The last vampirehunter

Angel alias Lucie er klassens skøre pige. Hun er verdens bedste ven, og svigter aldrig. Men da hun møder den mystiske Sam vågner et urgammelt instinkt inde i hende, og da hendes kæreste er den første i en lang række af mord er hun nødt til at vågne. Som vampyrjæger, den første kvindelige af slagsen, er hun tvunget til at handle. Men som handlingen skrider frem, bliver hun usikker. Er det egenligt det hun ønsker?

0Likes
1Kommentarer
321Visninger
AA

2. Nye genboere

Jeg lænnede let på gardinet og prøvede at få et godt glimt af tilflytterene. Men ak, det var fuldstændigt umuligt at få et eneste godt kig! Altså, jeg vidste godt hvem det var. Det var Chases nevøer. Godt nok anede jeg ikke hvad de hed, men betød det noget? Nemlig, niks! For mig havde det ingen betydning. Jeg kendte Niko rigtig godt. Han havde kommet meget hos os for nogle år siden, men på grund af et dødsfald i familien (Ja, det var de to nevøers mor som var død, altså hans søster) Var han nødt til at rejse. Nu var han altså flyttet herhen igen.

"Hvad kigger du på?" Spurgte Tara og skævede kort til mig.

Hun havde overtaget den computer jeg havde stående i det ene hjørne. Nej, jeg havde ikke sagt ja til at hun måtte misbruge min elskede computer, men som så mange andre hørte hun jo sjovt nok ikke efter. Jeg rullede med øjnene og slap den flig af gardinet som jeg havde siddet og nulret de sidste 15 minutter.

"Absolut ingenting!" Sukkede jeg og strakte mig som en doven kat.

Hun grinede og kiggede derefter alvorligt på mig."Jeg ved godt at jeg har sagt det skatter, men for at citere mig selv: Jeg fatter ikke at du gør det der ved dit smukke dejlige hår!" Råbte hun og slog ud med armene.

Jeg løftede hånden mod mit hår og pegede på det håndklæde som var svøbt om det. Som de fleste nok allerede havde gættet, så var jeg i gang med en verdens forvandling. Håret helt inde ved mit hoved og cirka 20 centimeter ud var ved at blive farvet lyserødt. Resten af mit hår, det vil sige en 10-15 centimeter var ved at blive blåt.

"Det holder jo ikke evigt." Vrissede jeg og lagde armene over kors. Jeg skævede til uret."Shit!" Du er nødt til at gå nu! Skal til boksning om en tre kvarter, og skal ogs have farven ud af håret." Sagde jeg.

Hun nikkede, sendte mig et blik og forlod værelset. Ja, ja. Jeg kunne godt have sagt det lidt sødere, men tiden var ikke til det. Jeg forlod også mit værelse, men i modsætning til hende satte jeg kursen mod vores enorme badeværelse. Lyset var tænd og døren åben, så jeg gik ud fra at Brodi havde været der før. Idiotiske storebror.

Jeg lukkede døren og hev håndklædet af. Blå og lyserøde striber markererede hvor mit hår havde været. Jeg ignorerede det og smed det til vask. Jeg skyllede mit hår under håndvasken, tørrede det med hårtørren og satte det op i en hestehale. Resultatet i spejlet så meget lovende ud. Hurtigt smed jeg mine jeans og T-shirt og trak i et par sorte shorts og en lyserød top. Jeg skævede til mit armbåndsur. Shit! Kun 15 minutter til at nå det. Jeg stormede neden under, fløj ud af hoveddøren, og sprang op på min knallert med sportstasken over skulderen.

*********************************************************

Jeg skubbede døren til hallen op og smed mine bamsestøvler på måtten sammen med de andre sko og støvler. Lysstofrørerens mærkelige metalliske lys strømmede ned over mig og fik min hud til at lyse. Jeg satte i løb, rundede et hjørne og løb ned af trappen til kælderen. Mørket lukkede sig om mig, men det var intet problem. Jeg havde løbet ned af disse gange utallige gange før. Hurtigt fandt jeg de enorme dobbeltdøre og skubbede dem op. Roland var allerede i fuld gang med at træne de nu aspiranter.

"Angel! Så kom du." Roland smilede og kom hen mod mig.

Jeg grinede og omfavnede ham tilbage. Roland var en stor bjørnelignede fyr. Omkring 2 meter høj med kort brunt hår og enorme brune øjne. En ærlig og god ven. Men først og fremmest loyal.

"Self! Jeg kunne da ikke efterlade dig alene med de nye, da ikke uden at stå og grine af dig på sidelinjen!" Smilede jeg og slap ham.

Han daskede til min skulder."Jeg kan se at du har fået tatoveringen lavet færdig?" Hviskede han i mit øre. Han lod sin hånd stryge han over englevingerne mellem mine skulderblade. Jeg gøs. 

Okey, for lige at opremse, ja, Roland og jeg var kærester. Og hvis ikke allerede du havde gættet det, så var han Taras bror. Storebror. Heldigvis for mig var Brody bøsse, så jeg behøvede ikke at frygte noget der.

"Jeg går over og træner. Prik til min skulder hvis der bliver noget." Jeg blinkede med det ene øje.

Hurtigt klatrede jeg under rebene på bokseringen, hoppede ned og greb noget gazebind. Jeg lagde en kort forbinding om  knoererne og begyndte at bokse løs på boksebolden. Højre, venstre, begge, spark, nede fra og op, fra siden og ind. De samme bevægelser om og om igen. Efter fem minutters intensiv træning fandt jeg min iPod shuffle frem og tog høretelefonerne i ørerne. Jeg skruede op og begyndte at banke hårdere og hårdere mod den stakkels sandsæk. Kæderne knirkede.

Som jeg stod der og boksede vandrede mine tanker, og desværre for mig vandrede de mod det eneste jeg ikke ville huske. Min fars død. Havde jeg ikke været så svag, så hjælpeløs, så ville han have levet nu. Han havde været en vampyrjæger. Ja, det var jeg også. Det hele var faktisk startet den dag hvor en forfængelig familie lavede en aftale med en heksesekt. De dannede en pagt. Pagten regler lød: Ville de leve evigt skulle der også være et folk som skulle være deres fjende. Familien ønskede at leve evigt, så de blev vampyre. Et smukt folk som var næsten uovervindelig. Heksene skabte vampyrjægerene som deres 'onde tvilling'. 

Mange ville mene at vi måske så os selv som halv guder, men nej, vi betragter os selv som den aller laveste i flokken. Tvunget via instinkt til at opsnuse og afskaffe vampyre. Heldigvis for mig er det instinkt ikke vågnet endnu.

Jeg hamrede højre knytnæve så hårdt ind i sækken at den ene af de tre kæder gav sig og knækkede. Jeg skulle lige til at sparke den helt ned, da en hånd prikkede mig på skulderen. Af ren refleks snurede jeg rundt, greb armen og tvang personen i gulvet. 

"Angel, det er bare mig." Pustede Roland og vred sig.

Uden at tænke over det havde jeg sat mig overskrævs på hans ryg og holdt hans hænder i et politigreb. Jeg grinede dumt og hjalp ham op at stå.

"Sorry, du forskrækkede mig." Undskyldte jeg og hev propperne ud af ørerne.

Han trak på skulderne."Nå pyt med det. Jeg ville bare introducere dig for den nyeste elev. Tænkte at du kunne lære ham lidt." Sagde Roland. 

Han børstede støv af skulderen og pegede bagud. Jeg rettede blikket mod ham. Og gispede. Han var høj, lavere end Roland, men høj alligevel. Hans hår var halvlangt, sort, og hans øjne. De var alt for intense og gennemborede mig med deres gyldne farve. Roland rømmede sig og brød trancen.

"Sam, dette her er Lucie." Sagde han tørt.

Jeg vågnede op, smilede og nikkede, og rakte hånden frem.

"Hej. Jeg er Lucie, men du kan bare kalde mig Angel. Det gør alle andre." Jeg smilede.

Sam trådte frem og tog min hånd. Idet vores hud fik kontakt strømmede en isnende kold bølge igennem mig. Jeg ville skrige, slippe hans hånd, men noget forhindrede mig i at gøre det. Sam stirrede på mig. Billeder begyndte at danse for mit blik, en grædende moder, en baby, mørke gyder og alverdens ondskab. Et billede trådte frem af de hvirvlende minder. Ét stod tydeligt frem. Sam vandrede ned af en mørk gyde. Et menneske, en kvinde, løber i mod ham. Han ler, griber hende da hun springer i hans arme. Hun vil andet, men han tager sig ikke af hende skrig. Han lader sine lange hugtænder glide frem og bed hende.

Jeg skreg, højt og skingrerende, men ingen hørte det. Skriget lød i mit sind. Alt sortnede for mit blik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...