Anna i Drømmeland

Bare en kort novelle jeg skrev til en prøve, som jeg fik 12 for.
Den handler om Anna, der falder i søvn til en prøve, og i hendes drømme lærer hun en vigtig lektie.
Håber I vil læse den ;)

11Likes
5Kommentarer
613Visninger
AA

1. Anna i Drømmeland

 

Når man har noget at glæde sig til, bliver ventetiden ofte lang. Især når det, man glæder sig til, er frihed. Når man sidder helt stille til en prøve i skolen, bliver det umuligt at undgå at høre urets tikken. Den driller én, morer sig over én, håner én. Den fortæller én, at det er den, der har magten. Den bestemmer tiden, og der er intet, man kan gøre ved det. Især ikke hvis man er en som mig.

 

Man skal have god fantasi for at slå tiden ihjel uden andet redskab end stilheden. Jeg har ikke en god fantasi. Det kan man også tydeligt se på den stil, der ligger på bordet foran mig. Den er færdig, gudskelov, men god er den ikke. Den ligner for meget den historie, vi skal bruge til inspiration: Alice i Eventyrland.

   Jeg ser på de andre. Ingen kigger op. De er stadig i fuld gang med deres stile. Ikke mærkeligt, eftersom der kun er gået en halv time. Tænk engang; en halv time! Det betyder, der stadig er … hvis vi har tre lektioner til vores stil … hmm?

   Nu må I ikke dømme mig. Jeg er ikke ligefrem en ørn til matematik, men efter noget tid brugt til overvejelse fandt jeg dog ud af, at der måtte være en time og tre kvarter tilbage. Det var mit held, vi havde fået lov til at gå efter halvanden time. Hvad skulle jeg have gjort, hvis jeg blev nødt til at sidde her i en time og tre kvarter mere? Sandsynligvis det samme jeg har tænkt mig at gøre nu.

   Det sidste jeg hører, inden jeg falder ned i Drømmeland, er urets tikkende latter.

 

Da jeg igen slår øjnene op, er der først ingenting forandret.

   ”Det var da mærkeligt,” siger jeg for mig selv. ”Jeg kunne have svoret på, det her var Eventyrland!”

   Der lyder en dæmpet fnisen bag mig. Jeg vender mig og ser mine to bedste venner, Emilie og Lisbeth sidde på stolene bag mig. Emilies lyse og Lisbeths mørke hår er filtret godt ind i hinanden, og de holder hinanden i hænderne. De ligner næsten siamesiske tvillinger, bortset fra det faktum, at Emilie er lys og blid, og Lisbeth er mørk og hård. De er hinandens modsætninger de to. De har intet tilfælles. Emilie er englen, og Lisbeth er djævlen. Sådan nogle som dem, kan aldrig lære at enes. Og dog holder de hinanden i hænderne, som var det den naturligste ting i verden.

   ”Eventyrland!” griner Emilie.

   ”Sig mig, hvem tror du, du er? Alice eller hvad?” spørger Lisbeth.

   ”Ja … jeg mener nej. Jeg er ikke Alice, jeg er …” pludselig ved jeg det ikke. Jeg kunne have svoret på, jeg var Alice, og det her var Eventyrland, men nu virker det bare fjollet. ”Hvis jeg ikke er Alice, og det her ikke er Eventyrland, hvem er jeg så, og hvor er jeg?”

   ”Nu er du fjollet!” fniser Emilie. ”Hvordan skulle vi kunne vide, hvem du er, når du ikke engang selv ved det?”

   Jeg er pludselig ikke sikker på noget længere. ”Men så svar mig dog på, hvor vi er!”

   ”Det er let. Vi er da i Drømmeland! Er du dum eller hvad? Vi er i Tidens kongerige. Det må du da kunne huske.”

   Nu går det op for mig, hvad jeg skal gøre. Hvordan kunne jeg dog have glemt det? Det er jo så indlysende! ”Hvordan kommer man til slottet? Jeg bliver nødt til at tale med Tiden!”

   ”Tale med Tiden? Er du da dum? Du kan da ikke komme til at tale med Tiden. Du er jo bare et lille, dumt, glemsomt barn! Nuvel, hvis du absolut vil tale med Tiden, så kan du jo bare gå ud af døren. Men tro ikke, du bare sådan lige kan tale med Tiden. Hun er en dronning. Hun har ikke tid til sådan nogle som dig!” snerrer Lisbeth.

   Da jeg går ud af døren, tænker jeg på det absurde i Lisbeths ord. Dronningen er jo Tiden. Hvordan kan hun ikke have tid til mig?

 

Jeg er udenfor nu. Blomsterne … de taler til mig. Eller rettere: råber ad mig!

   ”Er du dum, pigebarn? Du kan da ikke bare gå derfra! Du skal jo vente til Tiden tager dig!”

   ”Det har jeg ikke tid til,” råber jeg tilbage til de små blomster. ”Jeg må finde Tiden, inden hun indhenter mig!”

   Det står så lysende klart i mit hoved. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men jeg er nødt til at tale med Tiden, inden hun kommer til mig, for når Tiden kommer, så løber man tør for tid.

   Jeg hører sang til højre for mig. En lille nynnen. Det er Filurkatten.

   ”Jeg er kommet for at tage Alice med til Hattemageren,” nynner den.

   Jeg griner til den. ”Jeg er ikke Alice,” siger jeg, for nu er jeg helt sikker. ”Men jeg kan godt bruge din hjælp! Jeg skal til Tidens slot, så hun kan hjælpe mig med at komme hjem.”

   ”Ikke Alice siger du? Det var sørens. Jeg må finde Alice, nu er du den tredje person, jeg ser, som ikke er Alice. Jeg har desværre ikke tid til at hjælpe dig, Tiden er lige i hælene på mig, men du kan jo bare bruge vejskiltene. Skynd dig, Tiden er her snart!”

   Vejskilte? Hvilke vejskilte? ”Vent, hr. Filurkat. Der er ingen vejskilte her! Hjælp mig! Hvordan kommer man til Tidens slot?”

   I det samme dukker de op foran mig. Op, ned, til højre, til venstre. Alle veje fører til Tiden, som man siger.

   ”Hvis du ikke kan vælge, så må du jo gå alle veje,” siger Kålormen.

   Jeg nikker. Når Kålormen siger det, så må det jo være rigtigt.

   Kålormen har ret. Da jeg først går alle veje, så kommer jeg hurtigt til Tidens slot.

 

”Burde vi ikke spille kroket?” spørger jeg Tiden, da jeg endelig får lov til at komme ind i salen efter en lang ventetid.

   ”Er du da gal? Hvem tror du, du er?” spørger en af de omkringstående. ”Alice?”

   Da han siger ’Alice’ bryder alle ud i grin. ”Hun er da ikke Alice,” kommer det et sted fra. ”Hvis hun var Alice, ville hun da vide det!”

   ”De har ret,” siger Tiden. ”Alice ville vide, hvem hun er, men du aner ikke, hvem du er. Hvorfor skulle jeg så spille kroket med dig?”

   Hun har ret. Hvordan kunne jeg da spørge om det? Det var da indlysende. ”Jeg ville egentlig også bare spørge, om du ikke ville hjælpe mig hjem til min egen vågne verden.”

   ”Det ville jeg da gerne,” siger Tiden, og jeg lyser forvirret op. Hun vil gerne hjælpe mig, nu kan jeg komme hjem. Det giver bare ingen mening. Hvorfor skulle Tiden ville hjælpe mig, når hun ikke vil hjælpe Alice?

   ”Men,” siger hun. ”Der er ikke tid.”

   ”Åh, vær nu sød. Du er jo Tiden, hvordan kan der så ikke være nok tid?”

   ”Du forstår det ikke, skøre pige. Så snart du har lært det, vil du huske, hvem du er, og så har selv ikke Tiden tid nok til at hjælpe dig. Når du forstår, hvem du er, så vil du komme tilbage helt af dig selv.”

   Hun har ret. Jeg kan pludselig mærke mine fødder lette fra jorden. Jeg er Anna, ikke Alice, og jeg er på vej hjem!

”Jeg er Anna,” mumler jeg søvnigt, men bliver i det samme vækket af en latter. Jeg ser op. Alle de andre kigger på mig. Vores lærer ler også. ”Ja, det er rigtigt. Du er Anna,” siger han, og jeg ved med det samme, hvad der er sket. Jeg er vågnet op, jeg er ikke længere i Drømmeland.

   ”Klokken er 13.45. Du må gerne gå nu, hvis du er færdig, Anna.”

   Jeg kigger på klokken. Den ler ikke længere. Den har tabt. Tiden har tabt. Game over, jeg vandt. Jeg skal til at tage mine ting, men så ombestemmer jeg mig. Måske var det aldrig et spil. Måske er der ikke nogen vindere og tabere. Måske skulle jeg bare lære en lektie. Jeg kom til at tænke på Tidens ord: ”Så snart du har lært det, vil du huske, hvem du er, og så har selv ikke Tiden tid nok til at hjælpe dig.”

   ”Faktisk er jeg ikke færdig endnu,” siger jeg og smider stilen i skraldespanden. ”Jeg mangler stadig lige at finpudse et par detaljer, og det ser ud til, der er tid nok.”

   Jeg fniser og begynder at skrive. De andre tror nok, jeg er blevet skingrende skør, men det gør ikke noget, for nu har jeg lært det. Tiden er ikke til for at gøre livet til en konkurrence. Tiden er til for at blive brugt, og selvom man haster igennem det hele, så går hun ikke hurtigere. Tiden er der hele livet igennem, så hvorfor ikke få det bedste ud af hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...