Liva og Emil


4Likes
3Kommentarer
168Visninger

1. Kapitel 1

 

Liva skyndte mig ud af øvelokalet. Sneen hvirvlede udenfor. Det var allerede blevet mørk selvom klokken kun var kvart i seks. Hun skyndte sig at binde de sorte Dr. Martens støvler, som hun havde fået til sin fjorten år's fødselsdag i November. Hun tog den blå strikhue godt ned over ørene og viklede tørklædet rundt om halsen. Hun havde heldigvis fået købt en varm vinterjakke før snevejret begyndte, så hun ikke ville fryse ihjel. Liva tog sin mobil op ad lommen og begyndte at skrive en sms til sin mor, (jeg tager hjem nu, er der om en halv time), da hun åbnede døren. Liva stødte direkte ind i en meget højere dreng på femten år. Han havde lyst krøllet hår og flotte grå øjne.

”Åh, hej”, sagde hun til ham, i mens hun omhyggeligt undgik øjenkontakt. Det var på grund af ham hun havde skyndt sig så meget med at komme ud af døren. Lige siden deres café tur havde de ikke snakket sammen. Det gjorde ondt vær gang hun så ham og om onsdagen gik han til teater efter hende.

”Hej”, sagde han. Han var ligeså nervøs som hende, men da han så at hun skulle til at gå greb han fat i hendes skulder, ”vent lidt”, sagde han.

Hun vendte sig om og så lige ind i Emil's smukke grå øjne. Hun kiggede genert ned i den dybe sne, hun kunne mærke at hendes knæ var ved at give efter. Han holdt stadig fast i hendes skulder.

”Hvorfor snakker vi ikke sammen? Hvorfor lader vi som om der ikke skete noget?” Emil var bange for hvordan hun ville reagere på det han lige havde sagt. Han var bange for at hun ikke følte det samme som ham.

”Betyder det overhovedet noget for dig?” Liva's stemme knækkede over, men hun havde ikke tænkt sig at virke svag selvom hun kunne mærke tårene presse på.

”Hvad mener du?” Emil's stemme var blevet meget stille.

”Du skrev ikke til mig efter vi havde været sammen, du sagde ikke engang hej til mig sidste onsdag. Jeg troede ikke at du gad mig”, tårene begyndte stille at trille ned ad hendes kinder og hun tørede dem hurtigt væk med en febrilsk bevægelse.

Emil kiggede ind i hendes tårefyldte, brune øjne. Han gik tættere på hende, men hun vendte sig om og begyndte at gå væk. Sneen hvirvlede stadig, da han kiggede efter hende med et stille suk. Han småløb hen til hende og kunne høre hende trække vejret langsomt ud, på trods af vinden. Han stilte sig foran hende og trak hende ind til sig. I et øjeblik stod de der bare. Liva havde hovedet begravet i hans jakke og han holdt hans arme tæt rundt om hende.

”Jeg savnede dig. Jeg blev ved med at tænke på dig og selvom jeg sagde til mig selv at du nok ikke havde det på samme måde, kunne jeg ikke stoppe”, Emil viskede, men hun havde ingen problemer med at høre hvert et ord af hvad hans dybe, bløde stemme sagde.

”Jeg havde det på samme måde”, Liva trak sig lidt væk fra ham så de stadig stod helt tæt, men nu kunne hun kigge lige ind i hans grå øjne, ”lige siden jeg snakkede med dig første gang, har jeg haft det på samme måde. Jeg savnede dig hele tiden.”

Emil lænede sig ind over hende og hun stilte sig på tæer. Hans læber kom tættere på hendes og hun kunne mærke hans ånde. De lukkede deres øjne i samme øjeblik som læberne rørte hinanden. Liva's mave snørede sig sammen. Det var hendes første kys og det gik ud over alle forventninger. Emil flyttede hans hænder, så de holdt Liva lige der hvor halsen bliver til hovedet. Hun tog armene rundt om Emil og åbnede hendes mund, så hans tunge lige kunne komme ind. De legede med hinandes tunger, i mens de kunne mærke sneen, der faldt på deres hoveder. Hun bed ham blidt i underlæben og kyssede ham stille på siden af munden. Ligepludselig kunne de høre en banken på glasdøren. Uden at slippe hinanden kiggede de hen på døren og så en af Emil's venner stå og kalde på ham for at sige at de skulle til at begynde. Liva kiggede på Emil.

”Ikke gå”, sagde hun og så ind i hans øjne.

”Jeg bliver nød til det”, tiden var gået så hurtigt og Emil så nu at en af hans andre venner også havde stilt sig hen ved døren. De stod begge to og kiggede spændt til, med et kæmpe grin på deres fjogede ansigter.

”Okay..” bare et sidste kys, tænkte hun håbefultd.

Liva sukkede da Emil lænede sig ind over hende igen og kyssede hende blidt på munden. De rev sig fri fra hinanden og hun blev stående i mens han gik hen til døren og ind til de grinende drenge. Liva stod der i noget tid, indtil hun begyndte at gå hen til stationen med et kæmpe smil på læben, som ikke så ud til at ville forsvinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...