensomt indtil hun havde mødt Henry i Seoul. Lige nu nød hun egentlig bare at være hjemme hos sine forældre. Det var d. 20 december. Mia skulle blive og sove. Der havde slet ikke været nogen diskussion da det var begyndt at sne så voldsomt. På den anden side, Mia havde sin egen lejlighed i København så hun havde ikke nogen hun behøvede at rapportere til. Den eneste grund til at Lea ikke var flyttet ind hos Mia endnu var at lejligheden var for lille til dem begge to. Desuden havde Lea ikke noget arbejde endnu. Det var ikke nemt at være færdiguddannet musiker. Så kom hun til at tænke på Henry endnu en gang og hun sank en klump. Hun havde ikke lyst til at tænke på ham, men alligevel dukkede han op i hendes tanker i tide og utide. Han havde ikke været der til at sige farvel da hun havde forladt Sydkorea og da han senere var dukket op til en skolekoncert og havde set hende spille med Jack var han blevet så jaloux at de ikke havde fået snakket siden. Der var sket så meget hele det sidste år, men det nye år ville sikkert bringe endnu mere med sig. Mia smilede til hende og lagde så en hånd på hendes lår. ”Kom så søde, du skal ikke sidde her og være helt trist.” Lea kiggede på Mia og sendte hende et lille smil. Hvis der var nogen der kunne læse hendes tanker, så var det Mia. Lea var Mia taknemmelig for alt. Simpelthen. Uden Mia ingen Lea. Det vidste Mia også godt. Ikke at Lea havde fortalt hende det, for Lea sagde sjældent den slags højt. Men det lå i luften. De vidste begge to godt at de hørte sammen. De kendte hinanden på alle ledder og kanter. ”Hvad har du tænkt dig?” spurgte Lea og lod sig føre ud i køkkenet af Mia. Da de kom derud begyndte Mia hjemmevant at lede efter gryder. ”Vi to skal lave varm kakao!” Lea kom til at grine af Mia. Det var så typisk hendes bedste veninde. På den anden side – der var ikke noget bedre end at drikke varm kakao mens det var snestorm udenfor. Især ikke når man var en smule trist til mode. Så kom Leas lillebror løbende ud i køkkenet til dem. ”Mig mig mig!” Lea tog ham naturligt op. Lukas var kun 3. Hun havde endnu en lillebror på 16, men han var som regel ikke hjemme. ”Skal du også have noget varm kakao, Luke?” spurgte Mia og han nikkede stort, mens han smilede. Lea grinede af Mia. ”Så, nu er du kommet på arbejde. Mens du laver kakao så sætter vi os og venter spændt, ikke Luke?” Hun kiggede ned på sin bror og han nikkede grinende. Så trak hun en stol ud og satte sig på den med Lukas på skødet. Hendes mor hadede når hun bar rundt på ham, men hun kunne ikke gøre for det. Hvad havde man lillebrødre til hvis det ikke var for at forkæle dem? Hun kunne selvfølgelig godt se ulemperne ved det, men på den anden side – fordelene var langt større end nogle ulemper hun kunne komme i tanke om. Lidt senere stillede Mia tre krus på bordet. ”Værse-artig!” Hun hentede noget flødeskum i køleskabet og puttede en klat i alle tre krus. Lea tog det ene krus og drak noget af sin kakao. Da Lukas rakte ud efter hendes krus, tog Lea forsigtigt hans og hjalp ham med at drikke. Så blev hoveddøren åbnet og ind kom hendes far. Han var dækket af hvide snefnug og Lea kom til at grine. ”Hvor ser du altså ud, far!” Han smilede til hende og kløede sig i skægget. ”Skal du have en krammer?” Lukas kravlede ned fra hendes skød og løb hen til sin far. Lea smilede af dem. ”Nej tak, du må gerne beholde sneen for dig selv.” Hendes far lukkede døren ud til bryggerset og lod de to piger sidde alene i køkkenet mens de drak deres kakao færdig. Det hjalp altid at få tankerne andetsteds og ingen var bedre til det end hendes familie. Hun følte sig lettet over at få lov til at sidde i køkkenet med sin bedste veninde og for en gangs skyld glemme alle de bekymringer hun havde haft.

 

Lygtepælen udenfor hendes vindue lyste orange ned på sneen og genskæret i sneen var klart, hvilket lyste det hele endnu mere op. Det var d. 23 december og de var alle sammen i gang med at pynte juletræ. Alle sammen med undtagelse af hende. Hun plejede ellers at nyde de gamle juletraditioner, men i år havde hun ikke lyst til at være en del af det. Det var som om der manglede noget helt essentielt i hendes liv. Noget hun ikke rigtig kunne sætte ord på. Men det manglede, det var hun helt sikker på. Snestormen havde lagt sig og alt åndede fred og ro i hele landet. I hvert fald på vejrfronten. Der havde været kaos på vejene, nøjagtig som der plejede op til jul. Faktisk var der ikke rigtig noget der var meget anderledes end det plejede at være. Det var som den jul hun havde været hjemme til sidste år – eller året før. Og alligevel var det hele anderledes end det plejede at være. Døren til hendes værelse blev åbnet og hun vendte sig om og mødte Noahs blik. ”Hey sis, kommer du ikke ud og hjælper med at pynte juletræet? Luke spørger efter dig. Det gør mor også.” Lea nikkede lidt. ”Jo, jeg kommer om lidt.” Så lukkede han døren igen. Hun vidste ikke hvorfor hun var gået med til det. Hun havde jo ikke lyst. Måske var det bare for at gøre dem alle sammen glade. Julemusikken strømmede ud af højtalerne, det kunne hun høre – selv fra hendes værelse. Det var egentlig overraskende at Noah var med i det, han plejede altid at holde sig for sig selv. Teenage-alderen havde vel også vendt ham mod familien. Nej, ikke mod familien. Der var ingen af dem der nogensinde havde været mod familien. Det skulle da lige være hendes biologiske far. Hun skuttede sig ved tanken. Han skulle ikke ødelægge denne jul for hende. Så rejste hun sig og gik ud til resten af familien. Hendes mor smilede til hende og lagde en guldkrans på hendes hoved. Jo, der var julestemning i hele huset. Så tog en julekugle op og før hun hang den på træet spejlede hun sig i den. Hvem var hun blevet det sidste år? Hun så helt anderledes ud end hun huskede sig. Måske var det bare fordi hun var blevet ældre. Så stak Noah hende et kræmmerhus og bragte hende ud af hendes tanker. Mens de var godt i gang med at pynte huset ringede det på døren. ”Åbner du, skat?” spurgte hendes far hende og hun nikkede, lagde papirstjernen hun havde i hånden fra sig og gik ud for at åbne døren. Hun havde stadig guldkransen på hovedet. Da hun åbnede døren mødte hun nogle brune øjne hun bestemt ikke havde forventet at se. Hvad lavede han her?! Hvordan havde han fundet hendes adresse i Danmark? Hvad skete der? ”HENRY?!” udbrød hun, så kunne hun mærke hvordan hele hendes familie kiggede på hende og med foden smækkede hun døren til bryggerset i. Han smilede til hende. Det smil der altid smeltede hende indeni og som hun ikke havde set i et halvt år. Sidste gang hun havde set det var på deres date. Deres første og eneste date. Siden da... Ja, siden da havde deres forhold vel ikke engang rigtig været et forhold. ”Må jeg..?” spurgte han og før han nåede at fuldføre sin sætning skubbede hun ham lidt længere væk, greb sin jakke og trådte udenfor mens hun lukkede døren efter sig. Det var klart vejr hvilket betød at det var endnu koldere. Hun tog jakken på og begyndte at gå. Henry fulgte efter hende. Hun ville ikke stå og tale med ham i bryggerset hvor hendes familie kunne høre dem. Slet ikke fordi de intet kendte til ham. De kom ud på en cykelsti og hun stillede sig under en gadelygte så hun kunne iagttage ham. Da hun kiggede på ham begyndte hendes hjerte at banke hurtigere. Forbandet. Hun havde åbenbart stadig følelser for ham. Han var den eneste der nogensinde havde fået hende til at føle sådan her. ”Du fryser ikke, vel?” spurgte han forsigtigt og rakte hende sine handsker. Hun stak hænderne i lommen og nægtede at tage imod dem. Han sukkede. ”Okay, hvorfor er du her, Henry?” spurgte hun koldt. Hendes varme åndedræt skabte tåge i luften mens hun talte. Han betragtede hende på samme måde som hun betragtede ham, det vidste hun. ”Du ligner en engel.” svarede han og rakte ud efter guldkransen på hendes hoved. Hun trak sig væk. ”Svar mig på mit spørgsmål.” Han så ned og undgik hendes blik. De var åbenbart stadig ikke blevet venner. Hvordan skulle det også kunne lade sig gøre når de ikke havde talt sammen. Tanken gav et stik i hendes hjerte og hun bed sig selv i læben. Det fik den til at flække i kulden og hun forsøgte at skjule det. Hvor var det typisk. ”Jeg... Undskyld, Lea.” Deres blikke mødtes og hendes kunne kun udtrykke overraskelse. Hun var slet ikke forberedt på en undskyldning. Hvad havde han at undskylde for? Så kom hun i tanke om alle de ting der var sket på det seneste. Han havde massere at undskylde for, hvorfor var hun overhovedet blevet overrasket? ”Hvad?” Han trådte et skridt tættere på hende, men hun flyttede sig ikke. Hun ville være stærk. Vise at hun havde en vis autoritet. Inderst inde var det nok bare fordi hun længedes efter at give ham et kram, at mærke hans varme krop og at lade hjertet hamre helt uhæmmet, mens hun overgav sig fuldstændig til sine følelser. Men det måtte hun ikke vise ham. ”Jeg har været en idiot.” Hun nikkede. Det kunne han lige bide sig selv i læben på at han havde været. Et værre røvhul. Tankerne var så fremmede for hende. Hun mente det jo overhovedet ikke. Han havde været en idiot, ja. Men hun ønskede egentlig ikke nogen undskyldning. Hun ville bare gerne have af vide at hun var den eneste for ham. Sådan som de altid havde været. De to. At han ville spille duet med hende igen. ”Jeg savner dig Lea. Jeg skulle aldrig været gået da jeg tog til London, jeg skulle have standset flyet for at nå at sige farvel til dig. Jeg har aldrig glemt dig. Jeg elsker dig. Vil du ikke nok tilgive mig?” Alle hans ord begyndte at flyve rundt i hendes hoved. Elsker dig. Savner dig. Aldrig glemt dig. Tilgive mig. Skulle hun tilgive ham? For at elske hende? Hun så ned og forsøgte at finde hoved og hale i sine tanker. Mens hun stod og kiggede ned i sneen så hun pludselig Henry tage endnu et skridt hen mod hende. De stod tæt nu. Det var ligesom den første gang de havde kysset. Der havde han også været en idiot. Men hun havde tilgivet ham så let som ingenting. Dengang havde han været naiv. Han havde været forelsket. Hun havde været forelsket. Hjertet, som hamrede i hendes bryst, fortalte hende at hun bare burde tilgive ham. At der ikke var noget hun hellere ville end at tilgive ham. Hun havde bare ikke lyst til at blive såret igen. Det ville hun ikke kunne klare. Slet ikke af ham. Enhver anden kunne såre hende. Bare ikke ham. ”Jeg vil ikke såres igen, Henry.” hviskede hun, men han hørte hende. Han lagde armene om hende og gav hende et knus. Hans varme krop mod hendes sendte gnister gennem hendes krop. ”Jeg vil aldrig nogensinde forlade dig igen.” hviskede han tilbage. Hun lagde automatisk hænderne på hans bryst. Ikke for at skubbe ham væk, men bare for at føle sig endnu tættere på ham. ”Det er du nødt til.” hviskede hun endnu engang og han rystede på hovedet. ”Nej. Jeg forlader dig ikke igen. Enten tager du med mig til Sydkorea eller også må de undvære mig indtil du er klar til at tage med mig.” Hun så op og mødte et par øjne der var så sikre at hun ikke kunne andet end at tro hans ord. ”Det mener du, ikke også?” hviskede hun. Han nikkede alvorligt. Så brast den bopble af længsel der havde siddet i hendes hjerte. Det var som om det pludselig gik op for hende at det hun havde manglet hele tiden var ham. Alle de problemer mellem dem havde skabt et hul i hende. Men nu hvor de var sammen igen blev hun langsomt hel. ”Kys mig.” hviskede hun. Hun kunne mærke i hans krop at det sitrede i ham. Han var nervøs for hvad hun kunne finde på og han var overrasket over hendes bøn. Men Lea mente det. Han skulle kysse hende. Vise hende at han virkelig elskede hende. Så bøjede han sig ned over hende og kyssede hende. Hans læber var kolde da de først mødte hendes, men hurtigt blev de varme. Hun kunne mærke hvordan varmen spredte sig i hele hendes krop. Hun havde også savnet ham. Hun elskede også ham. Hun havde allerede tilgivet ham. Så længe han holdt om hende. Mens de stod i gadelygtens orange skær begyndte det langsomt at sne. Der gik lidt tid før Lea opdagede det, men så lukkede hun øjnene igen og gjorde deres kys dybt. Hun ville aldrig give slip på ham. Han slap hende lidt efter og tog fat i hendes hænder. ”Du fryser.” Han smilede og da han sagde ordene gik det op for hende at hun rystede af kulde. Hun frøs. Så tog han hende i hånden og begyndte at gå hjem med hende. Da de stod ude foran hoveddøren slap han hende. Hun tog hans hånd igen. ”Don't you dare leave me now.” Hun åbnede døren, trådte indenfor og hev Henry med indenfor. Noah stod i døråbningen ind til køkkenet. ”Næh, hvem er det, sis?” Hun tog sin jakke af og lod Henry tage overtøjet af også. ”Det er Henry. Han er min kæreste.” Han bukkede lidt og så kom hendes mor også ud. ”Din kæreste?” spurgte hun henrykt. Lea nikkede og tog Henrys hånd. Han virkede nervøs. Det var på den anden side måske heller ikke helt optimalt at møde hendes familie på den her måde. Men hendes mor smilede allerede stort. ”Oh, jamen velkommen til!” Han skævede til Lea da han hørte det danske og Lea kom til at grine. ”Snak engelsk mor.” og hendes mors øjne strålede endnu mere. Inden hun trak ham med indenfor for at snakke med ham om alting og ingenting mødte Lea hans blik. ”Du ligner stadig en engel.” hviskede han inden han forsvandt videre ind i dagligstuen. Hun tog langsomt guldkransen af hovedet og kiggede på hende. ”Tak,” hviskede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...