Drømmen

Jeg har altid fået at vide fra da jeg var helt lille af, at en drøm bare er en drøm. Altså at en drøm ikke er virkelige. Men hvad skal man tror når ens drømme bliver virkelige? River drømmer om en dreng, hun aldrig har mødt før. Men pludselige dukker han op på hendes skole. River kan ikke længere finde hoved og hale i hvad der er virkelighed og hvad der er drømme.

2Likes
0Kommentarer
477Visninger

1. Balsalen

Jeg står i en kæmpe sal. Salen ligner det man kan kalde en bal sal. Der hænger utrolige smukke lysekroner ned fra loftet. Væggene er malet med de smukkeste maleri jeg nogensinde havde set. Der er et maleri der specialt fanger mit blik. Det er et maleri af en dreng på min aldre, omkring 17-18 år gammel. Han har de flottes mørkeblå øjne, der helt kunne tryllebinde en, selvom det kun var et maleri. Jeg tror det var meningen han skulle se alvorlig ud på billede, men hans blik sagde nået helt andet. Hans blik var drillede, og kærligt, som om han kiggede på en han er forelskede i.

Efter et stykke tid, kigger jeg ned af mig selv, og opdager at jeg har en stor balkjole på. I toppen er kjolen helt stram, men da kjolen når til mine hofter, går den løst ud. Der var masser og tyl og lignede, der gjorde at kjole puffede ud til siderne. Kjolen rammer gulvet fordi den er så lang, kjolen er helt sort. Jeg tager min ene hånd op til mit sorte hår, og mærkede at det er sat kunstfærdigt op. Hvordan fanden er jeg kommet i det her tøj?! Hvad er det her for et sted?! Hvordan kan jeg være et sted jeg aldrig nogensinde har set før? Det kunne jo selvfølgelige bare være en drøm, selvom det hele virker så virkelige. Men gør drømme egentligt ikke altid det?

Pludselige bliver jeg afbrudt i min tankestrøm, da en dreng hvisker i mit øre. "Du ved da, jeg bedst kan lide dit hår løst." Han kysser mig blidt på halsen, og begynder at pille mine hårnåle ud. Hans berøringen gør mig hel ør, det mærkes nærmest som at få stød, bare på en mere behandlelig måde. Efter han har pillede alle nåle ud, vender han mig om så han kan kigge på mig ordentligt. De blå øjne jeg kigger op på, er præcis de samme som jeg har set på maleriet. Ham, her drengen er den samme som på maleriet.

Han kysser mig blidt på panden, og kigger mig dybt ind i øjnene. Jeg kigger bare tilbage på ham. Kan ikke reager anderledes. Når jeg før tænkte at hans øjne kunne tryllebinde en, ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige om ham i virkeligheden. Han er utrolig smuk, han er sådan en type fyr alle piger bare ville være glad for kiggede på en, og som ligefrem ville være overlykkelige hvis de var i min situation. Nu er jeg helt overbevist, det her er en drøm. Hvorfor skulle han dog ellers kigge sådan på mig? Med det samme kærlige blik fra maleriet? Hvorfor skulle han gide at bruge sin tid på mig, og holde mig i sin arme? Han holder mit blik i utroligt lang tid, inden han siger. "Jeg elsker dig, River." og, i det han siger det, bliver alt sort... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...