What are words {1D} 13+

Amber er 17 år. Hun har en fantastisk kæreste som hun er sammen med hele tiden. Hun har ingen mor eller far så hun bor hjemme ved sin kæreste. Amber kender boybandet One Direction privat, så hun synes selv at hun har det godt. Indtil en dag hvor en af drengene fortæller hende hvad han føler for hende. Vil hun slå op med hendes kæreste, Oliver, da hun får det afvide? Eller vil hun miste kontakten med One Direction? Og hvad sker der egentlig når Oliver finder ud af at en af drengene har følelser for Amber?

9Likes
1Kommentarer
671Visninger
AA

3. Fødselsdagskysset

"I dag er det Ambers fødselsdag. Hurra hurra hurraaa." Sang drengene i kor. "Det er ikke min fødselsdag og hvorfor vækker i mig klokken 8?" Sagde jeg og dækkede min krop til med dynen. "Vi synes at det skulle være din fødselsdag i dag, for ellers kunne vi ikke få kage." Sagde Niall glad. "Nårh, ja. Det er jo også sandt." Sagde Harry. "Okaaay. JEG synes at det skulle være din fødselsdag i dag, for ellers kunne JEG ikke få kage." Sagde han og lagde tryk på jeg. "Du er sød nok." Sagde jeg og krammede ham.

Liam trådte et skridt hen til os og skulle til at sige noget, men så tog Louis fat i hans arm.

"Skal vi ikke gå ud og pynte den, Liam?" Spurgte Louis. "Men jeg vil gerne være her." "Nu." Sagde han og gik ud med Liam slæbende efter sig.

Hvad sker der dog for ham?

"Vi har en gave." Sagde Zayn og gav mig en lille æske. "Ej, når det ikke er min rigtige fødselsdag, så behøver jeg altså ikke en gave." Grinede jeg. "Du skal!" Råbte Niall. Selvfølgelig for sjov. "Okay, så. Roolig." Grinte jeg. "Godt."

Wow.

"Ej, tak!" Råbte jeg. "Kan du lide den?" Spurgte Harry. "Ja! Selvfølgelig kan jeg det! Tak!" Sagde jeg og krammede dem alle tre.

Det er en halskæde med et guldhjerte. Årh, det er så sødt!

"Hvad er der med Liam?" Spurgte jeg dem. "Det skal han selv sige. Kom." Sagde Harry og tog mig med ud i køkkenet. "Her dufter godt." Sagde jeg. "Det er også mig der har lavet det hele." Grinte Liam. "Hvor du dygtig." Sagde jeg og klappede ham på hovedet. "Og det er jeg ikke?" Sagde Niall og lavede et trist ansigt. "Jooo." Grinte jeg og krammede ham.

Niall han er bare Niall.

Han er sød.

Han har altid været den søde.

Han er den som ikke vil have at der sker noget. Den sjove som laver sjov med alting.

Så han er altså bare Niall. Den dejlige, sjove og søde Niall.

"Rolig, Liam." Kunne jeg høre Harry hviske. "Seriøst, må jeg ikke godt vide hvad der er ga-" Og så afbrød en ringetone mig. "Oliver!" Råbte jeg glad. "Heeej, søde. Hvordan går det?" Spurgte han. "Godt. Drengene lod som om det var min fødselsdag, sådan Niall kunne få kage." "Hey!" Sagde Niall. "Undskyld, Niall. Sådan Vi alle kunne få kage. Hvordan går det derhjemme?" Jeg kunne se at de alle sammen gloede på mig.

Det er faktisk en ubehagelig følelse.

"Okay?" Spurgte Oliver. "Eh, undskyld. Hvad sagde du?" "Du kommer snart og besøger mig, ikk?" "Eh, det er jo ikke muligt. Vi tager hen til et sommerhus imorgen." "Nårh, okay så. Men så farvel." Sagde han og lagde på.

Jeg håber virkelig ikke at han blev ked af det. Det lød sådan.

Årh, Oliver. Der ødelagde du lige mit humør.

Jeg gik ud fra køkkenet og ind på mit værelse og lagde mig ned i sengen.

Loftet var hvidt. Jeg lå i hvert fald og stirrede op i det.

"Må jeg komme ind?" Spurgte Liam. Jeg satte mig op i sengen. "Ja." "Er du okay? Du gik bare." Sagde han og satte sig hen til mig. "Tja. Det er som om at Oliver er sur over at jeg er her." Jeg var tæt på at græde. "Han er nok bare bange." Sagde Liam og aede mig på hånden. "Bange? Bange for hvad?" "Jeg ved det ikke. At du vælger en af os. Vi er jo kendte. Det tænker alle drenge da. Det gjorde jeg også dengang jeg ikke var kendt." "Men det kunne jeg ikke finde på.. Aldrig." Sagde jeg og puttede mig ind til ham.

Eller kunne jeg? Nej. Altså så er det jo ikke fordi at de er kendte.

Nej! Jeg elsker Oliver. Kun ham. Ingen andre.

"Vil du med ud og få noget at spise?" Spurgte han om lidt efter. Jeg nikkede og rejste mig op.

"Eller vent." Sagde jeg lige før han gik ud. "Ja?" "Hvorfor er du sådan der? Du bliver sur når nogen krammer mig. Du bliver en helt anden Liam." Sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Det.. Det er ikke noget." Sagde han og gik ud.

Jeg ved at det er noget. Jeg ved det!

Jeg gik ud til de andre som allerede sad og spiste.

"Tak fordi i venter på mig." Sagde jeg og gik hen på min plads. "Det var så lidt." Sagde Niall med mad i munden. "Du er charmerende." Grinte jeg. "Synes du virkelig?" Sagde han og åbnede munden. "Bare luk den igen." Og så begyndte jeg selv at spise.

Det smagte faktisk pisse godt. Undskyld at jeg bander.

Hæ.

"Når vi kører hen til sommerhuset imorgen, kan vi så ikke køre hen til Oliver? Vil gerne sige ordenligt farvel." Spurgte jeg dem om. "Eh, jo." Sagde Liam og kiggede ned i sin mad igen. "Goodt." "Hvad skal vi lave idag?" Spurgte Louis. "Se film!" Råbte Niall. "Og det skal ikke være Never Say Never." Sagde Zayn. "En gang." Mumlede han. "Og kun en gang." "Jaajaa." "Du er mærkelig, Niall." Grinte jeg. "Hvad er jeg så?" Spurgte Zayn. "Lækker." "Og miiig?" Kom det fra Harry. "Krøllet." Grinte jeg. "Er det en god ting?" Spurgte han om lavt. "Selvfølgelig." Svarede jeg. "Hvad er jeg så?" Spurgte Louis. "Du er stribet. Og Liam er.."

Hvad er Liam egentlig? Han kiggede op på mig med en løftet øjenbryn.

"Mystisk." "Mystisk?" Spurgte han. "Hvilken film skal vi se?" Spurgte jeg om. "Never say never!" Råbte Niall. "Den vil jeg også gerne se." Sagde jeg og gik hen for at finde den. "Er du sikker?" Spurgte Zayn om. Jeg nikkede.

Hvor er den lorte film? Eller den er ikke lort. Den er sød og dejlig.

"Her!" Råbte jeg pludselig. "Endelig." Sagde Harry. "Men der er ikke noget indeni?" "Jeg så den igår, så den er nok stadig inde i den der ting der spiller filmen." Sagde Niall. "Fedt navn. Den der ting." Sagde jeg og tændte for 'den der ting.'

Jeg blev faktisk sur når Liam var sådan der. Imens vi havde set filmen blev han ved med at kigge over på mig. Og hver gang jeg kiggede hen på ham kiggede han hurtigt væk. Nå, men imorgen skal jeg afsted. Så jeg må egentlig også hellere få pakket.

"Jeg går ud og pakker til imorgen." Sagde jeg og rejste mig. "Har du pakket alle dine ting ud fra igår af?" Spurgte Harry. "Nårh nej." Sagde jeg og satte mig ned igen.

Upsi dupsi.

Filmen er virkelig begyndt at være kedeligt. Jeg har jo alligevel set den så mange gange. Jeg fatter ikke hvorfor jeg sagde okay til den. Det var ikke Never Say Never mere, men en eller anden film som jeg aldrig kan huske navnet på. Jeg får det afvide så mange gange, men jeg glemmer det ligeså hurtigt som jeg fik det fortalt.

Hvis man kan sige det sådan? Det ved jeg altså ikke om man kan.

"Liam kan vi ikke godt snakke sammen?" Spurgte jeg om efter noget tid. "Jojo." Sagde han og gik ud i gangen og jeg fulgte efter som sådan en lille hund. "Hvad er der med dig?" Spurgte jeg om. "Vil du vide sandheden?" Jeg nikkede bare. "Amber, jeg kan lide dig. Lige siden vi mødtes har du bare været så fantastisk dejlig. Jeg savner dig de måneder vi ikke ser hinanden fordi vi rejser. Nogen gange ville jeg ønske at vi ikke var kendte, du ikke havde Oliver så det bare kunne være os to. Os to for evigt. Jeg kan lide dig, Amber. Jeg er forelsket i dig. Jeg ved godt jeg har virkelig underlig, men at vide at du har en anden gør mig bare så ked af det. Jeg forstår godt hvis du ikke gider mig nu." Sagde han.

Wow.

Det havde jeg ikke lige regnet med, det der.

Jeg gik tættere på ham og holdt mine arme rundt om hans nakke og hans hænder på mine hofter.

"Amber, jeg elsker dig." Sagde han og kyssede mig. Og jeg kyssede med.

Og det her var ikke med vilje, og det mener jeg! Fuck mit liv lige nu. Men det er så dejligt at jeg ikke kan lade være.

Vi blev ved med at kysse indtil jeg hørte nogen sige vores navne bag os.

"Amber? Liam?" Spurgte Louis. "Det.. Det var ikke med vilje." Sagde jeg og løb ind på mit værelse.

Selvfølgelig skulle man også igennem stuen for at kunne komme derind så de andre drenge kunne se at jeg græd. Hvorfor kunne det ikke være bygget anderledes?

Men det her med Liam var seriøst ikke med vilje! Hans læber mod mine, det føles så godt. Det skal bare ikke ske igen. Jeg tror aldrig jeg ville kunne kigge Liam, Louis og Oliver i øjnene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...