Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
902Visninger
AA

1. Prolog

 

Tårerne piblede ned af kinden på hende. Hendes mørkebrune hår var fedtet og hendes ansigt var fortrukket i smerte. Hendes smilhuller, var tydelige, men ikke fordi hun smilte, for hendes ansigt var anspændt og anstrengt. Så meget at et bred blodåre borede sig frem i panden og pulsede i takt med det galoperende hjerte. I armene løb hun med det lille barn. Drengen var så lille, kun et spæd, som var viklet dybt ind i en rulle tæpper. Barnet sov. Moderen så på drengen med de blodsprængte øjne og gispede efter vejret, med en kold tåge ud af munden.
”Jeg… elsker…dig” Ordene blev kastet ind mellem stødene af gisp. Selvom moderen var hjælpeløs og bange, var det eneste hun tænkte på, var at få børnene i sikkerhed.
Ved hendes side løb manden. Han løb, til at starte med, med pigen i hånden, men hev hende senere op på armen og spurtede ned af de smalle gader. Han var i bedre form og førte vejen for moderen, som stakåndet fulgte ham i hælene. Han kyssede pigen i håret, uden at miste balancen i takten. Han prustede tungt og gned sig kort over panden, med den kolde hånd. Trods kulden var hans pande fuld af svedperler der gled ned i øjnene og blandede sig med tårerne, som gjorde alt helt utydeligt. Den 4 årig pige klynkede. Hun krympede sig sammen bag faderens skulder. Hun var bange, men vidste ikke for hvad. Men hun var bange fordi hendes forældre var, og deres attitude var tydelig, for pigen forstod. Hun forstod at de flygtede og ikke måtte blive taget. Hun forstod at det her var alvorligt, og hun forstod at hun ikke måtte larme. Men selvom det stod klart i hendes tanker, var det umuligt for hende ikke at klynke.
De drejede om hjørnet. Der. De stod der. Deres øjne var kolde og stirrede forberedt på dem. Deres brede hænder, som var pakket ind i en masse læder, holdte om et stort våben. Familien stoppede op lige i tide nok, og stod forskrækket overfor den store flok. Moderen hulkede og greb hårdere fat om drengen i hendes arme. Mændene dannede en fælles sky af kold tåge over dem. Man kunne næsten høre hvordan deres ånde splintrede og blev til is foran dem. To mænd gravede sig frem foran de andre, de bar våbenet på ryggen. De var høje og havde kæmpe sorte støvler på. De kom tættere på. Moderen skreg. Hun råbte af dem og slog ud efter dem, og soldaterne bag dem sigtede mod moderen. Hun ignorerede det og skreg videre. Faderen kyssede pigen i håret og hviskede 3 ord og slap hende langsomt da manden hev hende op til sig og forsvandt. Hun forstod og hun vinkede til far, mens en tavs tåre banede sig vej ned af kinden. Hun forstod, selvom hun ikke forstod hvorfor? Moderen hvæste og skreg. Hendes stemme var febrilsk og angst. Hun havde smidt sig ned på jorden og dannet et skjold, af sig selv over barnet.  Hun vendte drengen væk fra manden som havde udstrakte arme mod spædbarnet. Faderen klyngede sig til moderen og et vandfald af ord formede sig på hans læber. Moderen hulkede og hendes blik var fortrukket i inderlig sorg. Smerte. Manden flåede voldsomt drengen ud af moderens arme og gik samme vej som den anden. Med de sidste kræfter rejste moderen sig og råbte af fuld kraft. Hendes læber var sprukne, men hun havde ikke tid til at væde dem. Hun strakte armen og med det sidste hun havde, kaldte hun, af lungernes fulde kraft.  
”MILO!...”
Hun sank sammen med manden i 2 skud. Det røde bredte sig under dem og stilheden fortog sig over området igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...