Den Hollandske Ballerina

Sofie og hendes kusine Wina er på ferie i Holland. Da et regnvejr slår ned, søger pigerne ly og opdager en længe skjult hemmelighed i byen.

Jeg vil meget gerne have noget konstruktiv kritik, så vær velkomne til at skrive en kommentar.
PS: Jeg undskylder for at skriftstørrelsen er så stor, min fejl :o

6Likes
18Kommentarer
870Visninger
AA

1. Teatret

Vores historie starter klokken to om eftermiddagen. Vi står på rådhuspladsen i en lille hollandsk forstad. Vi har tænkt os at tilbringe tre uger af sommerferien i Holland, sådan rigtig ferieagtigt hvor vi skal sove på hotel, spise på aftensmad på restauranter og drikke te på hyggelige caféer. Men først vil jeg præsentere mig selv. Sådan noget gør man vist i Holland, det har Wina fortalt mig. Wina er min kusine. Hun er rigtig sød, og jeg kan mægtig godt lide hende, men hun... Ja, lad mig bare sige at hun er lidt sær. Jeg selv hedder Sofie, men bliver mod min vilje altid kaldt Fie. Det er der vel ikke noget at gøre ved.

Wina og jeg er her selvfølgelig ikke alene. Vi følges med far, mor og den lille baby som mor har i maven. Det er bagende varmt i dag. Solen steger ned  fra en pletfri blå himmel, som var den nyvasket. Mor har købt is til os, som vi slikker i os mens far rådfører sig med bykortet.

"Jeg tror det er den vej," siger han, og peger over mod en sidegade. Vi begynder at gå, og rundt om hjørnet kan vi så småt skimte en park med grønt græs, og en allé bøgetræer og raslende grus. For enden af alléen er et stort hus. Nærmest et slot. I hvert fald et palæ. Det må være hotellet. Murene er murstens-røde, og op ad facaden vokser der roser i alle farver.

"Åh, hvor er de smukke!" Siger Wina henvendt til blomsterne. Da vi står helt henne ved hotellets hotellsets indgang ser jeg mig omkring, bøjer mig ned og plukker lynhurtigt en gul og en rød rose. Wina og jeg sakker bevidst bagud, og jeg giver den gule rose til hende. "Tak Fie," hvisker hun og gemmer den væk under sit blå silkesjal.

Vi har lige tjekket ind på hotellet, og værelserne er blevet fordelt. Mor og far har fået et værelse og Wina og jeg har fået et andet værelse. Begge værelser har en lille balkon, og vores har udsigt over hele byen. Mor og far gav os (Wina og mig, selvfølgelig) lov til at tage ud i byen og se os omkring. Det vil vi så gøre. Også her vokser der smukke roser, men denne gang holder vi skam fingrene væk. Nogle af husene er gamle bindingsværkshuse, andre ser nyere ud. Vi står lige foran iskisoken for at bestemme os til hvor vi skal gå hen. Hov, hvad var det? Jeg mærker pludselig et lille prik på min skulder. Så et til. Og ét til. Det kan kun betyde... Regn.

Wina ser på mig. På et splitsekund forvandles hendes smil til et kæmpestort grin.

"Hvad gør vi nu?" Spørger jeg.

"Vi løber herind," svarer hun. Det er en blindgyde mellem to huse. Der er en masse kasser stablet oven på hinanden, og et par gamle sammenrullede tæpper.

"Nu er vi da nogenlunde i læ," klukker Wina, stadig lidt ude af den efter hendes grineflip.

"Jah, og se - Nu står står det ned i stænger udenfor."

"Hey, se lige det her!" Wina står ved enden af blindgyden. På muren hænger et meget støvet messingskilt. Jeg kører hånden hen over skiltet, og bogstaverne kommer til syne: Theater - 1945.

"Fedt, et gammelt teater," siger Wina.

"Tror du... Tror du der er en eller anden indgang?"  Jeg begynder at rode mellem kasserne der står op ad muren, og støder pludselig på noget koldt og hårdt.

"Her er en dør!" Råber jeg så højt at flok på gaden bliver helt forskrækkede. Jeg tager fat i håndtaget, og ved egentlig godt hvad der vil ske. Ingenting. Den er låst. Wina rejser sig fra bunken af kasser, og rækker mig et rustent stykke metal med takker for enden.

"Jeg fandt nøglen," gisper hun. Jeg drejer nøglen om i låsen, og døren går knirkende op. Tøvende tager jeg et skridt for at være sikker på at gulvet ikke braser sammen. Så går jeg forsigtigt ind i den bælgmørke teatersal.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...