Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
958Visninger
AA

4. Vi to og ham

 

Sådan fortsatte turen ud gennem de forskellige barakker. Efterhånden som man kom længere ned, blev indgangene til de forskellige barakker mindre beskyttet. Hvis ikke jeg havde Katie ville vi havde været fortabte for længe siden. Hun advarede os mod faren og gav os information. Vi var kommet ud ved barak 0 da den ikke var spærret med vagter og den store port, der var blot en lille spærring som man bare skulle stille sig ved og så åbnede den.  På den anden side skulle man ned af en stor elevator af en slags, som svævede i ingenting. Milo hang sig ud og kanten og kiggede ud over, mens jeg uroligt greb fat i ham og sørgede for at han ikke faldt ud over. Der var stor forskel på miljøet hernede og så med barak 7: Her var helt mørkt det var jo under alting. Der var så mange hernede at det var helt klamt. I den ene ende var der et stort affaldsanlæg, som sorterede ubrugeligt og brugbart. Der lå gamle metalstykker og bunker af skrald og brandbare ting over det hele. Ind i mellem maskinerne var der Vitofoberne og de mindre værdige, som arbejdede. De så beskidte og sorte ud, gamle. Alle sammen. Bortset fra den dreng der nu passerede os. Han havde hun snoet et par ’shorts’ rundt om sig og ellers var resten bart. Han var beskidt og fuld af sved, men mens han gik der med armene fulde af noget metal, så han utrolig muskuløs ud. Hans hår var så beskidt at den helt hvide farve blev helt væk under det sorte. Han brune hud kamuflerede hans mørkebrune øjne. Hans blik stirrede tomt frem for sig, indtil han så mig. Vi var netop stået ud af Svæveelevatoren, da vi blev skubbet ud mellem de arbejdende. Selvfølgelig blev jeg skubbet ind i drengen, eller nærmere den unge mand. Han tabte forbavset metallet ned i hovedet på mig og jeg faldt omkuld hvorefter alting langsomt sortnede.
”Er du okay?” var det sidste jeg hørte inden det hele var væk.

 

”Hvor længe er det siden!” Det var Milos urolige stemme.
”10 minutter. Jack siger at hun åbner øjnene om få sekunder.” Det var en fremmed lidt rå stemme. Da jeg slog øjnene op, var der fire øjne der stirrede på mig, et par blå og brune. Jeg satte mig hurtigt op, hvilket fik mit hoved til at dunke som en vild. Det var som om det hvert øjeblik kunne eksplodere, derfor tog jeg mig til hovedet og klynkede.
”Ja, du har måske lidt ondt. Det er jeg ked af.” Han så direkte på mig, hvilket fik mig til at se genert ned i.. Hvad var det overhovedet, gulv eller var det jord.. Eller sten. Jeg undrede mig lidt og skulle lige til at mærke på det før Milo hoppede over til mig.
”Kan vi gå videre nu?” Jeg nikkede kort og tog mig igen til hovedet da det også fremkaldte den ubehagelige følelse som før. Jeg så lidt rundt og kunne se de kun havde trukket mig til siden om bag nogle store metal kasser. Hans ansigt havde elegante former tæt på. Hans kæbe var tydelig og ret bred i det, men samme tid var hans kindbind smalle, så det formede sig i en yndefuld balance. Jeg rejste mig prøvende og svingede lidt frem og tilbage og skulle lige til at falde, før drengen med de brune øjne greb mig med et fjoget smil. Det føltes kejtet. Han var omkring to hoved højere end mig og jeg kunne mærke spændingerne da hans hænder greb mig om skulderen. Han sendte mig nærmest små elektriske stød og en pumpende følelse i maven og fik mine kinder til at blusse. Han grinede lavt og smilede,
”Pas på med det, tror du ikke du har brug for at sidde lidt?” Jeg skulle lige til at smile og sætte mig, men kom så i tanke om vores formål med at vi var her.
”Nej!!” Han så forbavset på mig og mit svar og jeg rødmede igen og så igen væk fra ham. Jeg kunne se Milo himle med øjnene i baggrunden. ”Eller jeg mener.. Nej, det kan vi ikke. Vi skal være tilbage inden et døgn og kl. er allerede..” Katie fattede sammenhængen og viste tallene for mit indre øje. ”20 minutter over 12” Han nikkede svagt og rettede sig op, og jeg forsøgte at stille mig så jeg kunne balancerer.
”Hvor skal I hen?” han så på mig med et spørgende blik, men inden jeg kunne nå at svare brød Milo utålmodigt ind.
”Vi skal finde vores forældre i en fangelejr. Vi har travlt så hvis du liiige..” han møvede sig ind mellem den brun øjede dreng og mig, og stillede sig klar til at fortsætte. ”Kom Ea.” Hans stemme var ret irriteret.
”Ea, hedder du det? Hmm, jeg hedder William” Smilede han. Jeg tyggede lidt på det og smilte kort og kom med et tamt og sløvt grin. Milo trak mig i armen og jeg vendte mig og begyndte at følge ham halvt, før jeg vendte mig og råbte.
”Farvel William, rart at møde dig!” Jeg smilede, og han smilede igen. Jeg vendte mig og fulgte Milo.
”Hey vendt!” Han løb op foran os og fortsatte vores tempo baglens. ”Må jeg ikke komme med, jeg hører alligevel ikke til her..” han svingede med armene i en forklarende gestus. Jeg nikkede halvt men så så på Milo, som så opgivende på mig.
”Fint!” sukkede han og skiftede ærmet ud med min hånd. Han så på mig og smilede så skævt.
”Godt, det skal nok blive fedt.” William luntede fremad ved siden af os og svang med armene. Ja det skulle det vel nok, tænkte jeg for mig selv og vippede en gang med brynene, og som en understregning på min ironi vendte en vagt om hjørnet foran os. Jeg trak hætten ned over Milos hoved og jeg så den anden vej.
”Hurtigt, jeg har en plan.” Før vagten fik øje på os, havde William stukket os et stykke metal som havde nogle kantede former i armene. Han tog selv et meget større stykke metal, som mere lignede en slags robot kasse, til et køkken. Jeg så begejstret på hans muskler, da han gik ind på en række og så træt ud. Milo og jeg forsøgte at se ligesådan ud. Min sorte top passede godt til området, bemærkede jeg, og at min hud allerede havde sendt en masse sveddråber ud af min hud. Vagten gik uvidende forbi os. Han så ikke på os. Han sendte os ikke en gang et kort blik. Da han var væk igen smed jeg metallet og sukkede tungt.
”Hvor har i tænkt jer at bryde ud henne” William smed metallet og kastede det ned af en skrænt lige ved siden af, og det samme gjorde Milo, som igen løb hen og tog min hånd. Han var muligvis lidt bange.
”Ehm.. Hvor kan man?”
”Kom, så skal jeg vise jer hvor metal koblerne er tyndest”

Han fulgte os ned af en lang gang som fortsatte et langt stykke, før han standsede ved et lille hul. Han så kort på os og kravlede så ind gennem hullet.
”Forsigtigt, kanterne er skarpe” Milo krøb sig helt sammen og fyldte kun halvdelen af hullet, jeg gjorde blot det sammen, bortset fra at jeg fyldte lidt mere. Inde bag den første metal mur var der en lige gang rundt om barakkens nederste side. Vi stod der lidt mellem de to mure, før William spurgte om vi havde noget der kunne fjerne de sidste to mure. Jeg bad lavmeldt Katie om at lave huller i de andre to. Inden længe stod vi ude foran den store metalfarvede kuppel og kunne se ud over det total smadrede øde land. Træerne og alle andre planter som var tilbage hang vissent nedad, og gjorde det tydeligt at de manglede vand. Jorden var revnet og himlen var hel grå. Jorden knaste skælvende under en når man gik på den. Der var ødelagte murbrokke få steder, der viste at der engang havde været et hus eller måske en landsby i det her tilfælde. Der var ingen vind så der var helt stille, man kunne kun høre de bragende lyde inde fra kuppelen og den store brummen fra maskinen der brændte affaldet i en maskine uden for kuppelen.
”Hold da op” Det var Milo der begejstret gik hen mod et træ og hev et af de få brune tørre blade af det døde træ. Han smuldrede det mellem fingrene og kiggede tilbage på os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...