Please Come Back {1D}

Amanda er Harrys kæreste. I hvert faldt til at hun slår op med ham. Harry havde - ifølge Amandas mening - været påtrængende og lidt irriterende.
Men når Harry deltager i X-factor, og kommer med i One Direction, ændre livet sig ikke kun for Harry - men også Amanda, som bliver mere og mere grebet af jalousi til de mange milioner af piger, som beundrer Harry alt imens, Harry stadig har hjertesorger over Amanda og hans brud.

Er det det rigtige valg Amanda har truffet ved at slå op med Harry?
Især da Harry begynder at date igen?

Det er altså meget fiction, bare så i ikke begynder at blive sure, eller klage.

3Likes
4Kommentarer
518Visninger
AA

2. Næste dag

Harry's P.O.V

 

Solen sneg sig ind af mit vindue, og borede sig ind i mit øje. Jeg havde entelig flere gange bedt om at få min seng flyttet så dette ikke skete, men det var ikke gjordt endnu. 
Jeg stod derfor langsomt og irriteret op. Jeg overvejede hvad der skulle ske idag, da jeg besluttede for mig selv at tage en doven-dag, da jeg kommer i tanke om Amanda. Min mave snurrede sig helt sammen, og jeg fik det skidt. Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Hun havde altid haft det der blik for det seneste.. Det med: Nej skat, jeg har det fint!.. Fint.. F: forfærdeligt. I: irriteret Næsten døende. T: Tæt på at bryde sammen. Nej så skidt havde hun det vist heller ikke.. 

Dagen gik uden at jeg lavede noget overhovedet. Det vildeste jeg fik gjordt var nok at lave mad. Min mor og far skulle et eller andet.. Besøge en fjern tante eller noget, så jeg havde hele huset for mig selv. Rent faktisk havde jeg ikke fortalt dem at Amanda havde slået op med mig. De tog afsted før jeg vågnede. Nu var det jo heller ikke fordi at jeg vågnede kl. 7 hver morgen eller noget.. Rent faktisk vågnede jeg kl. Halv 12. Ja.. Syvsover. 

Efter jeg fik spist noget aftensmad, som bestod af alt-godt-i-køleskabet-gryde, smed jeg mig ind på sofa'en og fandt min mobil frem. Der var et par beskeder i min indbox. 
Et par stykker fra mine venner - som jeg ikke gad at snakke med, og så en fra min mor. Det sædvanlige.. Jeg svarede hende bare med at det gik fint herhjemme. 
Jeg kørte videre ned af listen med beskeder, da jeg opdagede Amandas nummer et sted. Jeg tjekkede hendes sidste besked.:

Okay så.. :) Ses skat!

Jeg sukkede, og tog en dyb indånding, og bed mig blidt i underlæben. Billeder med Amanda og jeg kørte rundt inde i hovedet på mig. Dem fra igår. Hvor hun slog op. Og jeg skred.
En lille tårer sneg sig hurtigt ned af min kind, og jeg skyndte mig at tørre den væk, og tænde for fjernsynet.

Der kørte et musik-program. Om musik i firserne. Jeg besluttede mig for at følge med i det. 
Jeg nynnede med på nogle af sangene. Musikken fik mig i godt humør. Første gang på dagen var jeg i nogenlunde godt humør.

Ja. Jeg kan synge.

 

***

 

Amanda's P.O.V

 

Det var ved at blive aften. Min mave knurrede. Jeg smed blyanten ned på bordet, og slæbte mig selv hen til telefonen, for at bestille en Pizza. 
En teenager stemme lød i røret.
"Cheshire Pizza" sagde stemmen ligegyldigt. 
"Hey, ehm.. En 'Pepperori dream' til Oaklane 452." Svarede jeg hurtigt.
"Jah, ehm.. der kan gå op til 20 min. med levering" Svare stemmen igen.
"jaja.. Hej!" Sagde jeg og lagde på. 
Suk... 20 minutter. 

Jeg smed mig hen foran computeren, som jeg ikke havde fået slukket, og smuttede hurtigt på facebook, da jeg opdagede at jeg stadig var i et forhold med Harry Styles. Hvordan ville folk reagere, når vi nu officielt ikke ville være sammen mere? 
Jeg bed tænderne sammen, og slettede forholdet, og satte min status til single. Bagefter slukkede jeg computeren, da jeg ikke ville se folks reaktioner. Det var jeg ikke klar til. 
Det ringede på døren, da jeg opdagede at jeg sad i mine underbukser. 
"Fuuck.." Hviskede jeg for mig selv, mens jeg viklede mig ind i tæppet. Som en pingvin, vraltede jeg ud til døren, og åbnede den. Det var Pizzabudet. Sød dreng.. Jeg ville have flirtet, hvis jeg var i humør til det. I stedet gav jeg ham bare pengene, tog pizzaen, og smækkede døren i efter jeg havde skreget: "BEHOLD RESTEN!" i farten. 

Pizza'en blev smidt ind på stuebordet, mens jeg satte 'Titanic på'. Jeg skulle lige have alt ud, med en god tudefilm. 

Telefonen ringede. Jeg sukkede irriteret, da jeg lige var midt i den store tudescene. Alligevel samlede jeg den op, uden at se hvem det var, da jeg regnede med at det nok var min mor. 
"Ja?" Startede jeg uhøfligt. Min stemme var hæs og grødet. Ja - selvfølgelig havde jeg grædt. 
"Amanda?  Har du grædt?" Det var Harry.
"Ehm.." jeg rømmede på mig selv. "Næh!" Fortsatte jeg mere normalt "Jeg ehm.. Hvorfor ringede du?" Sagde jeg, og sluttede endelig. 
"ikke for noget.. Jeg ved ikke hvorfor jeg ringede." Grinte han svagt
Jeg smilede. 
"Nå, men ehm.. Vi ses?" sagde jeg. Det var akavet. Samtalen skulle slutte..
"Jah, vi ses.." Sagde Harry. "He' hej!" sagde han og lagde på. 
Jeg pustede ud, og satte filmen igang igen. 

Efterhånden var jeg faldet i søvn på sofa'en, og drømte et alt for langt mareridt. 
Jeg sad i et lille bur, som blev mindre og mindre. Den eneste som havde nøglen, var Harry - som hadede mig. Det hele var så langt og pinefuldt. Til sidst kom der billesmå nåle ud på indersiden af burret. Jeg skreg og bad Harry om at tilgive mig, og låse burret op, men han ville ikke. Burret blev til sidst så lille at jeg ikke kunne trække vejret mere. 

jeg vågnede med et gisp. Det var bare en drøm. Var der noget i min underbevisthed, som sagde at det var forkert at slå op med Harry? Jeg besluttede mig bare for at ignorere det, og sove videre, da jeg så klokken var seks. Jeg skulle nå i skole, så jeg stod bare op, og lod somom intet var sket.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...