Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
916Visninger
AA

5. "Jeg troede jeg skulle dø"

 

Derfra begyndte vores rejse. Vi blev nødt til at gå friskt fremad fordi vi var tidspresset. Da vi havde nået den første fanglejr måtte vi ikke komme ind, ikke hvis vi ikke var fangere. Vagten hentede en der kunne fortælle os om hvem han havde inde. Han nævnte en hel masse med vores forældres navne, men ingen der lignede på det billede han viste os. Han trak på skuldrene og sagde at de ikke var her. Så vi måtte fortsætte til den næste, gennem den smadrede natur. Lige nu havde jeg faktisk lyst til at komme hjem til det falske, for det var i det mindste bedre end det her. Kl. var 17.00 da vi nåede en gammel landsby, hvor der kun var nogle smadrede huse og noget der lignede en gammel butik. Det så ud som om noget havde hærget byen og smadret ruder og væltet ting. Vi gik længere ind i landsbyen i tavshed. Det føltes koldere og jeg fik gåsehud. På midten af det hele stod en telefonboks med et svagt lys fra en gammel pære. Luften lugtede af røg og forrådnelse, det stak ubehageligt i mine næsebor. Nu tættere vi kom på en stor stenbygning, nu mere kom lugten af noget råt. Noget stærkt der hev i næsen. Det var så voldsomt at min mave trak sig sammen, det var værre end lugten af rotte. I samme øjeblik som jeg skulle til at hoste og vende om, var der noget hurtigt og listigt der sprang fra noget til noget andet inde i den mørke del af ruinen. Vi stoppede alle tre på en gang og så frem for os ind i mørket. Det var et underligt syn: Mørket så levende ud, det var som om at en hel masse skygger hoppede fra sten til sten der inde. Vi stod bare der og stirrede ind i mørket og ventede på at vi skulle se den eller det der bevægede sig sådan.

”Hvad er det?” Hviskede Milo i samme øjeblik hvor lyden af en brummende nærmest brølende lyd kom inde fra mørket. I det øjeblik var jeg ikke i tvivl. Det var en Vitofob, (et sygdomsuhyre. Et menneske der har fået en sygdom og har blandet noget medicin og fået en sygdom der har ændret mennesket både psykisk og fysisk). En skævlen løb ned af ryggen på mig og jeg stivnede til stedet. Jeg holdt op med at trække vejret, mens jeg begyndte at ryste hysterisk. Lydende gentog og skikkelserne begyndte at tage form foran os i mørket. Der var tre menneskelige lignende skikkelser. Milo og William så på mig og bemærkede min reaktion og så foran sig igen, hvor de tre monstrummer fik farve og udtryk. De gik knurrende frem med deres foroverbøjet sandfarvede kroppe. Der var tydelige blodårer over det hele på deres krop, som havde lidt hår hist og hær i en underlig gennemsigtig farve, ellers var monsteret nøgen. En af dem hvinede og samlede en sten op fra jorden, som lå lige i armhøjde på grund af deres stilling. Det var en hun, hun gik yderst mens de andre to hanner gik spredt over to halve mure fra den gamle bygning. De slog med hovedet og kom med en dyb rungene lyd, som gav en svagt ekko i stenene bag dem. Vi stod stadig lammet til stedet mens vi så dem komme nærmere. Vi kunne se deres skarpe brune tænder når de gav de ubehagelige støjende lyde fra sig. Hunnen svinger det nederste af armen og kaster stenen hen mod os. Den ramte ikke, men også kun fordi William bøjede sig i sidste øjeblik. Milo sendte mig et panisk blik, før jeg vågnede af min trance og begyndte at gå baglæns.

”Skynd jer, løb. Find et sted hvor de ikke kan komme hen!” William var den eneste der ikke så panisk ud, han var blot overrasket men alligevel forberedt. Jeg vendte mig og trak Milo med mig, med et fast greb i hans arm. Min mund er lammet og den eneste tanke min hjerne arbejdede med i øjeblikket var at komme væk. Jeg anede ikke hvad William gjorde eller hvad han havde tænkt sig, jeg havde bare tænkt mig at komme væk. Lyden af en Vitofob afslørede at den løb efter os, samt den truende lyd som fulgte os.
”5 meter til venstre er en stor revne i jorden, i kan akkurat begge to komme ned i den, der kan Vitofoben ikke komme ned.” Det var det første Katie havde sagt i lang tid, og det overraskede mig at hun stadigvæk selv kunne reagere. Jeg fulgte hendes råd og trak Milo med mig mod den revne som jeg nu havde fået øje på. Jeg kastede mig ned og trak Milo med ned efter mig. Jorden skrabede min hud da jeg mægrede os længere ned i revnen. Hannen kiggede ned efter os og brølede spyttende ned mod os. Den slog med hænderne mod overfladen ved revnen. Den brølede hidsigt igen. Vi så den grave længere og længere ned mod os, og jeg begyndte at gå i panik igen. Men inden den nåede at grave sig ned til os blev den slynget væk med et hårdt slag der ramte den. Den tykke lyd af noget hårdt der ramte monsteret lød igen og igen, mens hannen svarede med nogle hæse klynk og brølende lyde. Langsomt blev den tavs og faldt om på jorden med et lille bump. Milo rystede helt og det eneste vi kunne se var den grå himmel og den mørke kant af jord. Jeg skulle lige til at kravle op for at se efter hvad det var der havde slået Vitofoben, men inden da kom William frem med et smil og kiggede ned på os.

”Skal i have hjælp?” Han tog min hånd, og selvom situationen overhovedet ikke passede, skælvede jeg og mine kinder blussede op. Han hev mig hurtigt op med et ryk og jeg børstede jorden af mit tøj. Derefter hev han Milo op på benene som rystende børstede jorden af sig selv.
”Jeg troede jeg skulle dø..” hulkede han så. Jeg så på ham med et bekymret blik og tog ham ind til mig og aede ham i håret og fortalte ham at vi nok skulle klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...